|
Indikatorrapport 9. Fødevareproduktion
Mål Målsætningen for fødevareproduktion i Danmark er at sikre, at de fødevarer, der produceres og afsættes til forbrugerne, er sunde og af høj kvalitet samt at sikre et højt informationsniveau. Produktionsforhold, der bevarer jordbrugs- og fiskerierhvervenes ressourcegrundlag og som sikrer miljø, natur, dyrevelfærd og gode arbejdsbetingelser skal fremmes. Samtidig skal lønsom produktion og afsætning inden for de fødevareproducerende erhverv fremmes. En bæredygtig udvikling af fødevareproduktionen forudsætter de rette lovgivningsmæssige rammer, en visionær udnyttelse og udvikling af de teknologiske muligheder samt et konstruktivt samspil mellem myndigheder erhverv og befolkning. Regeringen finder det vigtigt, at vurderingen af sikkerhed og risiko i relation til fødevarer, tager udgangspunkt i forsigtighedsprincippet i de situationer, hvor der er rejst en videnskabeligt baseret mistanke, men hvor der endnu ikke er tilstrækkeligt videnskabeligt grundlag for at be- eller afkræfte denne mistanke. Landbrugsproduktionen skal medvirke til en bæredygtig udvikling og til levende landdistrikter. Samtidig skal den biologiske mangfoldighed på land og i vand sikres. Udviklingen i landbruget skal ske i et balanceret samspil med miljø, natur og lokalsamfund. Fiskeriet er afhængigt af, at fiskebestandene fungerer som fornybare naturressourcer. Et bæredygtigt fiskeri, der medvirker til at sikre havets fiskebestande og økosystemer, sikrer også erhvervets udvikling i fremtiden. Sammenfatningen af udviklingstræk Det samlede antal fødevarerelaterede sygdomstilfælde har siden 1990 været konstant stigende fra ca. 4.300 registrerede sygdomstilfælde i 1990 til ca. 8.000 i 2001. Indtil 1999 var Salmonella den hyppigste årsag til sygdom, men i 1999 blev der for første gang registreret flere sygdomstilfælde forårsaget af Campylobacter end af Salmonella. For at opnå et højt niveau af fødevaresikkerhed er der sat forskellige overvågnings- og handlingsplaner i gang. Samlet er en række af landbrugets miljøpåvirkninger mindsket de sidste ti år samtidig med, at landbrugets produktionsværdi er steget med 20% fra 1988 til 1998. Der er altså sket en økonomisk vækst uden tilsvarende vækst i miljøbelastningen. Landbrugets energiforbrug er steget næsten ligeså meget som produktionsværdien. Antallet af dyr pr. hektar landbrugsareal (husdyrhold) er steget fra 1,07 til 1,23. Landbrugets udslip af ammoniak, som kan medføre forsuring og overgødskning af naturarealer, er mindsket med 20%, men der skal ske en yderligere reduktion for at opfylde målsætningerne. Landbruget anvender kvælstof og fosfor i form af bl.a. handels- og husdyrgødning. En del af næringsstofferne indbygges i den animalske produktion og afgrøderne, mens den resterende del, der ikke optages betegnes som overskud af næringsstoffer. Kvælstof og fosforoverskud fra landbrugsproduktion kan påvirke natur- og miljøtilstanden negativt. Det samlede kvælstofoverskud i landbruget er faldt med ca. 24%, og det samlede fosforoverskud i landbruget faldt med ca. 36%. fra 1985 til 1999. Målsætningen i Vandmiljøplan I og II, der blev iværksat for at nedbringe kvælstofoverskuddet, forventes efter en justering i 2000 af de allerede iværksatte tiltag, nået i 2003. I forbindelse med forberedelse af Vandmiljøplan III vil også mulighederne for at begrænse landbrugets udledning af fosfor indgå. Grønne regnskaber i landbruget giver bevidstgørelse og øget fokusering på ressourceforbruget på bedriften. I 2001 hvor der blev indført mulighed for tilskud til grønne regnskaber fik ca. 340 bedrifter i alt tilsagn. Alene den arealmæssige størrelse af grønne regnskaber indebærer væsentlige forbedringer i forbruget af inputfaktorer, som er relevant i både VMPII og pesticidhandlingsplanen. Udbredelsen af de miljøvenlige jordbrugsforanstaltninger (MVJ) har været i stigning siden 1993. Siden 1997 synes omfanget af tilsagn at have stabiliseret sig omkring 75.000 ha. For at gøre ordningen mere attraktiv, er den under tilpasning med virkning fra 2003. Formålet er, at et endnu større areal bliver omfattet af aftaler. Det faktiske areal er direkte relateret til den konkrete effekt i form af reduktion og udledning og kvælstof fra landbruget. Behandlingshyppigheden er en opgørelse af, hvor mange gange årligt landbrugsarealet kan sprøjtes med den solgte mængde pesticider, hvis de anvendes i fastsatte standarddoseringer. Behandlingshyppigheden har siden først i 1990'erne, hvor den toppede, vist en faldende tendens. Først i 1990'erne var behandlingshyppigheden ca. 3, hvilket betyder, at landmændene sprøjtede markerne tre gange om året. Målet i pesticidhandlingsplan II er en behandlingshyppighed på under 2 inden udgangen af 2002, og målet var tæt på at være opfyldt i 2000, hvor behandlingshyppigheden var 2,0. Der vil efter 2002 blive fastsat et nyt mål for at nedsætte behandlingshyppigheden yderligere. Antallet af autoriserede økologiske bedrifter er steget særligt fra 1995, hvor der skete der en stor stigning på 55% i forhold til 1994. I 1996 skete der en mindre stigning på 11%, men for 1997 til 1999 var stigningen ca. 39% pr. år. Fra 1999 har stigningstaksten aftaget og ligget på lidt over 10%. Den danske økologiske sektor hører forholdsmæssigt til blandt de største i Europa. Antallet af husdyrbedrifter er faldet markant i perioden 1990-2000. Dette gælder både for de harmoniske og de uharmoniske bedrifter. Såfremt der er overskudsproduktion af gødning i forhold til normen, defineres bedriften som uharmonisk. Har en bedrift ikke tilstrækkelig udspredningsareal til rådighed via ejede eller forpagtede arealer til at opfylde harmonireglerne, skal der indgås aftaler om afsætning af husdyrgødningen. Med udvikling af gylleseparationsanlæg må det desuden forventes, at der for de store husdyrbrug kan komme procentvis flere uharmoniske bedrifter, idet en større del af gødningen vil kunne blive afsat til anden side. Flere uhormoniske bedrifter kan således ikke tages som et udtryk for et øget miljøproblem, idet harmonikravet sikre, at gødningen skal afsættes til andre bedrifter, således at den ikke belaster de pågældende bedrifters areal med næringsstoffer. For fiskeriet viser indikatorerne set over en tiårig periode, at der er sket en forbedring de seneste tre år med hensyn til gydebiomassen, men samtidig at fiskeriet udtrykt ved fiskeridødeligheden, i de fleste tilfælde ikke har været bæredygtig. I visse fiskerier er det vigtigt, at udsmid dokumenteres bedre og søges nedbragt bl.a. ved udvikling af selektive og skånsomme fiskeredskaber. Det anslås, at bifangsterne af marsvin i Nordsøen er reduceret fra ca. 7.300 i 1994 til ca. 3.900 i 2000 som følge af den generelle udvikling i garnfiskerierne og anvendelse af pingere (akustiske alarmer) på fiskeredskaber. Fiskeriflådens kapacitet er betydelig reduceret i første halvdel af 1990'erne, så kapaciteten nu er ca. 20% under det aftalte loft såvel generelt som inden for de enkelte fartøjskategorier. Udvikling ligger indenfor de målsætninger, der er aftalt i EU. Perspektiver for udvikling af indikatorer De ovenstående indikatorer er på nuværende tidspunkt tilgængelige. Indikatorsættet vil løbende blive udviklet. EU har igangsat et omfattende arbejde med at udvikle indikatorer for den økonomiske, sociale og miljømæssige dimension af et bæredygtigt landbrug og bæredygtig landdistriktsudvikling. Resultaterne af det internationale arbejde vil blive inddraget i det nationale sæt af indikatorer. Der er behov for at supplere indikatoren for