Miljø, teknologi og innovation

4 Hovedtendenser i den miljørettede teknologiske udvikling og innovation

4.1 Miljøteknologiens bidrag til forureningsbekæmpelse
4.2 Fra miljøteknologisk potentiale til kommercielt alternativ
4.3 Størrelsen af markedet for miljøteknologi
4.4 De klassiske miljøteknologier – rensning, oprydning og miljøressourcer
4.5 Renere teknologier - ressourceoptimering og ændring af enkeltteknologier
4.6 Miljøeffektive teknologiske systemer

4.1 Miljøteknologiens bidrag til forureningsbekæmpelse

Udvikling og udnyttelse af miljøteknologi har på en række områder ført til en markant reduktion af miljøbelastningen gennem de sidste 30 år. Investeringer i spildevandsrensning har reduceret den spildevandsrelaterede nitrat belastning af vandmiljøet til under en ¼. Den danske belastningen af miljøet med SO2 er reduceret til en 1/10 af niveauet i midten af 1970’erne som resultatet af en målrettet teknologisk indsats. Udledningen af NOX fra trafikken er reduceret med en 1/3 del samtidigt med, at antallet af kørte kilometer har været stigende.

En blandt flere forudsætninger for denne udvikling har været, at det er lykkedes at udvikle og udbrede nye miljøteknologiske potentialer. Figur 4.1 viser eksempler på de potentialer for en reduktion af miljøbelastningen, som er skabt via de sidste 30 års miljøteknologisk innovation. Data er beregnet med udgangspunkt i Engelske forhold, men afspejler den generelle udvikling i andre højt industrialiserede lande. Ekstra omkostningen ved at anvende de mindre forurenende teknologier svinger noget fra område til område og fra teknologi til teknologi. I de tilfælde hvor de nye mindre forurenende teknologier kommer til at dominere markedet, bliver det med tiden vanskeligt at udskille ”prisen” på den mindre forurening. I tilknytning til nedenstående tabel er det beregnet, at ekstraomkostningerne knyttet til anvendelsen af de miljøteknologier der fører til den viste reduktion af forureningen fra fossilt baseret elektricitet, er et sted mellem 0 – 10%. De mindre forurenende bilmotorer koster ca. 3.5 % mere end de hidtidige. Den forbedrede spildevandsrensning fører til øgede omkostninger på fra 1,5 til 3%. 

Figur 4.1.
 Eksempler på teknologiske potentialer for forureningsbekæmpelse skabt gennem de sidste 30 år
32
 Figur 4.1. Eksempler på teknologiske potentialer for forureningsbekæmpelse skabt gennem de sidste 30 år
Se billede i fuld størrelse

4.2 Fra miljøteknologisk potentiale til kommercielt alternativ

Selv om miljøteknologiens potentiale er betydeligt, forbliver en stor del af dette potentiale vanskeligt tilgængelig,da en række hindringer lægger sig i vejen for denne teknologis fortsatte udvikling og indtrængen på markedet. Mange af hindringerne for indførelse og udbredelse af ny miljøteknologi er fælles for alle nye teknologier. Af de faktorer der begrænser skabelsen af ny teknologi i udviklingsfasen, kan nævnes manglende udviklingsfinansiering, risikouvillighed og usikkerhed, utilstrækkelige oplysninger om teknologiens effektivitet, manglende understøttende infrastruktur, umodne afsætningskanaler og manglende ekspertise.

Disse problemer kan yderligere forværres, hvis udviklingen på lov- og regelområdet er uforudsigelig.

Argumenterne for innovationsfremmende politik inden for miljøteknologi er imidlertid mere vidtgående, end det er tilfældet i forbindelse med almindelig teknologipolitik.
Miljøet, forstået som ren luft og rent vand, et stabilt klima, rigelige naturressourcer og en rig biodiversitet, er fælles goder. Manglende, ufuldstændige eller ineffektive markeder for disse miljøgoder betyder, at det forventede afkast af investeringer i miljøteknologi er mindre, end det ville have været, hvis priserne afspejlede miljøgodernes eller miljøtjenesternes fulde værdi. Det medfører, at både virksomheder og husholdninger systematisk underinvesterer i innovativ miljøteknologi. Dette betyder både, at omkostningseffektive løsninger på miljøproblemer ikke udnyttes og at der er færre incitamenter til at udforske og udvikle disse teknologier.

