| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |
Sorptionsmaterialer til on-site rensning af MTBE-forurenet grundvand -
screening
Screeningsprocedure
Screeningen af de forskellige sorptionsprodukter med hensyn til sorptionskapaciteten
for MTBE blev foretaget ved at følge nedenstående procedure. Screeningen følger stort
set den generelle procedure til fremstilling af sorptionsisotermer for enkeltkomponenter i
opløsning, der angives i aktiv-kul litteraturen (Miljøstyrelsen, 1998; Gyselinck, 1995).
Afvigelser fra den generelt anviste metode er noteret og kommenteret.
Intakte produkter
Screeningen er udført på intakte produkter for bedst muligt at simulere den faktiske
anvendelse af produkterne i et on-site filter. I litteraturen for aktiv-kul er det typisk
anført, at kullet bør pulveriseres før der foretages en screening (Miljøstyrelsen,
1998; Gyselinck, 1995). Pulveriseringen foretages i givet fald for at blotlægge så mange
sorptionssites som muligt, hvorved den nødvendige kontakttid til opnåelse af den
maksimale kapacitet for produkterne mindskes (kortere intrapartikulær diffusionsvej).
Hanevand
For hvert af de 15 undersøgte produkter er der opstillet en række 120 mL
serumflasker, tilsat forskellige mængder sorptionsmateriale, jf. figur B.1. Hver flaske
er tilsat 60 mL Aalborg hanevand, hvorefter flaskerne er lukket med tætsluttende
gummipropper. Der er benyttet hanevand for i nogen grad at simulere den faktiske
sammensætning af (en mulig type af) dansk grundvand samt af praktiske hensyn.

Figur B.1:
Skematisk illustration af forsøgsprocedure.
Temperatur
Forsøgene er udført ved en temperatur på 20 23°C.
Vådtning
Efterfølgende er flaskerne henstillet på et rystebord i minimum 48 timer for at sikre
en fuldstændig vådtning af materialet (= fuldstændig kontakt mellem opløsning og
sorptionsmateriale). Gyselinck (1995) angiver, at der for aktiv-kul opnås 100% vådtning
efter ca. 48 timer ved stuetemperatur. For Ambersorb® 563 anføres det
ligeledes, at vådtning tager op mod et par dage, hvorimod vådtning af Ambersorb®
572 sker hurtigere (Rohm & Haas, 1992). Vådtning af Amberlite® XAD4 tager
mindre end 4 timer (Annesini et al., 2000).
Til serumflaskerne indeholdende de polymerbaserede produkter PolyGuard® og
Nochar A620 er der, på grund af produkternes udprægede hydrofobe egenskaber, tilsat 80
mL hanevand for at sikre en tilstrækkelig vådtning af produkterne.
Måling og kapacitetsbestemmelse
Efter vådtning er hver serumflaske tilsat en kendt mængde MTBE og henstillet på
rystebord i op til en uge. Væskefasekoncentrationen af MTBE er efterfølgende bestemt
vha. head-space analyse og sorptionskapaciteten er bestemt udfra en massebalance opstillet
over de tre faser i hver serumflaske (faststof, vand og luft). Beregningsmetoden er
gennemgået i bilag C.
Ligevægtstid
Forsøgene er udført med op til en uges ligevægtstid. Der er endvidere gennemført
kinetikforsøg for at fastlægge den nødvendige kontakttid for opnåelse af ligevægt for
de fleste af produkterne. For aktiv-kul er der således gennemført kinetikforsøg for
både granulerede og pulveriserede kul. Resultaterne viser, at der ved forsøgsudførelse
på rystebord opnås ligevægt for granuleret og pulveriseret materiale indenfor ca. 24
timer (Miljøstyrelsen, 2002). For PolyGuard® opnås ligevægt først efter
ca. en uge.
Blindtest
Der er udført parallelle blindtest uden tilsætning af sorptionsmateriale til
dokumentation af, at der ikke er sket en biologisk eller abiotisk fjernelse af MTBE fra
serumflaskerne.
Analyseudstyr
Til head-space analyserne er der benyttet en gaschromatograf af mærket Packard GC
model 438S Chromopack med GC-FID detektor. Der er benyttet en 30 meter silica-kolonne
(0,53 mm i.d.), af mærket WCOT Fused Silica, med en 5 meter forkolonne. Der er kørt med
en kolonnetemperatur på 60°C og en detektortemperatur på 250°C.
Detektionsgrænse
Detektionsgrænsen ved den benyttede head-space analyse er ca. 0,2 0,3 mg
MTBE/L.
| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top
|