antal og areal af økologiske brug, med indikatorer for produktionen eller omsætningen af økologiske varer. Så snart der for eksempel findes data for forbrugernes køb eller detailhandlens salg af økologiske varer, vil disse indikatorer indgå i sættet. For landbrugets rolle som naturforvalter kan det være relevant at udvikle en indikator, der belyser zonering af agerlandet på forskellige typer arealer. I takt med at naturplaner benyttes og registreres i alle amter, vil disse kunne anvendes som indikator. Der kan være behov for fortsat at udvikle indikatorerne for at opnå større målesikkerhed. Et rent havmiljø er vigtigt for at sikre fiskeriets naturgrundlag. Det vil være relevant at vurdere mulighederne for at udvikle indikatorer, der kan belyse havmiljøets tilstand. Der vil blive set på mulighederne for at identificere særligt skadelige påvirkninger (forurening m.v.) og for at registrere virkningen af initiativer, der skal mindske disse påvirkninger. Den nationale indsats for at udvikle indikatorer må ske med løbende reference til de internationale overvejelser om at udvælge og udvikle egnede indikatorer for at belyse bæredygtig udvikling. Der er væsentlige drøftelser om dette i EU og i ICES (det internationale havundersøgelsesråd). 9.1. Fødevaresikkerhed
Indikator 9.1: Kilde: Statens Seruminstitut Indikatoren belyser fødevaresikerhed. Figuren viser udviklingen i sygdomstilfælde for de hyppigste årsager til fødevarebåren sygdom - Salmonella og Campylobacter. Det anslås, at det reelle antal infektioner er 10-20 gange større end det diagnosticerede antal. Det samlede antal fødevarerelaterede sygdomstilfælde har siden 1990 været konstant stigende fra ca. 4.300 registrerede sygdomstilfælde i 1990 til ca. 8.000 i 2001. Indtil 1999 var Salmonella den hyppigste årsag til sygdom, men i 1999 blev der for første gang registreret flere sygdomstilfælde forårsaget af Campylobacter end af Salmonella. Samlet tegner disse to bakterietyper sig for hovedparten af de registrerede fødevarerelaterede sygdomstilfælde. For at opnå et højt niveau af fødevaresikkerhed er der sat forskellige overvågnings- og handlingsplaner i gang. De iværksatte programmer har været effektive, idet antallet af salmonellainfektioner er faldet kraftigt. Indsatsen er fulgt op i hele kæden fra besætning til forbruger. Indsatsen mod Campylobacter og Salmonella fortsættes for at nedbringe antallet af sygdomstilfælde. 9.2. Landbrug
Indikator 9.2.1: Kilde: Danmarks Miljøundersøgelser og Danmarks JordbrugsForskning. Indikatoren belyser målsætningen om landbrugets tab af næringsstoffer til vandmiljøet. Ved landbrugsproduktion udnyttes kun en del af de tilførte næringsstoffer. Forskellen mellem de tilførte og fraførte mængder næringsstoffer udgør et overskud, der kan betragtes som et potentielt tab. Tab af kvælstof og fosfor kan påvirke natur- og miljøtilstanden negativt. Det samlede kvælstofoverskud i landbruget er faldet med ca. 24% fra 1985 til 1999. For fosfor er det samlede overskud i landbruget faldet med ca. 36%. Den fortsatte overskudstilførsel betyder imidlertid ophobning af fosfor i jorden. Mætningsgraden øges, og det medfører øget risiko for tab til vandmiljøet. Målsætningen i Vandmiljøplan I og II er at reducere kvælstofudvaskningen fra landbrugsarealer med 100.000 tons N i forhold til udvaskningen midt i 1980'erne på 230.000 tons N. Målsætningen er søgt nået gennem en række af handlingsplaner f.eks. Vandmiljøplan II fra 1998. Efter en justering i 2000 af de allerede iværksatte tiltag forventes målsætningen nået i 2003. Vandmiljøplanerne har ingen målsætning for reduktion af fosfortabet fra landbrugsarealerne. En yderligere forbedring af miljøtilstanden i søer og fjorde kræver imidlertid, at fosforudledningen fra landbruget nedbringes.
