Datamodellen er udarbejdet med henblik på at arbejde i et GIS-miljø. Entiteter, som
beskriver objekter karakteriseret ved en geografisk udbredelse (eksempelvis en
jordforurening) indeholder referencer til den tilhørende GIS-flade. På samme måde er
administrative afgørelser forsynet med GIS-reference. En administrativ afgørelse kan
eksempelvis omfatte beslutning om kortlægning af et areal, udstedelse af tilladelser,
påbud, rådgivning mv. i det omfang disse kan henføres til et geografisk afgrænset
areal, hvor afgørelsen har gyldighed.
Det er tilstræbt, at datamodellens funktionalitet imødekommer retningslinierne i
kortlægningsvejledningen /5/. Et eksempel på modellens
funktionalitet er illustreret i fig. 3.1. Figuren fremstiller den tidsmæssige
rækkefølge af typiske administrative "hændelser" omkring en
forureningskortlægning og læses nedefra.

Figur 3.1:
Funktionel anvendelse af datamodellen
I det viste eksempel registreres en V1-kortlægning af et areal som en flade. Fladens
form er uafhængig af skellinier, og kan eksempelvis være resultatet af en faneberegning
for en skorsten eller en cirkel omkring et tankanlæg.
Efterfølgende iværksættes en V2-undersøgelse af den del af forureningen, som
vedrører to af matriklerne. Iværksættelsen af feltundersøgelsen registreres som en
flade, hvortil der dels er knyttet de administrative oplysninger om projektet og dels er
knyttet de resultater, som feltundersøgelsen kaster af sig.
Som konsekvens af feltundersøgelsen kortlægges en del af forureningen på
vidensniveau 2 mens en anden del udtages af kortlægningen. V2-kortlægningen er en
selvstændig administrativ "hændelse". Det er ikke en forudsætning, at
V1-kortlægninger erstattes af V2-kortlægninger: Samme areal kan være kortlagt på begge
vidensniveauer, dog således at de ikke kan referere til samme forureningskilde
(forskellig anvendelseshistorie).
Kortlægningsstatus for et givet areal (eksempelvis en matrikel) vil herefter kunne
aflæses af art og rækkefølge af de administrative afgørelser, der som flader er
registreret på arealet.
I det viste eksempel er det kortlagte areals geografiske placering og udbredelse alene
beskrevet ved en GIS-flade. Fladens matrikulære tilhørsforhold er således ikke forudsat
registreret, idet denne information kan aflæses via en forespørgsel med anvendelse af
det digitale matrikelkort. Implementering i et GIS-miljø vil altså ideelt set
overflødiggøre en række registreringer i datamodellen (matrikel, ejendom, adresse mv.).
Datamodellen er imidlertid udarbejdet således, at implementering i et "rent"
databasesystem er mulig, og indeholder f.eks. entiteter til beskrivelse af matrikulære
forhold, ejendomsforhold osv., uagtet at disse informationer rettelig kan uddrages af
andre registre. Datamodellen er således udarbejdet under hensyntagen til at modellen
(eller relevante dele heraf) kan implementeres på mindre platforme uden adgang til data
fra eksterne registre.
Der er ved opstilling af datamodellen foretaget en række vurderinger af de indbyrdes
sammenhænge mellem de registrerede data, og i særdeleshed væsentligheden af disse
relationer i lyset af en funktionel og hensigtsmæssig anvendelse af modellen. Det må
imødeses, at der ved senere implementering af modellen skal foretages nødvendige
tilføjelser af relationelle sammenhænge med henblik på at opnå en funktionalitet, som
afspejler arbejdsgange, faktisk til rådighed stående data og ikke mindst søgetider.
På samme måde er der ved udarbejdelse af databasetabellerne foretaget en række
vurderinger af den mest hensigtsmæssige dataregistrering. Eksempelvis er der ved
oprettelsen af tabellerne "Organisation" og "Privatperson" åbnet
mulighed for etablering af et fælles register over alle implicerede parter i
(principielt) alle registrerede forureningssager.
Det har ved udarbejdelse af datamodellen været overvejet, i hvilket omfang særlige
procedurer for kvalitetssikring af indtastede data skulle indbygges i datamodellen i form
af egentlige regelsæt. Sådanne regler om ejerskab og adgangsrettigheder til de enkelte
datatyper stiller imidlertid krav til arbejdsrutiner og procedurer i den organisation,
hvori datamodellen implementeres. Da det har været målsætningen at formulere en
datamodel som kan anvendes bredt af aktørerne på området er det derfor besluttet, at
sådanne krav ikke skulle nedlægges i modellen.
Behovet for en generel god datakvalitet er dog imødekommet ved udstrakt anvendelse af
valglister til centrale dataelementer. Valglisterne sikrer både ensartethed i
dataregistrering organisationerne imellem samtidig med at simple indtastningsfejl
imødegås.
I bilag G i den tilhørende bilagsrapport er opstillet en række valglister til brug
for visse dataelementer i modellen. Valglisterne er indledningsvist forsynet med
værdikoder således at den hierarkiske opbygning af de enkelte valglister tydeliggøres.
Af hensyn til fremtidige opgørelser af transport af forurenet jord er det principielt
ønskeligt, at der på sigt udvikles fælles klassifikationskriterier for forurenet jord.
Sådanne kriterier foreligger ikke pt. og er således ikke indeholdt i datamodellen.
Forureningsgraden af et givent jordparti er i stedet beskrevet ved de analyseresultater,
som registreres på den pågældende jordtransport.
Det anbefales at der i forbindelse med implementering af datamodellen tages højde for,
i hvilket omfang data allerede er til stede i den pågældende organisation. Eksempelvis
vil dokumentreferencer ofte foreligge i form af journalnumre, ligesom matrikel- og
adresseoplysninger kan importeres direkte fra BBR/ESR.
En fremtidig implementering bør understøtte den pågældende organisations egne
kvalitetssikringsprocedurer. Dette kan eksempelvis ske ved at udførte valideringer af
data kan dokumenteres ved direkte registrering af dato og initialer i de tabeller, hvor
data opbevares.
En naturlig videreudvikling af modellen ville være opstilling af et eller flere
udvekslingsformater for modellen. For "ren dataoverførsel" i STANDAT-formatet
ville dette bl.a. fordre, at der til de anførte valglister opstilles værdikoder i
overensstemmelse med STANDAT. For udveksling af geografisk baserede informationer (GIS)
ville en mulighed være at forsyne modellens flader med koder til udveksling i
DSFL-formatet. Et mere generelt alternativ ville være at basere udvekslingen af data
(inkl. GIS data) mellem databaserne på XML-formatet. Dette udvekslingsformat er
uafhængigt af platform og understøtter direkte datakommunikation systemerne imellem.
Endvidere er formatet yderst velegnet i et web-baseret miljø.
Det vil endvidere være hensigtsmæssigt for den fremtidige brug af data baseret på
datamodellen at det beskrives, hvorledes kortlægningsnr. opbygges og bruges.
Modellen er en total beskrivelse af de data, der p.t. er fundet relevante for
jordforureningsområdet. Forud for implementering af datamodellen skal der tages stilling
til hvilke dataelementer, der skal være obligatoriske, og hvilke der er valgfrie.
| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |