| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Rapport fra udvalget til vurdering af konsekvenserne af en nedsat pesticidanvendelse i gartneri og frugtavl

7 Beskrivelse af den nuværende produktion

7.1 Produktionsomfang

Arealet med gartneri- og frugtavlsproduktion er ca. 17.000 ha, og udgør dermed 0.65 % af det samlede dyrkede areal på ca. 2.6 mio. ha. Størsteparten af arealet udgøres af frilandsgrønsager, frugt og bær, medens planteskolearealet og især væksthusarealet er af mindre omfang.

7.1.1 Frilandsgrønsager

Det samlede produktionsareal for frilandsgrønsager er i 1999 opgjort til 6.157 ha. I dette er dog ikke medtaget arealet med ærter til dybfrost, der i 1999 udgjorde 4.172 ha.

Produktionen af frilandsgrønsager er fordelt på en lang række afgrøder med kål, gulerødder, løg, porre og salat som de vigtigste afgrøder (tabel 6.1).

Tabel 6.1.
De arealmæssigt største produktioner af frilandsgrønsager i 1999.

Afgrøde	Gulerødder	Kål	Løg	Porrer	Salat
Areal i ha	1.719	1.652	1.512	413	277

Af andre afgrøder kan nævnes rødbede, spinat, asie- og drueagurk, selleri, purløg mm.

7.1.2 Frugt og bær

Det samlede produktionsareal for frugt og bær er i 1999 opgjort til 7.504 ha. Dette er dog et minimumsareal, idet en del virksomheder med frugt og bær produktion vil være registrerede som landbrug og skovbrug og derfor ikke indgår i statistikken.

Dette er fordelt på en række afgrøder med surkirsebær, æbler, solbær, pærer og jordbær som de vigtigste afgrøder (tabel 6.2).

Tabel 6.2
De arealmæssigt største produktioner af frugt og bær i 1999

Afgrøde	Surkirsebær	Æbler	Solbær	Jordbær	Pærer
Areal i ha	2.490	1.660	1.280	983	555

Af andre afgrøder kan nævnes sødkirsebær, blommer, ribs og hindbær.

7.1.3 Planteskoler

Det samlede produktionsareal for planteskoler er i 1999 opgjort til 2.997 ha.

Dette er fordelt på en lang række forskellig produktioner (tabel 6.3). Fordelingen af produktionen på arealerne bygger på et skøn fra Dansk Planteskoleejerforening.

Tabel 6.3
De arealmæssigt største produktioner i planteskoler i 1999

Afgrøde	Frøbede, eg og bøg	Frøbede, nål	Frøbede, roser	Frøbede, andre	Priklebede,    løv	Priklebede, nål
Areal i ha	250	100	22	142	356	355
Afgrøde	Stikkebede	Ægte roser	Udplantede buske	Udplantede træer	Moder-planter	Karkulturer
Areal i ha	100	27	203	356	50	210

7.1.4 Væksthusproduktionen

Det samlede væksthusareal for 1999 er opgjort til 548 ha. Heraf anvendes 389 ha til potteplanteproduktion og 131 ha til grønsagsproduktion. Herudover er der et areal på 43 ha, der anvendes til champignonproduktion.

Produktionen af potteplanter er fordelt på en lang række arter og varieteter af disse. Der findes dog ikke statistikker over arealfordelingen på de forskellige arter. Det solgte antal potteplanter er i 2000 ca. 210 mill. potteplanter, hvor 36 arter udgør 90 %.

De 5 vigtigste potteplanter dækker ca. 33% af totale salg af potteplanter (tabel 6.4).

Tabel 6.4
Antal potteplanter solgt i 2000 for de 5 største produktioner.

potteplante	Kalanchoe blos	Rosa-hyb. mini	Hedera helix	Chrysanthemu m frutescens	Kalanchoe blos. mini
antal solgte i mill.	19,8	17,8	16,1	11,3	10,0

Af andre vigtige potteplanter der produceres i stort omfang kan nævnes julestjerner, begonie, Saint pauli, Pelargonier.

Produktionen af væksthusgrønsager er især koncentreret på tomater (54 ha), agurker (39 ha) og salat (20 ha). De resterende ha er fordelt på en række mindre afgrøder.

7.2 Økonomi og beskæftigelse

Den samlede produktværdi for gartneri og frugtavl udgjorde i perioden 1995-1999 ca. 4 milliarder kr. årligt, hvilket udgør ca. 20% af den samlede vegetabilske produktværdi i jordbruget på godt 20 milliarder kr. Produktionen af potteplanter har alene en værdi på ca. 2,4 milliarder kr., og udgør dermed ca. 60 % af den totale produktionsværdi i gartneri og frugtavl. Værdien af frugt- og bær produktionen er langt mindre, og udgør kun 5% af gartneriet og frugtavlens samlede produktværdi (Tabel 6.5).

Ca. 75% af de producerede potteplanter går til eksport, hvilket udgør ca. 80 –85% af produktionsværdien. Der eksporteres planteskoleprodukter i mindre målestok, mens den øvrige gartneriproduktion er rettet mod hjemmemarkedet. Selvforsyningsgraden for væksthusgrønsagerne skønnes til ca. 50 % (for tomater og agurker dog 100% i sommerperioden) og ligeledes 50% for frugt og bær. For frilandsgrønsager skønnes selvforsyningsgraden at være lidt højere.

Selvom det samlede væksthusareal har været ret uændret i en længere årrække er der sket en kraftig strukturudvikling i væksthussektoren mod færre men større gartnerier. For væksthusgrønsager var faldet i antal gartnerier og stigning i areal af nogenlunde samme størrelsesorden som for potteplantegartnerierne.

Tabel 6.5
Værdien af gartneri og frugtavlsproduktionen.

*Jordbær er her inkluderet under frilandsgrønsager
** Baseret på regnskabsstatistik fra Fødevareøkonomisk Institut, der kan have underestimeret antallet af bedrifter.

I frilandssektoren har strukturudviklingen været beskeden. Der er sket et fald i antal gartnerier specialiseret i hhv. grønsager, frugt og bær samt planteskoler, som ikke er blevet modsvaret af en stigning i areal pr. virksomhed. Faldet i areal må således være sket ved frafald af såvel store som små virksomheder.

7.3 Regnskabsstatistik

Det samlede bruttoudbytte pr. gartneri i potteplante- og væksthusgrønsagssektorerne var i 1999 på hhv. 4,6 og 3,6 mill. kr., hvilket er langt mere end i frilandssektorerne (tabel 6.6).

Væksthusgartnerierne er stærkt specialiserede, idet næsten hele planteproduktionen stammer fra hovedproduktionsgrenen, hvilket er i modsætning til frilandsgrønsagerne, hvor det af hensyn til sædskiftet er nødvendigt også at have forskellige landbrugsafgrøder.

Væksthusgartnerierne har gennem de seneste år haft et stigende udbytte fra andre kilder, og her først og fremmest salg af elektricitet fra kraftvarmeanlæg i gartneriet.

Blandt gartnerier med væksthusgrønsager er langt de fleste specialiseret i enten tomater, agurker eller salat. Blandt potteplantegartnerierne har det ikke været muligt at afgøre, om der specialiseres i én enkelt potteplantekultur, eller om der er flere arter af potteplanter i hvert gartneri, men det skønnes, at der på de fleste gartnerier kun er få kulturer.

For væksthusgartnerierne gælder, at gartneriet oftest giver fuld beskæftigelse til brugeren, mens ægtefællen er med på deltid. Gartneriet er derfor hovedindtægtskilden for brugerfamilien, samtidig med at der, bortset fra de mindste gartnerier, er beskæftiget et antal lønnede medarbejdere.

For de fleste familier med grønsager, frugt og bær er overskuddet fra gartneridriften for lille til at ernære brugerfamilien, og det er derfor i stigende omfang nødvendigt at mindst én af ægtefællerne har lønarbejde ved siden af.

I planteskolerne nås et noget større overskud end i gartnerier med grønsager, frugt og bær, og virksomhedernes økonomi ser ud til at være ganske sund. Erhvervet er dog i tilbagegang, men årsagen til dette er uvis. Dog kan det nævnes, at sammenlignet med de øvrige gartnerisektorer synes salget at være mindre velorganiseret, hvilket stiller krav til den enkelte virksomhed om et mere varieret udbud af planteskoleprodukter og dermed bliver mulighederne for specialisering mindre.

Tabel 6.6
Regnskabsstatistik for gartneri og frugtavl.

7.4 Pesticidanvendelsen

Der foreligger ingen statistik eller analyser, der beskriver mængden af bekæmpelsesmidler, der bruges i de enkelte kulturer eller hvor mange gange, der sprøjtes. Miljøstyrelsen publicerer hvert år en oversigt over den totale mængde af de enkelte aktivstoffer, der er solgt af producent/importør til forhandlere i løbet af kalenderåret. Disse tal kan ikke uden videre sættes lig med den i året anvendte mængde bekæmpelsesmidler, da handelsmæssige dispositioner kan medføre forskydninger i salgstidspunktet og variation i forekomsten af skadevoldere og vejrforhold kan medføre at hjemkøbte midler ikke anvendes. I de senere år er der desuden flere eksempler på ekstraordinært stort salg af midler, som efterfølgende er trukket af markedet eller som er blevet forbudt.

På basis af det årlige salg foretager Miljøstyrelsen hvert år en opgørelse af forbruget af bekæmpelsesmidler i landbrugsafgrøder. For de midler, der i perioden 1996 – 1999 har været godkendt til anvendelse i en af de kulturer, som er omfattet af Kirsten Jensen udvalgets arbejde, er de i landbrugsafgrøderne anvendte mængder af disse midler trukket fra det totale salg. Den resterende mængde er herefter skønsmæssigt fordelt på de enkelte anvendelsesområder og anvendt i de forskellige erhvervsgrene.

Arealerne med frugtavl, frilandsgrønsager, planteskolekulturer samt væksthuskulturer udgør kun ca. 0,65% af landbrugsarealet, men forbruget af bekæmpelsesmidler udgør i perioden 1996 – 1999 mellem 5,4 og 8,0 % af den solgte mængde aktivstof. Der er således tale om en ret intensiv anvendelse i disse kulturer, hvilket skyldes at produktionen er væsentlig mere intensiv end landbrugsproduktion, men det skal bemærkes, at for flere midler er der tale om forholdsvis store mængder aktivstof pr. behandling, sammenlignet med de nyere midler, der anvendes i landbrugsafgrøderne. For bl.a. grønsager og potteplanter er der desuden flere kulturer i løbet af et år.

Ved opgørelser af forbruget anvendes begreberne behandlingsindeks og behandlingshyppighed.

Behandlingshyppigheden er et mål for det nationale forbrug af pesticider, medens behandlingsindekset er det aktuelle forbrug af pesticider i de enkelte afgrøder ude hos den enkelte jordbruger.

Behandlingshyppigheden udregnes udfra det totale salg af bekæmpelsesmidler til grovvareselskaberne. Midlerne behøver således ikke at være sprøjtet ud, det kan ligge på lager pga. dårlige sprøjteforhold, mindre bekæmpelsesbehov end forventet, opkøb til lager af regnskabstekniske årsager m.fl.

Behandlingsindekset er baseret på det antal gange en afgrøde sprøjtes med normaldoser af forskellige midler. Herved kan den enkelte jordbruger direkte se sit eget forbrug og konsekvenserne ved valg af andre midler, ved dyrkning af andre arter, sorter mv. Det er værktøjer der anvendes på bedriftsniveau for at nå måltallet i Pesticidhandlingsplan II, der i planen er angivet som behandlingshyppighed.

På grund af beregningsmetoden for behandlingshyppigheden vil der kunne opstå forskelle mellem behandlingsindeks og behandlingshyppighed.

Udfra undersøgelserne af forbruget i frugtavl og væksthuskulturer er det forsøgt at beregne det samlede forbrug i disse respektive kulturer. Disse beregninger viser, at datagrundlaget for at beregne en behandlingshyppighed er meget usikkert, ligesom der er store forskelle i forhold til den teoretisk beregnede behandlingshyppighed. Dette skyldes de mange forskellige anvendelsesområder, de relativt små arealer og de små salgsmængder af mange midler.

De foreliggende undersøgelser af forbruget af midler og behandlingsindeks kan derfor alene bruges til at sige noget om forbruget på de enkelte bedrifter i den undersøgte periode. Såfremt man ønsker at lave en samlet årlig opgørelse af behandlingshyppigheden, kræves der et væsentligt bedre datagrundlag.

Set i forhold til den samlede produktværdi udgør udgiften til pesticider i 1999 under 1% i gartnerier med potteplanter og væksthusgrønsager, godt 1% i planteskoler, godt 2% i frilandsgrønsager og ca. 11% i frugt og bær (tabel 6.6).

For så vidt angår udgiften til biologisk bekæmpelse er den for væksthusgrønsager 1,5 gange udgiften til pesticider, mens posten for potteplanter er ca. en tredjedel af udgiften til pesticider (tabel 6.6). Det ses endvidere, at der ikke anvendes biologisk bekæmpelse i frilandsgrønsager , frugt og bærproduktionen, samt planteskolerne.

Udviklingen i gartneriets pesticidforbrug målt i kr. er faldet fra 71 mio. kr. i 1995 til 59 mio.kr. i 1999, samtidig er forbruget af biologisk bekæmpelse steget fra 8 til 16. mio. kr. I den samme periode har produktværdien været stigende. Udviklingen i pesticidforbruget, sammenholdt med prisstigningen på pesticider, antyder, at der kan være sket en reduktion i pesticidanvendelsen. Datamaterialet muliggør dog ikke en endelig konklusion på dette. En del af denne pesticidreduktion er dog opnået ved faldende areal af frugt og bærproduktionen og frilandsgrønsager. De ovennævnte værdier er inklusive pesticidafgiften. På nuværende tidspunkt udgør denne afgift 25 % for herbicider og fungicider og 35 % for insekticider og jorddesinfektionsmidler. De ovennævnte procentsatser beregnes af detailpris inklusiv afgift, eksklusiv moms.

7.4.1 Frilandsgrønsager

Antallet af godkendte aktivstoffer mod svampesygdomme og skadedyr er reduceret kraftigt i forbindelse med revurderingen. For flere kulturer og skadevoldere er der ingen godkendte midler, hvorfor avlerne må leve med risikoen for tabsvoldende angreb. Der kan for svampemidlerne nævnes, at der mangler midler til bekæmpelse af løggråskimmel i løg, midler mod gråskimmel og skulpesvamp i kål til lagring og mod ærteskimmel i ærter. For insekticiderne kan nævnes, at der er problemer med bekæmpelse af kålfluer i kål, gulerodsfluer i gulerødder og salatbladlus i salat.

Der er ikke foretaget nogen undersøgelse af forbruget på bedriftsniveau, men det skønnes at den vurdering, der blev foretaget i forbindelse med Bichel rapporten stadig er dækkende. Ifølge denne behandles grønsagskulturer 4 – 10 gange i løbet af vækstsæsonen.

Pesticidforbruget i % af bruttoudbyttet for de 4 vigtigste frilandsgrønsager ligger mellem 1,9 for gulerødder og 5,7 for løg (tabel 6.7).

Tabel 6.7.
Pesticidforbrugets størrelse i forhold til bruttoudbyttet og pr. arealenhed.

7.4.2 Frugt og bær

For flere af de vigtigste skadevoldere er der kun godkendt få eller et enkelt middel og for enkelte skadevoldere slet ingen. Mange er ældre midler, der effektivitets- og miljømæssigt med fordel kunne suppleres eller erstattes af nyere midler. Men som situationen er nu, kommer der kun få nye midler på markedet.

Behandlingsindekset for 1998-2000 er opgjort ved anvendelse af avleres sprøjtejournaler. Der er tale om middelstore til store avlere, som er repræsentativt geografisk fordelt. For pærer er alle avlere i undersøgelsen IP-avlere, for æbler indgår dels en gruppe af IP-avlere, dels en mindre gruppe ikke IP-avlere til sammenligning.

Behandlingsindeksene ligger på ca. 11 for hhv. jordbær og surkirsebær og ca. 13 for solbær. I solbær og surkirsebær er der tale om et fald på 10 procent siden perioden 1994-96. For pærer er indekset 15,4 og uændret. For æbler er opgørelsen delt op i IP og ikke IP-avlere. IP-avlere har et lavere behandlingsindeks end ikke IP på hhv. 24,5 og 27,1. Behandlingsindekset for æbler er faldet fra 25,5 i perioden 1994-1996. Hovedsagelig på grund af reduktion i brugen af og mængden af godkendte svampemidler.

Pesticidforbruget i % af bruttoudbyttet for de 4 vigtigste frugt og bærproduktioner ligger mellem 5,3 for jordbær og 10,0 for solbær (tabel 6.8).

