Renere teknologi til undgåelse af biologisk vækst på murværk, tegl- og betontage

Vækst på murværk, tegl- og betontage

Større kendskab til materialer og vækster
Baggrund og formål
Bred interesse for projektet
Undersøgelsen
Hovedkonklusioner
Projektresultater
Afrensning af vækst/vurdering af effekt og risici
Muligheder for forebyggelse af vækst
Yderligere information
   

Biologisk vækst er ofte uønsket på bygninger, og diverse bekæmpelsesmidler anvendes hyppigt til fjernelse af væksten. Projektet viser, at de i praksis anvendte midler oftest ikke er godkendt til bekæmpelse af biologisk vækst. Der er gennem projektet opnået kendskab til hvilke vækster der forekommer på materialerne, og betydningen af en række udvalgte materialeparametre og konstruktionsforhold er undersøgt. Der er udviklet og afprøvet en laboratorietestmetode, der kan anvendes ved vurdering af midler og materialer. Undersøgelsens resultater er anvendt til at udarbejde en kritisk gennemgang af de muligheder der er for at forebygge eller bekæmpe biologisk vækst.

Større kendskab til materialer og vækster

Baggrund og formål

Projektet er gennemført for at skabe større kendskab til organismerne og deres foretrukne vækstbetingelser og herigennem kunne beskrive mulighederne for at forebygge uønsket vækst.

Laboratorietesten er udviklet og afprøvet på baggrund af et ønske om at kunne afprøve midler og metoder under kontrollerede forhold og derved give et realistisk billede af et givet middel eller metode. Herved mindskes risikoen for overdosering eller uhensigtsmæssig anvendelse af kemiske midler.

Projektets overordnede formål er at kortlægge forekomster af biologisk vækst på murværksmaterialer, tegl- og betontage og på grundlag heraf bestemme de miljømæssigt bedst egnede metoder til forebyggelse af biologisk vækst.

Bred interesse for projektet

Undersøgelsen

Projektet er gennemført af Teknologisk Institut i et samarbejde mellem de 3 centre Beton, Bioteknik og Murværk. Projektet er bevilget af Miljøstyrelsen med medfinansiering fra Teknologisk Institut. En række producenter af materialer, rensemidler, leverandører af midler, rensefirmaer mv. har bidraget med oplysninger, deltagelse i følgegruppe, udførelse af renseforsøg mv.

Projektet tager udgangspunkt i de eksempler på vækst der er fundet i projektforløbet på konstruktioner i Danmark. Der er ikke indlagt begrænsninger i eksponeringsforhold eller alder på materialer og konstruktioner.

Hovedkonklusioner

I det gennemførte projekt er betydningen af en række udvalgte materialeparametre undersøgt. Ruhed, overfladenære porøsiteter, pH samt næringsstoffer tilført fra omgivelserne vurderes at have stor betydning for forekomst af vækst. Undersøgelserne tyder på at det i vid udstrækning er forholdene i materialets overflade der er afgørende for omfang og art af vækst.

Afgørende konstruktionsforhold er identificeret. Valg af hensigtsmæssig konstruktionsudformning kan i væsentlig grad reducere omfanget af biologisk vækst.

Undersøgelser af væksternes virkning på materialerne viser generelt ingen tegn på risiko for skader der kan have indflydelse på materialernes konstruktive levetid.

Undtaget er dog de tilfælde hvor vækst kan medvirke til dårlig vedhæftning og afskalning af overfladebehandlinger eller hvor kraftige mospuder på tage kan give mulighed for indtrængning af vand.

Projektets resultater giver således større mulighed for at vurdere hvornår afrensning er nødvendig. I de situationer hvor der ikke er æstetiske krav, der gør væksten uønsket, vil afrensning oftest kunne udelades.

I forbindelse med vurdering af konkrete midler eller metoder til forebyggelse eller bekæmpelse af biologisk vækst kan den i projektet beskrevne laboratoriemetode anvendes. Testen er en laboratorietest med en monokultur af en grønalge. Testens anvendelsesområder er:
Prøvning af midler til bekæmpelse eller rensning
Prøvning af midler til forebyggelse af etablering af bevoksninger
Prøvning af materialers modstandsdygtighed overfor etablering af bevoksninger

Den biologiske laboratorietest bør altid kombineres med karakterisering af de væsentlige materialeparametre, særligt i forbindelse med vurdering af midler til forebyggelse og materialers modstandsdygtighed overfor etablering af bevoksninger.

Der er udarbejdet en beskrivelse af de muligheder der er i de enkelte livscyklusfaser for forebyggelse af biologisk vækst. Disse beskrivelser har på materialesiden særligt fokus på mursten, tegltagsten, mørtel og betontagsten.

Projektresultater

Vækst

Projektet har givet et grundigt kendskab til hvilke organismer, der bevokser murværk, tegl- og betontage. Der er udarbejdet et farvekatalog der beskriver de identificerede arter samt indeholder nøgler der kan anvendes til gruppering og nærmere identifikation af organismerne.

Der er identificeret 26 arter af laver, 5 arter af alger, 8 arter af mosser og 3 arter af svampe.

Materialeparametre

Undersøgelserne viser, at pH har betydning for arten af vækst, der forekommer på materialerne. Det ses, at teglsten, hvor pH i overfladen falder i løbet af en relativt kort periode, har en tendens til hurtigt at blive bevokset med grønalger.

Overfladens ruhed har betydning for hvor hurtigt og hvor kraftigt begroning der kommer på materialerne. Overfladens ruhed har også betydning for hvilke arter af vækst der har mulighed for at vokse på materialerne.

Materialernes porøsitet, særligt den overfladenære porøsitet vurderes at have indflydelse på forekomst af væksten.

