| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |
Fælles fremtid - udvikling i balance


På langt sigt skal atmosfærens indhold af drivhusgasser stabiliseres på et
niveau, som kan forhindre farlig menneskeskabt indvirkning på klimasystemet. De
klimaændringer, der synes uundgåelige, skal ske så langsomt, at økosystemerne kan
tilpasse sig, og uden at fødevareproduktionen trues. Samtidig skal den økonomiske
udvikling fortsætte på et bæredygtigt grundlag.
Danmark har internationalt set et højt udslip af CO2 pr. indbygger. Det
giver os en særlig forpligtelse. Med aftalen om at begrænse udslippet af seks
drivhusgasser med 21 procent fra 1990 til 2008-12 vil Danmark derfor yde et væsentligt
bidrag til Kyotoprotokollen og dermed til at imødegå de globale klimaændringer. På
grund af problemets omfang er der et markant behov for at mindske udledningerne yderligere
efter 2012. FN's klimapanel har peget på, at en stabilisering af koncentrationen af
klimagasser på et niveau, som gør det muligt at undgå alvorlige menneskeskabte
klimaændringer, kan kræve, at udslippene må reduceres med 50 -70 procent.
På baggrund af klimapanelets anbefalinger er målsætningen i EU, at
koncentrationen af drivhusgasser i atmosfæren stabiliseres på et niveau, der svarer til
lidt under en fordobling af koncentrationerne fra før industraliseringen. Det svarer til
et langsigtet pejlemærke, hvor industrilandenes udledninger inden næste århundredskifte
reduceres til 10-15 procent af udledningen i dag. Danmarks forventes i lighed med de
øvrige parter under klimakonventionen at skulle påtage sig væsentlige yderligere
reduktionsforpligtelser for de kommende budgetperioder efter 2012. Et indikativt
pejlemærke på en halvering af CO2 udslippet i Danmark inden for en generation
kan blive resultatet af fortsat skærpede reduktionsmål i de kommende budgetperioder.
Den seneste analyse fra FN's klimapanel understreger, at klimaproblemet anses som et
stort globalt miljøproblem, og måske en af de største globale udfordringer i dette
århundrede. CO2 koncentrationen i atmosfæren er i dag cirka 30 procent
højere, end den var før industrialiseringen. En fordobling i forhold til det
førindustrielle niveau kan forventes inden for få årtier. Den globale middeltemperatur
er i samme periode steget 0,6°C ledsaget af ændringer i sne- og isdække, kraftige
nedbørsforekomster og andre klimaforhold.
Klimapanelet konkluderer i den seneste rapport, at vi kan forvente yderligere
stigninger i den globale temperatur på mellem 1,4°C og 5,8°C i løbet af de næste 100
år. Følgerne vil være klimaændringer, yderligere stigning af havet på mellem 9 og 88
cm, ændrede nedbørsforhold og formodentlig øget forekomst af ekstreme vejrforhold,
tørker og oversvømmelser. De største negative virkninger af klimaændringer forventes i
udviklingslandene - ikke mindst i lyset af trusler om oversvømmelser og forringede
muligheder for fødevareproduktion. I Danmark kan klimaændringen på lang sigt resultere
i varmere vintre, øget nedbør og flere storme. Det kan have konsekvenser for den
biologiske mangfoldighed og for blandt andet jord- og skovbrug samt fiskerierhvervet. Og
lavtliggende områder kan blive oversvømmet som følge af vandstandsstigninger.
Siden 1990 har Danmarks nationale målsætning om at mindske CO2-udledningen
med 20 procent i 2005 i forhold til 1988 været grundlaget for den danske politik.
Handlingsplanen Energi 21 fra 1996 har styrket Danmarks rolle som frontløber på
energiområdet. Også inden for andre sektorer, som transport, landbrug, skovbrug og
affald, har de vedtagne strategier og handlingsplaner stor betydning, for at begrænse
udledning af drivhusgasser.
Med vedtagelsen af Kyoto-protokollen i 1997 blev det aftalt, at industrilandenes
samlede udledning af drivhusgasser skal begrænses med mindst 5 procent i 2008-2012 i
forhold til 1990. Der var imidlertid en række udestående spørgsmål om detaljerne i
Kyoto-protokollen, som blev forhandlet på plads i Bonn i juli 2001 og i Marrakesh i 2001.
Kyoto-protokollen er det første vigtige skridt mod virkeliggørelsen af FN's
klimakonvention fra 1992. Protokollen forventes at træde i kraft i 2002.
På baggrund af konklusionerne fra FN's klimapanel har EU's miljøministre anbefalet,
at koncentrationen af drivhusgasser i atmosfæren stabiliseres på et niveau, der svarer
til lidt under en fordobling af koncentrationerne, fra før industrialiseringen satte ind.
Og den globale temperaturstigning bør ikke overskride 2°C i forhold til det
førindustrielle niveau. Skal denne anbefaling efterkommes, må industrilandenes udledning
af drivhusgasser inden næste århundredeskifte formodentlig komme ned på et niveau, der
svarer til 10-15 procent af udledningen i dag. Det betyder, at der er behov for
betragtelige begrænsninger i udledningen af drivhusgasser - mellem 2 og 2,5 procent
årligt.
Det stiller krav om en drastisk reduktion af ressourceforbruget. Det skal ske ved
betydelige teknologiske fremskridt, men det er også nødvendigt at ændre forbrugs- og
produktionsmønstre i industrilandene. Samtidig er det klart, at der på længere sigt
også må ske væsentlige begrænsninger i udviklingslandene, som kan forvente en fortsat
befolkningstilvækst og væsentlig økonomisk udvikling.
