| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |
Pesticidfri pleje af fodboldbaner og golfarealer
Bar jord og ukrudt
Løb, tacklinger og fald er naturlige dele af fodboldspillet. Det slider hårdt på
banerne, og der kommer let pletter med bar jord. De generer spillet, hvad enten jorden er
hård i tørre perioder eller fedtet efter regn. Små pletter med bar jord kan også gøre
banerne ujævne.
Så snart en bane har større eller mindre pletter med bar jord, har ukrudtet mulighed
for at etablere sig. Typiske ukrudtsarter er mælkebøtte, tusindfryd, hvidkløver og glat
vejbred, der alle har et kraftigt rodsystem. De er flerårige og kan overvintre fra år
til år. Ukrudtet gør banens overflade ujævn og boldens opspring uforudsigeligt. Desuden
tåler det ikke lige så meget slid som græsset.

Ukrudtet gør banerne ujævne og mindre slidstærke.
Plejen er krævende, fordi sliddet er så stort. Gødskning, vertikalskæring,
eftersåning og topdressing er vigtige elementer. Desuden er det vigtigt at tage hensyn
til, at græsset vokser mere på nogle tider af året og at fordele sliddet ved at flytte
banerne.
Banetyper styrer indsatsen
Indsatsen skal tilpasses banetypen. I hovedtræk kan banerne deles op i
fem forskellige typer, alt efter, hvordan de bruges, og hvordan de er anlagt se
boksen. Opdelingen kan bruges til at prioritere indsatsen og holde omkostningerne nede.