Datamodel for jordforurening rummer den datamængde som kan registreres i forbindelse
med såvel den amtslige som den kommunale administration af jordforurening. Datamodellen
omfatter dels oplysninger som skal indsamles i medfør af gældende lovgivning, og dels
oplysninger som skønnes relevante at indsamle i forbindelse med kortlægningsarbejdet.
Ved opstilling af modellen er det således tilstræbt, at modellen skal opfange data til
brug ved administrationen af såvel Jordforureningsloven som relevante bestemmelser i
bl.a. Miljøbeskyttelsesloven m.fl. /7, 8, 9 ,10, 11 og 12/.
Modellen er opdelt i tre hovedtemaer: Viden, Administration og Identifikation, som
illustreret på figur 2.1.

Figur 2.1:
Tematisk opdeling af datamodellen
Temaet Viden omfatter den faktuelle beskrivelse af jordforureningen: Dens art, styrke
og udbredelse samt kilderne hertil. Temaet Viden omfatter tillige informationer
vedrørende afværgeforanstaltninger og generel projektadministration. Nomenklaturen for
projektstyringsdelen følger i vidt omfang manualen for projektstyring fra Amternes
Videnscenter for Jordforurening /1/.
Temaet Identifikation omfatter data vedrørende forureningens lokalisering for så vidt
angår tilhørsforhold til matrikler, ejendomme, postadresser mv. Temaet omfatter
ligeledes oplysninger vedrørende væsentlige aktører omkring jordforureningen: Ejere,
lejere, rådgivere mv.
Temaet Administration omfatter dels administrative afgørelser knyttet til den enkelte
forurening (kortlægning, påbud, tilladelser mv.) og dels administrativ planlægning som
danner grundlag for sagsbehandlingen (indsatsplaner, OSD-områder mv.). Sidstnævnte er i
vidt omfang indeholdt i grænsefladen mod datamodellen for grundvandsområdet jf. afsnit
2.2.
Datamodel for jordforurening er ét af flere datamodelarbejder, som er igangsat inden
for miljøområdet. Øvrige arbejder omfatter datamodeller for grundvandsområdet, for
overfladevand (sø og vandløb) samt for marine recipienter.
Der er væsentligt sammenfald mellem datamodel for jordforurening på den ene side og
datamodel for grundvandsområdet på den anden. Dette sammenfald er illustreret som en
grænseflade på figur 2.2, og omfatter data indsamlet i forbindelse med
feltundersøgelser:
Herudover er der en række administrative temaer, som naturligt er hjemmehørende i
grænsefladen mellem de to modeller. Disse administrative temaer omfatter f.eks.
beskrivelser af indsatsområder, OSD-områder, indvindingsoplande mv.

Figur 2.2:
Grænsefladen mellem datamodellerne Jordforurening/Grundvand
Dataindholdet i grænsefladen mellem jordforurening og grundvandsområdet modelleres i
samarbejde med GEUS og er pt. (maj 2002) fortsat under udarbejdelse. En status for
arbejdet fremgår af bilag H i den tilhørende bilagsrapport.
Som illustreret på fig. 2.2 kan der på samme måde identificeres en grænseflade
mellem datamodel for jordforurening og datamodel for overfladevand. Denne grænseflade
indeholder de data og relationer, som beskriver en jordforurenings placering i forhold til
nærliggende recipienter, samt målinger mv., som belyser påvirkningen af denne.
Grænsefladen mod datamodel for overfladevand er ikke nærmere beskrevet i modelarbejdet,
som det foreligger i sin nuværende form.
Amternes GIS-samarbejde (Snaptun-samarbejdet) har opstillet en datamodel, som omfatter
kataloger over visse temaer på plan-, miljø- og naturområdet, samt kodelister for disse
temaer med henblik på dataudveksling via DSFL-formatet /2, 3/.
Der er delvist sammenfald mellem de temaer, som er behandlet i denne datamodel for
jordforurening og de temaer, som er defineret ved Snaptun-samarbejdets objektklasse 9:
Forurenede arealer. Sammenfaldet omfatter først og fremmest administrative temaer, som
defineret i valglisten benævnt Sag_Type_Liste i nærværende datamodel.
Imidlertid er der i denne datamodel for jordforurening ikke opstillet kodelister for
geografisk definerede temaer, hvorfor der ikke er konflikt mellem denne datamodel og
Snaptun-samarbejdets objektkoder.
På samme måde er der i datamodellen PlanDK opstillet topologiske regler og
geografiske nøgler for en lang række objekter med relation til fysisk planlægning jf.
Planloven /4/. Der er imidlertid ikke sammenfald mellem
PlanDKs temaer for fysisk planlægning på den ene side og denne datamodel for
jordforurening på den anden.
Miljøstyrelsens ISAG-system (InformationsSystem for Affald og Genanvendelse) omfatter
data, som beskriver de affaldsmængder, som håndteres af affaldsbehandlerne. Nærværende
datamodel for jordforureningsområdet omfatter oplysninger om transporten af jord fra
oprindelsesstedet til behandlingsstedet. Der er ikke sammenfald mellem ISAG og den
nærværende datamodel for jordforurening bortset fra de oplysninger, som i nærværende
datamodel kan registreres om modtageren af jorden (altså affaldsbehandleren).
| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |