| Forside | | Indhold | | Forrige |
Sammensætning af dagrenovation og ordninger for hjemmekompostering
Bilag D: Kommunebeskrivelser
Bilag D indeholder beskrivelse af affaldsordninger for følgende kommuner:
- Brøndby
- Frederikshavn
- Hillerød
- København
- Odense
- Randers
- Stubbekøbing
- Viborg / Bjerringbro
- Årslev
1 Brøndby Kommune
1.1 Befolkning og boligforhold
Klik på billedet for at se html-versionen af: ‘‘Tabel 1‘‘
1.2 Ordninger for dagrenovation
Dagrenovation anbringes enten i papirsæk eller i minicontainer (120 liter op til 14.000 liter + komprimatorcontainere). Husstanden vælger selv, hvilket materiel den ønsker, og det er husstanden (eller boligselskabet) selv, der køber og vedligeholder stativet eller minicontaineren. Størrelserne af stativ og container skal svare til de størrelser, der er angivet på kommunens takstblad, og materiellet skal være typegodkendt.
Dagrenovationen hentes en gang om ugen. Affaldssækken må højst veje 15 kg. Der er i informationsfolderen Affald og Genbrug, Brøndby Kommune, ikke nævnt noget om maksimalvægt på minicontainere.
Der indsamles ikke vegetabilsk madaffald separat til central kompostering, men Brøndby Kommune opfordrer til hjemmekompostering.
1.3 Ordninger for andet affald
Papir. Papir kan afleveres til de opstillede kuber rundt om i kommunen samt afleveres på genbrugsstationen. Der kan afleveres aviser, ugeblade, reklamer, tryksager, kontorpapir og telefonbøger. Fra begyndelsen af 2003 indføres husstandsindsamling af papir ved parcelhuse og række-, kæde- og dobbelthuse.
Glas og flasker. Glas og flasker kan afleveres til de opstillede containere samt på genbrugsstationen. Fra begyndelsen af 2003 kan flasker og glas også afleveres i storskraldsordningen.
Storskrald. Alle husstande er tilknyttet storskraldsordningen. Ved storskraldsordningen hentes kølemøbler, pap og karton, jern og metal, elektronik, brændbart affald som f.eks. møbler, trærødder, gulvtæpper, mindre mængder ikke-brændbart (maksimalt 10 liter) f.eks. jord, sten og fliser, trykimprægneret træ, tagpap. m.m.
Storskrald hentes en gang om måneden ved haveboliger.
Haveaffald. Haveaffald hentes i perioden 1. april til udgangen af november. Ordningen er frivillig og gælder alle parcelhuse og rækkehuse i kommunen. Haveaffald må ikke brændes. Affaldet hentes ca. 2 gange om måneden i perioden.
Farligt affald. Farligt affald skal afleveres på genbrugsstationen. Det er muligt at aflevere medicinrester på apoteket.
Genbrugsstationen. På genbrugsstationen kan alt sorteret affald, undtagen dagrenovation, afleveres. Det er muligt at afhente gratis flis på Genbrugsstationen.
1.4 Forhold vedr. hjemmekompostering
Brøndby Kommune opfordrer til, at husstandene hjemmekomposterer både den vegetabilske del af køkkenaffaldet samt haveaffaldet. I kommunens affaldshæfte er der en overordnet vejledning om, hvad der må hjemmekomposteres, og hvordan dette kan gennemføres. Der er ikke mulighed for lavere renovationsafgift, selvom den vegetabilske del af affaldet hjemmekomposteres.
Kommunen opfordrer husstandene til selv at lave en kompostbeholder eller købe en. Der er ikke kommunalt tilskud til anskaffelse af kompostbeholder.
Ved hjemmekompostering af haveaffaldet spares imidlertid afgiften for afhentning og behandling af dette affald.
1.5 Økonomiske forhold
Takster på dagrenovationsområdet
Afhentning af dagrenovation koster for 2002 kr. 787,50 for en sæk pr. år, mens afgiften for tømning af minicontainer er kr. 993,75 pr. år.
Det koster kr. 275,00 at få hentet haveaffald.
Foruden disse separate afgifter er der en fællesafgift på kr. 1.437,50. Denne fællesafgift dækker omkostninger til storskraldsordningen, drift af Genbrugsstationen, olie- og kemikalieaffald, kuber til papir og glas samt til information og administration.
2 Frederikshavn Kommune
2.1 Befolkning og boligforhold
Klik på billedet for at se html-versionen af: ‘‘Tabel 2‘‘
2.2 Ordninger for dagrenovation
Frederikshavn Kommune er interessent i I/S Affaldsselskabet Vendsyssel Øst (AVØ), som forestår affaldsordningerne i kommunen, og som ligeledes har medvirket til udarbejdelse af affaldsregulativer og affaldsplan for kommunen.
Ifølge kommunens regulativer har husstandene pligt til at sortere affaldet i brændbart dagrenovationsaffald, papir- og papaffald samt i glas og flasker.
Den brændbare dagrenovation defineres som bl.a. forurenet pap, papir og plast, forurenet metal (konservesdåser, stanniol m.v.), sammensatte produkter og emballager (kartoner til mælk, juice o. l.), sod, aske og fejeskarn, engangsbleer, skarpe genstande og elpærer, fedt, kød, fisk, pålæg, brødrester o.l. samt vegetabilsk affald (såfremt det ikke hjemmekomposteres).
