Nøgleindikatorer 2003

Indikatorer for bæredygtig udvikling

Dette er den første opdatering af Danmarks indikatorer for bæredygtig udvikling. Den første udgave blev offentliggjort op til Verdenstopmødet om bæredygtig udvikling i Johannesburg i 2002.

Indikatorerne er valgt, så de afspejler mål og indsatser i Danmarks nationale strategi for bæredygtig udvikling, “Fælles fremtid – udvikling i balance”, og på baggrund af forslag og synspunkter i den offentlige debat om bæredygtig udvikling. Indikatorerne er et væsentligt element i den løbende rapportering om udvikling og resultater i forhold til mål og indsatser. Indikatorerne udgør en del af vurderingsgrundlaget i den løbende justering af mål og indsatser i Danmarks nationale strategi for bæredygtig udvikling. Indikatorerne viser udviklingen indenfor strategiens overordnede mål og principper for at opnå en bæredygtig udvikling og mål og indsatser på udvalgte konkrete indsatsområder.

Indikatorerne belyser og illustrerer udviklingen i forhold til vigtige mål eller indsatser i strategien for bæredygtig udvikling. Indikatorerne bliver opdateret hvert år.

Indikatorsættet består af to dele:

  • Et overordnet sæt nøgleindikatorer, som beskriver udvikling og resultater i forhold til strategiens otte overordnede mål og principper. Dette sæt består af 14 indikatorer.
  • Et detaljeret specifikt indikatorsæt, som for hvert indsatsområde beskriver udvikling og resultater i forhold til nogle af strategiens mål og initiativer. Dette sæt består af 90 indikatorer.

I denne publikation præsenteres sættet af nøgleindikatorer, der knytter sig til de otte overordnede mål og principper i den nationale strategi for bæredygtig udvikling.

Vil du se de 90 baggrundsindikatorer for bæredygtig udvikling og læse lidt mere om indikatorer, kan du klikke dig ind på: http://www.mst.dk/indikator/BU/