Indikator 9.2.2: Kilde: Danmarks Miljøundersøgelser og Danmarks JordbrugsForskning Landbruget anvender kvælstof og fosfor i form af bl.a. handels- og husdyrgødning. En del af næringsstofferne indbygges i den animalske produktion og afgrøderne. Den del af næringsstofferne, som ikke fjernes ved salg af kød, æg, mælk eller vegetabilske produkter, indbygges i jorden eller tabes til omgivelserne. Tab i form af ammoniakfordampning er til skade for naturområder, og udledning af kvælstof og fosfor til vandmiljøet kan give anledning til eutrofiering af vandområderne. Nitratudvaskning kan også føre til forurening af drikkevandet. For kvælstof er import med handelsgødning reduceret med 37% i perioden fra 1985 til 1999, mens importen med foder er steget med 14%. Eksport af kvælstof har i samme periode været svagt faldende. Udnyttelsen af tilført kvælstof er herved steget fra ca. 28% i 1985 til ca. 32% i 1999. For fosfor er import med handelsgødning reduceret med 62% i perioden fra 1985 til 1999, mens import med foder er steget med 9%. Eksport af fosfor har i samme periode været svagt faldende. Udnyttelsen af tilført fosfor er herved steget fra ca. 36% i 1985 til ca. 45% i 1999. Det er et mål i landbruget at forbedre udnyttelsen af importerede næringsstoffer. Forskellige handlingsplaner har alle medvirket hertil gennem tiltag rettet mod nedbringelse af handelsgødningsforbruget, gennem krav om bedre udnyttelse af husdyrgødningen og gennem indførelse af kvælstofnormer for afgrøderne. Målsætningen i Vandmiljøplan I og II har alene gået på at reducere kvælstofforbruget, men reguleringen i landbruget har samtidig haft en effekt på fosforbruget. Med henblik på forberedelse af Vandmiljøplan III og som grundlag for en fortsat indsats for at begrænse landbrugets miljøpåvirkning vil der blive iværksat et arbejde, der ikke kun skal se på kvælstof, men også på mulighederne for at begrænse landbrugets udledning af fosfor.
Indikator 9.2.3: Kilde: Fødevareministeriet Indikatoren belyser landbrugets rolle som naturforvalter. Figuren viser benyttelsen af grønne regnskaber i landbruget i 2001, i form af det samlede areal og antal bedrifter, som er dækket af aftaler. Effekten af grønne regnskaber består primært i en bevidstgørelse og øget fokusering på ressourceforbruget på bedriften. Mulighed for tilskud til udarbejdelse af grønne regnskaber er startet i 2001. Forventningen var, at der ville være 1.000 ansøgere hvert år, men dette var en overvurdering - i hvert fald i relation til ordningens første ansøgningsrunde. I 2001 fik ca. 340 bedrifter i alt tilsagn om tilskud til udarbejdelse af grønne regnskaber svarende til ca. 45.000 ha. Det forventes, at der vil gå flere år, inden interessen når det ønskede niveau. Alene den arealmæssige størrelse af grønne regnskaber indebærer væsentlige forbedringer i forbruget af inputfaktorer, som er relevant i både VMPII og pesticidhandlingsplanen. Det forventes, at den øgede bevågenhed vil resultere i en mere ressourcebesparende produktionsindsats til gavn for både natur, miljø og bedrifternes økonomi.