Et andet problem er, at det ofte tager en længere modningsperiode for en ny teknologi at blive konkurrence dygtig med eksisterende teknologier.
Elektricitets produktion er et godt eksempel på dette. I figur 4.2 har det internationale Energi Agentur illustreret, hvordan forskellige nye teknologiske systemer til fremstilling af elektricitet via fornybare ressourcer, først efterhånden udvikler sig til at blive konkurrencedygtige med traditionelle fossilt baserede teknologier.

Denne ”indlæringskurve” for nye teknologier gør det er vanskeligt at introducere nye teknologiske systemmer i konkurrence med eksisterende uden en eller anden form for ”offentlig” støtte i opstarts perioden. Det tidspunkt, hvor nye teknologier bliver konkurrencedygtige med de gamle og mere forurenende teknologier er selvfølgelig afhængig af i hvilket omfang omkostningerne ved forureningen indgår i produkternes pris.

Figur 4.2
Indlæringskurve for nye teknologier inden for elsektoren.
Figur 4.2 Indlæringskurve for nye teknologier inden for elsektoren.
Se billede i fuld størrelse

Virksomheder spiller en central rolle, når miljøteknologiske potentialer skal optimeres så de kan konkurrere med eksisterende teknologier på markedet. Det er en iterativ proces, hvor teknologierne løbende optimeres fra generation til generation. Ofte vil nye teknologiske systemer udvikle sig inden for særlige nicher på markedet, hvor de opfylder behov, som ikke opfyldes af de eksisterende teknologier. På disse niche markeder kan de nye teknologier efterhånden blive kommercielt modnet så de kan konkurrerer med eksisterede teknologier også på disses kerne markeder. Biler, der drives af forbrændingsmotorer, var i en lang periode en ”hobby” for rigmænd. Først efterhånden blev bilen en seriøs konkurrent til hestetransporten. Og først efter 1. verdenskrig begynde bilen at udvikle sig til en seriøs konkurrent til toget. Rigtig fart tog udviklingen først da bilen begyndte at blive masseproduceret, hvorved prisen efterhånden faldt så meget at den kunne blive ”hver mands eje”. Virksomheder som Ford, Folkevogn og Volvo spillede en afgørende rolle for denne udvikling.

Nutidens realisering af de miljøteknologiske potentialer ved vindmølle teknologien startede også som en niche produktion, som blev drevet frem af enkelte ideologisk engagerede lægfolk. Først i dag hvor produktionen i gennem en længere periode er foregået i store professionelt drevne industrivirksomheder, er udviklingen af vindmøller nået dertil, hvor den kan tage konkurrence op med nybyggede fossilt baserede Elkraftværker.

4.3 Størrelsen af markedet for miljøteknologi

Inden for OECD er miljø- og energisektoren et af de fire største vækstområder, og sektoren står stærkt i Danmark. Den er således den eneste danske sektor, der inden for de seneste år har vundet markedsandele på hjemmemarkedet og inden for OECD33. Den danske eksport fra energisektoren er steget med 40 pct. fra 1996 til 199834. På energiområdet er danske producenters salg af vindmøller vokset fra næsten nul i slutningen af 1980’erne til godt 20 mia. kr. i 2001.35

Problemer med den statistiske beskrivelse af miljøsektoren

Ved vurderinger af den økonomiske betydning af miljøindsatsen er der behov for at udskille miljøaktiviteterne som en økonomisk sektor på linie med samfundets øvrige økonomiske sektorer. En del af miljøsektoren udgøres af virksomheder, der udvikler og producerer miljøteknologier. Denne del er relativt velafgrænset, når det drejer sig om fremstilling og udvikling af de traditionelle renseteknologier og ressourceforvaltningsteknologier. Når det drejer sig om integrerede miljøteknologier, er det vanskeligt at foretage en mere præcis afgræsning. Her vil det typisk bero på et skøn, hvorvidt hensynet til miljøet er den væsentligste drivkraft for udbud og efterspørgsel. Ofte savnes et videngrundlag, der er nødvendigt for at foretage dette skøn på et kvalificeret grundlag. Konsekvensen er, at de –fleste forsøg på at opgøre den økonomiske betydning af ”miljøsektoren”, via eksisterende statistisk materiale, ikke i praksis inkluderer renere teknologier, – de er jo indlejret i den eksisterende teknologiske udvikling.