Tabel 6.8.
Pesticidforbrugets størrelse i forhold til bruttoudbyttet og pr. arealenhed.

7.4.3 Planteskoler

Der er ikke foretaget nogen opgørelse af forbruget af bekæmpelsesmidler på bedriftsniveau. Planteskoleproduktionen dækker et meget stort antal forskellige arter og dyrkningsmetoder, og samtidig er arealerne ofte meget små, hvorfor en sådan opgørelse vil være vanskelig.

Det vurderes, at planteskolekulturer behandles med et ukrudtsmiddel fra 0,7 –1,4 gange pr. kultur. For svampemidler vurderes det at der i gennemsnit behandles 1,1 – 2,2 gange, mens der med skadedyrsmidler behandles 0,4 – 1,3 gange. Anvendelse af jorddesinfektionsmidler var tidligere almindeligt, men sker i dag kun på dispensation i begrænset omfang.

Årsagen til at pesticidanvendelsen i planteskoler tilsyneladende er lavere end i de øvrige erhvervstyper kan skyldes en række forhold.

Der er flere forhold, som sandsynligvis indvirker på forbruget af pesticider i planteskolerne i relation til:

Herbicider

1)  der er en lang tradition for mekanisk ukrudtsbekæmpelse og en stor interesse for maskinudvikling i planteskolebranchen. Denne tradition er dels båret oppe af, at det er vanskeligt i vækstsæsonen at bekæmpe ukrudt med herbicider uden at skade kulturerne, så man har været nødt til stadig at interessere sig for mekanisk ukrudtsbekæmpelse, og dels af at mekanisk ukrudtsbekæmpelse samtidig har en god effekt overfor jordtilslemning osv.

2)  en lang række kulturer er følsomme overfor visse herbicider, og der er simpelthen ikke penge til at afprøve alle kulturer i forhold til godkendte herbicider. Da kulturerne samtidig er højværdiafgrøder med lang produktionstid og dermed omkostninger, så er man generelt forsigtige med at bruge midler, hvis effekt på kulturplanterne, man på forhånd ikke kender.

Insekticider og fungicider

1)  planteskoleproduktion er en intensiv kulturform, hvor der arbejdes hele tiden i kulturerne, og det bevirker, at begyndende angreb hurtigt opdages og kan behandles, hvis det skønnes nødvendigt, og hvis der er midler eller metoder til rådighed. Samtidig har hver planteskole mange kulturer, dvs. både mange arter og sorter, med et relativt begrænset antal af hver art eller sort, hvilket i sig selv begrænser udviklingen af sygdomme.

2)  kulturerne er langvarige (1-3 eller flere år inden salg), og det bevirker, at man ikke nødvendigvis sprøjter, hvis man har erfaring med, at et mindre angreb ikke vil udvikle sig videre eller ikke giver problemer senere (f.eks. er pesticidanvendelsen meget begrænset i produktionen af allétræer, som er en langvarig proces, men der kan visse år opstå problemer med specifikke svampesygdomme, som kræver behandling). Generelt er man trods de nye regler fra Plantedirektoratet (se Kirsten Jensen-rapporten vedr. reguleringsmuligheder) meget opmærksom på, at planter til salg skal overholde 0-tolerancerne og være praktisk taget fri for skadegørere, idet en del af planterne eksporteres til bl.a. Norge, som er meget opmærksom på risiko for import af skadegørere.

3)  der er begrænset antal midler til rådighed, som skønnes at have den nødvendige effekt på skadegørerne (f.eks. er der ikke godkendte midler, som er effektive mod bøgebladlus), dette kan i sig selv både øge (flere sprøjtninger for at øge effekt) og mindske forbruget af pesticider (effekten er for lille i forhold til indsats).

7.4.4 Væksthusproduktion

Der blev i februar 2001 i samarbejde med DEG konsulenter iværksat en forbrugsundersøgelse til estimering af pesticidforbruget i 5 hovedkulturer indenfor prydplanter (potteroser, Kalanchoe, Hedera, Chrysanthemum og julestjerner), der samlet udgør godt 30 procent af den samlede produktion, målt i stk., samt for tomat, agurk, væksthussalat og champignon. Den planlagte undersøgelse i potteroser måtte opgives, da producenterne af potteroser ikke ønskede at deltage i undersøgelsen, idet der var forskellige opgørelsesmetoder, hvilket kunne give anledning til utilsigtet tolkning af resultaterne. Da undersøgelsen i potteroser ikke var mulig, var det heller ikke muligt at indsamle talmateriale fra EMAS gartnerier, idet de fleste EMAS gartnerier producerer potteroser.

De indhentede oplysninger giver ikke mulighed for at beregne et egentligt behandlingsindeks for gartneriet eller kulturen, da der er behandlet på forskellige tidspunkter i kulturforløbet og ofte kun på dele af produktionen. For de enkelte gartnerier giver de indsamlede oplysninger et indtryk af forbruget i den undersøgte periode. Materialet er for spinkelt til at sige noget om eventuelle forskelle mellem MPS certificerede og konventionelle produktioner.

På baggrund af undersøgelsen kan det konstateres, at der er store afvigelser mellem det registrerede forbrug og den skønsmæssige fordeling af den solgte mængde. Desuden viser undersøgelsen, at der er flere midler godkendt til anvendelse i væksthus og som er solgt i undersøgelsesperioden, som ikke blev registreret brugt i løbet af undersøgelsesperioden i de gartnerier, der indgik i undersøgelsen. Undersøgelsen viser også, at der stadig anvendes en del midler, som ikke længere er i handlen, men hvor anvendelsen af restlagre er tilladt. Endelig viser undersøgelsen at forbruget af vækstreguleringsmidler er stort men meget specielt for hver enkelt art. For eksempel har Argyranthemum, der indgår i undersøgelsen, et ekstremt stort forbrug af chlormequat og ekstrapolering fra disse tal er ikke repræsentativt for det reelle forbrug.

Samtidig er forbruget af flurprimidol og paclobutrazol meget lille i de undersøgte arter.

Materialet vurderes at være for spinkelt til at danne baggrund for at lave en samlet beregning af forbruget af bekæmpelsesmidler i væksthusproduktionen. En sådan vil kræve et væsentlig bedre datagrundlag.

I tabel 6.9. er vist et foreløbigt skøn over pesticidforbruget i væksthuse. Opgørelsen er et skøn og beregningen af behandlingshyppigheden (B.H.) er tillempet, idet der for mange anvendelser ikke er defineret standarddoser. Følgelig er en skønnet gennemsnitsdosering anvendt i beregningerne

Tallene for mængde aktivstof er Miljøstyrelsens offentliggjorte tal over solgt mængde fratrukket den mængde, der er fordelt på landbrugsafgrøder ved opgørelsen af behandlingshyppigheder. Den resterende mængde er derefter skønsmæssigt fordelt på anvendelse i henholdsvis frugtavl, frilandsgrønsager, planteskolekulturer og væksthuskulturer.

Tabel 6.9.
Foreløbigt skøn over pesticidforbruget i væksthuse

I væksthusgartnerierne er omkostningerne til pesticider små i forhold til værdien af produktionen. I grønsagsproduktionen således kun 4 promille af bruttoudbyttet og i potteplanteproduktionen knap 8 promille. Samtidig kan pesticiderne have en ret væsentlig indflydelse på værdien af produktionen.

For både tomater og agurker er omkostningerne til biologiske bekæmpelsesmidler langt højere end til pesticiderne, men omkostningerne til pesticider i agurker er i forhold til såvel arealet som bruttoudbyttet større end til tomater. Omkostningerne i % af bruttoudbyttet er dog på et lavt niveau sammenlignet med frilandsgrønsager, frugt og bær (tabel 6.10).

Det har ikke været muligt at opdele potteplantegartnerierne på grundlag af enkeltkulturer. I stedet er der i tabel 6.10 vist en opdeling på størrelsesgrupper.

Pesticidomkostningerne pr. kvm. væksthusareal er størst i de store gartnerier med potteplanteproduktion, idet produktionen er mere intensiv.

Omkostninger til biologiske bekæmpelsesmidler stiger med gartneriets størrelse.

7.5 Forskning, rådgivning og undervisning

7.5.1 Forskning

Størstedelen af det forsøgsarbejde, der udføres herhjemme gennemføres i regi af Danmarks JordbrugsForskning og finansieres af statsmidler herunder promille- og produktionsafgiftsmidlerne, hvis andel af finansieringen af forsøgsarbejdet ved Danmarks JordbrugsForskning har været stigende gennem årene. Størstedelen af promille- og produktionsafgiftsmidler bruges til forsøgsopgaver under Danmarks JordbrugsForskning, og en stor del af denne forskning har som hovedsigte at reducere pesticidforbruget.

Der er et tæt samarbejde mellem erhverv og forskning, og rådgivningstjenesten har et godt kendskab til den igangværende forskning ifølge en undersøgelse gennemført af Danmarks JordbrugsForskning.

Når det gælder udviklingsarbejde, sker dette såvel i regi af rådgivningen som hos producenterne. Udviklingsarbejdet i rådgivningstjenesten vil ofte have baggrund i arbejde udført i udlandet og være en videreudvikling eller afprøvning af dette under danske forhold. De begrænsede forskningsmæssige ressourcer gør det nødvendigt for konsulenttjenesten (og producenterne) at søge viden uden for Danmarks grænser via litteratur og studieture.

Den større og større udbredelse af producentfinansierede forsøg specielt i udlandet men også herhjemme skaber dog risiko for en forsinket eller mang-lende mulighed for opbygning og udnyttelse af ny viden eller metoder til reduktion af forbruget. Som eksempler kan nævnes, at nye sorter ikke i alle tilfælde stilles til rådighed for andre end en lille kreds af avlere, samt at forskning og udvikling, i nogle af de lande hvor der traditionelt hentes viden fra, i stadig større udstrækning privatiseres, hvorfor resultater ikke publiceres, men kun kan rekvireres mod betaling.

For en stor del af den viden, der eksisterer på området, vil det gælde, at den ikke er tilgængelig på skrift, men findes i form af de mange års erfaring, som ligger hos producenter og medarbejdere. ERFA-grupper, hvor de enkelte producenter og/eller medarbejdere mødes for i mindre grupper at udveksle denne viden, er med til at bringe erfaringer videre til en lidt større gruppe.

7.5.2 Rådgivning

Rådgivningen på havebrugsområdet - såvel til økologiske som konventionelle producenter - dækkes hovedsageligt af DEG og Frugt og Grønt Rådgivningen.

Rådgivning på området prydplanter, planteskole, væksthusgrønsager og champignon ydes gennem DEG, hvor der er ansat 18 konsulenter til primær planteavlsrådgivning.

Rådgivning på frilandsgrønsager, frugt og bær ydes af Frugt og Grønt Rådgivningen, der har 17 ansatte, heraf 14 konsulenter med primær planteavlsrådgivning. Frugt og Grønt Rådgivningen er den fælles rådgivningstjeneste for medlemmer af Dansk Familielandbrug, Danske Landboforeninger og DEG på området frilandsgrønsager, frugt og bær. Grønsagsrådgivning på Samsø ydes af en konsulent i den lokale landboforening.

Der er kun i beskedent omfang rådgivning fra planteavlskonsulenter i lokale landboforeninger eller fra private/firmakonsulenter, dog undtaget vejledning vedrørende dyrkningsmedier og biologisk bekæmpelse, hvor der findes omkring 10 personer, der yder direkte rådgivning om produkterne samt salg af disse, primært på væksthusområdet.

Rådgivningen sker fra landsdelsdækkende centre, idet medlemsunderlaget og antallet af konsulenter ikke berettiger større spredning, hvis rådgivningens faglige fundament og udvikling i form af specialisering skal kunne gennemføres.

Frugt og Grønt Rådgivningen har omkring 800 medlemmer. DEG omkring 650. Antallet af medlemmer har vist faldende tendens gennem de senere år, dels som følge af struktur udviklingen, der går mod færre, men stadigt større og mere specialiserede bedrifter, dels som følge af øget brugerbetaling i rådgivningen, der har bevirket at specielt en række mindre producenter ikke længere er medlemmer. Der vil derfor uden for findes en del producenter, der ikke modtager rådgivning, men hovedparten af den danske produktion finder sted hos producenter, der har medlemskab.

Der findes ikke nogen samlet opgørelse over hvor stor en procentdel af medlemmerne, der benytter rådgivningen samt brugen af forskellige rådgivningsydelser.

Som for planteavlsrådgivningen i de lokale landboorganisationer består rådgivningen dels i telefonrådgivning, bedriftsbesøg og skriftlige informationer til medlemmerne i form af f.eks. nyhedsbreve og varsling. Der er stort set udelukkende tale om rådgivning vedrørende dyrkningsmæssige emner. Der har tidligere været speciel maskinrådgivning, men efterspørgslen på maskinrådgivning har ikke været tilstrækkelig til at opretholde denne service, til trods for at den pågældende service dækkede hele havebrugsområdet.

Ses bort fra den skriftlige information er der i udpræget grad tale om individuel rådgivning, og der er kun i mindre udstrækning basis for gennemførelse af kollektiv rådgivning ved mark- og gartnerivandringer og kurser. Rådgivning i forbindelse med ERFA-grupper har dog nogen udbredelse. I takt med den stigende specialisering af bedrifterne ses også et stigende behov/krav fra producenterne om meget specifikke eller snævre emner for kollektive arrangementer, og derved kan det være vanskeligt at nå et deltagerantal, som sikrer arrangementets økonomi.

Udviklingsarbejde gennemføres i nogen udstrækning i rådgivningstjenesten og finansieres normalt af projektmidler, men generelt er det vanskeligt at finde den fornødne tid til gennemførelse af udviklingsprojekter i sæsonen, hvor der rådgivnings- og indtjeningsmæssigt er højsæson. Eksternt finansierede projekter er nødvendige for at sikre den faglige udvikling og for opretholdelse af en bemanding, der muliggør rimelig specialisering og opfyldelse af kravene til planlagte og akutte rådgivningsmæssige opgaver i sæsonen.

I modsætning til lokale landboorganisationer udføres forsøgsarbejde kun undtagelsesvis af konsulenterne, da der ikke på havebrugsområdet er erhvervs/firmafinansiering til forsøgsarbejde i et sådant omfang, at der kan oparbejdes ekspertise og sikkerhed i arbejdet. Forsøgsarbejde gennemføres næsten udelukkende ved Danmarks JordbrugsForskning, men med indspil fra erhvervets konsulenter. Det gælder såvel dyrkningsmæssige forsøg som afprøvning af alternative midler og pesticider.

De forskningsmæssige ressourcer på havebrugsområdet er forholdsvis få, og erhvervets konsulenter må derfor i langt højere grad end i landbruget holde sig orienteret om forskning og forsøg i udlandet gennem litteratur og studierejser. Formidling af udenlandske erfaringer og tendenser er derfor en vigtig del af rådgivningen. Afprøvning og implementering af udenlandske resultater og erfaringer er afhængig af, at der kan findes projektmidler til finansiering samt den fornødne tid i rådgivningen.

Rådgivningen finansieres gennem statstilskud til konsulenterne, projektmidler og brugerbetaling. Fordelingen lå i Frugt og Grønt Rådgivningen i år 2000 på henholdsvis 20%, 27%, og 53% af omsætningen. Statstilskuddet gives som tilskud til grundlønnen til konsulenterne. Der ydes ikke tilskud til kørsel, pension, kontorhold og administration.

De ydelser, som medlemmerne rekvirerer, faktureres med en timetakst på 525-560 kr.

Den geografiske placering af konsulenterne i landsdelsdækkende centre -nødvendiggjort af faglige hensyn - betyder, at der tilbringes mange timer på landevejene og betyder, at besøgsplanlægning er meget vigtig, hvis der skal være økonomi i bedriftsbesøgene. Besøgstaksten er fra 770-1.120 kr. for besøg af 1 times varighed.

Når det gælder formidling af viden vil rådgivningstjenesten kunne betragtes som et vigtigt bindeled mellem praksis og forskning. Det gælder formidling af resultater fra forskning til producenter, men det gælder også formidling af problemstillinger fra praksis til forskningen.

Når opnåede resultater fra forskning og forsøg er klar til implementering, er det normalt rådgivningstjenesten, der overtager det videre arbejde. Drift af varslingssystemer kan nævnes som et eksempel.

Ofte når det gælder formidling af forskningsresultater, vil det være rådgivningstjenesten, der varetager denne opgave, eventuelt i form af skriftlig information eller møder, med deltagelse af repræsentanter fra DJF. Afhængig af aktualiteten bruges e-mail, fax og internet (varsling), nyhedsbreve samt artikler i fagblade.

Den skriftlige formidling til producenterne anvendes i meget stor udstrækning og vil samlet være et resultat af den tilgængelige viden på området kombineret med den erfaring, der i øvrigt gennem årene er opnået gennem arbejdet med de pågældende kulturer.

7.5.3 Uddannelse

Uddannelsen til gartner ligger under Erhversskolernes hovedindgang ”Fra Jord til bord”. Denne hovedindgang er opdelt i ”familier”, hvor gartneruddannelsen hører til Jordbrugsfamilien, som dækker over Gartneri, Skovbrug og Landbrug.

Gartneri er opdelt i anlægsgartner, væksthusgartner og produktionsgartner. Produktionsgartneruddannelsen er igen opdelt i specialerne planteskolegartnere, frilandsgartnerere samt frugt- og bæravlere.

Frugtavl er således ikke en selvstændig enhed mere, men et speciale under produktionsgartner og landbrugs-uddannelsen’s modul 2.

Gartneruddannelsen har 2 mulige indgange til uddannelsen:

• Direkte på skolens Grundforløb og
• i praktik hos en mester, og herefter Grundforløb på skolen.

Efter Grundforløbets afslutning skal alle elever i praktik, og herefter fortsætter skoledelen med Hovedforløbet.

Uddannelsen er en vekseluddannelse, hvor der veksles mellem praktik og skoleophold.

Personer, der er fyldt 25 år, og som har mindst 3 års relevant erhvervserfaring som fuldtidsbeskæftiget eller tilsvarende som deltidsbeskæftiget, kan gennemføre uddannelsen på kortere tid, men skal gennemføre de samme fag som på de almindelige uddannelser.

Under AMU-uddannelserne er det muligt at fuldføre en uddannelse ved at gennemføre en lang række enkeltkurser sideløbende med, at man har arbejde. Sprøjtecertifikatet ligger i dette forløb som et særskilt kursusforløb.

I 1991 blev der med ”Bekendtgørelse om undervisning for erhvervsmæssige brugere af bekæmpelsesmidler” fastsat krav om, at alle der anvender plantebeskyttelsesmidler erhvervsmæssigt, skal være i besiddelse af enten et sprøjtecertifikat eller sprøjtebevis. Sprøjtecertifikat, der er en integreret del af jordbrugsudddannelserne, opnås på grundlag af et 72 timers kursus, forudsat 4 praktiske og teoretiske prøver bestås.

Sprøjtebeviset opnås på grundlag af et 12 timers kursus og anvendes af personer, der inden den 1. januar 1991 havde etableret sig i egen bedrift samt ansatte der udfører bekæmpelse i mindre end 4 timer årligt eller alene påfører repellenter.

Et sprøjtecertifikat kan anvendes på tværs af de forskellige jordbrugserhverv. Det er dog muligt indenfor rammerne af kursets indhold, som beskrevet i bekendtgørelsen med tilhørende bilag, at tilpasse undervisningen til de forskellige erhvervsgrene.

7.6 Miljøeffekter

Miljøeffekterne af pesticidanvendelsen er gennemgået i forbindelse med Bichel-udvalgets arbejde. Bichel-udvalgets arbejde var især fokuseret mod pesticidanvendelsen i landbruget, medens der i dette udvalgsarbejde er blevet fokuseret på pesticidanvendelsen i gartneri og frugtavl.

Det har ikke for udvalget været muligt, at gennemføre en identifikation af livscyclusforløbet og transportvejene i affald, vand og luft af pesticider fra væksthuse.

7.6.1 Frilandsgrønsager

Det er skønnet at behandlingshyppigheden med insekticider varierer mellem 1,1 og 3,0 i perioden 1996 til 1999. I samme periode vurderes behandlingshyppigheden med fungicider at variere mellem 1,1 og 2,8. Et ekspertskøn over herbicidforbruget anslår behandlingshyppigheden til at variere mellem 1,0 og 1,9 som gennemsnit for hele grønsagsarealet. Der er imidlertid store variationer i pesticidforbruget mellem de enkelte afgrøder. Udsåede løg kan således have en behandlingshyppighed på op til 5,0 for herbicider, hvorimod kål og salat har en behandlingshyppighed væsentligt under 1.

Udfra den tilgængelige viden vurderes rækkeafgrøder, der i en lang periode har ringe bladareal (som fx. løg, porrer, kartofler og roer) almindeligvis at udgøre en større risiko for forurening af grund- og overfladevand end bredsåede afgrøder som ærter, korn mv. Det skyldes, at der her ofte er en betydelig pesticidanvendelse på relativt bar jord. Arealets evne til at tilbageholde pesticider i vegetationen og jorden er dermed ringere og risikoen for afstrømning og nedsivning i forbindelse med nedbørshændelser er større.

Effekten af grønsagsdyrkning på flora og fauna er for de fleste afgrøder ikke dokumenteret. Fra undersøgelser i roer og kål vides det dog, at der i marker renholdt for ukrudt også er en fattig fauna. Det er rimeligt at antage, at dette gælder generelt for rækkeafgrøder. Det er således en fordel for fauna, at markerne ikke er helt rene. De ovennævnte betragtninger vedrørende rækkeafgrøder gælder ikke bredsåede grønsagsafgrøder som ærter.

Ved udsåning er grønsagsfrø ofte bejdsede med insekticider, der er meget giftige for mange forskellige dyr, herunder også fugle. Nogle få bejdsede frø kan således udgøre en dødelig dosis for fugle. Det er vigtigt at frøene ved såningen dækkes med jord, så de er vanskeligere at finde for fuglene. Efter spiring kan bejdsemidlerne ligeledes udgøre en risko for fugle der æder de unge planter, idet midlerne optages i planterne. Ofte mister fuglene imidlertid appetitten ved indtagelse af forgiftede frø.

7.6.2 Frugt og bær

I frugtplantager er der et anseeligt pesticidforbrug. I perioden 1996 – 1999 er der anvendt mellem 6 og 15 kg aktivt stof (a.s). fungicider per ha, svarende til en behandlingshyppighed på 3,8 – 9,1. Der er brugt 0,48 – 0,84 kg a.s. insekticid per ha, svarende til en behandlingshyppighed på 0,9- 1,9. Der benyttes kun lidt vækstregulatorer i frugtproduktionen.

Det store forbrug sammenlignet med landbrugsafgrøder udgør også en relativ højere risiko for tab af pesticider til det omgivende miljø. I frugtplantager behandles træer ofte med et sprøjteudstyr der bevirker en betydelig risiko for afdrift. Denne risko reduceres dog ved tilstedeværelse af læhegn rundt om plantagen, hvilket er det mest almindelige. Risikoen for afdrift og forurening af grund- og overfladevand fra sprøjtevæske, der ikke afsættes på afgrøden, kan endvidere reduceres ved anvendelse af moderne sprøjteudstyr, der kun sprøjter når bommen passerer et træ og som kan opsamle en del af den overskydende sprøjtevæske, samt ved tunnelsprøjter. –Ved brug af jordbærbom sprøjtes kun i selve rækken.

Tabet af bekæmpelsesmidler til grund- og overfladevand er dårligt undersøgt under danske forhold, men i det omfang de store mængder anvendte pesticider når jordoverfladen er der en risiko for udvaskning. I uforstyrret jord uden intensiv jordbehandling er der en relativt stor sandsynlighed for, at en stor del af vandet efter en nedbørshændelse bevæger sig via gange dannet af orme og pattedyr og derfor hurtigt kan transportere pesticidrester over betydelige afstande.

Den store dræningseffekt modvirker tendensen til overfladeafstrømning, hvorimod bar jord øger risikoen for overfladeafstrømning.

Der er foretaget en række undersøgelser, herunder een dansk, af pesticidanvendelsens direkte giftpåvirkning af fugle i æbleplantager. Disse undersøgelser har ikke påvist alvorlige effekter på fuglepopulationerne selv ved anvendelse af midler, der er langt mere toksiske end dem der benyttes i Danmark i dag.

Da pesticiderne er mest giftige overfor andre organismer end fugle, så som planter og insekter, forventes de indirekte effekter via påvirkning af fødekæderne at være de mest betydende. Det er derfor uheldigt, at der ikke er foretaget undersøgelser af pesticidanvendelsens effekt på fuglenes fødegrundlag og betydning for fuglenes populationsstørrelser. Blandt andet i engelske studier af op mod 100 plantager, fremgår det klart at driftsformen, inklusive pesticidanvendelsen, har stor betydning for fuglefaunaen. Det er derfor muligt, at forholdene i frugtplantagerne minder om det man kender fra agerlandet, hvor fødegrundlaget for de mest almindelige fuglearter er tydeligt påvirket af pesticidanvendelsen.

Fuglene i æbleplantager så som blåmejse, musvit, bogfinke og rødhals, er skovarter, hvor hovedparten af bestandene findes uden for plantagerne. Tætheden af sådanne arter i frugtplantagerne, herunder fluktuationer mellem år, vil ofte i stor udstrækning være bestemt af forhold udenfor plantagerne. Det er væsentligt, at der tages hensyn til disse forhold i undersøgelser af pesticidanvendelsens effekt. Ikke desto mindre er dette i mange tilfælde forsømt.

Forekomsten af bundflora er generelt af stor betydning for både hvirvelløse dyr og hvirveldyr. Hyppig anvendelse af pesticider ødelægger den naturlige regulering af visse skadedyr. I integreret produktion forsøger man at tage hensyn til dette ved at anvende så få og så specifikke midler som muligt.

Undersøgelser af jordbundens mikroflora tyder ikke på, at de i Danmark nu anvendte midler har længerevarende effekt på de mikrobiologiske processer ved normale doseringer.

7.6.3 Planteskoler

Kulturer med et stort behandlingsbehov herunder især containerkulturer udgør en risko for nedsivning eller afstrømning til grund – og overfladevand. Containerkulturerne udgør en særlig risiko, idet praksis med at pesticider spredes over hele arealet og ikke kun i potterne, samtidig med at jorden er afdækket med membraner o.l., vil medføre, at en del af sprøjtevæsken lander ved siden af potterne og vil derfra løbe ned til kørevej eller lign.

Afdækningen af jordoverfladen sker især af hensyn til ukrudt, så hvis der ikke afdækkes, skal der til gengæld sprøjtes mod ukrudt. Denne driftsform rummer også risko for udvaskning af næringssalte.

Vurdering af pesticidanvendelsens effekt på flora og fauna er vanskeliggjort af, at det er svært at vurdere hvor store naturinteresser der er knyttet til planteskolearealerne på grund af deres ”fremmedartethed” og beliggenhed. Containerarealer vurderes ikke at rumme naturinteresser.

Der er ikke fundet litteratur omhandlende flora og fauna på planteskolearealer, men det antages, at flora og faunas vilkår nærmest kan sammenlignes med forholdene i rækkeafgrøder, hvor naturindholdet er meget begrænset af den generelle renholdelse enten mekanisk eller ved anvendelse af pesticider.

7.6.4 Væksthusproduktion

Ved mange væksthusproduktioner er der et betydeligt pesticidforbrug og meget hyppig anvendelse af pesticider. I forhold til miljøvurdering af pesticidanvendelsen udgør væksthuse et særligt område sammenlignet med anvendelsen i åbent land. Væksthuse kan på mange måder betragtes som lukkede systemer, hvor der ikke i samme grad skal tages hensyn til naturværdier.Der er dog konstateret pesticidbelastninger af det ydre miljø, der stammer fra anvendelse i væksthuse.

I Fyns Amt og Odense Kommune, hvor der er et stort antal væksthuse, er der konstateret en betydelig reduktion i pesticidbelastningen af vandløb fra utilsigtede udledninger over de sidste 5-10 år. I år 2000 var i alt 37,7 km vandløb forgiftet, hvilket svarer til 2,6 % af den totale vandløbsstrækning i Fyns Amt. Til sammenligning var den samlede forgiftede vandsløbsstrækning i sommeren 1996 på 64,7 km. Kilderne til forgiftningen kan foruden væksthusene også skyldes udledninger fra andre brancher. Forbedringen er blandt andet opnået ved oplysning og virksomhedsbesøg på væksthuse.

Forurening af jord kan ligeledes ske på grund af porøse eller utætte gulve, hvor pesticider udvaskes og ophobes ved uheld eller rensning af væksthusene. Forureningen kan blive et problem, hvis pesticiderne udvaskes til grundvandet, eller hvis jorden skal benyttes til andet formål.

Risikoen for forurening af det ydre miljø vil være begrænset, hvis både de utilsigtede udledninger og forurening af grundene under væksthusene kan minimeres. Hvis dette er tilfældet vil en reduktion af pesticidanvendelsen kun have ringe betydning for det ydre miljø.

Udbringning af slam og pottemuld mv. på marker kan tilføre jorden pesticidrester. Via forbrugeren kan potteplanter med pesticidrester spredes gennem dagrenovationen og udplantning i haver. Forudsat der sker en vis fortynding af det udbragte materiale, vurderes der ikke at være store miljømæssige risici forbundet hermed, da moderne pesticider vil nedbrydes relativt hurtigt i en biologisk aktiv jord. Vi har dog ikke fundet undersøgelser af disse forhold.

Uheld med store mængder pesticider i et lukket miljø kan dog udgøre et problem ved afledning til det kommunale spildevandssystem.

7.7 Arbejdsmiljøeffekter

Gennemgangen af arbejdsmiljøområdet indledes med en opdatering af den eksisterende tekniske, toksikologiske og arbejdsmedicinske viden inden for de væsentligste problemfelter vedrørende pesticider og arbejdsmiljø i gartneri og frugtavl. Det skal præciseres, at rapporten er et selvstændigt projekt og ikke en opdatering af Bichel-rapportens afsnit om eksponering og sundhed, som primært var afgrænset til forhold vedrørende det traditionelle landbrug og dets brug af pesticider.

De væsentligste forskelle mellem de to hovedområder i dansk planteavl, landbruget og gartneri/frugtavl,som kan have indflydelse på størrelsen af den potentielle eksponering for pesticider og den dermed forbundne risiko, er følgende:

• Det samlede forbrug af pesticider i gartneri og frugtavl er mindre end i landbruget, men anvendelsen af pesticider er til gengæld mere intensiv og med anvendelse af et større udvalg af pesticider.
• Udbringning af pesticider i gartneri og frugtavl indebærer en åbenbar større eksponering for sprøjteføreren sammenlignet med landbruget, bl.a. fordi udbringningsmetoderne medfører tættere pesticidkontakt f.eks. somdet ses ved brug af håndholdt riffelsprøjte, ved højtrykssprøjtning i væksthuse og sprøjtning af trækroner i frugtavl.
• I gartneri og frugtavl er re-entryaktivitet en langt mere betydningsfuld eksponeringskilde end i landbruget.

I de fire erhvervstyper omfattet af udvalgsarbejdet er der sammenlagt beskæftiget ca. 13.000 personer, hvoraf de 10.000 er beskæftiget i væksthusgartneri, ca. 2.000 på planteskoler og ca.1000 i frugtavl og frilandsgrønsager. Hovedparten af de 13.000 beskæftigede udfører forskellige typer af plantepleje og høstning herunder håndtering af planter og afgrøder (re-entryaktiviteter), mens det skønnes, at ca. et par tusinde personer udfører egentlige sprøjteopgaver.

I forhold til marksprøjtning i det traditionelle landbrug er sprøjteteknikkerne i de 4 erhverstyper meget mere varierende. Nogle sprøjteaktiviteter kan sidestilles med marksprøjtning fx sprøjtning af frilandsgrøntsager. Ved andre sprøjteteknikker – især de personbårne pesticidudbringninger og tågesprøjtninger i hhv. væksthusgartnerier og frugtavl – er det åbenbart, at sprøjteoperatørerne er i tæt kontakt med udstyret og pesticiderne under udbringningen. Især skønnes det, at indendørs personbåren sprøjtning og tågesprøjtning i frugtavl kan indebære betydelig eksponering. Dertil kommer, at intensiteten af behandlinger i gartneri og frugtavl er flere gange større end i det traditionelle landbrug – ikke sjældent en faktor 5 eller mere målt over én sæson.

I gartneri og frugtavl er de væsentligste arbejdsaktiviteter – i modsætning til planteavl i landbruget – forskellige typer af re-entryaktiviteter, som dækker håndtering af planter og afgrøder, som inden for en vis periode (re-entrytiden) har været behandlet med pesticider. Eksponering ved re-entryaktiviteter er meget forskellig i de fire erhvervstyper. Størrelsen af den eksterne eksponering for pesticider afhænger i høj grad af det enkelte pesticids biokemiske egenskaber herunder nedbrydningstid, sprøjtehyppighed og -metode samt beskyttelsesudstyr og personlig hygiejne. Endvidere vil eksponeringen for pesticider alt andet lige være større blandt de personer, der arbejder i væksthuse sammenlignet med dem, der er beskæftiget udendørs. Dels er der i væksthusene tale om arbejde i lukkede rum, dels er arbejdet med planterne eller afgrøder mere intenst. Eksponeringen for pesticider er større i væksthuse med prydplanteproduktion end i grønsagsproduktioner på grund af et mere intensivt pesticidforbrug, som tidsmæssigt strækker sig helt frem til håndteringen af de behandlede planter. Det skønnes, at udendørs re-entryaktiviteter under aktuelle arbejdsforhold næppe har den store betydning under almindelige danske, regnfulde klimatiske forhold.

