| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Indikatorrapport

10. Skovbrug

Mål

Skov og naturarealer skal anvendes og forvaltes, så de nu og i fremtiden kan bidrage til at opfylde samfundets natur- og miljømæssige, økonomiske og sociale behov. Skovenes rolle som et af samfundets velfærdsgoder skal styrkes. Skovene skal give mulighed for friluftsliv, beskytte den biologiske mangfoldighed og medvirke til et varieret landskab. Skovene skal producere træprodukter og medvirke til at beskytte miljøet - herunder såvel grundvandet som ved at lagre CO₂.

Sammenfatning af udviklingstræk

Det danske skovareal bliver stadigt større, og i perioden 1990-2000 er stigningen relativt større for løvtræ end for nåletræ. Selvom skovarealet til stadighed bliver større, kan den nuværende forøgelsestakt ikke opfylde målsætningen om forøgelse af skovarealet, så skovlandskaber dækker 20-25% af Danmarks areal i løbet af en skovgeneration (80- 100 år).

Både dele af det offentlige og det private skovbrug arbejder hen imod overgang til skovdrift efter naturnære principper. Særligt er der et ønske om at forøge arealet med løvskov. Fra 1990-1999 er der forynget i alt ca. 70.000 ha skov i Danmark, og heraf er der anvendt løvtræ på knap 25.000 ha og nåletræ på godt 45.000 ha. Idet løvtræ udgør mindre end halvdelen af det eksisterende skovareal, betyder det en forøgning af arealet med løvtræ.

Hovedparten af arealerne i skov med særlige naturhensyn er udlagt som urørt skov eller i plukhugst, mens der er mindre arealer i græsningsskov samt stævningsskov. Skov over 150 år udgør ca. 8.400 ha. Her er ingen særlige krav til driften men en sandsynlighed for et forøget biologisk diversitet. Målet i naturskovsstrategien var at mindst 5.000 ha skulle udlægges som urørt skov, mens plukhugst, græsningsskov, stævningsskov og andet tilsammen skulle udgøre mindst 4.000 ha. i 2000. Dette mål er nået.

Antallet af skovbesøg er steget fra ca. 40 mio. om året i 1976/77 til ca. 50 mio. om året i 1993/94. Udviklingen skyldes en stigning i det gennemsnitlige antal skovbesøg. Andelen af befolkningen, der besøger skovene mindst en gang om året, er uændret 91%.

Perspektiver for udvikling af indikatorer

Indikatorerne er afledt af retningslinierne for bæredygtig skovdrift, som en bredt sammensat arbejdsgruppe blev enige om i maj 2001. Retningslinierne er til dels baseret på naturnær skovdrift som et middel til at forbedre skovenes bæredygtighed. Indikatorerne er også baseret på de fælleseuropæiske kriterier og indikatorer for bæredygtigt skovbrug, som i store træk definerer betydningen af bæredygtig skovdrift. Data, der kan belyse de forskellige aspekter af naturnær skovdrift, bliver tilgængelige, når den nye Nationale Skovinventering (NFI) bliver startet i de kommende år.

Der skal udvikles en indikator for andel af importeret træ, der er miljøcertificeret for at følge brugen af importeret træ og træprodukter, der er lovligt skovede og kommer fra bæredygtigt drevne skove.

Indikator 10.1:
Foryngelses- og etableringsmetoder, herunder andel af foryngelsesmaterialet bestående af hjemmehørende arter

Indikatoren belyser udviklingen af naturnær og miljøvenlig skovdrift. Figuren viser den samlede foryngelse af skov i perioden 1990-1999 fordelt på foryngelsestræart og foryngelsesmetode. Foryngelsestræarterne er fordelt på henholdsvis samlegrupperne løvtræ og nåletræ og på de enkelte træarter i de to grupper. Det samlede foryngede areal er fordelt på fire foryngelsesmetoder: Skovrejsning, efter renafdrift, under skærm og selvforyngelse. Foryngelsesmetoden er i højere grad en indikator for naturnær skovdrift end træartsvalget, idet hjemmehørende træarter ikke er en forudsætning for naturnær skovdrift.