Den danske sektor for miljøteknologi

Der findes ikke en samlet løbende statistik over miljøsektoren i Danmark. Det skyldes bl.a. de nævnte problemer med at udskille den miljøorienterede produktion fra anden produktion. Mange virksomheder har f.eks. produktion af miljøbeskyttelsesudstyr sammen med en anden produktion. Også produkterne kan være vanskelige at definere. Den samme pumpe kan f.eks. benyttes både på et rensningsanlæg og i den kemiske industri. Af samme grund er det derfor heller ikke overraskende, at virksomheder generelt ikke er i stand til præcist at adskille miljøinvesteringer fra andre investeringer.36 

Danmarks statistik har forsøgt at definere miljøsektoren udfra de eksisterende statistikker. Nedenstående tabel viser et overblik over miljøsektoren i 1997. Den er udarbejdet ved at sammenstille brancher, hvis hovedaktivitet er produktion af varer og tjenester. Tallene er dog behæftede med en betydelig usikkerhed og således kun udtryk for en størrelsesorden. Ifølge Danmarks Statistik repræsenterer de formentlig en undervurdering af den faktiske omsætning og beskæftigelse.

Klik på billedet for at se html-versionen af: ‘‘Figur 4.3. Danmarks statistiks opgørelse miljøsektoren i Danmark 1997‘‘
Klik på billedet for at se html-versionen af: ‘‘Figur 4.3. Danmarks statistiks opgørelse miljøsektoren i Danmark 1997‘‘
 37

Ovenstående oversigt, med data fra 1997, er den sidst udarbejdede statistik af denne type af Danmarks Statistik. Der er lavet andre opgørelser på specifikke miljøteknologiske områder. På vindmølle området er der lavet en opgørelse, der viser en meget hurtig vækst i eksport og omsætningen. således at danske vindmølle producenters omsætning af vindmøller i 2002 rundede 20 milliarder kr. mens den danske eksport af vindmøller var på omkring 11 milliarder kr.38

EU’s miljøindustri - beskæftigelses- og eksportpotentiale

EU Kommissionen har fået udarbejdet en rapport, der, på baggrund af tilgængeligt talmateriale i årene 1994-1999 om miljøinvesteringer i EU-15 og i kandidatlandene, har søgt at beskrive den økonomiske betydning af miljøindustrien, inklusiv beskæftigelsen (note). Undersøgelsen baserer sig primært på OECD’s og EUROSTAT’s definition af miljøsektoren. Ved beskrivelsen af miljøindustrien skelner OECD39 og EUROSTAT mellem ”pollution management” og ”ressourcemanagement” som vist i figur 4.4. 

Klik på billedet for at se html-versionen af: ‘‘Figur 4.4. OECD’s og Eurostats statistiske miljøkategorier‘‘
Klik på billedet for at se html-versionen af: ‘‘Figur 4.4. OECD’s og Eurostats statistiske miljøkategorier‘‘

Renere teknologier indgår som et element i forureningshåndteringssektoren i OECD’s og EUROSTATS opgørelser. Med hensyn til ressourcehåndtering, så er energiforsyning baseret på fornybare energikilder ikke medtaget i OECD’s definition på grund af manglende data.

I den af EU-kommissionen bestilte undersøgelse af EU’s miljøindustri fremgår det, at den samlede miljøindustri i EU i 1999 producerede varer og tjenesteydelser for 183 mia. Euro, der fordeler sig på hovedområder som vist i fig. 4.5. Siden 1994 har den gennemsnitlige årlige vækst inden for EU’s miljøteknologisektor været 5%, hvilket er en vækstrate, der ligger over den generelle vækst i EU. 

Figur 4.5.
EU’s marked for miljøteknologi fordelt på indsatsområder
40
Figur 4.5. EU’s marked for miljøteknologi fordelt på indsatsområder

I rapporten anslås omfanget af det globale marked for miljøindustrien at være 550 mia. Euro. Dette betyder at EU udgør ca. en tredjedel af det totale marked, hvilket er på niveau med USA.

De største markeder for miljøteknologi findes p.t. i de højt industrialiserede lande, hvor EU, Nordamerika og Japan er de helt dominerende. Disse tre regioner repræsenterer i dag ca. 90 pct. af markedet for miljøteknologi. Denne skæve fordeling afspejler en massiv underinvestering i miljøteknologi i de økonomisk tilbagestående lande.