Brændbar dagrenovation indsamles ugentligt i 110 liters papirsække. Ved flerfamilieboliger (etageboliger) anvendes minicontainere (400, 600 eller 800 liter). Her skal hver husstand mindst have et volumen på 100 liter/uge til rådighed. Minicontainere tømmes normalt ugentligt, men hyppigere tømninger kan forekomme.
Ved nogle etageboliger indsamles brændbar dagrenovation i det såkaldte Molok-system. Systemet består af nedgravede beholdere på 5 m3 med en indersæk, som er foret med en plastliner. Indersæk og liner løftes op af beholderen, sækken åbnes og tømmes (inkl. liner) i containervogn, hvorefter indersæk og ny liner placeres i beholderen. Molokker tømmes efter behov (hver 2.-4. uge).
2.3 Ordninger for andet affald
Papir- og papaffaldet defineres som bl.a.: Aviser, ugeblade, reklamer, skrive- og printerpapir, papkasser og papemballage. Affaldet skal være rent og tørt ved aflevering.
Papir- og papaffald husstandsindsamles ved enfamilieboliger, men kan også afleveres på genbrugspladser og centralt opstillede containere. Husstandsindsamlingen foregår 1 gang månedligt i 110 liters papirsække. Sækkene udleveres ved indsamlingen af brændbar dagrenovation og afhentes samme ugedag som den blandede dagrenovation. Ved flerfamilieboliger anvendes minicontainere eller molok til papir- og papaffaldet. Disse tømmes efter behov.
Glas og flaskeaffald defineres som bl.a.: Vin og spiritusflasker, ketchup- og dressingflasker, konserves- og syltetøjsglas, øvrigt tømt glasemballage. Glas og flasker skal være tømte og efter behov skyllet ved afleveringen. Samtlige husstande skal aflevere glas og flasker i de centralt opstillede containere samt på genbrugspladser.
Elektronikskrot kan – ud over at afleveres på genbrugsplads, se nedenfor - endvidere afleveres hos de forhandlere af elartikler, som er med i kommunens ordning.
Batterier kan afleveres i kommunens gule batterispande, som er opstillet i butikker og på tankstationer. Desuden kan batterier afleveres på genbrugspladser, se nedenfor.
Haveaffald kan komposteres i egen have, afleveres på genbrugsplads eller direkte på komposteringspladsen. Kommunen har ingen indsamling af haveaffald fra private husstande.
Genbrugspladser. Der findes i alt 10 genbrugspladser i kommunen. På genbrugspladserne kan følgende affaldstyper afleveres: pap, haveaffald, farligt affald, batterier, planglas, bygge-og anlægsaffald, jern og metal, tøj og sko, dæk, brændbart affald, elektronikskrot og hårde hvidevarer, PVC til genanvendelse og trykimprægneret træ samt affald til deponering.
2.4 Forhold vedr. hjemmekompostering
Siden 1996 har AVØ lejet beholdere til hjemmekompostering ud til interesserede husstande for et engangsbeløb på 150 kr./stk. I 1998 gennemførte AVØ en kampagne for at øge hjemmekomposteringen i Frederikshavn (og Sæby). Fra og med kampagnen har det været gratis at få en komposteringsbeholder stillet til rådighed.
Ønsker husstanden en beholder stillet til rådighed, kontaktes AVØ. Ordningen er således frivillig. Der er ingen økonomisk fordel for familier, som komposterer (takstnedsættelse eller ekstragebyr).
Der findes en sorteringsvejledning for det grønne køkkenaffald til hjemmekompostering. Ifølge denne kan der ved hjemmekomposteringen indgå frugt, grøntsager og skræller heraf, kaffegrums og teblade med filterposer, nødde- og æggeskaller, blomsteraffald og potteplanter (dog ikke syge planter), urter og almindeligt haveaffald.
AVØ vurderer, at ca. halvdelen af de husstande som har mulighed for at hjemmekompostere, er registreret og har modtaget en beholder (sommer 2001). 10% af de registrerede husstande har to beholdere.
Under forudsætning af, at alle haveboliger har mulighed for at hjemmekompostere, har ca. 5200 husstande modtaget en beholder (heraf har godt 500 to beholdere).
Siden AVØs kampagne for hjemmekompostering i 1998 har hverken kommune eller affaldsselskab informeret særskilt om ordningen. I 1999 modtog alle husstande i kommunen ”Familiens affaldshåndbog”, hvori der findes oplysninger om ordninger og afleveringsmuligheder for alle former for affald fra private husstande. I håndbogen findes et afsnit om hjemmekompostering. I 2002 udsendes en ny håndbog til samtlige husstande.
2.5 Økonomiske forhold
Husstandenes betaling for affaldsordningerne er delt i to, et gebyr for dagrenovationen og en såkaldt ”Miljø- og genbrugsafgift”, som dækker udgifter til bl.a. genbrugspladser, batteriordning og glascontainere.
Husstande i enfamilieboliger betaler begge gebyrer via ejendomsskatten, mens husstande i etageboliger betaler via huslejen til ejendomsejer.
I 2001 var gebyrerne inkl. moms:
dagrenovationssæk 1.091,25 kr. 400 liter container 2.967,50 kr. 600 liter container 4.450,00 kr. 800 liter container 5.932,50 kr. 750 kr./tømning af molok.
Miljø- og genbrugsafgift 656,25 kr./husstand.
