Rapport fra udvalget til vurdering af konsekvenserne af en nedsat pesticidanvendelse i gartneri og frugtavl

3 Indledning

Bichel-udvalget gennemførte fra efteråret 1997 til marts 1999 en vurdering af de samlede konsekvenser af hel eller delvis udfasning af pesticidanvendelsen i jordbruget.

Jordbruget omfattede her landbrug, gartneri, frugtavl og det private skovbrug.

Hovedvægten i analysen blev lagt på landbruget, hvor der blev foretaget en grundig analyse på en række forskellige scenarier for hel eller delvis udfasning af pesticidanvendelsen, medens analysen for gartneri, frugtavl og det private skovbrug var fokuseret på fuldstændig udfasning og kun i mindre omfang på en delvis udfasning af pesticidanvendelsen.

Bichel-udvalget anbefalede i den forbindelse, at gartneri, frugtavl og det private skovbrug inddrages i en fremtidig strategi for reduktion af pesticider, men at der foretages en yderligere konsekvensvurdering før der fastsættes reduktionsmål.

Den daværende miljø- og energiminister Svend Auken oplyste ved

Forespørgselsdebat F 54 den 20. maj 1999, at denne konsekvensvurdering ville blive gennemført som grundlag for udarbejdelsen af en handlingsplan for gartneri og frugtavl. En sådan handlingsplan vil blive udarbejdet i et samarbejde mellem Miljø- og Energiministeriet og Fødevareministeriet.

Det private skovbrug inddrages ikke i dette udvalgsarbejde.

Udvalgsarbejdet blev igangsat den 17. januar 2001 og afsluttet den 19. marts 2003.