Indikator 9.2.4: Kilde: Fødevareministeriet Indikatoren belyser landbrugets rolle som naturforvalter. Figuren viser udviklingen i udbredelsen af de miljøvenlige jordbrugsforanstaltninger i form af henholdsvis antal tilsagn (aftaler) om miljøvenlig landbrugsproduktion samt antal hektarer. Det faktiske areal er direkte relateret til den konkrete effekt i form af reduktion og udledning og kvælstof fra landbruget. Disse tal er opgjort for henholdsvis 5 og 20-årige tilsagn, idet varigheden er af afgørende betydning for effekten. Siden 1997 synes omfanget af tilsagn at have stabiliseret sig omkring 75.000 ha. Det tyder på et behov for nytænkning i forhold til aftaleformerne, så ordningen vil blive mere attraktiv. Ordningen er under tilpasning med virkning fra 2003. Det forventes, at ordningen bidrager til at opfylde målsætningerne i Vandmiljøplan II samt til at forbedre naturkvaliteten i de pågældende områder.
Indikator 9.2.5: Kilde: Bekæmpelsesmiddelstatistikken Indikatoren belyser indsatsen for at nedbringe pesticidforbruget. Behandlingshyppigheden er en opgørelse af, hvor mange gange årligt landbrugsarealet kan sprøjtes med den solgte mængde pesticider, hvis de anvendes i fastsatte standarddoseringer. Behandlingshyppigheden angiver sprøjteintensiteten i landbruget og er samtidig en indikator for miljøbelastningen. Flere danske undersøgelser har vist, at der er sammenhæng mellem størrelsen af behandlingshyppigheden og forekomst af dyr og planter i agerlandet. Behandlingshyppigheden har siden først i 1990'erne, hvor den toppede, vist en faldende tendens. Først i 1990'erne var behandlingshyppigheden ca. 3, hvilket betyder, at landmændene sprøjtede markerne tre gange om året. I 1998 var antallet af behandlinger faldet til 2,3 gange om året. Der ses i nogle år, som f.eks. 1995, store udsving i behandlingshyppigheden, der er forårsaget af hamstring af visse pesticider på grund af udfasning. Målet i pesticidhandlingsplan II er en behandlingshyppighed på under 2 inden udgangen af 2002. Det mål var tæt på at være opfyldt i 2000, hvor behandlingshyppigheden var 2,0. Resultatet af det såkaldte Bichel-udvalgs arbejde viste, at der er mulighed for yderligere at reducere behandlingshyppigheden til 1,4 -1,7 uden væsentlige omkostninger for landmændene. Regeringen ønsker, inden for de kommende år at minimere forbruget af pesticider. Efter 2002 vil der blive fastsat et nyt mål for at nedsætte behandlingshyppigheden yderligere.
Indikator 9.2.6: Kilde: Fødevareministeriet Indikatoren belyser udviklingen i den økologiske sektor. Figuren omfatter antallet af autorisationer samt udviklingen i bedrifternes produktionsareal frem til 2001. Data for denne opgørelse er genereret på baggrund af Plantedirektoratets kontrol med de økologiske jordbrugsbedrifter. Antallet af autoriserede økologiske bedrifter var nogenlunde konstant i perioden 1991 til 1994. I 1995 skete der en stor nettotilgang af økologiske bedrifter svarende til en stigning på 55% i forhold til 1994. I 1996 skete der en mindre nettotilgang på 116 svarende til 11%. Nettotilgangen for 1997 til 1999 var ca. 39% pr år. Fra 1999 til 2000 var nettotilgangen 367, svarende til 11,8%. I 2001 var nettotilgangen 66. De nye ansøgere (276) har gennemgående mindre bedrifter og færre dyr end de eksisterende økologer. En nærmere analyse viser desuden, at halvdelen af de nye ansøgere er rene planteavlere, hvilket er en relativ større andel end i tidligere år. En større økologisk korn, frø- og foderproduktion er bl.a. vigtig for, at det fra 2005 er muligt at opfylde kravet om 100% økologisk foder til økologiske dyr. Den danske økologiske sektor hører til blandt de største i Europa. Regeringen ønsker som et element i en bæredygtig fødevareproduktion en fortsat udvikling af den økologiske sektor baseret på forbrugernes efterspørgsel og fælles EU-regler.