Figur 4.6.
Verdensmarkedet for miljøteknologi fordelt på regioner
41  
Figur 4.6. Verdensmarkedet for miljøteknologi fordelt på regioner

EU er det største eksportmarked for dansk miljøteknologi. Det fremtidige marked for miljøteknologi i EU afhænger bl.a. af udviklingen af miljøpolitikken og de miljøpolitiske målsætninger og satsninger på miljøområdet i erhvervs- og innovationspolitikken. I EU er målet at blive den mest videnintensive og dynamiske økonomi i verden i år 2010. I EU’s bæredygtighedsstrategi indgår teknologisk udvikling som en af forudsætningerne for at realisere målsætningerne, især på energi- og transportområdet. I EU’s 6. rammeprogram for forskning, teknologisk udvikling og demonstration er der bl.a. afsat midler til forskning i bæredygtige teknologier inden for disse sektorer herunder teknologier til udnyttelse af fornybare energikilder, hydrogenbiler og brændselsceller.

Inden for fødevareområdet er der også politiske initiativer i EU, der peger i retning af øget efterspørgsel efter miljøteknologi. Den planlagte omlægning af EU’s tilskudsordninger på landbrugsområdet forventes at bidrage til en omlægning af denne sektor i retning af mere miljøvenlige driftsformer.

På kortere sigt medfører en række EU-direktiver nye investeringer i renseteknologier. Eksempelvis skal alle større dieselkøretøjer forsynes med partikelfiltre inden 2006. Kommende investeringer i forhold til udbygning af renseteknologi som f.eks. spildevandsrensning i det åbne land kan forventes. De relativt store udgifter til drift på spildevands- og affaldsområdet peger i øvrigt på, at der er et stort marked særligt i OECD landene efter teknologier, der kan bidrage til mere omkostningseffektive løsninger.

EU’s ansøgerlande udgør et meget stort fremtidigt marked for miljøteknologi som følge af ansøgerlandenes implementering af miljøacquiet. EU kommissionen har opgjort landenes samlede omkostninger forbundet med at leve op til EU’s regler på miljøområdet til godt 95 mia. Euro. Der er betydelige forskelle fra land til land, som det fremgår af figur 4.7. 

Figur 4.7.
Investeringsbehov i EU-kandidatlande for at opfylde miljøbehov
42
Figur 4.7. Investeringsbehov i EU-kandidatlande for at opfylde miljøbehov
Se billede i fuld størrelse

Det forventes, at det samlede marked i EU’s kandidatlande vil vokse med i gennemsnit 10 pct. om året over de kommende 10 – 20 år. Inden for rammerne af EU’s ISPA program er der årligt afsat 500 mio. Euro til etablering af nye spildevandsrensningssystemer43.

Som det fremgår af figur 4.6, er der et meget stort investeringsefterslæb på miljøområdet i udviklingslandene. Til gengæld er den aktuelle vækstrate på dette marked stor. US Department of Commerce har opgjort væksten i 1998-1999 til mellem 10 og 17 pct. Også fremover forventes der høje vækstrater i disse lande.

EU havde i 1999 et overskud på handelen med miljøprodukter i forhold til resten af verden på omkring 5 mia. Euro. Den samlede eksport anslås til at være 18 mia. Euro.

Nordamerika er EU‘s største eksportmarked og har udvist stor vækst. Også eksportmarkederne for miljøteknologi i EU’s kandidatlande er præget af betydelig vækst. EU selskaber anvender ofte joint venture for at komme ind på disse markeder. I løbet af de næste 5 år er vækstraten på markeder i udviklingslandene estimeret til 5-8 %, mens væksten for de vestlige markeder forventes at blive omkring 3 %.

Sammenlignet med USA og Japan har EU en stærk og mangfoldig eksportsektor, som står sig godt i konkurrencen på verdensmarkedet. EU står specielt godt i forhold til udvikling af teknologi til energifremstilling baseret på fornybare energiressourcer. I forhold til teknologier til genbrugssektorer står EU også stærkt på verdensmarkedet.

Rapporten estimerer, at der er ca. 4 millioner jobs i miljøsektoren i EU, når alle afledte beskæftigelseseffekter medregnes. Øko-industrien er lige som den øvrige økonomi i EU kendetegnet af liberalisering af økonomien. Dette afspejler sig bl.a. ved, at der er sket et skift i beskæftigelsen fra den offentlige til den private sektor. Specielt affaldshåndteringssektoren er kendetegnet af mange beskæftigede i forhold til de samlede investeringer.