7.7.1 Pesticiders optagelsesveje og optagebetingelser

I dette afsnit sammenfattes den arbejdsmedicinske viden om pesticiders optageveje og deres indbyrdes betydning under almindelige arbejdsomstændigheder. Denne viden er både baseret på specifikke data om pesticider og kendt viden om andre kemiske stoffers optageveje i andre arbejdsmiljøer. I praksis findes 3 optageveje, som er følgende:

• Inhalation af meget små partikler eller dampe, hvor stoffer optages via lungevævet.
• Penetration af stoffer gennem huden og ind i de underliggende blodbaner.
• Oral indtagelse og optagelse i fordøjelseskanalen af afsatte pesticider på læber, fødevarer mv.

Betingelser for, at pesticider optages gennem lungerne, er, at midlerne befinder sig på dampform eller respirable partikler mindre end 10 µm i diameter. Kun nogle få godkendte pesticider (chlorpyrifos,tolchlofos-methyl, pendimethalin og propyzamid) er flygtige. I praksis er optagelse gennem lungerne kun aktuel i forbindelse med udbringning af pesticider, hvor produktet forstøves i udtalt grad fx højtrykssprøjtning. Større partikler kan dog blive fanget i næsen eller svælget og optaget gennem slimhinderne, eller det synkes sammen med spyttet til fordøjelseskanalen og optages denne vej (se oral optagelse). Inhalation kan være en væsentlig optagevej i forbindelse med højtrykssprøjtning, men har næppe betydning ved re-entryaktiviteter – heller ikke indendørs. Anvendelse af egnet åndedrætsværn vil være forebyggende.

Hudoptagelse af pesticider har traditionelt været anset som en væsentlig eksponeringsvej for nogle pesticider, fx parathion, methyl-parathion, lindan og maleinhydrazid, mens andre pesticider kun har ringe eller ingen gennemtrængelighed. Under praktiske arbejdsomstændigheder skønnes det med undtagelse af chlorpyrifos og malathion, at de aktuelt godkendte pesticider kun har begrænset hudgennemtrængelighed. Lukkes pesticider inde på en hudoverflade fx under en beskyttelseshandske eller hvis hudbarrieren er svækket på grund af eksem kan hudoptagelsen øges en smule. Hudoptagelsen er en langvarig proces og gennemtrængeligheden for langt de fleste pesticider inkomplet. Empiriske undersøgelser af en række pesticiders hudgennemtrængelighed har vist, at de totale stofmængder, der når frem til underhudens blodbaner kun udgør få procent af den samlede overfladeafsatte mængde. Under praktiske arbejdsomstændigheder, hvor der foretages regelmæssig håndvask i forbindelse med pauser og toiletbesøg, vask efter sprøjtning eller ved fyraften, skønnes det, at en stor del af de hudafsatte pesticider faktisk fjernes fra overfladen inden de når at trænge dybere ned til blodbanerne. Derfor skønnes den praktiske betydning af pesticiders hudoptagelse nok at være lidt overvurderet. Anvendelse af intakte beskyttelseshandsker og regelmæssig afvaskning af kontamineret hud vil kunne nedsætte hudoptagelse i betydeligt omfang.

De fleste pesticider optages hurtigt og næsten fuldstændigt gennem fordøjelseskanalen, hvilket betyder at stof der afsættes på læberne eller på fødevarerne mm., og som efterfølgende indtages kan få stor betydning for den samlede eksponering. I løbet af arbejdsdagen sker den orale eksponering typisk ved, at forurenede hænder reflektorisk eller bevidst føres op til læberne. Pesticider kan desuden overføres direkte fra hænder til læber i forbindelse med rygning eller ved indtagelse af fødeemner, hvis man ikke forinden har vasket hænder. Det har i denne sammenhæng betydning at langt den største afsætning af pesticider (op til 90%) sker på hænderne i forhold til midlernes afsætning på kroppens øvrige overflader.

Den orale optagevej får især betydning ved længerevarende re-entryaktiviteter i væksthuse, hvor personalet håndterer forud behandlede kulturer. Den orale optagelse kan tillige være væsentlig, hvis der ikke bruges beskyttelseshandsker ved opblanding fra koncentrerede pesticider, sprøjtning og efterfølgende rengøring af sprøjteudstyr. Størrelsen af den orale optagelse for beskæftigede i gartneri og frugtavl kendes ikke og der er ikke gennemført specifikke undersøgelser om emnet. Men enkelte undersøgelser på pesticidområdet sammenholdt med anden kendt arbejdsmedicinsk viden om andre kemiske stoffer peger imidlertid på, at denne optagevej ikke bør undervurderes. Men der er sikker dokumentation for, at brug af beskyttelseshandsker og regelmæssig afvaskning af hænder er af afgørende betydning for at forhindre oral optagelse (og dermed også en mulig hudoptagelse fra hænderne).

En afgørende faktor for både hud- og oral optagelse er de enkelte pesticiders persistens i miljøet og om stofferne forbliver på planternes overflader eller trænger ind i plantevævet og derved forsvinder fra overfladen. Disse forhold har særlig betydning for eksponeringen ved re-entryaktiviteter i væksthusgartneri, mens dette næppe har samme betydning ved arbejde med frilandsafgrøder, hvor der under normale danske klimatiske forhold finder en betydelig udvaskning af mange pesticider sted. Det er værd at bemærke, at langt de fleste godkendte pesticider har en halveringstid på timer til dage –enkelte noget længere tid. Udlagt i væksthuse er stoffernes nedbrydning næppe kortere, hvortil betydningen af manglende naturlig udvaskning skal lægges til.

7.7.2 Eksponering i gartneri og frugtavl

I dette afsnit gennemgås den tilgængelige viden baseret på faktiske målinger af eksponering og optagelse af pesticider under praktiske arbejdsforhold. Der er sat fokus på eksponering sforholdene i danske gartnerier og frugtavl, ligesom sammenlignelige internationale undersøgelser er inddraget.

Vurderinger af eksponering for pesticider kan måles på to måder, nemlig:

• Kvantitative målinger af luftforurening og afsat stof på hudens overflade efter forskellige arbejdsoperationer (den eksterne eksponering).
• Kvantitative målinger for optagelse bedømt ved måling af pesticider eller deres omsætningsprodukter eller ved specifikke eller uspecifikke biomarkører (den interne eksponering). Der måles enten i blodet, urinen eller spyt. Specifik biomarkør er enzymet kolinesterase, som findes i blodet og hvis aktivitet hæmmes af insekticider af typen organofosfater og karbamater. Uspecifikke biomarkører er kromosomændringer i bestemte hvide blodceller og påvirkning af visse leverenzymer. Ændringer i de to sidstnævnte systemer er udtryk for, at pesticiderne kan være optaget, men ikke hvilke pesticider, som årsag til de biologiske ændringer.

7.7.2.1 Den eksterne eksponering

På europæisk plan og i Danmark er der gennemført en lang række studier af den eksterne eksponering i forbindelse med blanding og udbringning af pesticider i væksthusgartneri og frilandsgartneri samt re-entry arbejde i væksthuse med prydplanter, frilandsfrugt og grønsager.

Der er meget stor forskel på graden af eksponering ved opblanding og udsprøjtning af pesticider. Generelt viser undersøgelserne, at langt den største overfladeeksponering sker under opblanding af pesticider. Især opblanding i sprøjtetanken af koncentrerede pulverformulerede pesticider giver større eksponering end flydende formuleringer, både på huden og ved inhaleringen. De pulverformulerede pesticidtyper er ikke på det danske marked fra år 2001. Disse typer blev i stor udstrækning anvendt i kartoffelavlen.

Overfladeeksponering under udsprøjtning af pesticider er generelt meget varierende og er primært afhængig af sprøjtemetode.

Den største målte overfladeeksponering er fundet ved ubeskyttet fyldning af tank og udbringning af sprøjtevæske i væksthuse med personbåren højtryksriffel og udsprøjtning i frugt- og bærplantager. Den totale tidsvægtede afsatte mængde pesticid lå ved disse arbejdsoperationer på mellem 140-200 mg/dag. Den mindste eksponering for operatoren fandtes ved automatiske bomsprøjter i væksthuse, hvor niveauet blev målt til 2 mg/dag. Ved denne sprøjtemetode er der i praksis kun eksponering ved fyldning, idet eksponeringen er sat til nul ved udbringning, da processen er automatisk. Uanset sprøjtetype er eksponering ved inhalering langt mindre end den afsatte mængde på huden. Generelt afsættes den største mængde på sprøjteoperatørens hænder. De målte forskelle mellem de åbenbare mest belastede sprøjtemetoder og den åbenbare mindst belastede illustrerer sprøjtemetodernes betydning for eksponeringsvariationen. Målingerne viser tillige, at de afsatte pesticidmængder på operatørernes hud ikke er stor. Disse resultater er udregnet for dagslang sprøjtning, hvor sprøjtning i mange situationer oftest kun varer få timer. Resultaterne viser også, at brug af personlige værnemidler yderligere reducerer den afsatte dosis med omkring 70% (50-90%). Resultaterne peger alt i alt på, at der er god afstand mellem god daglig sprøjtepraksis og den eksponering, der anses for sundhedsskadelig med den eksisterende viden.

For re-entry i sprøjtede afgrøder er der lidt andre forhold, som gør sig gældende. Her er der flere forhold, som er af betydning for eksponeringen, nemlig: Hvilket aktivt stof der udsprøjtes, i hvor stor mængde pr arealenhed, afgrødens "bladareal pr jordareal", tiden imellem udsprøjtning og re-entry, afgrødetypen, arbejdet som skal udføres og den individuelle forskel i måden at arbejde på.

Tabel 6.11 er en sammenfatning af de bedste undersøgelser og viser eksponeringen (henholdsvis 25 og 75 percentilen) for DFR”0” () i danske potteplantegartnerier – altså re-entry, dagen efter indendørs sprøjtning. Der anvendes en let nitril- eller latexhandske og almindelig let arbejdsbeklædning. Beskyttelsen er vægtet i forhold til, hvor på kroppen eksponeringen finder sted.

Tabel 6.11.
Eksponeringens afhængighed af DFR”0”, arbejdstid og personlige værnemidler. DFR er den rest pesticid som sidder på overflade af planterne som let kan fjernes fra planterne og overføres til arbejdstageren

Det ses, at det ubeskyttede re-entryarbejde kan indebære en overfladeeksponering mellem 25-88 mg/dag med en reduktionsfaktor på 70% ved brug af værnemidler. Dette eksponeringsniveau må siges at være lavt. Overflademålinger af forskellige pesticider op til 10 dage efter sprøjtning viser dog at nogle midler (mercaptodimethur og iprodion) forbliver i miljøet og kan måles på de ansattes hud. Andre midler synes at forsvinde fra miljøet ret hurtigt. Den tidsvægtede akkumulerede eksponering har stor betydning for den samlede eksponering ved re-entry i væksthuse, hvor planterne jævnligt håndteres på forskellig vis. Resultaterne peger alt i alt på, at indendørs re-entryaktivitet medfører en begrænset overfladeeksponering, som yderligere kan begrænses ved brug af lette beskyttelseshandsker.

Plukkearbejde fx i jordbærmarker viser 14 dage efter udbringning af pesticider meget begrænsede re-entry eksponeringer. Lignende begrænsede eksponeringer antages at forekomme for andet manuelt høstarbejde på friland, fx plukning af æbler, solbær mv, men præcise data savnes. Der er dog næppe tvivl om at tørre perioder uden nedbør efter pesticidudbringning på friland kan øge re-entry eksponeringen noget. Men disse klimatiske forhold er mere undtagelsen end reglen i Danmark.

7.7.2.2 Den interne eksponering

Overflademålinger, som beskrevet i det foregående afsnit, giver ikke et billede af i hvilket omfang pesticider når ind i blodbanen og kroppen. Påvisning af pesticider i kroppen eller pesticidafhængige ændringer på visse biomarkører anses for at være et nyttigt og nødvendigt værktøj i en realistisk risikovurdering. Tolkningen af uspecifikke biomarkører er i sagens natur vanskeligere end tolkningen af de mere stofspecifikke biologiske målinger. Men de uspecifikke målinger kan sammen med de specifikke målinger forstærke indikation på om pesticider finder vej ind i kroppen.

Antallet af undersøgelser med målinger af pesticider i kroppen er meget begrænset. Fra Danmark foreligger der kun en nylig publiceret rapport, hvor der er foretaget målinger af en række pesticider (pirimicarb, mercaptodimethur, tolclofos-methyl, paclobutrazol, endosulfan, fenarimol og vinclozolin) i blodet hos 35 danske kvindelige væksthusgartnere. Det var ikke muligt at genfinde nogen af de syv undersøgte pesticider i blodet på de gartneriansatte, som alle havde haft en høj udsættelse for de pågældende pesticider. Disse fund kunne tyde på en begrænset eller ingen pesticidoptagelse ved re-entry arbejde.

Der foreligger enkelte udenlandske undersøgelser, hvor den hudafsatte mængde pesticid (pirimicarb) er sammenholdt med den faktisk målte i kroppen (urinen) – både ved riffelsprøjtning og re-entry arbejde i væksthuse.

En af disse undersøgelser viste, at udskillelsen af pirimicarb i urinen målt over 4 døgn efter sprøjtning var 8-21 µg eller ca. 3% af den samlede hudkontaminering. Mellem 60-78% blev udskilt inden for det første døgn, hvilket kunne tyde på, at en stor del af optagelsen er sket enten ved inhalation eller oralt, da hudgennemtrængelighed er en relativ langsommelig proces. En anden undersøgelse viste, at ved 1-4 timers re-entry arbejde (fjernelse af knopper på krysantemum 36-48 timer efter udsprøjtning) var mængden af pirimicarp afsat på gartnernes hænder mellem 0,44-1,52 mg, mens udskillelsen af pirimicarb i urinen var umålelig lav (> 0,01 mg pr. døgn).

Til gengæld findes der en omfattende internationalt publiceret litteratur, hvor forskellige biomarkører er benyttet som indirekte mål for optagelse af pesticider i kroppen.

Det generelle billede af disse undersøgelser er, at ubeskyttet sprøjtearbejde indebærer målelige negative effekter på målte biomarkører. Tre nyere uafhængige danske undersøgelser af væksthussprøjtere viste eksempelvis en signifikant sammenhæng mellem faldende grad af beskyttelse for sprøjteoperatørerne og henholdsvis stigende hæmning af kolinesteraseaktiviteten i blodet og stigende antal kromosomskader i de hvide blodlegemer. Denne type observationer anses i almindelighed for et stærkt indicium for direkte årsagssammenhænge mellem kemisk påvirkning og effekter. Til gengæld viste en dansk undersøgelse ingen ændringer i kolinesteraseaktiviteten hos frugtavlere, der ubeskyttet havde sprøjtet med kolinesterasehæmmende insekticider.

Til gengæld findes der kun få publikationer der vedrører pesticiders effekter på biomarkører hos ansatte, der kun eller overvejende udfører re-entryaktiviteter. De undersøgelser der findes, drejer sig overvejende om arbejde i væksthuse. En dansk undersøgelse, gennemført i 1988, hvor anvendelsen af organofosfater og karbamater var ret udbredt, fandt en signifikant, men beskeden hæmning af væksthusarbejdernes blod-kolinesterase – selv op til 2-4 uger efter at væksthuset sidst var behandlet. Denne observation kunne tyde på, at de benyttede midler var relativt persistente i væksthusmiljøet. To senere danske undersøgelser fandt til gengæld ingen hæmning af kolinesteraseaktiviteten hos re-entryarbejdere i væksthuse, men dette kan skyldes, at der blev brugt et mindre følsomt undersøgelsesdesign og at brugen af kolinesterasehæmmende insekticider på undersøgelsestidspunkterne var mindsket.

To nye danske undersøgelser påviste, at anvendelse af handsker ved håndtering af behandlede prydplantekulturer medførte signifikant færre kromosomskader og mindre hæmning af kolinesteraseaktiviteten sammenlignet med ubeskyttet arbejde. Tilsvarende resultater er også observeret i udlandet – under forhold som i eksponeringsmæssige sammenhænge meget vel kan ligne de danske forhold, bortset fra at panoramaet af pesticider internationalt er mere omfattende end det danske.

7.7.3 Toksikologi af enkeltstoffer

I dette afsnit er 31 af de mest benyttede pesticider gennemgået toksikologisk –primært baseret på dyreeksperimentelle data. Det er disse kriterier, som indgår som toksikologisk baggrund for Miljøstyrelsens godkendelsesdokumenter. De egentlige sundhedsmæssige effekter på mennesker er beskrevet i næste afsnit.

