| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Ressourcebesparelser ved affaldsbehandlingen i Danmark

8 Mineraluld

Mængden af mineraluld i affaldet samt mulighederne for genanvendelse er p.. ikke undersøgt tilstrækkeligt til at materialet kan indgå i nærværende undersøgelse. Både Rockwoll og Isover har imidlertid igangsat projekter der i løbet af de næste par år skal opgøre de forventede mængder mineraluld i bygningsaffaldet samt vurdere genanvendelsesmulighederne. Det er derfor hensigtsmæssigt at vente med at inddrage området i en opgørelse af affaldsmændgerne, da de eksisterende data er meget usikre.

I det følgende gennemgås de fundne data, men da de er mangelfulde og usikre, er tallene ikke summeret op og medtaget i indikatorberegningerne.

Gennem tiderne har der været anvendt isolering af naturmaterialer, som f.eks. kork, tang, halm, træuld mv. I slutningen af 1950erne blev markedet revolutioneret, da mineralulden (stenuld og glasuld) blev udviklet og markedsført, og siden har isolering af naturmaterialer kun været anvendt i begrænset omfang (Esbensen, 1999).

Der findes en række forskellige produkter, som er baseret på mineraluld. De forskellige produkter fremkommer først og fremmest enten som stenuld eller glasuld og er primært fremstillet på basis af forskellige uorganiske mineraler. Som bindemiddel anvendes primært phenol-formaldehyd (glasuld 5-20%, stenuld 1-5%) (Miljøstyrelsen, 1991a). De eneste producenter af mineraluld i Danmark er Rockwool A/S (stenuld) og Isover A/S (glasuld).

I produktionen af stenuld anvendes primært sten, bauxit, ler, kalksten og cement som smelteråvarer (Rockwool, 2002).

Mineraluld kan leveres som filt i ruller eller formstykker. Desuden kan det leveres indsyet i papir som måtter, hvor måtterne kan bestå af vindtæt papir eller diffusionstæt papir/plast, hvor papir og plast modvirker mineraluldens diffusionsåbne og luftåbne struktur (Miljøstyrelsen, 1991a).

8.1 Lovgivning

Mineraluld er optaget på listen over farlige stoffer som følge af en EU-beslutning herom. Mineraluldsaffald må derfor også betragtes som farligt affald og klassificeres som sådant ved bortskaffelse. Det er mineralulds hudirriterende egenskaber, kombineret med materialets kræftfremkaldende egenskaber, der har medført at stoffet er blevet sat på listen over farlige stoffer (DAKOFA, 1999).

Ifølge bekendtgørelsen om affald, er det stoffets egenskaber, der bestemmer, om stoffet skal klassificeres som farligt affald. Ved bedømmelsen af om en affaldstype er farligt affald, indgår også koncentrationen af skadelige stoffer i den pågældende affaldstype. I tilfældet med mineraluld er koncentrationen ikke relevant, da det er selve stoffet “mineraluld”, der er sat på listen over farlige stoffer (DAKOFA, 1999).

Klassificering af mineraluldsaffald som farligt affald vil have en række konsekvenser for behandlingen af denne type affald. Virksomheder, der løbende har denne type affald, skal efter reglerne i Affaldsbekendtgørelsen anmelde dette affald til kommunalbestyrelsen, og kommunalbestyrelsen skal etablere en henteordning for affaldet. Ligeledes skal producenten føre et register over affaldet. Mineraluldsaffald må ikke længere sammenblandes med hverken andet farligt affald eller med ikke-farligt affald. Kun hvis dette tillades i et affaldsregulativ eller i en godkendelse efter Miljøbeskyttelsesloven, kan sammenblanding efter bekendtgørelsens regler ske. Deponering af mineraluld på anlæg, der ikke har lov til at deponere farligt affald, kan ikke længere foretages, men anlægget må eventuelt få ændret godkendelsen. Såfremt et anlæg, der ikke deponerer farligt affald, ønsker at påbegynde deponering af mineraluldsaffald, skal der foretages en VVM-vurdering og godkendelsen skal revideres (DAKOFA, 1999).

8.2 Potentiale

Der findes ingen nyere undersøgelser over mængderne af mineraluld i Danmark. Den seneste materialestrømsanalyse er fra 1987, hvor den akkumulerede mængde er opgjort til 3.670.000 tons (Miljøstyrelsen, 1991a). Det årlige forbrug for 1987 blev anslået til 257.000 tons, og hvis det antages at det årlige forbrug har været konstant frem til 2000, kan de samlede akkumulerede mængder estimeres til ca. 7.000.000 tons.

Der er for tiden projekter i gang, der skal dokumentere affaldspotentialerne såvel som genanvendelsesmulighederne for henholdsvis rockwool og glasuld.

Projektet om rockwool gennemføres af Rockwool A/S i samarbejde med Miljøstyrelsen og blev påbegyndt i slutningen af 2001, og herfra foreligger der i skrivende stund ikke mængdeopgørelser (Miljøstyrelsen, 2002c).

Projektet om glasuld gennemføres af Isover A/S, og herfra foreligger ej heller mængdeopgørelser. Projektet er stadig i opstartsfasen.

De foreliggende oplysninger er således meget sparsomme, og det har ikke været muligt at estimere teoretiske genanvendelsespotentialer eller mulighederne for genanvendelse. Virksomhederne Rockwool A/S og Isover A/S oplyser gennem de grønne regnskaber en smule om de nuværende mængder, som genanvendes i produktionen.

Stenuldsspild fra Rockwool-fabrikkerne samt filterstøv (inkl. flyveaske) støbes ind i ler- eller cementbriketter og gensmeltes. I briketterne indstøbes også genbrugsmaterialer fra andre industrier, og disse materialer udgør omkring 10% af det samlede forbrug af smelteråvarer. Al stenuldsspild der opstår fra produktionen genanvendes. Ligeledes genanvendes alt filterstøv. Stort set al flyveaske og en del stenuldsaffald fra byggepladser samt brugt dyrkningssubstrat fra gartnerier genanvendes. I 2000 blev der taget i alt 733 tons stenuld retur (Rockwool, 2002).

I produktionen af glasuld tåles næsten ingen forurening, idet ovnene er meget følsomme, og derfor er genanvendelsesmulighederne for glasuld begrænsede (Orehøj, 2002). Selv rene afskær fra byggepladser kan med ganske lidt forurening, f.eks. i form af stenuld, søm og skruer, beskadige produktionsovnene ved glasuldsfremstilling. Kun affald i form af rent produktionsspild bliver i dag genanvendt, hvilket udgør 96% eller i alt 1.113 tons for år 2001 (Isover, 2002a), mens 25 tons blev deponeret (Orehøj, 2002).