Basisdokumentation for biogaspotentialet i organisk dagrenovation

Sammenfatning og konklusioner

Som led i bedømmelsen af biogaspotentialet af kildesorteret organisk dagrenovation er der foretaget en sammenfatning af danske erfaringer om mængder af kildesorteret, organisk dagrenovation til bioforgasning.

Det måtte indledningsvist erkendes, at datamaterialet vedrørende bioforgasning er meget lille. Undersøgelsen blev derfor udvidet til også at omfatte anlæg, som har indsamlet affald til kompostering. I alt blev 5 kommuner, som har foretaget en sådan indsamling, samt to affaldsselskaber med i alt 15 kommuner medtaget i undersøgelsen. Dette svarer til et befolkningsunderlag i indsamlingsområderne på ca. 335.000 personer (2000).

Der er en stor variationsbredde i de indsamlede mængder, fra ca. 35 til ca. 110 kg per person og år i de forskellige kommuner. Selv i kommuner, som hører under samme selskab og derfor har ens sorteringsforskifter, var der en forskel på en faktor 2 mellem indsamlede mængder.

Der kunne ikke konstateres nogen entydig sammenhæng mellem sorteringsforskifter og mængder. Det kunne heller ikke entydigt fastslås, at der indsamles større mængder til kompostering end til bioforgasning.

Ud fra de foreliggende data vurderes det, at det er muligt at indsamle omkring 90 kg organisk affald per person og år til bioforgasning i mindre kommuner, hvor der gøres en stor indsats for information og opfølgning. I større områder tyder datamaterialet på, at der til bioforgasning kan indsamles omkring 60 kg organisk affald per person og år.