En samlet vurdering af 31 af de mest udbredte pesticider i gartneri og frugtavl viser, at blandt insektmidlerne er der sket en forskydning af brugen fra de mest potente organofosfater over mod væsentligt mindre akut toksiske stoffer, som heller ikke har specifikt reprotoksiske eller karcinogene effekter. Enkelte af insekticiderne er akut toksiske, så der er stadigvæk brug for uddannelse og fastlagte retningslinier, for at forgiftninger kan undgås. Brugen af svampemidler er ændret fra en række ældre midler med reprotoksiske og carcinogene virkninger til nyere midler. Der findes fortsat udbredte midler, som er klassificeret, udfra dyreforsøg, for toksiske virkninger. Det må dog formodes, at brugen af biologiske midler vil reducere brugen af de kemiske midler. Vækstregulerende midler udgør en meget stor del af udsprøjtningerne i væksthusgartneri. De tre mest udbredte stoffer har toksikologiske virkninger, men den reelle eksponering og dermed betydning for arbejdsmiljøet er uafklaret. Herbicider i gartneri og frugtavl har mest betydning for miljøet, mens belastningen af arbejdsmiljøet har relativt mindre betydning. Tre af de 31 stoffer (daminozid, propyzamid og kreosoxim-methyl) er af Miljøstyrelsen klassificeret som svagt kræftfremkaldende, men ingen af disse er endnu vurderet efter de internationale kriterier for karcinogenicitet af IARC. Et enkelt stof er klassificeret af Miljøstyrelsen som reprotoksisk. Det er imidlertid muligt for disse effekter at fastsætte en tærskelværdi/dosisniveau for hvilken den kræftfremkaldende eller reproduktionstoksiske effekt ikke vil udløses. Ved Miljøstyrelsens risikovurdering af produkterne sættes der en AOEL-værdi (acceptabel eksponeringsværdi for sprøjteførere) baseret på den værdi, der ikke giver effekter. Hvis eksponeringen er større end AOEL-værdien kan produktet ikke godkendes.

7.7.4 Helbredseffekter ved eksponering for pesticider for de beskæftigede

Dette afsnit sammenfatter de vigtigste observationer af helbredseffekter af erhvervsmæssig udsættelse for pesticider under forhold, som ligner de aktuelle arbejdsbetingelser i de forskellige brancher. Fokus er rettet mod risikoen for akutte forgiftninger samt kroniske helbredseffekter som reproduktionsskadende virkninger, kræft og allergi. Andre helbredseffekter kan forekomme, men har næppe den store betydning.

7.7.4.1 Akutte forgiftninger

Gennem de seneste 30-40 år er der oparbejdet indicier for, at antallet af alvorlige akutte erhvervsforgiftninger med pesticider er faldet drastisk og at det aktuelle antal forgiftninger er yderst begrænset. De få forgiftninger der observeres, er ofte forbundet med fritidsulykker, uhensigtsmæssig håndtering af midlerne (spild, forkert opbevaring m.m.) eller som følge af indtagelse i selvmordsøjemed. Ifølge Arbejdstilsynets statistik blev der i perioden 1993-2000 registreret 10 forgiftningstilfælde, - 9 i væksthusgartneri, et fra et frilandsgartneri, men ingen fra planteskoler eller frugtavl. I de sidste 5 år er der kun registeret et forgiftningstilfælde, som skyldtes insekticidet mevinphos, som blev forbudt i 1995. Arbejdsmedicinske undersøgelser siden begyndelsen af 1980erne i danske gartnerier viser en tilsvarende tendens til færre og færre forgiftninger.

De vigtigste årsager til denne udvikling skyldes dels en konsekvent udfasning af de mest giftige midler og dels en øget opmærksomhed i landbrugs- og gartnerierhvervene om den potentielle risiko for forgiftning ved anvendelse af pesticider. Denne udvikling er i kontrast til flere udenlandske undersøgelser, som viser, at akutte forgiftninger stadig er et problem for de beskæftigede i landbrugserhvervene. I en undersøgelse i 1996 blandt spanske sprøjteførere i væksthuse rapporterede 37% at have oplevet forgiftningssymptomer indenfor de foregående 2 år.

Akutte forgiftninger med pesticider kan undgås, hvis brugeren efterlever sikkerhedsforskrifterne for det enkelte middel, anvender de korrekte værnemidler og er opmærksom på den personlige hygiejne.

7.7.4.2 Reproduktionsskadende virkninger

De reproduktionsskadende effekter ved eksponering for pesticider tager udgangspunkt i den mandlige og kvindelige evne til forplantning og muligheden for at få sunde børn.

7.7.4.3 Mandlig fertilitet

Den testikulære funktion ved sædcellernes antal, bevægelighed og morfologi samt kønshormoner i blodet. En sammenhæng mellem eksponering for pesticider og reprotoksiske effekter er vurderet i flere internationale publikationer. Der findes danske undersøgelser på området.

Sammenfattende er der ikke påvist sikre negative effekter på sædkvaliteten af aktuelle danske eksponeringsniveauer. En enkelt udenlandsk undersøgelse kunne påvise påvirket sædkvalitet hos fabriksarbejdere ved eksponering for organofosfater. Der har antageligt været tale om noget højere eksponering end det ses i Danmark.

7.7.4.4 Kvindelig fertilitet

Evnen til at få børn (fertiliteten) måles ved "ventetid til graviditet" (time to pregnancy, TTP), som angiver det antal måneder der går, fra et par ophører med prævention, til graviditeten indtræder.

En ny dansk undersøgelse fandt ingen forskel for TTP mellem arbejdere i blomstergartnerier og kontrolpersoner. Inden for den eksponerede gruppe var der imidlertid lavere fertilitet hos personer med høj eksponering, mens effekten af sprøjtning eller manglende handskebrug var knap så udtalt. En undersøgelse af hollandske frugtavlere viste nedsat fertilitet blandt dem der sprøjtede, og især havde lav sprøjtehastighed, brug af ældre sprøjteteknikker og traktorer uden førerhus betydning.

Sammenfattende viser de seneste undersøgelser at pesticideksponering kan have en statistisk sikker, men begrænset effekt på den kvindelig fertilitet, men om denne effekt optræder ved danske eksponeringsniveauer er endnu usikkert. Der er ingen indicier på at danske kvinder i gartnerierhvervet generelt har større problemer med fertiliteten end normalt

7.7.4.5 Graviditetsforløb og misdannelser

Fosterets og barnets tilstand bedømmes ud fra andelen med misdannelser, risikoen for abort eller tidlig fødsel. Både moderens og faderens eksponering for pesticider kan have betydning, men eksponering af moderen før eller under graviditeten antages at være den væsentligste faktor.

Sammenfattende findes i den internationale litteratur ingen entydig epidemiologisk evidens for sammenhæng mellem eksponering for pesticider og øget abort eller fosterdød. Angående studier om erhvervsmæssig eksponering for pesticider og medfødte misdannelser hos børn synes der på nuværende tidspunkt ikke at være tilstrækkelig evidens for at be- eller afkræfte en sammenhæng. I nogle studier er der set en øget hyppighed, mens andre er negative.

7.7.4.6 Kræft

I følge IARC monografi fra 1991 findes der begrænset evidens for karcinogen risiko ved erhvervsmæssig sprøjtning og udbringning af insekticider og utilstrækkelig eller ingen data for øvrige undersøgte pesticider.

Erhvervsmæsssig udsættelse for ikke-arsenholdige insektbekæmpelsesmidler er opført på IARC’s liste som 2A (lungekræft). Blandt de 31 pesticider, der beskrives i denne rapport, er kun deltamethrin vurderet i monografien, og man fandt, at stoffet ikke kunne klassificeres som karcinogent for mennesker.

Vurdering af kræftrisikoen ved eksponering for pesticider er vanskelig p.gr.a. den lange latenstid, der er mellem eksponering og effekt, og af det forhold, at mange af de mest kendte karcinogene pesticider for længst er blevet forbudt. Mange af de kræftformer, der er under mistanke, er forholdsvis sjældne, hvilket kræver store studiepopulationer. Der er derfor ofte tale om undersøgelser baseret på registersamkøring, hvor eksponeringen er baseret på et skøn.

Sammenfattende kan det konkluderes, at der generelt er en lav hyppighed af kræft blandt danske gartnere i forhold til andre erhverv og befolkningen i almindelighed, dog er der i forskellige studier fundet øget hyppighed af visse former for kræft, herunder kræft i de bloddannende organer og hjernesvulster i udvalgte studier med eksponering for hovedsageligt nu udfasede pesticider.

Erhvervsmæssig udsættelse for insekticider er anset som muligt kræftfremkaldende, men dette er baseret på studier for udsættelse af ældre og aktuelt udfasede pesticider. De forskellige studier er alle præget af begrænsede oplysninger om type og omfang af eksponeringen.

7.7.4.7 Allergi

Allergisk kontakteksem er velkendt ved eksponering for visse pesticider. Blandt 250 danske gartnere og væksthusarbejdere med hudsymptomer havde 13 positiv reaktion på fungicider (captan og maneb) ved lappetest (type IV-reaktion). Der er ligeledes påvist sensibilisering overfor pesticider blandt hollandske løgdyrkere med kontakteksem.

7.7.5 Biologisk bekæmpelse

Brugen af biologisk bekæmpelse i væksthuse, men også på friland, har gennem de sidste 5 år fået en stærkt stigende udbredelse og indgår rutinemæssigt som en del af produktionen i en stor del af væksthusgartnerierne. Biologiske bekæmpelsesmidler omfatter dels makrobiologiske midler, som tæger, mider, nematoder og dels mikrobiologiske bekæmpelsesmidler som bakterier, svampe og protozoer.

I den medicinske litteratur er der aldrig beskrevet helbredseffekter af de makrobiologiske midler. Helbredsmæssige effekter som følge af eksponering for mikrobiologiske midler har i de hidtidige undersøgelser været begrænsede. De mulige effekter er dels allergiske reaktioner ved indånding af produkterne, dels muligheden for infektion specielt med bacillus-arter. På grund af den betydelige udbredelse er der igangsat en række undersøgelser af eksponerin-gen for mikroorganismer samt de helbredsmæssige effekter. Resultatet af disse vil foreligge i løbet af 2001.

7.8 Sprøjtepraksis og restkoncentrationer i fødevarer

7.8.1 Nuværende vidensgrundlag

Hovedparten af den viden der findes vedrørende sammenhænge mellem behandlingspraksis og restindhold på høsttidspunktet ligger som forsøgsrapporter i det meget omfattende dokumentationsmateriale, som kræves bliver stillet til rådighed forud for godkendelsen af pesticider. De offentligt tilgængelige informationer findes dels som EU-monografier, dels i FAO/WHO Evaluations.

Et omfattende dansk forsøgsarbejde med undersøgelser af sprøjtestrategiers indflydelse på restindhold stod på i perioden 1961-1984. Siden 1984 har der ikke i statsligt regi været udført danske kontrollerede forsøg, som har haft som mål at undersøge for restindhold i afgrøder. Forsøg udført af Danmarks JordbrugsForskning i den efterfølgende periode har alle haft som mål udelukkende at belyse pesticidernes effekt overfor skadegørere.

7.8.2 Strategier til nedsættelse af restindholdet.

Behandling af frugt og grønsager med pesticider vil oftest medføre et restindhold, hvis størrelse er afhængig af tidspunktet for behandlingen, doseringen, antallet af behandlinger, intervallet mellem behandlinger og perioden mellem sidste behandling og høst.

Behandlinger af frugt før blomstring og efter høst vil ikke medføre restindhold, behandling i blomstringsperioden kan gøre det, mens behandlinger efter frugtsætning oftest vil gøre det.

Hvad angår grønsager er situationen noget mere kompleks. Behandling af en afgrøde forud for udvikling af den spiselige del af planten med et pesticid, der ikke kan transporteres i planten, repræsenterer ikke en restsituation, mens behandling med et systemisk pesticid (et der kan transporteres i planten) kan gøre det. Behandling af afgrøden efter den spiselige del er udviklet vil oftest medføre restindhold.

Miljøstyrelsen fastsætter ved godkendelse af brugsanvisningen og med bistand fra Danmarks JordbrugsForskning den maksimale dosering og behandlingsfrist før høst (sprøjtefrist). For nogle pesticider viser en sammenligning mellem gældende behandlingsfrister i Danmark og vore nabolande, at dette udmøntes meget forskelligt.

Indholdet af pesticidrester i afgrøden ved høst afhænger af en lang række faktorer, hvoraf kan nævnes:

• pesticidegenskaber,
• dosering,
• behandlingsstrategien
• sprøjteteknik og sprøjteudstyr
• klimatiske forhold

7.8.2.1 Pesticidegenskaber

Pesticidets kemiske og fysiske egenskaber har stor betydning for effekt og restindhold. Et stof med en større fordampningsevne end et andet vil have mindre effekt og restindholdet vil være mindre, alt andet lige. Et ’fedtopløseligt’ stof vil ved tilstedeværelse af et vokslag på planten have en længerevarende effekt og medføre et større restindhold i planten end et stof som er lettere nedbrydeligt. Et stof der kan nedbrydes pga. lysets indvirkning vil have en mindre langvarig effekt, hvis da ikke omdannelsesproduktet også er virksomt. Dette er tilfældet for phosphor-pesticider i forskellig grad.

Stoffets omsætning i planten (metabolisme) har stor betydning for effekten og restindholdets størrelse. Metabolismen fører ofte til mindre effekt og til restindhold, der er mindre toksiske. Det skal noteres, at der findes stoffer, der bliver totalt omdannet i planten til forskellige metabolitter. Metabolismen kan være så vidtgående, at en del af metabolitterne, som f.eks. kuldioxid eller andre små molekyler inkorporeres i plantens naturlige bestanddele.

Optagelse og transport af pesticidet i planten (systemisk pesticid) har betydning for effekt og fordelingen af restindholdet i planten. Der vil ikke findes rester på den spiselige del af en plante, hvis den er behandlet med et ikke-systemisk pesticid, før den spiselige del er udviklet, eller restindholdet vil være mindre med et pesticid, hvis systemiske egenskaber er mindre veludviklede.

Retentionen af pesticider, dvs. den del af sprøjtevæsken der bliver tilbageholdt på planten, afhænger såvel af pesticidets og plantens (bladoverfladens) egenskaber som af de klimatiske betingelser før, under og efter sprøjtning. I et semifield-forsøg udført ved Danmarks JordbrugsForskning med fungiciderne maneb og mancozeb blev midlernes regnfasthed bestemt på baggrund af restanalyser i bladprøver fra ærter og kartofler (Kudsk et al., 1991). Udover nedbørsmængde og -intensitet blev betydningen af pesticidernes formulering, herunder især additivers betydning for stoffernes retention til bladoverfladen, belyst. En større nedbørsintensitet giver mindre retention, mens tilsætning af additiver giver en større retention.

7.8.2.2 Dosering

Ud fra en logisk betragtning er der en klar sammenhæng mellem mængden af pesticid, der anvendes i en afgrøde, og det resulterende restindhold i afgrøden. Jo større dosis, desto større restindhold i afgrøden.

Det overordnede ønske om at nedsætte pesticidforbruget, som blev formuleret første gang med Pesticidhandlingsplan I fra 1986 og som siden er fulgt op af andre politiske tiltag, har betydet, at der de sidste mange år har været arbejdet intenst på at nedsætte de anvendte doseringer til det lavest mulige. Dette gøres først og fremmest udfra en effektmæssig vurdering, dvs. hvor lav en dosis kan man anvende og samtidig opnå en acceptabel virkning mod skadegøreren.

Til vurdering heraf kræves, at effektivitetsforsøgene også er udført med doseringer lavere end den anbefalede dosering, således at ”dose-respons” kurven kan vurderes.

I dag er situationen således, at ved ansøgningen om godkendelse af midler til gartneri og frugtavl foreligger der ingen eller kun få danske forsøg.

Godkendelsen sker derfor i stigende grad på basis af forsøg udført i de lande, der har de største arealer af de pågældende kulturer, typisk Tyskland, Holland eller England. De klimatiske forhold og dyrkningspraksis i de nævnte lande ligner de danske så meget, at effektivitetsforsøgene normalt accepteres som dokumentation i Danmark, men muligheden for at vurdere doseringen specifikt under danske forhold er sjældent til stede i dag. Årsagen til at så få midler afprøves under danske forhold er det begrænsede omsætningspotentiale i Danmark.

