Renere teknologi til undgåelse af biologisk vækst på murværk, tegl- og betontage

15 Muligheder for forebyggelse af vækst

I følgende afsnit 16, 17, 18 og 19 beskrives resultaterne af projektets sidste delfase: "Oplæg til handlingsplaner".

På baggrund af resultaterne af projektets indledende faser

  1. Kortlægning af midler og metoder
  2. Undersøgelser af forekomster
  3. Udvikling og afprøvning af testmetode

er der i projektets sidste fase "oplæg til handlingsplaner" udarbejdet en kritisk gennemgang af de muligheder der er for at forebygge eller bekæmpe biologisk vækst.

Ruhed, overfladenære porøsiteter, pH, mulighed for vandfælder i overfladen mv. vurderes at have betydning, mens der ikke kan ses nogen entydig sammenhæng mellem det totale materiales densitet og vandoptagelse. Undersøgelserne tyder således på, at det i vid udstrækning er forholdene i materialets overflade som er afgørende for omfang og art af vækst.

Næringsstoffer tilført fra omgivelser (med luft og regn, rensemidler, aflejringer mv.) vurderes at have en betydning, hvorimod materialernes eget indhold af næringsstoffer vurderes generelt ikke at have væsentlig betydning.

Materialerne indeholder generelt ikke stoffer der vurderes at være giftige eller hæmmende overfor vækst. Materialernes pH kan dog influere på hvilke arter der har mulighed for at etablere sig.

På baggrund af disse vurderinger vil der i følgende afsnit blive angivet oplæg til handlingsplaner for påvirkning af følgende parametre:
pH
porøsitet
overfladens ruhed
overfladespænding
fugtegenskaber
næringsstoffer/giftstoffer

Begrebet fugtegenskaber er valgt som et samlet udtryk for materialets evne til at optage og afgive vand samt mulighederne for at lave "vandfælder" i overfladen. Begrebet er valgt fordi det som ovenfor nævnt ikke har været muligt i projektforløbet at identificere en specifik fugtparameter som afgørende for mulighederne for vækst.

Projektets undersøgelser har særligt haft fokus på teglsten, tegltagsten, mørtel og betontagsten. De følgende beskrivelser vedr. muligheder for forebyggelse af vækst i de enkelte livscyklusfaser vil derfor også have fokus på disse materialer.

Der skelnes mellem følgende livscyklusfaser:
udvinding af råmaterialer
produktion
konstruktion
opførelse/udførelse
brugsfase/vedligeholdelsesfase
nedrivning/genanvendelse

Dog afrapporteres mulighederne for forebyggelse faserne "udvinding af råmaterialer" og "produktion" samlet.