Materialernes indhold af næringsstoffer vurderes generelt at være af underordnet betydning, derimod vurderes det at spille en afgørende rolle, hvilken næring der bliver tilført fra rensemidler, forudgående vækst, biologiske aflejringer mv.

Materialets fugtegenskaber - evnen til at optage og afgive vand samt mulighederne for vandfælder i overfladen - vurderes ligeledes at have stor betydning. Det har dog ikke været muligt i projektforløbet at identificere en specifik fugtparameter som afgørende for mulighederne for vækst.

Særligt interessante er resultaterne af fordampningsforsøgene der viser, at fugt fordamper hurtigere fra kraftigt bevoksede materialer end fra tilsvarende materialer med mindre vækst.

Afrensning af vækst/vurdering af effekt og risici

Projektet har kortlagt de midler og metoder, der i dag i praksis anvendes til afrensning af biologisk vækst.

Der er kun et relevant aktivstof på markedet, der er godkendt til algebekæmpelse, (fedtsyre C-8-C18, hovedfraktion decansyre). I projektet er der udviklet en laboratorietestmetode, der bl.a. kan anvendes til at teste effektiviteten af bekæmpelsesmidler. Testmetoden er bl.a. afprøvet med dette aktivstof. Derudover er der udført orienterende afrensningsforsøg med midlet. Forsøgene har ikke vist en tilfredsstillende effekt på de i projektet undersøgte materialer.

Der er i projektet gennemført afrensning med hedvandsrensning ved 2 forskellige tryk og temperaturer. Forsøgene viste, at metoden kunne fjerne den synlige vækst, men at der skete synlig skade på materialernes overflade. Disse skader øger mulighederne for ny vækst, og allerede ca. 6 måneder efter afrensning kunne der atter konstateres synlig ny vækst.

Undersøgelserne viser, at det er væsentligt, ved vurdering af om der skal gennemføres afrensning og ved valg af metode, at undersøge risici ved den rensemetode, der påtænkes anvendt. Dette skal særligt ses i lyset af at projektets resultater viser, at vækst ofte kun er et æstetisk problem og generelt ikke giver anledning til forkortelse af materialernes konstruktive levetid.

Muligheder for forebyggelse af vækst

Råmaterialer og produktionsprocesser

Projektet har vist, at det ikke kun er omfanget af vækst, der er afgørende for om væksten ønskes fjernet, men i høj grad også om væksten forekommer ensartet over hele den aktuelle konstruktion. En vigtig handlingsplan for at undgå uønsket biologisk vækst er derfor at sikre god processtyring, der giver minimum af variationer på de materialeparametre, der vurderes at have betydning.

Muligheder for undgåelse/minimering af vækst ved påvirkning af pH, porøsitet, overfladeruhed, overfladespænding, fugtegenskaber, næringsstoffer/giftstoffer er beskrevet.

Den tidligere omtalte testmetode kan i kombination med materialeteknologiske undersøgelser anvendes til at vurdere effekten af gennemførte ændringer af materialeparametre.

Forebyggelse ved planlægning og design af konstruktion

I forbindelse med projekteringen af byggeriet og valget af konstruktionsudformningen er det væsentligt at vurdere i hvilket omfang biologisk vækst på konstruktionen kan accepteres.

Valg af hensigtsmæssig konstruktionsudformning kan i væsentlig grad reducere omfanget af biologisk vækst, særligt på lodrette murværksflader.

En vigtig handlingsplan for undgåelse af biologisk vækst er derfor at indarbejde det som en fast del af planlægning/projektering af nyt byggeri, at der tages stilling til i hvilket omfang vækst kan accepteres.

Mulighederne for forebyggelse af vækst ved valg af tagudhæng, taghældning, tagventilation, fugeudformning, materialer og undgåelse af konstruktive defekter er beskrevet.

Forebyggelse ved opførelse/udførelse

Mulighederne for forebyggelse af vækst ved
transport
fugeudformning
afsyring
forebyggende overfladebehandlinger
overfladebehandlinger generelt

er beskrevet.

Forebyggelse i brugsfase/vedligeholdelsesfase

Mulighederne for forebyggelse af vækst ved
vedligehold af fuger/omfugning
afrensning
vedligehold af overfladebehandlinger
vedligehold af omgivelser

er beskrevet.

Betydning af forebyggelse for mulighederne ved nedrivning/genanvendelse

Der er kun få af de tiltag til forebyggelse af vækst, der er beskrevet i projektet, som vurderes at have væsentlig indflydelse på materialernes muligheder for genanvendelse efter nedrivning. De tiltag, der vurderes at have indflydelse, er
tilsætning af biocider/giftstoffer ved produktion af materialerne
brug af vandafvisende overfladebehandlinger.

Yderligere information

Udover indeværende hovedrapport sker afrapportering af projektets resultater ved følgende delrapporter:

  1. Delrapport 1: "Kortlægning af midler og metoder"
    Omfatter kortlægning af metoder til forebyggelse og bekæmpelse af biologisk vækst.
  2. Delrapport 2: "Undersøgelser af forekomster"
    Omhandler undersøgelser af forekomst af biologisk vækst, dens virkning på materialer samt betydningen af en række udvalgte materialeparametre og konstruktionsforhold.
  3. Katalog: "Bevoksninger på murværk, tegl- og betontage".
    Indeholder beskrivelser af de identificerede arter af vækst, farveillustrationer samt nøgler der kan anvendes til gruppering og identifikation af organismerne.
    Kataloget er udarbejdet i samarbejde med Københavns Universitet, Botanisk Institut (ISBN 87-7944-792-9).
  4. Delrapport 3: "Udvikling og afprøvning af testmetode"
    Omhandler udvikling og afprøvning af testmetode der kan anvendes til test af metoder og midler til forebyggelse og bekæmpelse af biologisk vækst.