Arbejdsrapport fra Miljøstyrelsen Nr. 55 2003 – Frivillige aftaler som værktøj til at reducere CO2-udslippet fra trafikken

Frivillige aftaler som værktøj til at reducere CO2-udslippet fra trafikken

7 Hvad siger kommunerne?

I dette kapitel sættes der fokus på holdninger blandt kommunale embedsmænd og politikere til kommunernes rolle i indsatsen for at opfylde den langsigtede målsætning for transportsektorens CO₂-udslip. Endvidere sættes der fokus på holdninger til at indgå en eventuel frivillig aftale om reduktion af transportsektorens CO₂-udslip.

7.1 Staten har ansvaret – men der er kommunal vilje

I en undersøgelse fra 1999 fremgår det, at ca. 70 % af embedsmændene i 90 adspurgte kommuner vurderer, at der i høj eller nogen grad er en klar rolle- og ansvarsfordeling mellem stat, amter og kommuner i indsatsen for generelt at begrænse trafikskabte miljøproblemer, men ca. halvdelen tilkendegiver, at der i høj eller nogen grad er behov for en mere klar rolle- og ansvarsfordeling. ^[95] Med særligt fokus på trafikskabt CO₂-udslip siger 90 % af de kommunale embedsmænd, at staten har det primære ansvar for en indsats.

Godt 60 % af de kommunale embedsmænd vurderer, at CO₂-udslip fra trafikken forekommer i enten stort eller noget omfang i deres lokalområder. Undersøgelsen viser imidlertid også, at de kommunale embedsmænd vurderer, at andre trafikskabte miljøproblemer forekommer i langt højere grad i deres lokalområder. Der er blandt andet tale om materiel- og personskadeuheld, støj, dårligt visuelt miljø og barriereeffekter.

Godt 18 % procent af embedsmændene svarer, at kommunen har gjort en stor eller mellem indsats for at begrænse trafikkens CO₂-udslip i perioden 1996 – 1998. Resten af de kommunale embedsmænd tilkendegiver, at der i den pågældende kommune er blevet gjort en mindre eller slet ingen indsats. Næsten 85 % vurderer, at kommuner i mindre grad eller slet ikke kan gøre noget ved trafikkens CO₂-udslip, men 40 % tilkendegiver, at kommunerde i høj eller nogen grad bør gøre noget. I den sammenhæng vurderer 75 % af de kommunale embedsmænd, at det i høj grad eller nogen grad er relevant at gøre en særlig indsats for at bidrage til at opfylde målsætningen om på langt sigt at begrænse transportsektorens CO₂-udslip med 25 % i forhold til 1988-niveau.

Økonomi fremstår som den største barriere for at gøre en målrettet kommunal indsats for at begrænse trafikskabt CO₂-udslip. Næsten 90 % af embedsmændene svarer, at manglende økonomiske ressourcer i høj grad eller i nogen grad er en barriere. Manglende personalemæssige ressourcer er i mindre grad en barriere, og hvad angår den faglige knowhow om kommunale virkemidler, er det under en tredjedel af kommunerne, som anser dette for at være en barriere.

På baggrund af en undersøgelse fra 1999 vurderes det her, at trafikskabt CO₂-udslip ikke er et miljøproblem, der står højt på de kommunale politiske dagsordener, men i en lang række kommuner vurderes det, at det er relevant at gøre en særlig indsats for at bidrage til at opfylde målsætningen om på langt sigt at begrænse transportsektorens CO₂-udslip med 25 % i forhold til 1988-niveau. Økonomi er i den sammenhæng den største barriere for at gøre en målrettet kommunal CO₂- indsats på transportområdet. Fra et kommunalt perspektiv er det staten, som har det primære ansvar for en CO₂-indsats.

7.2 Økonomiske incitamenter er centrale

I forbindelse med udarbejdelsen af denne rapport, blev der i november 2002 gennemført et fokusgruppemøde med en række kommunale embedsmænd. De nedenstående hovedkonklusioner er således ikke repræsentative, men de giver et indtryk af kommunale embedsmandsholdninger til en lokal CO₂-indsats på transportområdet.

Helt overordnet anførte flere af deltagerne på fokusgruppemødet, at Bæredygtighedsstrategiens 2030-målsætning for transportsektorens CO₂-udslip er "meget langsigtet, hvilket ikke er særligt operationelt". Konkret efterlyste deltagerne "nye kortsigtede sektorspecifikke målsætninger".

Det blev understreget, at "de kommunale budgetter nu er så pressede, at der ikke er luft til en særlig indsats", hvor der er skarpt fokus på transportsektorens CO₂-udslip. "Økonomiske incitamenter er helt centrale", men det blev også påpeget, at der "typisk vil være behov for mindre beløb til at udløse en kommunal medfinansiering – eksempelvis mindre beløb fra statslige støttepuljer". Der kan ikke forventes en kommunal indsats rettet specifikt mod transportsektorens CO₂-udslip. Der skal være en kobling til "noget andet" og i den sammenhæng vurderede de kommunale embedsmænd, at en "hitch-hiking-strategi" kan være relevant.