Indikator 9.2.7: Kilde: Danmarks Miljøundersøgelser Indikatoren belyser udviklingen for en række miljøpåvirkninger i landbrugsproduktionen. Figuren viser indekserede værdier i forhold til indeks 100 i 1988-91. Landbrugets produktionsværdi er steget med omkring 20% fra 1988-98 (1990-priser). Landbrugets energiforbrug er steget næsten ligeså meget som produktionsværdien. Landbruget står for omkring 18% af Danmarks samlede udledning af drivhusgasser. Det er hovedsagelig metan og lattergas. Udsplippet af metan er reduceret med omkring 10%. Antallet af dyr pr. hektar landbrugsareal (husdyrhold) er steget fra 1,07 til 1,23. Landbrugets forbrug af kunstgødning er mindsket, og der sker en bedre udnyttelse af husdyrgødningen. Derfor er mængden af overskudskvælstof og fosfor (tilført minus fraført via afgrøder) faldet godt 20% Landbrugets udslip af ammoniak er mindsket med 20%. Samlet er en række af landbrugets miljøpåvirkninger mindsket de sidste ti år samtidig med, at landbrugsproduktionen er øget. Landbrugets udslip af ammoniak, som kan medføre forsuring og overgødskning af naturarealer, er mindsket med 20%. Der skal dog ske en yderligere reduktion for at opfylde målsætningerne. Forbruget af pesticider er faldet mere end behandlingshyppigheden, og det hænger sammen med, at der nu i højere grad anvendes pesticider, som er virksomme i meget lave doser. Det giver et mindre forbrug i mængde men ikke nødvendigvis en lavere belastning af miljøet.
Indikator 9.2.8: Kilde: Danmarks Statistik Andelen af uharmoniske bedrifter er én ud af flere indikatorer for balancen mellem gødningsproduktion og jordareal. Opdelingen i harmoniske og uharmoniske bedrifter sker på grundlag af den producerede mængde husdyrgødning og det tilhørende gødningsegnede areal inden for bedriften (ejede og forpagtede arealer) udfra reglerne i husdyrgødningsbekendtgørelsen. Såfremt der er overskudsproduktion af gødning i forhold til normen, defineres bedriften som uharmonisk. Det fremgår af figuren, at antallet af husdyrbedrifter er faldet markant i perioden 1990-2000. Dette gælder både for de harmoniske og de uharmoniske bedrifter. Det procentvise antal af uharmoniske bedrifter vokser, jo større husdyrproduktionen er. Den indbyrdes fordeling har været ret stabil. F.eks. var de uharmoniske brugs andel i 1994 18,1%. For 2000 er andelen 16,4%. Det må forventes, at antallet af uharmoniske bedrifter stiger som følge af de skærpede harmoniregler. Med udviklingen af gylleseparationsanlæg må det desuden forventes, at der for de store husdyrbrug kan komme procentvis flere uharmoniske bedrifter, idet en større del af gødningen vil kunne blive afsat til anden side. Flere uharmoniske bedrifter kan imidlertid ikke tages som udtryk for et øget miljøproblem, idet gødningen, når den fraføres de uharmoniske bedrifter, ikke belaster de pågældende bedrifters areal med næringsstoffer. 9.3. Fiskeri
Indikator 9.3.1: Kilde: Danmarks Fiskeriundersøgelser Indikatoren belyser målet om bevarelse af havets fiskebestande og økosystem. SSB-indikatoren måler andelen (%) af bestandene, som er indenfor biologiske sikre grænser og F-indikatoren måler andelen (%) af fiskerierne, som drives inden for biologiske sikre grænser. Indikatorerne er beregnet for perioden 1990-2000 og dækker 10 bestande, som er af stor betydning for dansk fiskeri. Der foreligger ikke data for (F) i 1992, 1995, 1997, 2000 og 2001. Diagrammet viser, at gennemsnitligt 50-60% af de udvalgte 10 bestande i perioden 1990-2001 har været indenfor biologisk sikre grænser (SSB-indikatoren), og at ud af fiskerierne på de samme bestande drives ca. 10% indenfor biologisk sikre grænser (Findikatoren). Set over en tiårig periode viser indikatorerne, at der er sket en forbedring de seneste tre år med hensyn til gydebiomassen (SSB). Fiskeriet udtrykt ved fiskeridødeligheden (F) har i de fleste tilfælde ikke været bæredygtigt. Målsætningen om, at fiskeriet skal foregå på et bæredygtigt niveau, er dermed endnu ikke opfyldt.
