Økologiske løsninger i naturligt ventileret skolebyggeri

1 Indledning

1.1 Baggrund for projektet
1.2 Formål

Nærværende rapport beskriver forsøgsprojektet LivCasA : "Økologiske konstruktioner og materialer, der danner basis for naturlig ventilation i forbindelse med opførelse af et skole-SFO-byggeri" Projektet er støttet af Miljøministeriet og By – og Boligministeriet under Den Økologiske Handlingsplan.

Projektet blev opdelt i tre faser: analysefase, projekteringsfase og byggefase.

Ved afslutning af analysefasen blev der udarbejdet en rapport. Det anbefales at læse rapporten i forbindelse med nærværende rapport. (Se Bilag B).

I projekteringsfasen blev der truffet beslutninger i overensstemmelse med de beslutninger, der blev truffet i analysefasen. De konkrete valg af materialer og konstruktioner er beskrevet i byggesagsbeskrivelsen. Overvejelserne i forbindelse med de konkrete valg fremgår ikke af byggesagsbeskrivelsen. De er kort refereret i denne rapport.

Da valg og beslutninger blev foretaget i forhold til det konkrete byggeri, kan løsningerne ikke betragtes som en facitliste, der kan anvendes i andre forhold. Det kan alene tjene som inspiration til, hvordan valg af materialer og konstruktioner kan træffes, når miljø, indeklima og naturlig ventilation er prioriteret højt. Det er blandt de vigtigste erfaringer fra projektet.

Rapporten er opbygget med en række delkonklusioner og en hovedkonklusion.

1.1 Baggrund for projektet

Flere forhold gjorde sig gældende for skole / børneinstitutionsbyggeri:

- Halvdelen af de danske skoler havde et meget dårligt indeklima og stod foran renovering.

- En stigende del af den danske befolkning havde allergi – og tallet var stigende.

- Byggeriet havde stort medansvar for det samlede ressourceforbrug (50%).

- Skolesektoren var i en spændende udvikling med nye krav.

Skoler – og børneinstitutioner havde stor påvirkningskraft på fremtidige generationers adfærd – herunder anvendelse af ressourcer.

Der var derfor god grund til at udvikle en skole / børneinstitution, der ville være mere holdbar, mindre ressourcekrævende og meget sundere. Det var også vigtigt, at byggeriet omfattede pædagogiske elementer, der kunne vise økologiske og miljømæssige.

1.2 Formål

Det er projketets mål at dokumentere et positivt samspil mellem indeklima, drift og vedligehold som følge af et positivt samspil mellem konsekvent valg af økologiske byggematerialer og konstruktioner. Et væsentligt formål er endvidere at fremvise et byggeri med naturlig ventilation.

LivCasA ( LCA-livscyklushuset ) var en helt ny skolemodel, hvor der skulle tænkes i helheder, således at konsekvent valgte økologiske byggematerialer og konstruktioner kunne gøre det muligt at konstruere en skole med følgende kvaliteter:

- Naturlig ventilation
- Høj kvalitet
- Lang holdbarhed
- Sundt indeklima
- Lav miljøbelastning
- Lave vedligeholdelsesudgifter
- Dokumenterede byggematerialer
- Lave driftsudgifter

Skolen måtte herudover gerne være et pædagogisk eksperimentarium for børn, lærere og forældre, der kan vise de økologiske sammenhænge OG give mulighed for spændende eksperimenter.

Projektet, der var det første af sin art i Danmark, tog udgangspunkt i et konkret byggeri – en ny afdeling af Sdr. Vang. Skolen i Kolding, der skulle realiseres. Byggeriet blev baseret på nytænkning og den viden, der var kendt på det pågældende tidspunkt.