Det fremgik, at "der er ved at være bevidsthed om, at der er et stort CO₂-potentiale ved lokalisering af boliger og arbejdspladser, og det vil fremover være et centralt element i den kommunale planlægning. Det fremgik endvidere, at kommunale transportkonsulenter fremover vil være vigtige - både i forhold til kommunernes egen virksomhed og i forhold til private virksomheder i lokalområderne. For både kommunale og private virksomheder er "der penge at spare" ved at planlægge transport mere effektivt, og her vil en CO₂-indsats kunne "hitch-hike" på økonomiske effektivseringsgevinster.

På baggrund af fokusgruppemødet vurderes det sammenfattende, at der er indikationer af, at man fra et kommunalt embedsmandsperspektiv ønsker en kortsigtet og operationel målsætning for begrænsning af transportsektorens CO₂-udslip. Men i kommunalt regi skal man ikke forvente en snævert rettet CO₂-indsats. En indsats der "hitch-hiker" på økonomiske effektiviseringsgevinster - eksempelvis som resultat af succesrige transportplaner i virksomheder – kan være en god vej frem. Endelig vurderes det, at bevidstheden om CO₂-potentialet ved lokalisering af boliger og arbejdspladser er stigende i kommunerne. Denne bevidsthed er en væsentlig forudsætning for en forankring af en CO₂-indsats på transportområdet i den kommunale planlægning, hvor CO₂-gevinster kan "hitch-hike" på andre gevinster.

7.3 Frivillige aftaler med pilotkommuner – en mulighed

I forbindelse med udarbejdelsen af denne rapport blev der gennemført kvalitative interview med formændene for trafik- og miljøudvalgene i Horsens, Svendborg, Odense og Albertslund. De nedenstående udsagn er ikke repræsentative for alle danske kommuner, men udsagnene giver et indtryk af lokalpolitiske holdninger til en CO₂-indsats på transportområdet og spørgsmålet om at indgå en eventuel frivillig aftale.

Fra én udvalgsformand lyder det klart og tydeligt, "at man i lang tid har været bevidst om, at kommunen kan udfylde en rolle på CO₂-området, og man har følt et ansvar for at gøre en indsats". Udvalgsformanden supplerer med kommentaren om, at "det er sket i samspil mellem det private og det offentlige, og i den sammenhæng har tidligere puljeordninger være befordrende". Det fremgår også, at selvom "den kommunale økonomi er presset, bliver udarbejdelsen af en kommunal CO₂-plan prioriteret højt". I den sammenhæng anføres det, at en eventuel frivillig aftale "ville passe fint ind i det, der gøres i forvejen, men økonomiske incitamenter vil være ønskværdige". Til forslaget om en "hitch-hiking-strategi" – indbygget i den kommunale planlægning siger udvalgsformanden, at "det er en god idé, som vil bidrage til at koble en noget abstrakt CO₂-problemstilling til virkeligheden". Det understreges, at "det drejer sig om at finde nye sammenhænge, og i det perspektiv er mulige CO₂-gevinster - som resultat af mere hensigtsmæssig lokalisering af industri og boliger - noget som vil give mening lokalt". "Det vil gøre CO₂-problemstillingen mere nærværende", siger udvalgsformanden.

En anden udvalgsformand påpeger, "at det er alles opgave og ansvar, at gøre en indsats på CO₂-området, og kommunerne skal selvfølgelig være medspillere". Det anføres, at man i kommunen "over tid har iværksat virkemidler, der også har givet CO₂-gevinster", og derfor vil en hitch-hiking-strategi, hvor "CO₂-gevinster bliver tillægsgevinster, være en god måde at gribe tingene an på". Udvalgsformanden vil ikke udelukke, at kommunen kunne blive part i en frivillig aftale", og vedkommende påpeger, at økonomiske incitamenter ikke er altafgørende". "Det drejer mere om at have det rette tidsperspektiv, som i en CO₂-mæssig sammenhæng er langsigtet", siger udvalgsformanden og tilføjer, at "netop på grund af det langsigtede perspektiv er en indsats med henblik på solid forankring i den kommunale planlægning yderst relevant". Vedkommende slutter imidlertid af med at sige, "at hvis tingene skal gå hurtigt, kræver det ekstra økonomiske ressourcer".

En tredje udvalgsformand påpeger "at kommunen holder 10-årsjubilæum med en Agenda 21-plan og grønne regnskaber". Det påpeges, at "i den sammenhæng har der selvfølgelig også været fokus på transport og CO₂ – der er tale om en helhedsorienteret plan". "Vi vil ikke være bange for at gå i dialog om at indgå en frivillig aftale, der fokuserer på transportsektorens CO₂-udslip, for vi gør allerede en indsats i forvejen". Udvalgsformanden tilføjer, at "statslige kroner i kassen ikke er afgørende for at indgå en aftale, da der allerede i forvejen prioriteres midler til området". Vedkommende supplerer med kommentaren om, at "vi vil se en eventuel frivillig aftale som endnu en mulighed for at kunne profilere kommunen som en miljøbevidst og bæredygtig kommune".

En fjerde udvalgsformand understreger, at "kommunen gennem mange år har bragt en lang række virkemidler i spil med henblik på at begrænse transportsektorens CO₂-udslip". Mange af tiltagene har været støttet af både nationale og EU-pulje- og støtteordninger. Udvalgsformanden kan ikke umiddelbart tage stilling til, om kommunen kan blive part i en eventuel frivillig aftale. Det understreges, at "staten må gå foran med en politik og en handlingsplan med fokus på begrænsning af transportsektorens CO₂-udslip. Udvalgsformanden tilføjer, at "en lokal indsats skal stå mål med de ressourcer der anvendes lokalt, og det er vigtigt, at CO₂-reduktion opnås samtidig med reduktion af andre af trafikkens miljøgener". Endelig påpeges det, at "det er vigtigt, at lokale CO₂-reduktioner ikke spises op af en fortsat stigning i transportsektorens CO₂-udslip nationalt".

Efter interview med en række formænd for kommunale trafik- og miljøudvalg i 2002 fremgår det, at kommunerne gennem længere tid har gjort en indsats for at reducere transportsektorens CO₂-udslip. Indsatserne har været forskellige, og der har både været tale om forankring i den kommunale planlægning og anvendelse af konkrete kommunale virkemidler – blandt andet iværksat med støtte fra tidligere pulje- og støtteordninger. Muligheden for at blive part i en eventuel frivillig aftale afvises ikke, og selvom det påpeges, at økonomiske incitamenter er ønskværdige, vurderes økonomiske incitamenter ikke at være altafgørende for at indgå en frivillig aftale. Formændene for teknik- og miljøudvalgene efterlyser imidlertid en national politik og handlingsplan for begrænsning af transportsektorens CO₂-udslip. En hitch-hiking- strategi i forbindelse med den kommunale planlægning vurderes som relevant, og strategien vil kunne bidrage til at gøre en abstrakt CO₂-problemstilling mere nærværende.

Her vurderes det afslutningsvist, at hvis man ønsker at bruge et frivilligt aftalekoncept, hvor der er fokus på at støtte forankringen af en CO₂- hitch-hiking-strategi i den kommunale planlægning, bør aftalekonceptet være rettet mod enkeltkommuner og i første omgang i form af pilotprojekter. I den sammenhæng vil økonomiske incitamenter være solide incitamenter – men ikke altafgørende incitamenter.

7.4 Sammenfatning

På baggrund af en større analyse fra 1999 vurderes det her, at trafikskabt CO₂-udslip ikke er et miljøproblem, der står højt på de kommunale politiske dagsordener. Men i en lang række kommuner vurderes det, at det er relevant at gøre en særlig indsats for at bidrage til at opfylde målsætningen om på langt sigt at begrænse transportsektorens CO₂-udslip med 25 % i forhold til 1988-niveau. Økonomi er i den sammenhæng den største barriere for at gøre en målrettet kommunal CO₂- indsats på transportområdet. Fra et kommunalt perspektiv er det primært staten, som har ansvaret for en CO₂-indsats.

Efter gennemførelse af et fokusgruppemøde i 2002 vurderes der her at være en indikation af, at man fra et kommunalt embedsmandsperspektiv ønsker en kortsigtet og operationel målsætning for begrænsning af transportsektorens CO₂-udslip. Men i kommunalt regi skal man ikke forvente en snævert rettet CO₂-indsats. En indsats, der "hitch-hiker" på økonomiske effektiviseringsgevinster - eksempelvis som resultat af succesrige transportplaner i virksomheder – kan være en god vej frem. Endelig vurderes det, at bevidstheden om CO₂-potentialet ved lokalisering af boliger og arbejdspladser er stigende i kommunerne. Denne bevidsthed er en væsentlig forudsætning for en forankring af en CO₂-indsats på transportområdet i den kommunale planlægning, hvor CO₂-gevinster kan "hitch-hike" på andre gevinster.

Fodnoter

[95] Trafik- og Miljøstatus 1999: Analyse af kommunernes og amternes trafik- og miljøarbejde i perioden 1996 – 1998". Der er tale om en ikke-publiceret analyse fra Miljøstyrelsen.. Som del af analysen blev der gennemført en spørgeskemaundersøgelse med embedsmænd fra de 90 kommuner, der i perioden 1992-1995 havde mulighed for at søge midler fra Trafik- og Miljøpuljen. Svarprocenten var 70 (63 kommuner).