Verdenstopmødet i Johannesburg og Danmarks nationale strategi for bæredygtig udvikling

Miljøkonsekvensvurderinger

Strategiske miljøkonsekvensvurderinger er et led i at sikre, at bæredygtig udvikling indgår i beslutninger på alle niveauer, både lovforslag, planer, programmer eller projekter.

Johannesburg implementeringsplanen fremhæver vigtigheden af, at myndighederne anvender strategiske miljøkonsekvensvurderinger i beslutninger om udviklingsplaner, infrastruktur og erhvervsudvikling.

I 2004 vil regeringen fremsætte lovforslag om indførelse af miljøkonsekvensvurderinger i forbindelse med udarbejdelse af planer og programmer. Reglerne vil omfatte planer og programmer, der sætter rammer for anlægsprojekter på alle myndighedsniveauer. Indenfor en kortere årrække vil det være sikret, at beslutninger, der fører til væsentlige påvirkninger af vort fysiske miljø, træffes på grundlag af en vurdering af virkningerne på miljøet.

Som en naturlig del af det lovforberende arbejde i forbindelse med lovforslag og andre regeringsforslag udarbejdes allerede miljøkonsekvensvurderinger.

Miljøkonsekvensvurderinger har været brugt siden 1989 for projekter gennem krav om vurdering af virkninger på miljøet-reglerne (VVM). VVM-reglerne omfatter alle projekter og anlæg, der antages at kunne påvirke miljøet væsentligt. Reglerne er løbende opdateret, senest i 1999. VVM-reglerne vil senest skulle revideres i 2005 i konsekvens af Århus konventionen og en deraf følgende ændring af VVM-direktivet.