3 Hillerød Kommune
3.1 Befolkning og boligforhold
Klik på billedet for at se html-versionen af: ‘‘Tabel 3‘‘
3.2 Ordninger for dagrenovation
Alle husstande og virksomheder i Hillerød Kommune skal benytte den kommunale indsamlingsordning for dagrenovation.
Ved ordningen afhentes dagrenovationen en gang om ugen.
Der anvendes enten 110 liters renovationssække eller minicontainere. Stativer og containere leveres af kommunen eller skal være godkendt af kommunen. Kommunen vedligeholder sækkestativer og containere.
3.3 Ordninger for andet affald
Papir, herunder aviser reklamer og tryksager, kan afleveres til de opstillede genbrugsbeholdere i kommunen. Der er opstillet omkring 110 stk. 1, 1,5 eller 2 m3 Vestforbrændingsbeholdere. Genbrugsbeholderne er opstillet på centrale steder og står enten enkeltvis eller sammen med beholdere til glas. Papir kan også afleveres ved storskraldsindsamlingen og på genbrugsstationen.
Glas kan afleveres til de opstillede genbrugsbeholdere. Der er opstillet omkring 105 beholdere rundt om i kommunen. Genbrugsbeholderne står enten enkeltvis eller sammen med beholdere til papir. Glas kan tillige afleveres på genbrugsstationen.
Metalemballager kasseres sammen med dagrenovationen.
Farligt affald og batterier. Farligt affald kan afleveres på genbrugsstationen og desuden tager farvehandlere mod mindre mængder terpentin og maling. Kanyler og medicinrester kan afleveres på apotekerne.
Batterier kan afleveres på genbrugsstationen eller i kommunens beholdere (af pap), der står hos fotohandlere, supermarkeder, kommunens forvaltninger mv.
Storskrald. Ved storskraldsordningen kan der afleveres papir og pap, jern og metal samt elektronikskrot og køleskabe foruden brugte brugsgenstande som fx møbler. Storskrald indsamles to gange om året.
Haveaffald. Haveaffald kan afhentes ved husstanden. Ordningen omfatter ikke jord, sten, træstød og stammer. Haveaffaldet afhentes to gange årligt.
Haveaffald kan også afleveres til genbrugsstationen. Det er tilladt at afbrænde mindre mængder haveaffald i landområder. Desuden kan haveejere få hugget haveaffaldet til flis to gange årligt. Haveaffald, der skal hugges til flis skal lægges ud til vejen.
Genbrugsstationen. På genbrugsstationen kan der afleveres stort set alle affaldsfraktioner bortset fra dagrenovation. Genbrugsstationen har åbent alle ugens 7 dage kl. 9.00-17.00.
3.4 Forhold vedr. hjemmekompostering
Kommunen opfordrer husstandene til at hjemmekompostere vegetabilsk affald fra egen husholdning. Kommunen har desuden givet generel tilladelse til, at haveaffald kan hjemmekomposteres. Hvis flere end 10 husstande slår sig sammen om at kompostere vegetabilsk affald, skal kommunalbestyrelsens tilladelse indhentes.
Kommunen har udsendt en vejledning om hjemmekompostering.
Det er muligt at købe en kompostbeholder med tilskud fra kommunen for 250 kr.
Desuden kan man gratis få en spand til sorteringen af det vegetabilske affald i køkkenet. Forskellige hjælperedskaber kan ligeledes købes via kommunen.
3.5 Økonomiske forhold
Af takstbladet for 2002 fremgår det, at parcelhuse skal betale 2.025,00 kr., sommerhuse 1.518,75 kr. og lejligheder 1.350,00 kr. i årligt renovationsgebyr. Gebyret dækker administration, dagrenovation, indsamlingsordningerne for genbrugsmaterialer samt for farligt affald, storskraldsordningen og genbrugsstationen.
Der er ikke reduceret pris for de husstande, der hjemmekomposterer.
4 Københavns Kommune
4.1 Befolkning og boligforhold
Klik på billedet for at se html-versionen af: ‘‘Tabel 4‘‘
4.2 Ordninger for dagrenovation
Ifølge Københavns Kommunes regulativ for affald fra husholdninger skal husholdningernes affald sorteres i følgende fraktioner:
- Dagrenovation (restaffald)
- Storskrald (herunder elektronik, kølemøbler og pap)
- Haveaffald
- Natrenovation
- Papiraffald
- Glasemballageaffald
- Farligt affald
- PVC og imprægneret træ
Dagrenovationen anbringes enten i affaldssække eller i minicontainere. Affaldet afhentes en gang om ugen.
Som udgangspunkt er det i regulativet forudsat, at hver husstand frembringer 125 liter dagrenovation om ugen.
4.3 Ordninger for andet affald
Papir. Papiraffald bringes af husstanden til de til formålet opstillede, særlige papirbeholdere i nærområdet. Ved papiraffald forstås i Københavns Kommune kasserede aviser, blade, tryksager, kuverter og kasseret skrivepapir, indpakningspapir, svanemærkede telefonbøger mv. Ved beboelsesejendomme opstilles papirbeholdere på gårdsplads eller andet velegnet sted på ejendommens areal. I egentlige villa- og rækkehusområder opstilles papirbeholdere på centrale steder i et grundejerforeningsområde eller tilsvarende område. Ved fastsættelse af nødvendig kapacitet for beholdere til papiraffald regnes med 240 l pr. ca. 20 husstande, 290 l pr. ca. 22 husstande eller 600 l pr. ca. 45 husstande.
