Verdenstopmødet i Johannesburg og Danmarks nationale strategi for bæredygtig udvikling

Transport

Ved at integrere hensyn til bæredygtig udvikling i transport og infrastruktur kan det samlede transportsystem forbedres og være et middel til at begrænse transportens negative påvirkninger af miljøet.

Ifølge Johannesburgplanen skal bæredygtige integrerede transportstrategier bidrage til at reducere den negative påvirkning af sundheden samt CO2 udslip fra transportsektoren og forbedre transportens kvalitet og effektivitet

For at nedbringe luftens indhold af partikler har regeringen afsat 15 mio. kr. årligt i 2004 og 2005 til reduktion af partikeludslip fra tunge køretøjer. Andre vigtige indsatser er mulighed for miljøzoner, skærpede krav i forbindelse med syn og information om partikelfiltre til både vognmænd og udbydere af transportopgaver. Det skønnes, at den nuværende partikeludledning vil blive reduceret med 50 % over de næste 5-6 år alene ved de allerede vedtagne krav i EU.

I EU strammes kravene løbende til udslip af kvælstofoxider og kulbrinter fra køretøjer. Regeringens mål er at nedbringe udslippene med 60 % i 2010 i forhold til niveauet i 1988. EU’s krav har betydet en stor nedgang i disse udslip generelt og nedgang i de danske udslip.

Arbejdet for at få mere energieffektive og renere transportmidler bliver hovedsageligt reguleret i EU-regi gennem krav til udslip. Der er indgået aftaler med bilindustrien om at forbedre køretøjernes energiforbrug. Aftalerne er i Danmark fulgt op af energimærkning, kampagner og grønne afgifter.

Regeringens har nedsat en vejstøjgruppe, som skal udarbejde forslag til en strategi for begrænsning af vejtrafikstøj. Strategien skal pege på de mest omkostningseffektive løsninger for at nedbringe støj, og på hvordan indsatsen mod vejtrafikstøj skal tilrettelægges fremover.