Indikator 9.3.2: Kilde: Danmarks Fiskeriundersøgelser Indikatoren belyser målet om reduktion af udsmid. Figurerne viser for torsk, kuller, rødspætte, sej, ising og jomfruhummer udsmid i mængde og som andel af fangsten opgjort på forskellige fiskerityper. Data er baseret på stikprøver. Tallene omfatter alene opgørelser for de fiskerier i Nordsøen, hvor der har deltaget observatører i perioden 1995-2000. Opgørelserne er behæftet med en vis usikkerhed men er dog retningsgivende for forekomsten af udsmid i de nævnte fiskerier. Det skal bemærkes, at der er forholdsvis stor variation i udsmidsmængden afhængig af arten og det anvendte redskab. For fiskerier, der omfatter bestande under pres, og hvor udsmiddet er betydelig, er det vigtigt at udsmid overvåges og søges nedbragt. Datagrundlaget skal udbygges i samarbejde mellem de lande, der deltager i fiskerierne, og indsatsen til at nedbringe udsmid skal afpasses de konkrete fiskerier.
Indikator 9.3.3: Kilde: Danmarks Fiskeriundersøgelser Indikatoren belyser målet om at, bifangster af marsvin så vidt muligt undgås. Figuren viser udviklingen i den samlede danske bifangst af marsvin i garnfiskerier i Nordsøen. Tallene er beregnet på grundlag af stikprøve-data indsamlet af DFU-observatører fra kommercielle fartøjer. Bifangstrater fra de observerede ture er ekstrapoleret til den samlede flåde på basis af fiskeriindsats. Som følge af den generelle udvikling i garnfiskerierne i Nordsøen anslås det, at bifangsterne af marsvin er reduceret fra ca. 7.300 i 1994 til ca. 3.900 i 2001. Danmarks Fiskeriundersøgelsers overvågning af bifangster af marsvin peger i retningen af, at anvendelse af pingere (akustiske alarmer) i de fiskerier, hvor bifangster typisk forekommer, er en effektiv metode til at reducere bifangsterne. Det er dog endnu ikke muligt at drage definitive konklusioner om pingernes effektivitet, dels fordi det pågældende fiskeri (garnfiskeri efter torsk ved vrag i Nordsøen) er reduceret betydeligt i observationsperioden, og fordi den langsigtede virkning af pingere endnu ikke har kunnet observeres. Arbejdet med monitering af effekten af pingere samt forsøg med alternative redskabstyper er planlagt at fortsætte.
Indikator 9.3.4: Kilde: Fødevareministeriet Indikatoren belyser udviklingen i flådestørrelsens tilpasning til fangstmulighederne. Figurerne viser sammensætningen af fiskeriflåden, samt fiskerflådens kapacitet opgjort i bruttoton (BT) og motorkraft (kW) og fordelt på kategorier af fartøjer. Fiskeriflådens kapacitet og udvikling ligger indenfor de målsætninger, der er aftalt i EU. I kraft af en betydelig reduktion i kapaciteten i første halvdel af 1990'erne er kapaciteten således nu ca. 20% under det aftalte loft såvel generelt som inden for de enkelte fartøjskategorier. I det videre perspektiv er det regeringens mål at fortsætte tilpasningen af kapaciteten med henblik på større rentabilitet og bæredygtighed i fiskeriflåden.
|