Glas og flasker. Glasemballageaffald bringes af husstanden til de til formålet opstillede, særlige glascontainere i nærområdet. Husstande/grundejere mv. kan indgå aftale med renovatøren om opstilling og tømning af glascontainere i beboelsesejendomme, hvor man ønsker egen indsamling af glasemballageaffald. Egen indsamling af glasemballageaffald betales særskilt. Ved fastsættelse af nødvendig kapacitet for glascontainere regnes med 1 container på ca. 2,2 m3 pr. 2.000 personer.
Farligt affald/batterier. Denne type affald betegnes i Københavns kommune som problemaffald. Problemaffald skal af husstanden afleveres til en række ordninger:
Viceværtordning, Miljøbilordning, Apotekerordning, Farvehandlerordning, Genbrugsstationer, Kommunale modtagepladser for olie- og kemikalieaffald, Batteriordning(forhandlerordning), Matas (Faremærkede emballager fra varer købt i Matas kan afleveres i alle Matasbutikker
Storskrald. Grundejeren eller dennes repræsentant kan når som helst bestille afhentning af storskrald. I egentlige villa- og rækkehusområder er der derudover 4 gange årligt ordinær indsamling af storskrald. Storskraldet skal, når det afhentes løst, være opdelt i fire fraktioner, henholdsvis:
- Elektronikaffald
- Kølemøbler og hårde hvidevarer
- Pap
- Øvrigt storskrald
Haveaffald. Husstanden eller grundejeren samler haveaffald, der ikke hjemmekomposteres, i bundter eller i særlige papirsække eller beholdere beregnet til haveaffald. Der må kun anvendes beholdere udleveret af renovatøren. Renovatøren indsamler haveaffald i egentlige villa- og rækkehusområder fra en- og tofamiliehuse, kæde-, række- og dobbelthuse og tilsvarende boliger med have en gang om måneden fra 15. februar til 15. december. Haveaffald fra beboelsesejendomme med fælles haveanlæg, fra villaer m.m. uden for egentlige villa- og rækkehusområder og fra havekolonier, kan i perioden fra 15. februar til 15. december indsamles efter nærmere aftale med renovatøren.
PVC-affald og imprægneret træ. Disse affaldstyper må ikke anbringes i beholderen til dagrenovation eller lægges til storskraldsindsamlingen, men skal bringes til en af Københavns Kommunes genbrugsstationer
Genbrugsstationer. På kommunens genbrugsstationer kan der desuden afleveres jern og metal, byggeaffald, lysstofrør, dæk og genbrugsting til byttecenteret i overensstemmelse de gældende regler for genbrugsstationerne.
4.4 Forhold vedr. hjemmekompostering
Af regulativet for husholdningsaffald fremgår det, at husstande med have kan kompostere eget vegetabilsk husholdningsaffald samt haveaffald på ejendommen. Fælleskompostering fra flere husstande kræver Miljøkontrollens tilladelse. Ansøgningsskema kan fås hos Miljøkontrollen.
I affaldsplan 2004 for Københavns Kommune er der beskrevet en række tiltag, der skal øge genanvendelsen af husholdningsaffald.
I en årrække er bioaffald (organisk dagrenovation) således på forsøgsbasis indsamlet separat fra ca. 10.000 etageboliger, fortrinsvis på Amager.. bioaffaldet kan anvendes i biogasanlæg eller komposteres.
Ifølge ”Serviceinformation- Agenda 21”, har lokale kræfter ansat Grønne Guider. Ansættelsen er støttet af Miljø- og Energiministeriets Grønne Fond. Nogle af guiderne støttes også af Københavns Byøkologiske Fond, som blev dannet i 1994. De grønne guider sætter grønne aktiviteter i gang sammen med lokale foreninger, virksomheder og borgere. Guiderne kan blandt andet give gode råd om, hvordan man komposterer sit affald. Københavns Miljø- og Energikontor kan desuden vejlede med hensyn til fælleskompostering i gårde m.m.
Der er udarbejdet information om sorteringskriterier for forsøgsordningen med indsamling af bioaffald.
Kommunen er ved at udarbejde en vejledning om fælleskompostering.
Der ydes ikke tilskud til beholdere eller gives nedslag i renovationsafgiften ved hjemme- eller fælleskompostering.
4.5 Økonomiske forhold
Klik på billedet for at se html-versionen af: ‘‘Takster på dagrenovationsområdet‘‘
5 Odense Kommune
5.1 Befolkning og boligforhold
Klik på billedet for at se html-versionen af: ‘‘Tabel 5‘‘
5.2 Ordninger for dagrenovation
Odense Kommune er ikke interessent i et fælleskommunalt affaldsselskab, men ejer hele aktieposten i Odense Renovationsselskab A/S.
Indsamling af husholdningsaffald fra tilslutningspligtige ejendomme administreres af Odense Renovationsselskab A/S, Snapindvej 21, 5200 Odense V.
Definitionen på dagrenovation er: Ikke-genbrugeligt affald, der naturligt fremkommer ved forbrug i private husholdninger, samt tilsvarende affald fra institutioner, virksomheder m.v.
Alle virksomheder, herunder institutioner, kantiner, restauranter m.fl., hvorpå der fremkommer dagrenovation eller dagrenovationslignende affald, skal være tilsluttet den kommunale indsamlingsordning for husholdningsaffald.
Til indsamling af dagrenovation benyttes de af Odense Renovationsselskab A/S udleverede beholdere. Beholderne ejes af Odense Renovationsselskab A/S og må kun anvendes til dagrenovation.
Tømning sker hver 14. dag. På tømningsdagen skal affaldsbeholdere eller -sække være stillet frem til skel mod vejen.
I perioden 1/6 til 31/8 kan der rekvireres ugetømning. Der betales for dette et særskilt gebyr.
5.3 Ordninger for andet affald
Papir defineres som aviser, ugeblade, reklamer og tryksager. Papir kan afleveres på en af de 8 nærgenbrugsstationer eller på en af de ca. 260 miljøstationer.
Pap kan afleveres på nærgenbrugsstationerne.
Glas og flasker kan afleveres på nærgenbrugsstationerne og miljøstationerne.
Farligt affald og batterier skal afleveres på kommunens modtageplads, Snapindvej 21 eller til miljøbilen på en nærgenbrugsstation. Oversigt med datoer for miljøbilens placering fremgår af afhentningskalender. Borgere som ikke har mulighed for at bringe farligt affald til modtagepladsen eller miljøbilen kan ringe og aftale afhentning med Odense Renovationsselskab A/S. På den aftalte afhentningsdag skal beholderen (den røde kasse, der udleveres af Odense Renovationsselskab A/S) være sat frem kl. 7, så den er synlig fra vejen. Ejendomme inden for City-ringen er ikke omfattet af indsamlingsordningen. Der henvises her til den kommunale modtageplads eller byggemarkeder og farvehandlere. De sidste modtager kun produkttyper, som de selv forhandler. Medicinrester og brugte kanyler skal afleveres på apoteket.
Storskrald Storskrald kan afleveres på Nærgenbrugsstationen. Her kan også afleveres farligt affald hver 7. week-end, når miljøbilen holder der.
Haveaffald På nærgenbrugsstationen kan borgerne aflevere deres haveaffald, hvis de ikke har mulighed for at kompostere det sammen med det grønne køkkenaffald.
Andre genbrugelige materialer. Andre genanvendelige materialer (så som metaller, elektronikskrot, kølemøbler, jord, beton m.v.) skal afleveres på nærgenbrugsstationerne.
5.4 Forhold vedr. hjemmekompostering
Ifølge sorteringsvejledningen er det ikke tilladt at kompostere brødrester samt madrester af animalsk oprindelse som f.eks. sovs kød og fisk.
Haveaffald kan hjemmekomposteres sammen med det grønne køkkenaffald. Komposten skal anvendes på egen grund.
Det er tilladt borgere, virksomheder og institutioner at kompostere vegetabilsk affald som f.eks. haveaffald, grønsagsaffald m.m. Tilladelsen gælder dog ikke for virksomheder, institutioner m.v., der er omfattet af Regulativ for indsamling og behandling af madaffald fra storkøkkener i Odense Kommune.
Boligselskaber o.l. som i fællesskab etablerer en ordning med kompostering, skal foretage anmeldelse herom til Odense Renovationsselskab A/S.
5.5 Økonomiske forhold
Klik på billedet for at se html-versionen af: ‘‘Priser for husholdninger‘‘
6 Randers Kommune
6.1 Befolkning og boligforhold
Klik på billedet for at se html-versionen af: ‘‘Tabel 6‘‘
6.2 Ordninger for dagrenovation
Randers Kommune er ikke interessent i et affaldsselskab.
Ved dagrenovation forstås, i såvel husholdninger som i erhvervsvirksomheder, affald af stoffer, produkter og materialer, som efter bearbejdning, opbevaring og/eller sammenblanding kan karakteriseres ved at kunne give anledning til uhygiejniske forhold og bl.a. være fødekilde for skadedyr.
Dagrenovation afhentes normalt en gang ugentligt. Dagrenovationen må ikke indeholde de affaldsfraktioner, der i medfør af dagrenovationsregulativet er etableret indsamlingsordninger for (ordninger for andet affald).
6.3 Ordninger for andet affald
Glasemballage afhentes fra den enkelte husstand og etageejendom hver tredje uge af det samme firma, som afhenter dagrenovation. Til indsamlingen af glas benyttes kassette for enfamilieboliger eller container for etageejendomme. Glasset omfatter: Vin- og spiritusflasker, ketchup og dressingflasker o.l. samt konservesglas.
Papir afhentes ligeledes fra den enkelte husstand og etageejendom hver tredje uge af det samme firma som afhenter dagrenovation.
Til indsamlingen af papir benyttes kassette for enfamilieboliger eller container for etageejendomme. Papiret omfatter: Aviser og ugeblade, tryksager og reklamer, konvolutter og skrivepapir samt øvrigt lignende papir.
Storskrald. Indsamling af sorteret storskrald, grenaffald og affald af elektriske og elektroniske produkter sker - ved fortovsafhentning - i tre selvstændige ordninger.
Storskrald indsamles 5 gange pr. år og ordningerne omfatter:
- Storskrald primært til forbrænding
- Pap til genbrug
- Jern og metaller, herunder kølemøbler, vaskemaskiner og komfurer, til genbrug og miljøbehandling
Affald sat frem til storskraldsindsamling skal være sorteret i de nævnte kategorier.
Pap. Ved genanvendeligt pap forstås: Papkasser og emballagepap.
