Kemisk/biologisk filter til nedbrydning af klorerede opløsningsmidler i grundvand

6 Konklusion

Følgende forhold ved nedbrydningsprocesser af klorerede ethener ved hjælp af henholdsvis jernholdige reaktorer og biologiske reaktorer indeholdende organisk materiale blev dokumenteret ved laboratorieforsøgene:
De anvendte jern-sand kombinationer havde et betydeligt nedbrydningspotentiale overfor TCE.
Der blev ikke i afgangsvandet fra reaktorerne indeholdende jern-sand fundet nedbrydningsprodukter indeholdende klorerede ethener.
Matricen jern-sand kunne under hele forløbet reducere iltindhold fra ca. 10 mg/l til under 0,5 mg/l.
Matricen jern-sand omdannedes delvist til uigennemtrængelige stenhårde blandinger af jern og sand, som formodes at have noget med matricens vekselvirkning med ilt at gøre, men hvor jernoxider, bortset fra amorft ferrihydrit, kun kunne identificeres i ubetydelige mængder. For at undgå denne langtidseffekt skal der udvikles langtidspermeable matricer.
Ved anvendelse af jernpulver er jern/sand blanding i forholdet 14/86 W/W % passende, da større jernindhold medfører væsentlige permeabilitetsproblemer.
Flowets hastighed har indflydelse på nedbrydningseffektiviteten. Lave flow nærmende sig egentlige batchtilstande bør undgås.
Tilsætning af små mængder Ni kunne forøge nedbrydningshastigheden i tiden umiddelbart efter opstart af reaktoren. Senere klingede effekten af.
Kombinationer af henholdsvis jern-sphagnum og jern-poppelflis havde dårligere nedbrydningskapacitet end de rene jern-sand reaktorer.
Reaktorer indeholdende henholdsvis sphagnum-sand og poppelflis-sand havde tilnærmelsesvist ingen nedbrydningseffekt. Store mængder sphagnum havde nedbrydningseffekt, men resulterede efter et par måneders aktivitet i permeabilitetsproblemer.
Reaktorer indeholdende plantemateriale i form af enten grøntpiller eller stængler af frisk plante kunne nedbryde betydelige mængder TCE og PCE, og havde halveringstider for TCE i størrelsesordenen 40 minutter.
Der blev dannet betydelige mængder cis-DCE i udløbet fra ovenstående organiske reaktorer.
En kombineret reaktor bestående af dels en blanding af grøntpiller og grus samt en blanding af jern og sand kunne nedbryde betydelige mængder PCE og TCE med halveringstider på under en time. Reaktoren dannede dog cis-DCE, og koncentrationen syntes at vokse med tiden.
Der er indikationer på, at ovenstående lagdeling af reaktormatricen ikke er optimal. Ved et evt. videre arbejde med det kombinerede filter anbefales det, at udgangspunktet er en sammenblandet matrice.
Der forestår endnu en del undersøgelser inden den optimale sammensætning af et kombineret filter kan endelig fastlægges.