Det skal fremhæves, at i gartneri og frugtavlskulturer er mulighederne for anvendelse af reducerede doseringer væsentligt mindre end i landbrugskulturer, bl.a. af nedenstående årsager:

• af kvalitetsmæssige årsager kan selv mindre angreb af en række skadevoldere ikke accepteres, f.eks. skurv på æbler og gråskimmel i jordbær. Det vil medføre en kvalitetsforringelse eller forringet holdbarhed med risiko for store økonomiske tab for avlerne
• i mange kulturer har man kun et enkelt middel til rådighed. Ofte er det ældre midler, der i sammenligning med nyere midler skal anvendes forebyggende og har en kortere virkningstid. Som eksempel kan nævnes frilandsgrønsager, hvor man i flere kulturer kun har mancozeb til rådighed
• der foreligger kun sparsom viden om effekten af reducerede doseringer

Det er ganske almindeligt, at der anvendes flere doseringer i vækstperioden, oftest med 1 eller 2 ugers interval. Dette kan p.g.a. akkumulering medføre et større restindhold, dog vil en forsvinden af pesticidet i form af en fortyndingseffekt og/eller nedbrydning altid være til stede. Restindholdet i æbler, der sprøjtes op mod juli måned, vil oftest blive fortyndet ca. 3 gange frem til høst, hertil kommer så nedbrydningen, som oftest er meget stor. Under alle omstændigheder er grænseværdien fastsat med den påtænkte brugsanvisning , som inkluderer alle behandlinger.

7.8.2.3 Behandlingsstrategier

Ligesom for de anvendte doseringer, fastlægges første og sidste behandlingstidspunkt, antallet af behandlinger og interval mellem behandlinger for et givet pesticid i en given afgrøde i forsøg udfra en vurdering af effektiviteten af den pågældende behandlingsstrategi mod den aktuelle skadegører. Og som det gælder for betydningen af doseringens størrelse, er det også logisk og indlysende, at jo tættere på høst der behandles, desto større restindhold vil der findes i afgrøden på høsttidspunktet.

Set ud fra et restindholdsmæssigt synspunkt ville sprøjtning før blomstring og frugtudvikling være det ideelle. Af forskellige årsager er det i en række tilfælde ikke muligt. For flere grønsagers vedkommende høstes disse i det vegetative stadium, f.eks. salat, purløg. I frugtavl angriber de fleste skadevoldere frugten, og for produktioner, der skal lagres, kan der være behov for at foreby gge/bekæmpe angreb af skadevoldere, der kan udvikle sig under lagring.

Også her har det produktudvalg, danske avlere har til rådighed en betydning. Indenfor grønsagerne er midlerne mod lagersygdomme få og oftest af ældre dato. Virkningen er på et niveau, hvor avlerne tvinges til at sprøjte så sent, som behandlingsfristen tillader for at få bedst mulig virkning. I æbledyrkning mangler der effektive midler mod flere lagersvampe som Gloesporium og bægerråd.

Behandlingsfristen spiller også en betydelig rolle for restindholdets størrelse. Miljøstyrelsen fastsætter på baggrund af en udtalelse fra Fødevaredirektoratet behandlingsfristen i overensstemmelse med det ’agronomiske ’ pre-harvest interval (PHI), hvis bredde oplyses af Danmarks JordbrugsForskning. I vurderingen af fristen indgår også resultater fra kontrollerede restforsøg og andre oplysninger om stoffet samt beregning af humant indtag af pesticidrester i fødevaren.

Opfattelsen af om en behandling er effektiv kan vurderes meget forskelligt. I dansk dyrkningspraksis er strategien ofte ret forskellig fra den, der praktiseres i vore nabolande. Sprøjtninger tæt på høsttidspunkt er normalt ikke ”god landbrugsmæssig praksis” i Danmark, mens post harvest behandlinger ikke er tilladt i Danmark. At det modsatte er tilfældet i nogle andre europæiske lande kan ses af, at behandlingsfristen for selv helt nye midler indenfor f.eks. frugtavl er væsentligt kortere end i Danmark. For nogle fungicider til bekæmpelse af visse svampe i f.eks. jordbær vurderer Danmarks JordbrugsForskning, at behandling op til afblomstring er tilstrækkelig, hvorimod andre lande ønsker at behandle op til få dage før modning eller dannelse af de første farvede bær.

Disse store forskelle i behandlingsfrister fører også til restindhold af vidt forskellig størrelse, meget vel på mindst 5 gange som set i en undersøgelse for jordbær.

De store forskelle, som ofte ses mellem dansk og udenlandsk GAP¹ reflekterer meget godt den holdning til pesticidanvendelse, som har været gældende i Danmark gennem en lang årrække: at søge en effektmæssig acceptabel bekæmpelse samtidig med at tilstræbe de færrest mulige sprøjtninger med de lavest mulige doseringer på de mest forsvarlige tidspunkter. En sådan strategi baseret på en lav GAP medfører alt andet lige lavere restindhold i høstproduktet i forhold til det samme produkt behandlet efter en højere GAP.

7.8.2.4 Sprøjteudstyr og sprøjteteknik

Plantedirektoratet, som foretager eftersyn af sprøjter i landbrug, gartneri og frugtavl, har oplyst at der er fundet fejl ved 909 af de 1225 sprøjter, der er blevet kontrolleret i perioden 1996-2000, dvs. der er større eller mindre fejl ved ca. 75% af sprøjterne. Der er dog kun vurderet sprøjteudstyr i få gartnerier og frugtplantager. Disse fejl ved sprøjterne kan meget vel være medvirkende til den store spredning, som ses i restindholdene, se nedenfor.

Der er ikke hjemmel i loven til, at Plantedirektoratet kan sanktionere jordbrugere, hvis sprøjteudstyr ikke lever op til miljøstandarderne, hvilket anses for uhensigtsmæssigt.

Det er givet, at god sprøjteteknik ved behandlingen spiller en afgørende rolle for restindholdets størrelse, men der eksisterer ingen undersøgelser, der direkte dokumenterer en eventuel sammenhæng mellem pesticidrester i en afgrøde og den anvendte sprøjteteknik.

Mange undersøgelser udført de sidste 5 år har vist, at der er stor variation i restindholdenes størrelse efter behandling af frugt og grønsager.

Undersøgelserne over denne variation fortsættes stadig.

Den store variation kan næppe skyldes andet end en uensartet fordeling af sprøjtevæske i kulturen, idet den anvendte sprøjteteknik, f.eks. tågesprøjtning i æbleplantager har betydning for afsætning af sprøjtevæske på afgrøden. Det generelle funktionsprincip for tågesprøjter er, at væsken forstøves til dråbeform i dyser og derefter transporteres dråberne til deres mål med en luftstrøm. Luftstrømmen skal være så kraftig, at den fortrænger luften fra sprøjten og frem til kulturen. Det er vanskeligt at indstille en tågesprøjte, så der opnås en ensartet fordeling af sprøjtevæsken i den frugtbærende del af kulturen. Dette problem knytter sig dog i særlig grad til de gamle trætyper med store kroner, hvor en betydelig del af frugten er mindre tilgængelig. Med spindeltræer, som er den fremherskende trætype i nutidens plantager, er frugten lettere tilgængelig og fordelingen af sprøjtevæsken bliver dermed også mere ensartet. Sprøjteudstyrets tilstand og sprøjteførerens uddannelse er ligeledes betydende for ensartetheden og nøjagtigheden af den behandling der udføres.

Der sker en løbende udvikling af sprøjteudstyret, som bl.a. baseres på høj præcision for at opnå en optimal udnyttelse af de anvendte pesticider.

Der er ingen tvivl om, at undersøgelser med henblik på anvendelse af bedre sprøjteudstyr og/eller sprøjteteknik vil være særdeles hensigtsmæssige. Der er heller ingen tvivl om, at præcise sprøjtevejledninger og god uddannelse af sprøjtepersonale ligesom kontrol og vedligehold af sprøjteudstyr er nødvendigt. Forsøg der belyser betydningen af sprøjteteknik udføres normalt ikke af kemikaliefirmaerne for de enkelte pesticider.

7.8.2.5 Klimatiske forhold

Uforudsete dyrkningsforhold, som f.eks. ekstreme klimatiske situationer, kan medvirke til, at der ved høst forekommer større eller mindre restmængder i afgrøden, end der ville gøre under ’normale’ klimatiske omstændigheder. Det vurderes, at der er behov for at få dokumenteret indvirkningen af klimatiske faktorer (f.eks. temperatur og nedbør) på fortyndingseffekt og pesticidnedbrydning gennem kontrollerede forsøg.

7.8.3 Vidensbehov

Der eksisterer en række metoder til at reducere pesticidanvendelsen og dermed også restindholdet. Anvendelse af disse metoder vil i mange tilfælde betyde øgede dyrkningsomkostninger og forringet konkurrenceevne for gartnerne og frugtavlerne.

Der mangler dog i mange tilfælde viden til at fastlægge sprøjtepraksis med det formål at nedsætte pesticidresterne i frugt og grønt.

Hvis der skal kunne udvikles succesfulde sprøjtestrategier til at reducere forekomsten af pesticidrester, må disse strategier være baseret på mest mulig viden om de faktorer, der øver indflydelse herpå.

• Sammenhæng mellem sprøjtestrategi og restindhold i afgrøden på høsttidspunktet
• Betydningen af sprøjteteknik – fordeling, præcision, dosering
• Klimatiske faktorers betydning

En effektiv videnopbygning vedrørende sammenhænge mellem behandlingspraksis og pesticidrestindhold i afgrøderne forudsætter et tæt samarbejde mellem Miljøstyrelsen, Fødevaredirektoratet og Danmarks JordbrugsForskning.

7.8.3.1 Sammenhæng mellem sprøjtestrategi og restindhold i afgrøden på høsttidspunktet

Der mangler restforsøg, der med udgangspunkt i dansk dyrkningspraksis kan belyse indflydelsen af flere faktorer. Særligt er der grund til at tro, at udvikling og forbedring af sprøjteteknik og -udstyr kan føre til en mere ensartet og præcis fordeling af pesticidet i afgrøden. Herved anses det for muligt at kunne nedtone de meget store variationer, der ofte ses mellem restindhold i enkeltfrugter indenfor samme parti.

Sprøjtestrategien for bekæmpelse af en given skadegører i en given afgrøde er en kompleks størrelse, som omfatter mange af de elementer, som enten vides eller kan tænkes at have betydning for restindholdet af pesticider i afgrøden ved høst.

Heriblandt kan nævnes pesticidformulering, tankblanding, den anvendte sprøjteteknik, dosering, sprøjtetidspunkt, antal behandlinger, interval mellem behandlinger samt behandlingsfrist.

Anvendelsesmønsteret for pesticider ændrer sig som al anden produktionsform i jordbruget gør det. I de sidste 10 år har reducerede doseringer af pesticider, ændrede sprøjtetidspunkter, indførelse af beslutningsstøttesystemer af forskellig art, forbedret sprøjteudstyr, o.s.v. gjort det muligt ikke alene at reducere pesticidforbruget, men også at få lavere rester af pesticider i det høstede produkt.

Den gode landbrugsmæssige praksis, GAP, har således ændret sig.

Der er derfor også behov for at genoptage og videreføre det arbejde med kontrollerede sprøjteforsøg, som blev indstillet midt i 80’erne. Herudfra kan fastlægges de behandlingsstrategier, som ud fra en effektmæssig vurdering er optimale under danske dyrkningsbetingelser og klimaforhold. Mere konkret viden om sammenhænge mellem dansk sprøjtepraksis og de resulterende restforekomster vil kunne opnås gennem kontrollerede forsøg. Dette vil skabe mulighed for at foretage justeringer af dansk GAP i retning af behandlingsstrategier, som ikke kun sikrer en god effekt, men også sikrer de lavest mulige restindhold i den høstede afgrøde.

7.8.3.2 Betydningen af sprøjteteknik – fordeling, præcision, dosering

Som tidligere nævnt er variationen stor for de restindhold, der bestemmes i de enkelte frugter eller grønsager inden for det samme parti. Der er altså stor forskel på, hvor meget sprøjtevæske der rammer f.eks. en enkelt frugt på en plante, en busk eller et træ, afhængigt af frugtens fysiske placering på behandlingstidspunktet.

Frilandsgrønsager og bærkulturer behandles med hydrauliske marksprøjter eller mindre hyppigt med varianter deraf, såsom luftsprøjter eller hydrauliske sprøjter med luftledsagelse. Fælles for sprøjterne er, at det er bomsprøjter, der giver mulighed for en ensartet fordeling af sprøjtevæsken. Dråbestørrelse og væskemængde kan varieres og disse, samt faktorer som luftledsagelse og kørehastighed, har betydning for afsætning på afgrøden. For enkelte pesticider er der fastsat særlige krav til den anvendte sprøjteteknik. Dette gælder f.eks. behandlinger med visse fungicider i jordbærplantninger, som kun må udføres med en godkendt afskærmet sprøjte. Betydningen af en sådan afskærmning for pesticidrestindholdet i afgrøden er ikke klart beskrevet. Især ville det være gavnligt at få belyst, om det vil være muligt at reducere pesticiddoseringen ved brug af en afskærmet sprøjte i forhold til en sprøjte uden afskærmning.

Ved bekæmpelse af sygdomme og skadedyr samt ved vækstregulering i træ-og buskfrugtkulturer anvendes der derimod en fundamentalt anderledes sprøjteteknik på grund af kulturernes vertikale udbredelse samt behovet for at få afsat sprøjtevæsken i hele plantemassen. Tågesprøjtning giver en langt mere uensartet fordeling af pesticidmængden, der som beskrevet tidligere i eksemplet med æbler giver anledning til en stor variationsbredde i enkeltfrugters restindhold indenfor samme parti.

7.9 Klimatiske faktorers betydning

Når der påvises høje indhold af pesticidrester i en afgrøde, kan det skyldes, at avleren ikke har overholdt den gældende behandlingsfrist eller på anden måde ikke har fulgt anvisningerne for GAP. Det behøver dog ikke altid at forholde sig sådan. Uforudsete dyrkningsforhold, som f.eks. ekstreme klimatiske situationer, kan medvirke til, at der ved høst forekommer større restmængder i afgrøden, end der ville gøre under ’normale’ klimatiske omstændigheder. Som eksempler på sådanne dyrkningsforhold kan nævnes mindre afvaskning af plantedelene som følge af en tørkeperiode eller dårlig vækst på grund af enten tørke eller lave temperaturer. Det er hændelser, som kan betragtes som ’worst cases’, men som jo trods alt er hændelser, der optræder en gang imellem.

For at kunne vurdere betydningen af dyrkningsforholdene sammenholdt med betydningen af f.eks. GAP-faktorerne er der behov for at få dokumenteret indvirkningen af klimatiske faktorer gennem kontrollerede forsøg. Til dette formål er forsøg i semi-field velegnede, idet det her er muligt at undersøge betydningen af enkelte faktorer som f.eks. temperatur, nedbør og indstråling for de individuelle pesticider i deres formuleringer.

Der bør udføres yderligere litteraturundersøgelser og/eller tages kontakt med andre institutioner for at søge at afdække betydningsgraden af de klimatiske betingelser i relation til restindhold. Fødevaredirektoratet, som ser mange restforsøg, bemærker indimellem eksempler på afvigende restindhold, som det kan være vanskeligt at forklare. Eftersom restforsøgene (de nye) altid er vedlagt oplysninger om temperatur og nedbør, kunne det være muligt at søge noget af forklaringen herigennem.

7.10 Reguleringsmæssige aspekter

I forbindelse med udvalgsarbejdet er der gennemført en beskrivelse af :

• Den produktrelaterede regulering af frugt og grønt produkter, samt planter.
• Lovgivning der regulerer eller kan være relevant for anvendelsen af pesticider i gartneri og frugtavlsområdet.
• Frivillig regulering, der kan medvirke til en nedsættelse af pesticidanvendelsen.
  

7.10.1 Den produktrelaterede regulering

7.10.1.1 Fælles EU-handelsnormer for frisk frugt og grøntprodukter

De fælles EU-handelsnormer er de normer som tidligere blev betegnet som ”kvalitetsnormer”, og som omfatter produkternes ydre kvalitet.

Normerne er indført med det formål at sikre forbrugerne rimelige produkter, og for at lette handelen, som ofte foregår over store afstande, da det ikke er muligt at fremsende vareprøver som vil være repræsentative for varen, når den endelig bestilles, idet varen kan være forskellig fra dag til dag.

For så vidt angår kvaliteten af de væsentligste friske frugter og grønsager –uanset produktionsmåde - er området reguleret via Rådets og Kommissionens forordninger.

Disse forordninger er umiddelbart gældende i alle medlemslande.

Det er derfor ikke muligt for medlemslandene at afvige fra disse regler.

Reglerne fastsætter bestemmelser om kvaliteten for en række frugt og grønt produkter.

Alle dansk producerede grønsager som produceres i større omfang er omfattet af de fælles handelsnormer. Der er ikke normer for de mindre afgrøder som for eksempel persille, persillerod, pastinak m.m. Der er fastsat normer for de frugter som produceres i større omfang, såsom æbler, pærer, kirsebær, blommer og jordbær, medens der ikke er fastsat normer for de fleste buskfrugter som for eksempel solbær, hindbær, ribs m.m.

For væksthusgrønsagerne er der fastsat normer for tomat, agurk, melon, sød peber, og diverse arter af salat.

For champignon, som først her i foråret 2001 blev føjet til listen i RFO

2200/96, arbejdes der for øjeblikket på at færdiggøre en EU-norm. UN-ECE‘s standard blev senest revideret i år 2000.

For prydplanter i væksthus er der kun fastsat visse generelle krav til kvaliteten i engrosleddet af afskårne blomster og visse typer af snitgrønt.

Kontrollen af normerne er med til at sikre, at frugt og grønt, der sælges i Danmark eller eksporteres, overholder de fastsatte kvalitetskrav. Der findes dog undtagelser fra denne regel, såsom stalddørssalg.

Såfremt der konstateres partier, der ikke overholder de fastsatte kvalitetskrav, vil de blive taget ud af handelen.

7.10.1.2 Lovgivning om planteskadegørere og kontrollen af disse

I dette afsnit vil den generelle danske/EU lovgivning omkring planteskadegørere blive beskrevet. Desuden vil den produktspecifikke danske/EU lovgivning for planter og frø blive omtalt. Endelig vil de internationale plantesundhedskrav blive omtalt.

Planteskadegørere:

Ordet planteskadegørere anvendes som en fællesbetegnelse for levende organismer samt vira, der direkte eller indirekte kan forvolde tab for planteavlen. (Hvirveldyr er undtaget). I praksis anvendes grupperne:

- Skadedyr (insekter, mider og nematoder). - Svampe.
- Bakterier.
- Virus (incl. viruslignende organismer).

Skadedyr og svampe vil være de grupper der fokuseres på i denne sammenhæng, fordi det evt. vil kunne være relevant at anvende pesticider til bekæmpelse af disse.

Lovgivningen, både den danske og internationale, inddeler planteskadegørerne i to grupper:

- 0 toleranceskadegørerne, der er navngivet og velbeskrevne. 
- Praktisk taget fri skadegørerer, der kun sjældent er nævnt ved navn i lovgivningen, ligesom det kun i sjældne tilfælde er muligt at få præcise udmeldinger fra de enkelte landes myndigheder om hvad der forstås ved begrebet.

De officielle minimumskrav som planter skal opfylde for at kunne godkendes til salg i Danmark er, at de skal være helt fri for visse 0-toleranceskadegørere og praktisk taget fri for andre planteskadegørere.

En meget stor del af produktionen opfylder disse krav. Det er vanskeligt at afgøre, om det sky ldes, at det er lykkedes at undgå angreb af de pågældende skadegørere i virksomhederne, eller om det med en kombination af pesticider, biologisk bekæmpelse og på andre måder er lykkedes at holde skadegørerniveauet under det officielt krævede.

I Danmark er Plantedirektoratet officiel kontrolmyndighed i relation til planteskadegørere og den lovgivning, der er relevant herfor. Plantedirektoratet kan påbyde foranstaltninger til bekæmpelse af planteskadegørere, herunder isolering eller tilintetgørelse af planter, planteprodukter og emballage, der medfører smitterisiko.

Hvis planter skal sælges i lande eller områder med større krav til frihed for skadegørere, stiller det yderligere krav til enten at undgå skadegørerne under produktionen eller til at kunne bekæmpe dem inden salget.

Internationale handels- og plantesundhedsregler vil medføre, at det vil blive sværere og sværere for lande at bruge plantesundhedslovgivningen til andre formål end beskyttelse mod relevante planteskadegørere (beskyttelse af handelsinteresser, herunder at sætte krav til importerede planters frihed for skadegørere, som ikke reguleres nationalt).

Den internationale handel med planter betyder, at der til stadighed er en risiko for at få spredt skadegørere til nye områder. Derfor vil der hele tiden være behov for at forebygge en sådan spredning. I tilfælde hvor en planteskadegører er indført, og der er risiko for spredning, kan en øjeblikkelig bekæmpelse, også med pesticider, være nødvendig.

7.10.1.3 Lovgivning der regulerer pesticider

Dette omfatter lov om kemiske stoffer og produkter, miljøbeskyttelsesloven herunder affaldsreglerne, jordforureningsloven, planloven og arbejdsmiljøloven og fødevarelovgivningen.

Der fokuseres på de områder af lovgivningen, der anvendes til at regulere miljøforholdene i gartneri- og frugtavlserhvervene.

Lov om kemiske stoffer og produkter

Godkendelse af pesticider til gartneri og frugtavl er i Danmark reguleret ved kemikalieloven. Denne lov implementerer EU-direktivet om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler.

De danske muligheder for at afvige fra de fælles EU-regler er vurderet af Bichel-udvalget, og den generelle vurdering er, at der er begrænsede muligheder for specifikke stramninger af den danske godkendelsesordning.

Bichel-udvalget konkluderede, at det vil være muligt i forbindelse med godkendelse af et konkret plantebeskyttelsesmiddel her i landet at fastsætte visse vilkår, som begrænser adgangen til at anvende midlet på bestemte arealer og i bestemte afgrøder m.v. Hvis det pågældende middel er optaget på EU’s positivliste og godkendt i en anden EU-medlemsstat er adgangen til at fastsætte sådanne vilkår dog forholdsvis begrænset.

Der er foretaget yderligere vurderinger af EU-lovgivningens betydning for de nationale godkendelser. Der udarbejdes for nærværende vejledninger til hjælp for vurdering af aktivstoffer og/eller midler. Disse vejledninger forventes at gøre vurderingerne i EU-medlemsstaterne mere harmoniserede. Men da vurderingerne skal tage hensyn til nationale forhold, vil disse nødvendigvis ikke altid føre til samme resultat.

For pesticider, der er omfattet af reglerne om overgangsperioden vurderes de miljø- og sundhedsmæssige konsekvenser af disse på grundlag af ”Rammer for vurdering af plantebeskyttelsesmidler”, der er udarbejdet af Miljøstyrelsen. Denne har på visse punkter indbygget kriterier for godkendelse, som endnu ikke er fastlagt på EU-niveau. Der kan her nævnes terrestrisk fauna og vurdering af metabolitter. Endvidere opereres med højere sikkerhedsfaktorer i forbindelse med den økotoksikologiske risikovurdering.

I godkendelsen indgår endvidere en effektivitetsvurdering af pesticiderne, hvilket sikrer, at kun pesticider, der er tilstrækkeligt effektive, godkendes. I forbindelse med effektivitetsvurderingen gennemføres et antal forsøg, herunder dosis-respons forsøg med forskellige doseringer, der kan anvendes til at vurdere mulighederne for en nedsat dosering af pesticiderne. Forsøgene udføres ikke nødvendigvis i Danmark, men skal være gennemført i sammenlignelige områder.

Endelig indgår der fastsættelse af sprøjtefrister og maksimalgrænseværdier i godkendelsen af pesticider. Til dette bruges dels forsøgene anvendt i forbindelse med effektivitetsvurderingen dels kontrollerede forsøg til at fastsætte Good Agricultural Practice (GAP).

Muligheden for at indføre en generel sprøjtefrist til perioden før blomstring og på ikke spiselige dele er vurderet på baggrund af Bichel-udvalgets konklusioner. Det vurderes, at Danmark ved indførsel af en sådan generel sprøjtefrist overfor Kommissionen skal bevise, at det er nødvendigt af sundhedsmæssige årsager. Dette indebærer i realiteten, at Danmark skal bevise, at den nuværende fastsættelse af grænseværdier for indholdet af pesticidrester i fødevarer ikke sikrer den humane sundhed. En sådan bevisførelse må forventes at være særdeles vanskelig.

Muligheden for at indføre ovennævnte sprøjtefrister i de konkrete godkendelser af pesticider er ligeledes vurderet på baggrund af Bichel-udvalgets konklusioner. Det synes at være muligt indenfor EU-retten at fastsætte vilkår om, at der alene må sprøjtes før blomstring eller på ikke spiselige dele for så vidt angår gamle pesticider (pesticider der var på markedet, da direktivet om plantebeskyttelsesmidler trådte i kraft). Efter lov om kemiske stoffer er det dog en forudsætning, at det kan begrundes på grundlag af sundheds- eller miljømæssige argumenter i hvert enkelt tilfælde. Muligheden for at fastlægge konkrete sprøjtefrister før blomstring eller på ikke spiselige dele for nye pesticider vil være begrænset, da der her skal bevises, at det er nødvendigt af sundhedsmæssige hensyn.

Under godkendelsesordningen er der mulighed for særlige ordninger, som off-label godkendelser og dispensationer. Disse er i et vist omfang blevet anvendt i gartneri og frugtavl for at muliggøre bekæmpelse af skadevoldere, hvortil producenterne ikke har søgt om godkendelse af midler.

Direktiv 91/414/EØF indeholder bestemmelser om gensidig anerkendelse, hvilket skal sikre at de samme forsøg herunder dyreeksperimenter ikke udføres to gange, og at der sker en ensartet godkendelse i medlemslandene, når direktivet er fuldt gennemført. Gensidig anerkendelse har som mål, at hindre to medlemsstater efter brug af de ensartede principper for vurderingen træffer to forskellige afgørelser, hvis forholdene i øvrigt er sammenlignelige i de to medlemsstater.

Den gensidige anerkendelse gælder alene for plantebeskyttelsesmidler, hvor aktivstofferne er optaget på direktivets positivliste i bilag 1.

Indtil direktivet er fuldt gennemført vil der således være mulighed for at medlemsstaterne træffer forskellige afgørelser, hvor f.eks. vilkårene for anvendelse vil kunne være forskellige. Dette er dog ikke en hindring for at selve datadokumentationen i sagsbehandlingen kan genbruges i de forskellige medlemsstater.

Gensidig anerkendelse vil, hvor det er fagligt forsvarligt, kunne lette godkendelsesproceduren.

En mulighed for at fremme midler til små afgrøder vil være godkendelser inden for klimaområder, det er dog ikke afklaret, om det fagligt vil være muligt. Der gennemføres for nærværende et projekt vedrørende effektivitetsvurdering i den nordiske region. Ved afslutningen af dette projekt forventes det, at kunne uddrage konklusioner for hvor og hvor ikke sammenlignelighed er opfyldt.

Tilsvarende vil det være en mulighed at anerkende restkoncentrationsdata udført under samme klimatiske forhold, som svarer til nordregionen i EU, og som lever op til samme kvalitetskrav som i EU for at kunne indgå i vurderingen i Danmark.

Miljøbeskyttelsesloven og vandforsyningsloven

Vandforsyningsloven og miljøbeskyttelsesloven indeholder en række bestemmelser, som gør det muligt at planlægge en indsats over for forurening med pesticider. Der findes ligeledes regler for gennemførelse af indsatsen, herunder finansiering.

Der kan indgås frivillige aftaler om begrænsninger i pesticidanvendelsen med henblik på ekstra sikkerhed eller på baggrund af et ønske om at undgå selv indhold af pesticider under grænseværdien i drikkevandet.

På grund af manglende viden om, hvilke forhold, der er bestemmende for grundvandets følsomhed over for pesticider, kan særligt bestemmelsen om at meddele pålæg i forbindelse med indsatsplaner i miljøbeskyttelsesloven ikke anvendes over for pesticidanvendelsen i dag. Den manglende viden er ved at blive bragt til veje på Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelser i samarbejde med Danmarks JordbrugsForskning.

I denne sammenhæng er det vigtigt at være opmærksom på de produktioner, der har en pesticidanvendelse, der er væsentlig højere end i landbrugsdriften.

Jordforureningsloven

Lov om forurenet jord omfatter alle former for jordforurening uanset dennes karakter og tilblivelse. Dog er der en undtagelse i lovens § 2, stk. 2: Loven omfatter ikke jord påvirket af jordbrugsmæssig spredning af slam, gødning og pesticider m.v. Undtagelsen er begrundet med, at lovens virkemidler og indgrebsmuligheder generelt er uegnede til at løse problemer i forbindelse med jordbrugsmæssig spredning af slam, gødning og pesticider, idet der typisk vil være tale om grundvandsrisiko som følge af fladeforurening. Disse problemer imødegås mest hensigtsmæssigt med initiativer ifølge vandmiljøplanen.

Undtagelsen skal fortolkes bredt, således at spredning af gødning, slam og pesticider i landbrug, skovbrug, gartneri er undtaget.

I fortolkningen af undtagelsen er ordet ”spredning” afgørende. Det er nemlig sådan, at lov om forurenet jord, i lighed med den tidligere lov om affaldsdepoter, gælder for punktkilder forårsaget af f.eks. pesticider.

Punktkilder kan defineres som spildt, henlagt og nedgravet pesticidaffald. Der vil i praksis være grænsetilfælde, hvor der kan være tvivl om, hvorvidt en given aktivitet er en spredning eller en punktkilde, eller om en konstateret jordforurening skyldes en spredning eller en punktkilde. I sådanne grænsetilfælde er det op til amtets eller kommunens konkrete vurdering, om jorden er omfattet af loven.

Påbudsbestemmelserne i lovens kapitel 5 kan således finde anvendelse i forhold til spildt, henlagt eller nedgravet pesticidaffald. Kommunalbestyrelsen kan meddele undersøgelsespåbud i medfør af § 40 og oprydningspåbud i medfør af § 41. Adressaten for påbudet er den, der i erhvervsmæssigt eller offentligt øjemed driver eller drev den virksomhed eller anvender eller anvendte det anlæg, hvorfra forureningen hidrører. Forureningen eller en del heraf skal være sket i den pågældende driftsperiode.

Undersøgelsespåbud kan meddeles, hvis forureningen er sket efter den 1. januar 1992. Oprydningspåbud kan meddeles, hvis forureningen er sket efter den 1. januar 2001.

Lovens regler om kortlægning og offentlig indsats finder ligeledes anvendelse i forhold til spildt, henlagt eller nedgravet pesticidaffald. Disse bestemmelser anvendes typisk, hvor ovennævnte påbudsmuligheder er udtømte i forhold til en given eller mulig pesticidforurening.

Planloven

Muligheden for indgreb, der kan nedsætte pesticidanvendelsen og pesticidbelastningen, med hjemmel i planloven er begrænset. Planloven fastlægger rammerne for den fremtidige anvendelse af arealerne og dermed også den fremtidige forurening (her: pesticidanvendelse og –belastning).

Arealer kan pålægges dyrkningsrestriktioner i områder, der er udpeget som indsatsområder. Se mere indsatsområder og indsatsplaner i gennemgangen af lov om vandforsyning (ovenfor).

Som en del af VVM²-vurderingen af frugtplantager og gartnerier vil anvendelsen af og belastningen fra pesticider indgå i vurderingen.

Endelig har amter og kommuner mulighed for at arbejde på at indgå frivillige aftaler med frugtplantager og gartnerier om nedsættelse af pesticidanvendelsen og pesticidbelastningen, hvis amtet eller kommunen inddrager pesticider som en del af de politiske målsætninger for mindskelsen af miljøbelastningen, jf. Lokal Agenda 21.

Arbejdsmiljøloven

Arbejdsmiljøloven har generelle bestemmelser om arbejde med stoffer og materialer, men ingen specifikke bestemmelser om bekæmpelsesmidler. Selve Arbejdsmiljøloven er en rammelov, som primært angiver, at arbejdet skal ske sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt jf. Lovbekendtgørelse nr. 784 af 11. oktober 1999.

I relation til arbejde med kemiske stoffer herunder bekæmpelsesmidler findes der en række særbekendtgørelser med bestemmelser for, hvorledes arbejdet kan eller skal foregå.

For ansatte, som arbejder med bekæmpelsesmidler betyder det, at der bl.a. stilles krav om anvendelse af værnearbejdstøj og andre personlige værnemidler samt adgang til vaske- og badefaciliteter på arbejdspladsen. For personer, der ikke er ansatte gælder samme krav, hvis arbejdet ikke på anden måde kan udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt.

Det er Arbejdstilsynet der fører kontrol med arbejdet.

Derimod findes ingen særbestemmelser for re-entryarbejde i forud behandlede afgrøder. Hvis Miljøstyrelsen i forbindelse med godkendelse af et plantebeskyttelsesmiddel vurderer, at der er behov herfor, stilles der f.eks. krav til at det først et døgn eller mere efter udsprøjtningen er tilladt at udføre arbejdsfunktioner i væksthuset, ligesom der kan stilles krav om brug af værnemidler i perioden efter sprøjtningen. Disse krav skal fremgå af etiketten til det enkelte produkt.

Foruden de generelle bestemmelser og anbefalinger findes i relation til arbejde med bekæmpelsesmidler følgende skærpende forhold, nemlig:

• Børns arbejde, hvor de nærmere regler for arbejde med farlige kemikalier er beskrevet i Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 516 af 14. juni 1996, om unges arbejde med senere ændringer.
• Gravides arbejde, hvor de nærmere anbefalinger er beskrevet i At-anvisning, Nr. 4.0.0.2, Marts 1998, Gravide og ammendes arbejdsmiljø.