Pappet skal foldes, rulles eller bundtes og bindes med snor, kasser skal slås sammen, så de fylder mindst muligt.
Haveaffald, grenaffald. Ordningen omfatter komposterbart grenaffald, hvorved blandt andet forstås: Grene fra beskæring af busketter, grene fra opstamning af træer samt trærødder og stammer.
Afbrænding af tørre grene og kvas fra haveaffald er tilladt, hvis det gøres på forsvarlig måde og uden gene for naboerne.
Metal Ved jern og metaller til genbrug forstås også genstande, hvoraf hovedparten udgøres af metal, f.eks.: Cykler, græsslåmaskiner, tørrestativer og metalstole. Kølemøbler, vaskemaskiner og komfurer medtages af transportmæssige hensyn i denne gruppe. Materialerne tages, som de er. Mindre jern- og metaldele skal dog bundtes eller emballeres i enheder, der maksimalt må veje 25 kg.
Elektriske og elektroniske produkter Elektriske og elektroniske produkter indsamles 5 gange om året.
Farligt affald/batterier Miljøfarligt affald må ikke bortskaffes sammen med dagrenovationen, men skal sorteres fra og afleveres til den for miljøfarligt affald etablerede ordning “Miljøbilen“, der kommer 4 gange om året, eller det kan afleveres på genbrugspladsen. Til opbevaring af husstandens miljøfarlige affald udleverer kommunen / renovatøren en “miljøkasse“. Miljøkassen kan udskiftes efter behov. Større emner som f.eks. bilakkumulatorer og lysstofrør afleveres dog særskilt.
Afleveringsplads. Samtlige private husstande beliggende i Randers Kommune har adgang til at benytte afleveringspladsen. Affaldet må ikke tilføres i køretøjer med totalvægt på over 3.500 kg eller på trailere med totalvægt på over 1.000 kg.
6.4 Forhold vedr. hjemmekompostering
Borgerne kan frit vælge, om de vil hjemmekompostere.
Komposterbar dagrenovation omfatter alene vegetabilsk affald som f.eks. blomster, frugt, grøntsager, skræller, kaffegrums, teblade og potteplanter.
Kompostering af komposterbar dagrenovation skal ske i en dertil indrettet kompostbeholder. Kompostbeholderen kan bl.a. købes gennem kommunen for 150 kr. ekskl. moms, men borgerne kan vælge at købe beholdere af andre fabrikater.
Erhvervsvirksomheder, der ønsker at hjemmekompostere den vegetabilske del af dagrenovationen, skal søge om tilladelse hertil hos kommunen.
Vejledning om hjemmekompostering findes på kommunens hjemmeside.
6.5 Økonomiske forhold
Takster på dagrenovationsområdet i 2001
Dagrenovation og dagrenovationslignende affald (1 ugentlig tømning): Posetømning (110 liter) eller registrerede beboelseslejlighed: 1.168,75 kr. inkl. moms.
Genbrug m.v. Genbrug m.v. omfatter papir, glas og PET-flasker, farligt affald, grenaffald samt storskrald herunder metaller, pap og elektronikskrot: Pr. husstand/beboelseslejlighed : 450,00 kr. inkl. moms.
Afleveringsplads Pr. husstand/beboelseslejlighed : 300,00 kr. inkl. moms.
7 Stubbekøbing Kommune
7.1 Befolkning og boligforhold
Klik på billedet for at se html-versionen af: ‘‘Tabel 7‘‘
7.2 Ordninger for dagrenovation
Alle husstande i Stubbekøbing Kommune skal sortere:
Dagrenovationen indsamles hver uge i 110 liters sække. Ved enkelte etageboliger anvendes containere. I etageboliger beregnes som et minimum 55 liter pr. husstand pr. uge.
7.3 Ordninger for andet affald
Papir omfatter bl.a. aviser, reklamer, ugeblade, kuverter, telefonbøger og andet rent papir. Papir indsamles ved husstandene i 30 liters plastkasser, som tømmes hver 14. dag.
Glas omfatter bl.a. vin- og spiritusflasker, dressingflasker, konservesglas og syltetøjsglas samt skår heraf. Glas indsamles ligeledes ved husstandene hver 14. dag i 30 liters plastkasser.
Ved enkelte etageejendomme anvendes fællescontainere til glas og papir. Papir og glas kan endvidere afleveres på kommunens to genbrugspladser.
Storskrald og andet affald fra husholdninger kan afleveres på genbrugspladserne. Storskrald indsamles to gange om året. Indsamlingen annonceres i lokalaviser, hvorefter de enkelte husstande bestiller afhentning.
Genbrugspladser. På genbrugspladserne modtages: Aviser, pap, glas, tekstiler, haveaffald, problemaffald, brokker, jern og metal, jord, brændbart og ikke-brændbart affald samt fraktioner som lysstofrør, asbest, køleskabe, elskrot, PVC, trykimprægneret træ og dæk.
Haveaffald. Det er tilladt at afbrænde haveaffald.
Farligt affald. Husstande få afhentet problemaffald (farligt affald, olie- og kemikalieaffald) ved at ringe til ”den grønne linie” (dog højest 4 gange om året).Medicinrester kan afleveres på apotek.
7.4 Forhold vedr. hjemmekompostering
Kommunen har ikke nogen egentlig vejledning om kompostering. Der ligger et par linier på kommunens hjemmeside.
