| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Renere luft - den danske indsats

Den globale opvarmning
- Drivhusgasserne og Klimakonventionen

Betydningen af atmosfærens sammensætning for Jordens energibalance og dermed for det globale klima har været kendt siden begyndelsen af 1800-tallet. I 1890'erne beregnede den svenske meteorolog Arrhenius, at en fordobling af koncentrationen af CO₂ kunne betyde en global opvarmning på 5-6°C. I 1930'erne blev det klart, at temperaturen faktisk var på vej opad, men det vakte ingen større opmærksomhed. Dels blev det nærmest anset for en fordel, og dels tabte spørgsmålet generelt i konkurrencen om politisk opmærksomhed med sociale problemer efter 1. verdenskrig efterfulgt af den økonomiske depression i trediverne og optakten til 2. verdenskrig.

I årene efter 2. verdenskrig var der stigende videnskabelig interesse for fænomenet. Men det var alligevel først med en international konference om Drivhuseffekt, klimaændringer og økosystemer i 1985, at man politisk erkendte, at der kunne blive tale om et problem med globale miljøvirkninger.

Truslen om klimaændringer

Den forøgede drivhuseffekt og truslen om en menneskeskabt global opvarmning har et perspektiv, der rækker mange hundrede år frem i tiden. Og det er et langt mere kontroversielt fænomen end nedbrydningen af ozonlaget.

Forskellige områder på Jorden vil blive påvirket forskelligt og ikke alle negativt. Danmark vil isoleret set være rimeligt godt stillet, hvis man i tide planlægger efter de forventede klimaændringer - specielt inden for skovbrug og ved anlæg af større infrastruktur. En stigende vandstand, der vil følge med den globale opvarmning, kan dog også i Danmark give problemer i lavtliggende kystområder.

Generelt vil det gå mest ud over udviklingslandene, der på én gang er de mest sårbare og har de ringeste muligheder for tilpasning. Nødvendige begrænsninger af udslip af drivhusgasser berører alle samfundsområder over lange tidsrum. Og i udviklingslandene vil de komme på kollisionskurs med et berettiget ønske om økonomisk vækst.

Dansk udslip af kuldioxid (CO₂) og andre drivhusgasser
Det danske udslip af kuldioxid steg svagt op til midten af 1990'erne - men viser nu et svagt fald. Værdierne i 1975, 1990 (referenceåret) og 2000 var stort set ens, ca. 50 Mt. om året. Udslip af andre drivhusgasser, omregnet til CO₂- ækvivalenter, har stort set været konstante siden 1990.

(Kilder: DMU, Risø, Energistyrelsen)
      

Stabiliseringsscenario
Hvis atmosfærens indhold af kuldioxid skal stabiliseres på det dobbelte af det "naturlige" (550 ppmv), vil det kræve, at det globale udslip halveres i løbet af de næste 100 år og derefter fortsat reduceres.

(Kilde: IPCC)

IPCC´s stabiliseringsscenarier

FN´s miljøprogram (UNEP) og Verdens Meteorologiske Organisation (WMO) nedsatte i 1988 det såkaldt mellemstatslige klimapanel (Intergovernmental Panel of Climate Change) IPCC.

IPCC har bl.a. regnet ud, at atmosfærens indhold af kuldioxid og andre klimagasser skal stabiliseres på det dobbelte af, hvad det var, før industrialiseringen tog fart i begyndelsen af 1800-tallet. Det vil globalt set give virkninger, som vil være til at leve med, om end det bestemt ikke vil være uden miljøproblemer.

Et sådant niveau forudsætter, at de globale udslip halveres i forhold til det nuværende niveau frem mod år 2100 og derefter i de kommende århundreder fortsat reduceres. Og det skal ske samtidigt med, at verdens befolkning antagelig vokser til nær det dobbelte, og udviklingslandene får en markant stigning i materiel levestandard.

Altså en målsætning der er væsentlig mere ambitiøs og langsigtet end Brundtland-Kommissionens. Regnet på personbasis vil det kræve en langt større reduktion af udslippene i lande som Danmark. Måske ikke teknisk umuligt, men politisk sandelig en udfordring!

Meget lidt af det danske areal henligger som uberørt natur, og en stor del heraf findes langs kysterne. I et varmere klima med stigende vandstand kan lavtliggende områder, der er underlagt EU´s fuglebeskyttelsesdirektiv, blive truet.

Klimakonventionen

Ved FN's verdenskonference om miljø og udvikling i Rio de Janeiro i 1992 underskrev 155 parter en klimakonvention, der sigter mod at stabilisere koncentrationerne af drivhusgasser i atmosfæren. Det ultimative formål er citeret i margenen.

Konventionen udtrykker en generel hensigt og erkender, at klimaændringer ikke vil kunne undgås helt. Hvad der er en acceptabel kombination af "ufarligt", "tilstrækkeligt" og "bæredygtigt" beror på politiske afvejninger.

Mellem politik og videnskab

Konventionen trådte i kraft i 1994, og der er efterfølgende afholdt en række møder mellem de underskrivende parter - såkaldte COP (Conference of the Parties). Den tredje, og foreløbig vigtigste, partskonference fandt sted under stor medieopmærksomhed i Kyoto, Japan i december 1997. Den blev afsluttet med vedtagelsen af en protokol.

Protokollen omfatter kuldioxid (CO₂), metan (CH₄), lattergas (N₂O), hydrogenfluorcarboner (HFC), perfluorcarboner (PFC) og svovlhexafluorid (SF₆). Freonforbindelser, der både er drivhusgasser og nedbryder ozonlaget, blev derimod ikke behandlet, fordi de allerede reguleres inden for rammerne af den såkaldte Montrealprotokol.

Kyoto-protokollens målsætninger

Hvad angår konkrete udslipsbegrænsninger blev der imidlertid kun opnået beskedne resultater. De industrialiserede lande, inklusive Rusland og Østeuropa, skulle i fællesskab reducere deres samlede udslip af drivhusgasser - omregnet til CO₂ - med 5,2% for perioden år 2008-2012 i forhold til 1990. Enkelte lande fik tilladelse til direkte at forøge udslippet.

Disse beskedne reduktioner er endda senere blevet udhulet, bl.a. fordi der gives tilladelse til at modregne udslip i dræn for kuldioxid fx gennem skovrejsning. Da yderligere flere lande, herunder USA, næppe vil deltage, er det yderst tvivlsomt, om målet kan nås.

Som gennemsnit skal EU-landene reducere deres udslip af drivhusgasser med 8%. Ved den efterfølgende fordeling forpligtede Danmark sig til at reducere med 21%. I 2002 er der udsendt en bekendtgørelse, der vil begrænse anvendelsen af de kraftige drivhusgasser HFC´erne, PFC´erne og SF6. I praksis er deres samlede bidrag dog beskedent. Derfor vil regeringen i løbet af 2003 stille konkrete forslag til, hvordan målsætningen skal opfyldes gennem reduktion af de mere betydningsfulde drivhusgasser - specielt kuldioxid. Det vil givet i de kommende år blive landets største miljømæssige udfordring.

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |