I dette afsnit opgøres belastningen til ferske og marine vandområder med
næringssalte og organisk stof. Belastningen opgøres inden for havområderne vist i figur
8.1.
Opgørelserne over belastningen til ferske og marine vandområder med næringssalte og
organisk stof for de enkelte punktkilder fremgår af bilag 5.1-5.3. Disse bilag indeholder
oplysninger om belastningen fra den enkelte punktkilde til henholdsvis farvandsområdet
totalt, til farvandsområdet direkte og endelig til oplandet til de enkelte
farvandsområder.

Figur 8.1
De ni danske farvandsområder, hvortil der bestemmes belastning.
I bilag 5.4 er vist en opgørelse over den samlede udledning af kvælstof, BI5
og fosfor fra vandløbene til havet. Oplysningerne er fra Danmarks Miljøundersøgelser (Danmarks
Miljøundersøgelser, 2002).
På grundlag af opgørelserne over den samlede udledning fra vandløb til havet og
opgørelserne over punktkildeudledningerne kan figur 8.2 og figur 8.3 opstilles.
Figurerne viser belastningen med henholdsvis kvælstof og fosfor for farvandsområderne
og for hele landet. Belastningen er fordelt mellem den direkte punktkildeudledning til
havet, punktkildeudledningen til oplandet (ferskvand) og det diffuse bidrag.
Det diffuse bidrag af næringssalte fra grundvand og dyrkede områder til de ferske
vande beregnes som differensen mellem de samlede udledninger til havet via vandløbene
(bilag 5.4) og punktkildebidraget til ferskvand (bilag 5.2 og 5.3). Med denne metode vil
der ikke kunne tages hensyn til omsætningen af kvælstof og fosfor i vandløb og søer,
hvorfor resultatet angiver minimum for den diffuse udledning fra grundvand og dyrkede
områder.

Figur 8.2
Belastning til farvandsområderne med kvælstof fordelt på det diffuse
bidrag, punktkildeudledningen til farvandets opland (ferskvand) samt den direkte
punktkildeudledning til havet.
Figur 8.2 viser, at punktkildebelastningen på landsplan udgør ca. 10% og belastningen
af farvandsområderne med kvælstof i overvejende grad domineres af det diffuse bidrag. En
undtagelse er Øresund, hvor punktkildebelastningen af kvælstof udgør ca. 50%, hvoraf
hovedparten er udledninger direkte til farvandet.

Figur 8.3
Belastningen af farvandsområderne med fosfor fordelt på det diffuse bidrag,
punktkildeudledningen til farvandets opland (ferskvand) samt den direkte
punktkildeudledning til havet.
Figur 8.3 viser, at fosfor belastningen af farvandsområderne er nogenlunde ligeligt
fordelt mellem det diffuse bidrag og bidrag fra punktkilde. Punktkilde belastningen udgør
i gennemsnit 40%. For farvandsområdet Øresund er punktkildebelastningen dominerende og
udgør over 80% af den samlede belastning med fosfor.
De samlede udledninger fra punktkilderne i 2001 var ca. 17.800 tons organisk stof (BI5
), 8.200 ton kvælstof og 1.060 tons fosfor. Udledningen fordelt på de forskellige
punktkilder for disse stoffer er vist i figur 8.4.

Figur 8.4
Fordelingen af den samlede punktkildeudledning i 2001.
I figur 8.4 er udledningerne fra ferskvandsdambrug og saltvandsbaseret fiskeopdræt
sammenlagt.
Det fremgår af figur 8.4, at udledningen fra renseanlæggene er den største med ca.
50%, når man betragter den samlede udledning af kvælstof og fosfor. De øvrige
punktkilder bidrager med ca. 10-15 % af den samlede punktkildeudledning. For organisk stof
er industriens udledning den største med lidt over 40 %.
Den samlede reduktion i udledningen af kvælstof er hovedsageligt opnået gennem
reduktioner i udledningerne fra industri og renseanlæg. Udviklingen i udledningen af
kvælstof for punktkilderne er vist i figur 8.5, hvor det kan ses at udledningen er faldet
fra ca. 27.600 tons i 1989 til ca. 8.200 tons i 2001.

Figur 8.5
Udledningen af kvælstof fra punktkilderne i periode fra 1989 til 2001.
Den samlede udledning af fosfor fra punktkilder er faldet fra ca. 6.600 tons i 1989 til
1.060 tons i 2001. Den samlede reduktion er hovedsageligt opnået gennem reduktioner i
udledningerne fra industri og renseanlæg, dog er udledningen fra den spredte bebyggelse
og udledningen fra fiskeopdræt anlæg også faldet.
Udledningen af fosfor for punktkilderne er vist i figur 8.6 i periode fra 1989 til
2000.

Figur 8.6
Udledningen af fosfor fra punktkilderne i periode fra 1989 til 2001.
Udledningen af organisk stof fra punktkilder er faldet fra ca. 93.700 tons i 1989 til
ca. 17.750 i 2001. Den samlede reduktion på er hovedsageligt sket ved reduktioner i
udledningen fra industrier og renseanlæg.
Punktkildebelastningen af de ferske vandområder udgjorde i 2001 for fosfors
vedkommende 28% af den samlede belastning. For kvælstofs vedkommende 6% af den samlede
belastning. Det skal understreges, at disse procentangivelser er beregnet som
udledningerne fra punktkilderne i forhold til den samlede transport til havet via
vandløbene. Der er altså ikke taget hensyn til omsætning og tilbageholdelse i vandløb
og søer af punktkildebidraget, hvorfor der er tale om et maksimalt bidrag fra
punktkilder.
Fordelingen i de udledte mængder til ferskvand fra de enkelte punktkilder er vist i
figur 8.7.
Figur 8.7 viser, at udledningerne fra renseanlæggene til ferskvand er den største
kilde, for så vidt angår fosfor og kvælstof. Industriudledninger er uden betydning,
mens punktkilderne spredt bebyggelse, regnvandsbetingede udløb og dambrug er væsentlige.
For organisk stof (BI5 ) ses, at udledningerne fra den spredte bebyggelse og
fra ferskvandsdambrugene er de mest betydende kilder.

Figur 8.7
Fordelingen i de udledte mængder fra punktkilder til ferskvand i 2001.
For havets vedkommende stammede 17% af fosforbelastningen og 4% af
kvælstofbelastningen i 2000 fra direkte punktkildeudledninger til havet, mens resten kom
fra vandløbene (atmosfærebidraget indgår ikke i opgørelsen).
Figur 8.8 viser fordelingen i udledningen til havet for enkelte punktkilder.
Udledningerne fra "dambrug" der er vist i figuren, er de udledninger, der
stammer fra saltvandsbaseret fiskeopdræt.

Figur 8.8
Punktkildeudledning til havet i 2001 fordelt på punktkildetyper.
For punktkildeudledningerne direkte til havet, ses det, at renseanlæggene her er den
dominerende kilde med hensyn til udledningerne af fosfor og kvælstof. Udledningen af
organisk stof til havet domineres af industrien, der bidrager med 60%. De øvrige
punktkilder er forholdsvis små i denne sammenhæng.
| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top
|