Der ydes ikke tilskud til komposteringsbeholder, ligesom der ikke uddeles beholdere. Ligeledes er der ikke nedsat renovationsgebyr for husstande, der hjemmekomposterer.
7.5 Økonomiske forhold
Klik på billedet for at se html-versionen af: ‘‘Takster på dagrenovationsområdet‘‘
Beløbene dækker restaffald og genanvendelige materialer. Der betales ikke yderligere beløb for ordningerne.
8 Viborg og Bjerringbro kommuner
Da affaldsordningerne er stort set identiske i Viborg og Bjerringbro dækker denne beskrivelse de to kommuner. Forskelle er angivet undervejs. Begge kommuner er med i affaldsselskabet I/S REVAS.
8.1 Befolkning og boligforhold
Viborg Kommune
Klik på billedet for at se html-versionen af: ‘‘Tabel 8‘‘
Bjerringbro Kommune
Klik på billedet for at se html-versionen af: ‘‘Tabel 9‘‘
8.2 Ordninger for dagrenovation
Ifølge kommunernes regulativ for husholdningsaffald skal alle husstande sortere affaldet i:
- Dagrenovation
- Papir
- Glas
Ved enfamilieboliger indsamles dagrenovationen overvejende en gang om ugen i 110 liters papirsække. Det er dog muligt at få en container (400 eller 600 liter) eller at få tømt hver 14. dag.
Ved etageboliger anvendes containere på 400 og 600 liter og ved institutioner og forretninger er der enkelte steder opstillet containere på 10 m3. Der beregnes minimum 100 liters volumen pr. bolig pr. uge.
Glas omfatter tømte vinflasker, øvrige tømte flasker herunder flasker til dressing og ketchup, syltetøjsglas og anden tom glasemballage. Glas indsamles i områdecontainere, ved husstanden af frivillige organisationer og på de lokale genbrugsstationer.
8.3 Ordninger for andet affald
Papir omfatter aviser, tryksager, ugeblade, reklamer, skrivepapir m.v. Ved aflevering skal papiret være rent og tørt. Det afleveres i såkaldte områdecontainere eller på lokale genbrugsstationer (1 stk. i Viborg, 6 stk. i REVAS regi), ved boligblokke opstilles container i gårdareal eller udenfor opgangen, der opstilles containere til henholdsvis glas/flasker, papir samt pap, eller det indsamles ved husstandene af frivillige organisationer
Glas omfatter tømte vinflasker, øvrige tømte flasker herunder flasker til dressing og ketchup, syltetøjsglas og anden tom glasemballage. Glas indsamles i områdecontainere, ved husstanden af frivillige organisationer og på de lokale genbrugsstationer (se ovenfor).
Genbrugsplads Ifølge regulativet skal alle husstande sortere: Akkumulatorer, asbest, byggeaffald, elskrot, farligt affald, haveaffald, jern og metal, køleskabe og hårde hvidevarer, møbler og brugsting, pap, PVC, ren jord, tøj, brændbart affald og affald til deponi. Samtlige fraktioner kan afleveres på kommunernes genbrugspladser.
Affaldscenter Asbest, byggeaffald, haveaffald, køleskabe, PVC, ren jord og affald til forbrænding og deponering kan endvidere afleveres på I/S REVAs affaldscenter.
Farligt affald og akkumulatorer kan afleveres ved Miljøbilen (afhentning ved husstanden efter bestilling) og på modtagestationen for farligt affald.
Jern og metal kan afleveres hos godkendte produkthandlere.
Elektronikskrot. Radio- og tv-forhandlere modtager udtjente apparater, der desuden kan afleveres på genbrugspladsen.
Batterier: Forhandlerordning – el-forretninger og detailhandler.
Malingrester: Forhandlerordning - farvehandler.
Medicinrester: Forhandlerordning – apotekerordning
8.4 Forhold vedr. hjemmekompostering
Ifølge regulativ er det tilladt at kompostere vegetabilsk husholdningsaffald i lukket beholder i egen have. Det vegetabilske affald er f.eks. grøntsagsrester, blomster, kaffegrums, teblade, æggeskaller, frugtaffald, skræller o.l.
Det er frivilligt for den enkelte familie at hjemmekompostere. I/S REVAS uddeler en gratis beholder til hjemmekompostering til interesserede husstande. Beholderen tilhører ejendommen.
Der er ingen økonomisk fordel for familier, som selv komposterer deres vegetabilske husholdningsaffald, men hvis de kan nøjes med 14-dagestømning af renovationssækken, nedsættes gebyret.
I Viborg har 54% af husstandene modtaget en beholder til hjemmekompostering, mens dette gælder 55% i Bjerringbro.
I/S REVAS gennemførte en informationskampagne i forbindelse med introduktionen af beholderne, og der blev bl.a. omdelt informationsfoldere til samtlige husstande. Der er siden informeret via lokalavis-annoncer, og der kan søges mere information på selskabets hjemmeside.
8.5 Økonomiske forhold
I Viborg er husstandenes betaling for affaldsordningerne delt i to, et gebyr for dagrenovationen og et såkaldt ”Genbrugsgebyr”, som dækker udgifter til bl.a. genbrugspladser, papir- og glasbeholdere og Miljøbilen.
I Bjerringbro betaler husstandene tre gebyrer, et renovationsgebyr, en genbrugsafgift og en olie- og kemikalieafgift.
Husstande i enfamilieboliger betaler gebyrer via ejendomsskatten, mens husstande i etageboliger betaler via huslejen.