Fra 1990-1999 er der forynget i alt ca. 70.000 ha skov i Danmark. Heraf er der anvendt løvtræ på knap 25.000 ha og nåletræ på godt 45.000 ha. Af løvtræarterne dominerer bøg og eg. Blandt nåletræarterne ses en stor anvendelse af Nordmannsgran og Nobilis som traditionelt anvendes til juletræer og pyntegrønt. Skovrejsning og foryngelse efter renafdrift er de dominerende foryngelsesformer. Ses der bort fra etablering af Nordmannsgran og Nobilis, som ofte etableres på landbrugsjord, udgør løvtræ ca. halvdelen af det foryngede areal. Idet løvtræ udgør mindre end halvdelen af det eksisterende skovareal, betyder det en forøgning af arealet med løvtræ.

Både dele af det offentlige, samt det private skovbrug arbejder henimod overgang til skovdrift efter naturnære principper. Det vil sandsynligvis betyde en stadig hyppigere anvendelse af foryngelsesformerne - under skærm og selvforyngelse - i de kommende år. Der er et politisk ønske om at forøge løvtræsarealet i Danmark. Dette ses ved tilskud til plantning af løvtræ i private skove og i træartspolitiken for Skov- og Naturstyrelsens arealer.

Indikator 10.2:
Skov med særlige naturhensyn

Indikatoren belyser naturnær og miljøvenlig skovdrift. Figuren viser, hvor stor en del af det danske skovareal, der er reserveret til en driftsform (urørt skov, plukhugst, græsningsskov, stævningsskov og andet), hvor der tages særligt hensyn til biodiversiteten. Desuden viser figuren, hvor meget skov der er over 150 gammel.

Det ses, at hovedparten af arealerne i skov med særlige naturhensyn er udlagt som urørt skov eller i plukhugst, mens der er mindre arealer i græsningsskov samt stævningsskov. Skov over 150 år udgør ca. 8.400 ha. I disse bevoksninger er der ingen særlige krav til driften men en sandsynlighed for en forøget biologisk diversitet.

I naturskovsstrategien fra 1994 blev der opstillet en målsætning for år 2000 om at udlægge mindst 5.000 ha som urørt skov, mens plukhugst, græsningsskov, stævningsskov og andet tilsammen skulle udgøre mindst 4.000 ha. Sammenholdes disse tal med figuren ses det, at målet er nået.

Indikator 10.3:
Besøgstal i skov

Kilde: Forskningscentret for Skov & Landskab

Indikatoren belyser udviklingen af den rekreative udnyttelse af de danske skove. Figuren viser antallet af besøgende i de danske skove i 1976/77 og 1993/94. Data er indsamlet ved repræsentative interview-undersøgelser fordelt over ét år af omkring 3.000 mennesker ved begge undersøgelser.

På baggrund af disse interviews er antallet af skovbesøg beregnet til ca. 40 mio. om året i 1976/77 og ca. 50 mio. om året i 1993/94. Udviklingen skyldes en stigning i det gennemsnitlige antal skovbesøg (flere personer med relativt mange besøg). Samtidigt ses det, at medianpersonens antal af besøg er faldet fra 11 til 10 årlige besøg. Det skyldes, at en relativ større andel af befolkningen samtidig kommer få gange i skoven. Andelen af befolkningen, der besøger skovene mindst en gang om året, er uændret 91%.

En øget rekreativ udnyttelse af skovene antages at fremme velfærd og sundhed, og er derfor en god udvikling i forhold til anvendelsen af de danske skove.

Indikator 10.4:
Det samlede skovareal

Indikatoren belyser udviklingen i det samlede danske skovareal i perioden 1990-2000. Desuden vises udviklingen for hjælpearealer, skovbevoksede arealer, løvtræ, nåletræ og midlertidigt ubevoksede arealer.

Det ses, at det danske skovareal bliver stadigt større, og at der fra 1990-2000 er blevet både mere løvtræ og mere nåletræ. Det ses, at stigningen er relativt større for løvtræ end for nåletræ. Det ses, at omfanget af hjælpearealer er faldet, hvilket dog først og fremmest skyldes ændret opgørelsesmetode.

I 1989 vedtog Folketinget, at det danske skovareal skal fordobles i løbet af 80-100 år. Som det ses af ovenstående, bliver det danske skovareal tilstadighed større, men ikke i en hastighed der kan opfylde målsætningen om fordobling af arealet på 80-100 år. Det ses, at både løvtræ og nåletræsarealet er stigende, og at løvtræarealet stiger relativt mere end nåletræsarealet.