Uanset sådanne reduktioner er det en kendsgerning, at klimaændringer ikke kan
afværges, kun mindskes. Følgerne af klimaændringer kan imidlertid også mindskes gennem
forudseende tilpasning. For at opnå bæredygtig udvikling er der brug for forskning og
videnopbygning, ikke kun om reduktionsmulighederne, men også om de fremtidige
klimaændringer og deres virkninger, samt mulighederne for tilpasning. Dette er en vigtig
forudsætning for at kunne leve op til den nationale og den internationale udfordring,
især på længere sigt.
Mål og indsats i den kommende tid
I 2005 er det målet at begrænse det danske CO2-udslip fra
energiforbrug med 20 procent i forhold til niveauet i 1988. I henhold til aftaler i EU om
fordeling af EU's reduktion af udslip under Kyotoprotokollen skal Danmark i 2008-12
mindske den samlede drivhusgasudledning med 21 procent i forhold til 1990-niveauet.
Danmark indvilgede i marts 2002 i at reducere med 21 procent i forhold til det
ukorrigerede basisår 1990, hvor den danske udledning af CO2 var
ekstraordinært lav på grund af stor import af el fra Norge og Sverige. Det er desuden
pejlemærket, at industrilandenes drivhusgasudledninger skal halveres inden 2030. Hvis
koncentrationen af drivhusgasser i atmosfæren på længere sigt skal dæmpes yderligere,
må der fastlægges internationale mål om langt større begrænsninger efter
Kyoto-protollens første budgetperiode fra 2008 - 2012.
Regeringen overvåger løbende målopfyldelsen, og om de anvendte midler giver
så meget miljø for pengene som muligt. For at leve op til Kyotoprotokollens mål er der
behov for, at alle samfundssektorer bidrager til at reducere udledningerne, som blandt
andet beskrevet i EU's 6. Miljøhandlingsprogram. Det gælder blandt andet for
energiproduktion, transport, landbrug, skovbrug, industri og husholdninger.
På energiproduktionssiden vil en eventuel forlængelse af CO2-kvoteordningen
på elproduktion formodentlig lede til en fortsat større anvendelse af vedvarende energi
og naturgas.
Transportsektoren skal bidrage til at opfylde Danmarks forpligtelse til at reducere
CO2-udslippet med 21% fra 1990 til 2008-2012. Regeringen vil overveje mulige
virkemidler til at begrænse CO2 udslippet som baggrund for at fastlægge
pejlemærker for transportsektorens CO2-udledning frem til første
budgetperiode 2008-2012 og på længere sigt.
Også landbruget vil bidrage ganske betydeligt til at begrænse udledningen af
klimagasser, blandt andet metan og lattergas. Der er med handlingsplan for ammoniak taget
initiativ til et bidrag til nedbringelse af landbrugets udslip af klimagasser. Men også
et initiativ som udbygning af biogasanlæg kan være med til at begrænse udslippet.
På skovbrugsområdet vil forøgelsen af skovarealet medføre et optag af CO2
under opvæksten af de nye skove og øge mulighederne for at anvende biomasse. Også
derfor vil regeringen forøge skovarealet inden for en trægeneration (80-100 år).
Det er nødvendigt at begrænse udledningerne af de kraftige industrielle drivhusgasser
HFC'er, PFC'er og SF6.
Energispareloven fra 2000 lægger op til en styrket planlægning, koordinering og
prioritering af den samlede indsats for energibesparelser.
Der vil inden for alle samfundssektorer være behov for yderligere initiativer i de
kommende år for at nå målsætningen om en reduktion af udledningerne på 21 procent i
2008-2012 i forhold til 1990.
På det internationale plan arbejder Danmark for, at Klimakonventionen og
Kyoto-protokollen bliver effektive redskaber i kampen mod klimaændringer. Regeringen vil
bruge de fleksible mekanismer i Kyoto-protokollen ved at iværksætte projekter, der
medfører reduktioner af CO2-udledningerne i udlandet, så CO2-reduktioner
i udlandet for danske penge tælles med i Danmarks CO2-regnskab og opfyldelsen
af vore internationale CO2-forpligtelser. Denne indsats kan også bidrage til
at overføre miljøvenlige teknologier, og gøre samarbejdslandene bedre i stand til at
vurdere bæredygtigheden af forskellige projekter.
Danmark støtter også Den Globale Miljøfacilitet (GEF), der siden 1991 har
givet mere end 1,2 milliarder dollars i gavebistand på klimaområdet til østlande og
udviklingslande. Endvidere støtter Danmark FN´s Miljøprograms (UNEP) samarbejdscenter
om klima og energi på Risø.
Danmark foretager indberetninger til Klimakonventionen, der omhandler
udledninger og optag af drivhusgasser, forebyggelse af klimaændringer, forventede
effekter af klimaændringerne, tilpasningsforanstaltninger, indsats med hensyn til
forskning og overvågning samt Danmarks indsats med hensyn til teknologioverførsel og
kapacitetsopbygning i udviklingslandene.
Det er en kendsgerning, at klimaændringer ikke helt kan afværges, kun mindskes. I
lyset af Klimapanelets seneste udredning vil der blive gennemført en analyse af mulige
klimaeffekter i Danmark, og mulige scenarier for udviklingen skal beskrives, så der
etableres et grundlag for eventuelle beredskabsforanstaltninger. Det er således også
behov for at satse på forskning i konsekvenser af klimaændringer. Større fokus på
viden vil understøtte vigtige politiske beslutninger.
| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top
|