I Viborg er gebyrerne i 2002 (inkl. moms):
Dagrenovation: - sæk, 52 tømninger 950,00 kr./husstand - sæk, 26 tømninger 552,50 kr./husstand - 400 liter cont., 52 tømninger 3.336,25 kr./husstand - 400 liter cont., 26 tømninger 1.743,25 kr./husstand
Genbrugsgebyr 586,25 kr./husstand
I Bjerringbro var gebyrerne i 2001:
Dagrenovation: - sæk, 52 tømninger 920 kr./husstand - sæk, 26 tømninger 460 kr./husstand
Genbrugsafgift 482 kr./husstand
Olie- og kemikalieafgift 62 kr./husstand.
I Bjerringbro er der desuden mulighed for:
- Tømning af 400 liters container på ugebasis til 3.680 kr. samt 14 dages tømning til 1.840 kr.
- Tømning af 600 liters container på ugebasis til 5.520 kr. samt 14 dages tømning til 2.760 kr.
Alle priser er incl. moms.
9 Årslev Kommune
9.1 Befolkning og boligforhold
Klik på billedet for at se html-versionen af: ‘‘Tabel 10‘‘
9.2 Ordninger for dagrenovation
Ifølge kommunens regulativ for husholdningsaffald skal alle husstande sortere sit affald i mange forskellige fraktioner:
Dagrenovation omfatter:
- organisk affald til hjemmekompostering
- restaffald til sækken.
Restaffaldet indsamles hver 14. dag. Der anvendes Bates Combi System med 125 liters papirsække.
9.3 Ordninger for andet affald
Genbrugsplads. Problemaffald/farligt affald, pap, papir, jern og metal, kølemøbler, genbrugelig beklædning, tegl, hele genbrugelige effekter, haveaffald, PVC til genanvendelse,PVC til deponering, beton, jord og natursten, akkumulatorer, elektronikskrot med skærm, øvrigt elektronikskrot, affald til forbrænding i 2 størrelser, affald til deponering, asbestholdigt affald, dæk, gips, kabler og ledninger.
Problemaffald (farligt affald) kan også afleveres ved Miljøbilen, som på tre angivne dage om året kan bestilles til afhentning af problemaffaldet ved den enkelte husstand. Medicinaffald kan tillige afleveres på apoteket.
Genbrugelige materialer. Midtfyns Genbrug forestår husstandsindsamling af følgende genbrugelige materialer hver 14. dag: Aviser, blade og andet papir (ikke med limryg mv.), pap, plast (ikke fødevareemballage), flamingo (ikke fødevareemballage), flasker og glasemballage, jern og metal i små mængder (ikke konservesdåser), brugt tøj, hele og brugbare møbler, aluminium (også rene dåser). Materialerne sættes i de udleverede klare plastposer ud til skel på indsamlingsdagen. Større effekter kan afhentes efter aftale.
Haveaffald skal hjemmekomposteres eller afleveres på kommunens genbrugsplads
(kompostafsnittet). Stød og stammer afleveres til forbrænding på Fynsværket. Det er tilladt at brænde mindre mængder tørt haveaffald i egen have.
9.4 Forhold vedr. hjemmekompostering
Samtlige grundejere og borgere har pligt til at hjemmekompostere den vegetabilske del af det organiske affald i den kompostbeholder, som kommunen gratis har udleveret. Der kan opnås dispensation til brug af anden kompostbeholder, hvis komposteringen foregår forsvarligt.
Kommunens udgangspunkt ved indførelse af ordningen har været, at samtlige husstande skulle deltage i ordningen. Husstandene skulle således søge dispensation fra ordningen, hvis de havde rimelige grunde til ikke at deltage. Husstande, som har opnået dispensation, er pålagt et særgebyr. Få husstande (under 50) er fritaget fra ordningen efter dispensation. Særgebyret betales for en ekstra sæk til restaffald hver 14. dag.
Ved organisk affald til hjemmekompostering forstås eksempelvis: - skræller fra kartofler og grøntsager - affald fra frugt - blomster og potteplanter - kaffegrums og teblade inklusive filter - vådt køkkenrullepapir - skaller fra nødder og æg - brød og kagerester
Ved overgang til hjemmekompostering af det vegetabilske affald og 14-dages tømning af restaffaldet (i 1994) gennemførte kommunen en massiv oplysningskampagne over for kommunens husstande. Der blev bl.a. afholdt møder og udsendt informationsmateriale til alle kommunens husstande.
Siden omlægningen har kommunen ikke informeret specielt om hjemmekompostering, da hjemmekompostering opfattes som en del af kommunens renovationssystem.
9.5 Økonomiske forhold
Alle husstande i enfamilieboliger betaler et såkaldt boliggebyr for affaldsordningerne. Gebyret dækker alle udgifter til affaldsordningerne, herunder kompostbeholdere, genbrugsplads, afhentning af restaffald og indsamling af genbrugelige materialer fra husstandene.
Husstande med dispensation fra hjemmekomposteringsordningen betaler et særgebyr, som ud over de førnævnte affaldsordninger også dækker udgifter til indsamling og behandling af en ekstra restaffaldssæk pr. 14. dag.
I 2001 var gebyrerne inkl. moms: - boliggebyr 2.100 kr. - særgebyr 2.895 kr.
| Forside | | Indhold | | Forrige | | Top |
|