Som supplement til Arbejdstilsynets lovgivning mv. har Branchearbejdsmiljørådet (BAR), Jord til Bord, Jordbrugets

Arbejdsmiljøudvalg udarbejdet en række specifikke branchevejledninger. Disse vejledninger har været til høring i Arbejdstilsynet og beskriver i detaljer branchens egne anbefalinger for, hvorledes arbejdet med bekæmpelsesmidler bør foregå.

Der er udarbejdet sikkerhedshåndbøger henholdsvis for Landbrug og Maskinstationer, Anlægsgartnere og gartnerier/planteskoler.

Fødevareloven

Fødevarelovens § 10 giver fødevareministeren hjemmel til at fastsætte regler eller træffe bestemmelse om, på hvilke vilkår fødevarer, hvori forureninger forekommer, må sælges. Denne hjemmel er uddelegeret til Fødevaredirektoratet, der vurderer og fastsætter danske maksimalgrænseværdier for pesticidrester i pesticidbekendtgørelsen.

Bichel-udvalget konkluderede endvidere, at Danmark i realiteten ikke har noget selvstændigt spillerum for fastsættelse af grænseværdier i fødevarer, der er anderledes end de af EU-fastsatte.

Efter Bichel-udvalgets afrapportering er det imidlertid konkluderet, at fastsættelse af grænseværdier for rester af alle pesticider i alle typer af frugt og grønt først vurderes at kunne være løst i 2008. Tidligere var det forventet, at opgaven kunne være tilendebragt i 2003.

Reglerne sættes i værk nu, men det faktiske forbud kan først træde i kraft senere.

7.10.1.4 Kontrol af pesticider
Indledningsvist skal begrebet pesticidkontrol præciseres, da det overordnet set dækker flere typer af kontrol, som tilmed udføres af forskellige myndigheder. Det drejer sig om henholdsvis:

1)  Miljøstyrelsens kontrol med markedsføring og anvendelse af pesticider.
2)  Plantedirektoratets kontrol med sprøjtejournaler og sprøjteudstyr.
3)  Plantedirektoratets kontrol af restindhold i foderstoffer efter pesticidbekendtgørelsen.
4)  Plantedirektoratets kontrol med økologiforordningen.
5)  Fødevaredirektoratets kontrol med indhold af pesticidrester i fødevarer i henhold til pesticidbekendtgørelsen og fødevarelovens § 7, stk. 2.
6)  Arbejdstilsynets kontrol efter arbejdsmiljølovgivningen.
7)  Kommunalbestyrelsens tilsyn efter miljøbeskyttelsesloven og bekendtgørelse om erhvervsmæssig anvendelse af plantebeskyttelsesmidler.

Kemikaliekontrollen har hjemmel i kemikalieloven. Kontrollen udføres af Kemikalieinspektionen og her primært i handelsleddet hos korn- og foderstofforretninger, men der udføres også begrænsede kontrolkampagner hos brugere af bekæmpelsesmidler, hvor der fokuseres på overholdelse af regler om opbevaring og besiddelse af bekæmpelsesmidler hos erhvervsmæssige brugere.

Kemikalieloven indeholder hjemmel til at udføre tilsyn og kontrol af overholdelse af anvendelsesbetingelser for pesticiderne hos gartnere og frugtavlere, såsom sprøjtetidspunkter, afstandskrav til vandløb mm..

I bekæmpelsesmiddelbekendtgørelsen er det bestemt, at Kommunalbestyrelsen bistår Kemikalieinspektionen med tilsyn og kontrol med overholdelse af reglerne om opbevaring og anvendelse af bekæmpelsesmidler hos erhvervsmæssige brugere, jf. § 48 i lov om kemiske stoffer og produkter. I hvilket omfang kommunalbestyrelserne gør dette er ikke afdækket, ud over en mindre rundspørge til 30 kommuner. Heraf fremgår det, at tilsynsaktiviteten er meget forskelligartet fra kommune til kommune, og at der også i et vist omfang føres kontrol efter bekendtgørelse om bekæmpelsesmidler i frugtavl og gartnerier.

Kontrol af sprøjtejournal og sprøjteudstyr har hjemmel i lov om journal over brug af plantebeskyttelsesmidler og eftersyn af udstyr til udbringning af plantebeskyttelsesmidler i jordbruget. Kontrollen udføres af Plantedirektoratet, der stikprøvevis udtager et vist antal journaler og sprøjter til kontrol.

For så vidt angår sprøjtejournaler er der hjemmel til at kontrollere de formelle krav til udformningen af sprøjtejournalen. Plantedirektoratet kontrollerer, at journalen mindst indeholder oplysninger om markens/arealets identifikation, markens/arealets størrelse i ha eller for væksthus m² , afgrøde/kultur, anvendt middel, dosering pr. ha (landbrug/gartneri/planteskole) eller pr. m², dato for anvendelsen, ejers/brugers navn. Journalen skal føres løbende og senest 7 dage efter anvendelsen af plantebeskyttelsesmidler. Journalen skal opbevares i mindst 5 år.

For så vidt angår kontrol af sprøjter giver loven alene hjemmel til at sprøjteudstyr skal gennemgå et eftersyn.

Plantedirektoratet oplyser efterfølgende jordbrugeren om konstaterede mangler ved udstyret. Der er dog kun vurderet sprøjteudstyr i få gartnerier, og i praksis har kontrollørerne ikke udstyr til at kontrollere de sprøjtetyper der anvendes i væksthuse og frugtplantager.

Kontrol af pesticidrester i fødevarer har hjemmel i lov om fødevarer. Kontrollen udføres af Fødevaredirektoratet. Det er direktoratets opgave at kontrollere om de fastsatte grænseværdier for pesticidrester overholdes samt via overvågningsprogrammet at kortlægge pesticidindholdet i fødevarer på det danske marked.

Kontrollen udføres stikprøvevis på både dansk og udenlandsk producerede fødevarer. Der er ikke hjemmel i fødevarelovgivningen til at kontrollere om anvendelsesbetingelserne for godkendte pesticider overholdes.

Kontrolresultaterne for 2001 er gengivet i tagel 6.10. Resultaterne viser, at der relativt set findes flere prøver med pesticidrester både under og over grænseværdierne udtaget i udenlandsk frugt og grønsager end i dansk frugt og grønt.

Tabel 6.10.
Indholdet af pesticidrester i dansk og udenlandsk produceret frugt og grønt.

		Antal udtagne prøver	Antal prøver med pesticidrester under grænseværdien i %	Antal prøver med pesticidrester over grænseværdien i %
Dansk producerede produkter	frugt	192	29	0,50
	grønt	672	6	1
Udlandske produkter der også dyrkes i Danmark*	frugt	257	60	11
	grønt	582	34	4

*Ved at samle udenlandske produkttyper, der produceres i Danmark, kan dansk producerede produkter sammenlignes med tilsvarende produkter produceret i udlandet.

Den ovenstående gennemgang viser, at der er en kontrol af pesticider, der omfatter 1) salgsleddet for pesticider, 2) gartnerier og frugtplantager samt 3) fødevarers indhold af pesticidrester.

Det bør overvejes, hvordan en skærpet kontrol mest hensigtsmæssig kan struktureres under hensyntagen til at opnå størst miljø- og sundhedsmæssig gevinst i forhold til indsatsen, herunder eksempelvis ved egenkontrol af sprøjteudstyr, indførelse af sanktioner og lign.

Med hensyn til struktureringen af kontrollen forekommer det hensigtsmæssigt at f.eks. vurdere en udbygning af det i dag gældende ’jord-til-bord’ princip til at omfatte Plantedirektoratets eksisterende, men helt formelle eftersyn af sprøjtejournalers føring , og Miljøstyrelsens kontrolregler efter Lov om Kemiske Stoffer og Produkter samt i begge tilfælde at vurdere indførsel af en egentlig egenkontrolfunktion svarende til fødevarelovgivningens regler om Virksomheders Egenkontrol.

Udvalget finder, at en øget egenkontrol og eftersyn af sprøjteudstyr vil bidrage til en øget forståelse hos gartnere og frugtavlere af forholdet mellem sprøjtekvalitet og forurening/ ressourcespil samt understrege, den forøgede betydning myndighederne tillægger en reduktion i anvendelsen af pesticider.

Udvalget anbefaler, at der gives løbende og ajourført information og rådgivning om:

- sprøjteudstyrets indretning og funktion
- anvendelse af integrerede metoder
- skadetærskler og varslinger
- middelvalg og reducerede doser
- sprøjtefrister og restkoncentrationer)

Udvalget anbefaler en forøgelse af antallet af eftersyn af sprøjteudstyr, samt at kontrollanterne også gøres i stand til at afprøve om sprøjteudstyret i væksthuse og frugtavl fungerer optimalt.

Den tekniske udvikling taget i betragtning bør det endvidere overvejes at stille krav til regelmæssig opdatering af sprøjtecertifikatet for at sikre et højt vidensniveau i forhold til den tekniske udvikling af sprøjteudstyr, anvendte kemikalier og ændring af regler.

Generelt må det for konsumafgrøderne anbefales, at der sker certificering/mærkning, der kan stimulere efterspørgslen efter frugt og grønt, der er økologisk dyrket eller har en begrænset pesticidanvendelse som kendetegn. Derved kan forbrugernes sande præferencer komme til udtryk. Forudsat, at strategien slår igennem på forbrugernes købsadfærd, vil producenterne opleve et efterspørgselstræk, som normalt er det mest effektive middel til at drive en omstillingsproces. Også samfundsøkonomisk vil en sådan strategi formentlig være langt det billigste.

En mærkningsstrategi kan besluttes for de danske produkter, men bør ideelt set også gælde importerede varer. Slår strategien tilstrækkeligt igennem i forbrugernes købsadfærd, kunne det gøres gældende, at det er tilstrækkeligt at mærke de danske produkter, idet de alene herved vil få en fortrinsstilling over for de importerede ikke certificerede varer.

Hvorvidt inddragelse af detailhandlen er en farbar vej til nedsættelse af pesticid forbruget i Danmark, og på hvilken måde det i givet fald kan ske kræver imidlertid en grundig analyse, der ligger uden for denne arbejdsgruppes rammer.

7.10.1.5 Frivillig regulering

Udvalget har vurderet følgende 3 frivillige ordninger, der kan medvirke til at nedsætte pesticidanvendelsen:

• EMAS
• IP
• MPS

Miljøstyring er indbygget i flere internationale systemer, hvor der kan ske certificering. For eksempel EMAS, der er EU‘s system til miljøstyring.

Dansk Erhvervsgartnerforening (DEG) har udarbejdet et materiale vedrørende miljøstyring i gartnerier og planteskoler på baggrund af EMAS. Materialet er tilrettet, så det passer ind i en gartners hverdag og omhandler de væsentligste miljøpåvirkninger for en gartnerivirksomhed.

Indførelse og vedligeholdelse af miljøstyring efter EMAS og ISO 14001 er imidlertid et omfattende arbejde. Og i gartnerierhvervet, med mange små og mellemstore virksomheder, er der ikke mange som foretrækker EMAS fremfor MPS. Der er i dag omkring 5 store gartnerier med EMAS.

Mærket for Integreret Produktion (IP) er indført af Gartneribrugets

AfsætningsUdvalg (GAU) og kan anvendes af producenter under opfyldelse af en række krav til produktionen af grønsager i væksthus og på friland samt for frugt- og bærproducenter.

Målsætningen beskrives som ”Hovedformålet er at fremme en god dyrkningspraksis og reducere forbruget af pesticider og gødning.

Produktionen er en økonomisk produktion af kvalitetsgrønsager hvor miljøet og den menneskelige sundhed sikres mest muligt.” .

For at en producent kan mærke sine produkter med IP-mærket, skal IP-reglerne være overholdt, når Plantedirektoratets kontrollører kommer på det årlige kontrolbesøg. Hvis dette ikke er tilfældet, bliver producenten frakendt retten til at anvende IP-mærket. De tilmeldte producenter kan dog næste år atter anvende mærket, indtil det i givet fald dokumenteres, at de ikke overholder reglerne for IP-produktion. Gentagen misligholdelse af reglerne fører til udelukkelse.

MPS (Miljøprojekt for Prydplanter) er et internationalt miljøsystem for gartnerierhvervet, fortrinsvis indenfor snitblomster og potteplanter. Kriteriet for at kunne deltage i MPS er, at man dyrker prydplanter under overholdelse af reglerne i MPS, herunder at man indsender diverse oplysninger til tiden, at man underkaster sig kontrollen fra det internationale kontrolfirma SGS, og at man kun bruger kemikalier, der er tilladt i MPS og i Danmark. Der er ingen krav om at man skal kunne opnå et vist antal minimum point i MPS, men deltagerne premieres ved klassificeringerne som A og B gartnerier, når de har tilstrækkelig med points.

Der er forskellige normer for forbrug af kemikalier, gødning og energi i MPS. Disse normer tilrettes de enkelte kulturer. Der er indenfor potteplanter 10 forskellige normer, 3 for energi, og indenfor hver af disse 3 energinormer er der 3 for kemikalieforbrug. Endelig er der en tiende norm for de kulturer, hvor der endnu ikke er tilstrækkeligt datagrundlag for at kunne indpasse dem i de 9 oprindelige normer. Normerne er fastsat af hollandske forskere ud fra videnskabelige og praktiske erfaringer. Disse normer tilrettes løbende, og der bliver taget hensyn til danske synspunkter og erfaringer. Alle kulturer tildeles hermed en norm eller nogle grænser for forbrug. Er forbruget over disse grænser fås ingen point. Er forbruget under grænserne fås maksimum point og er de mellem grænserne beregnes pointene derudfra.

Indenfor kemikalier kan fås 40 point, indenfor energi 30 point, indenfor gødning 20, mens affaldshåndtering kan give 10 point, i alt 100 point.

Den samlede pointsum afgør herefter om gartneriet klassificeres som A, B eller C gartneri. Alle er automatisk C gartnerier. For at blive B gartneri skal man have mindst 55 point, mens der kræves mindst 70 point for at blive A gartneri. Det skal bemærkes, at det er gartneriet og dets samlede produktion, der bedømmes i MPS og ikke enkeltkulturer.

Det gælder generelt for alle systemerne, at formålet er bredere end bare det at nedsætte pesticidanvendelsen, idet der også i større eller mindre omfang er indbygget en vurdering af f.eks. gødning, energi eller affaldshåndtering.

Af de 3 systemer har IP og MPS den største udbredelse, medens EMAS alene anvendes i et fåtal gartnerier. Dette mønster i udbredelsen vurderes at afspejle ressourceforbruget ved at implementere og anvende systemerne.

EMAS-systemet er det mest detaljerede, idet den indeholder kortlægning af miljøpåvirkningerne, opstilling af målsætninger og organisering af miljøarbejdet. EMAS omfatter således både mål og midler.

MPS-systemet er mindre detaljeret, idet gartnerierne vurderes på baggrund af forbruget af kemikalier, gødning og energi. Systemet indeholder ikke direkte retningslinier for, hvordan pesticidanvendelsen kan nedsættes.

IP-systemet er ligeledes et relativt enkelt system, men i modsætning til MPS fokuserer systemet på hvilke pesticider, der bør anvendes, samt enkelte overordnede principper for nedsættelse af pesticidbelastningen, men IP-reglerne giver ikke et mål for en nedsættelse af pesticidforbruget.

Deltagelse i alle 3 systemer er frivillige og motivationen hos den enkelte gartneriejer og frugtavler vil således være afgørende for indførsel af systemerne.

Barriererne for dette beskrives i et andet projekt.

Erhvervet vurderer dog, at MPS er fremtidens miljøsystem indenfor produktion af prydplanter, og at danske potteplantegartnere i udstrakt grad vil benytte sig af dette system.

Det har ikke været muligt at vurdere effekten af systemerne på pesticidforbruget, men der er dog for æbler en indikation af, at IP har medvirket til en nedsættelse af behandlingsindekset.

Endvidere indikerer ændringen i fordelingen af MPS gartnerier på A,B og C gartnerier, at systemet kan have medvirket til en nedsættelse af pesticidanvendelsen.

Fødevaredirektoratet har påpeget, at der kan være problemer mellem fødevarelovens regler om anprisning af varer og IP-reglernes bestemmelse om karantæne i forbindelse med anvendelse af pesticider i gruppe 2. Dette skyldes, at karantænereglerne kan fraviges, såfremt en konsulent skriftligt bekræfter at den biologiske balance er oprettet. Forbrugerne kan dermed ikke være sikre på, at deres fødevarer ikke vil være uden rester fra gruppe 2 pesticiderne.

__________________________________________________________

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |