| Forside | | Indhold | | Næste |
Verdenstopmødet i Johannesburg og Danmarks nationale strategi for bæredygtig udvikling
Forord
Bæredygtig udvikling er et fælles ansvar. Danmark skal være blandt de lande, hvor det er bedst at arbejde, bo og leve. Vi har også et globalt ansvar for bæredygtig udvikling.
FN afholdt Verdenstopmøde i Johannesburg i 2002. Fokus var på at omsætte målsætninger om bæredygtig udvikling til konkrete indsatser – fra ord til handling. Der blev vedtaget en omfattende implementeringsplan for bæredygtig udvikling.
Implementeringsplanen udstikker en række indsatsområder for de kommende års arbejde både herhjemme og i udlandet. Regeringen lægger stor vægt på, at vores nationale og internationale indsats bidrager konkret til at indfri de målsætninger, der blev besluttet i Johannesburg.
Danmark lagde i Johannesburg vægt på at forene målsætningerne om bedre markedsadgang og øget udviklingsbistand globalt til udviklingslandene med krav om god regeringsførelse og bedre miljø. Den nationale strategi for bæredygtig udvikling ”Fælles fremtid – udvikling i balance” indgik i Danmarks bidrag til Verdenstopmødet. Strategien udgør det nationale grundlag for Danmarks arbejde for at opnå en bæredygtig udvikling. Den danske vision om bæredygtig udvikling er baseret på otte mål og principper:
- Velfærdssamfundet skal udvikles og der skal ske en afkobling af sammenhængen mellem vækst og miljøpåvirkning
- Der skal være et sikkert og sundt miljø for alle og vi skal opretholde et højt beskyttelsesniveau
- Vi skal sikre en høj biologisk mangfoldighed og beskytte økosystemerne
- Ressourcerne skal udnyttes bedre
- Vi skal yde en aktiv international indsats
- Miljøhensyn skal indgå i alle sektorer
- Markedet skal understøtte bæredygtig udvikling
- Bæredygtig udvikling er et fælles ansvar, og vi skal måle fremskridt
Den nationale strategi for bæredygtig udvikling er fint i tråd med de indsatsområder, som der blev peget på i Johannesburg – og er på en række områder mere ambitiøs.
Denne pjece følger op på Danmarks nationale strategi for bæredygtig udvikling i lyset af Johannesburg-topmødet. Pjecen redegør for områder, hvor regeringen lægger særlig vægt på, at der gøres fremskridt. Det drejer sig bl.a. om klima og vedvarende energi, international udvikling, miljø og handel, biodiversitet, miljø og sundhed samt bæredygtig produktion og forbrug. Og det handler bl.a. om partnerskaber på områder som vand og energi.
I tilknytning til strategien for bæredygtig udvikling er et sæt indikatorer, der følger udviklingen i forhold til strategiens indsatsområder. Indikationerne opdateres en gang årligt.
Regeringen vil desuden udarbejde en handlingsplan for Danmarks opfølgning på Johannesburg med fokus på samarbejdet med udviklingslandene. Handlingsplanen forventes offentliggjort ved årsskiftet 2003/04.
| Forside | | Indhold | | Næste | | Top |
|