Miljøteknologiens hovedkategorier

Ovenfor er den miljøteknologiske udvikling beskrevet under et for at give et samlet overblik. Denne beskrivelse omfatter imidlertid nogle relativt forskelligartede typer miljøteknologi med hver deres udviklingshistorier, kendetegn, placering på markedet mv. Den uddybede beskrivelse af den miljøteknologiske udvikling som et element i en grøn markedsøkonomi er derfor relateret til: 1) traditionelle rense og ressourceteknologier, 2) renere teknologier og 3) miljøeffektive teknologiske systemer.

4.4 De klassiske miljøteknologier – rensning, oprydning og miljøressourcer

Udledning af urenset spildevand, massiv luftemission, deponering af ubehandlet affald, samt hastig fysisk degradering af en række naturtyper, var miljøproblemer der var i centrum for den danske miljøindsats for godt 30 år siden. Højere skorstene og udledning af spildevandet længere til havs, var de teknikker man indtil da primært havde anvendt for at reducere de miljø- og sundhedsskadelige effekter af forureningen.

Disse ”teknikker” begyndte man, for 30 år siden, i stigende omfang at supplere med forskellige typer rense- og ressourcehåndteringsteknologier. Hertil kommer udvikling af en række teknologier til naturbeskyttelse og miljøgenopretning. Fælles for disse miljøteknologier er, at de udelukkende udvikles, fremstilles og anvendes med henblik på, at udbedre og/eller nedbringe miljøproblemer i takt med de erkendes.

Frem til begyndelsen af 1980’erne dominerede denne type miljøteknologier det samlede felt af miljøteknologier i Danmark. Dette afspejlede en situation, hvor miljø og miljøpolitik blev anskuet som en selvstændig problemstilling, der forudsætter sine egne teknologier. Den dominerende indsatsfilosofi hvilede på symptombehandling.

Hovedfokus for den første type miljøteknologi var forureningsbekæmpelse. Den mest anvendte overskrift for disse teknologier er ”rense” teknologier. ” Rense” teknologierne indtager fortsat en vigtig plads på det samlede marked for miljøteknologi.

Ressourceorienterede teknologier inden for vandforsynings- og genbrugssektoren indgår normalt også i internationale opgørelser over den første type miljøteknologier. De er også medtaget her i rapporten, som følge af deres nære tilknytning til miljøindsatsen.

Udviklingen i Danmark modsvarer udviklingen i andre sammenlignelige lande med en højt udviklet økonomi, om end Danmark på en række områder har været på forkant af udviklingen.

Miljøbetydning

”Renseteknologier” er primært beregnet til at reducere den negative miljøpåvirkning fra affalds- og spildprodukter, inden de udledes til miljøet eller medfører risiko for human eksponering.

Spildevandsrensning, affaldsbehandling og rensning af røgen fra større forbrændingsanlæg, har været hovedområder for anvendelse af ”rense” teknologier. Hertil kommer en række mindre områder som støjdæmpende teknologier og teknologier til jordrensning. ”Rense” teknologierne har ofte ført til drastiske reduktioner af miljøbelastningen.

Spildevandsrensning har været den største enkelte ”end of pipe”-satsning i Danmark.
Mere end 90 % af alt husspildevand og 80 % af industrispildevandet ledes i dag til de kommunale afløbssystemer. På de kommunale renseanlæg renses ca. 85 % af spildevandsmængden for fosfor og kvælstof. Danmark er det land i EU, der har den største udbredelse af spildevandssystemer med vidtgående rensning (sekundær rensning + tertiær rensning af kvælstof og fosfor), idet 99, 6 % af alle byområder i Danmark med over 10.000 personækvivalenter har vidtgående rensning.

I nedenstående figur 4.8 ses udviklingen i udledning af kvælstof fra før vandmiljøplanens gennemførelse og frem til i dag for så vidt angår de kommunale renseanlæg. Det ses, at den miljømæssige belastning til vandmiljøet er reduceret væsentligt gennem årene, hvilket primært skyldes den forbedrede renseteknologi. 

Figur 4.8.
Udvikling i udledning fra renseanlæg
44
Figur 4.8. Udvikling i udledning fra renseanlæg

Rense teknologierne er med størst miljøeffekt udnyttet, hvor forureningen er knyttet til punktkilder. Teknologierne har været vanskeligere at anvende til begrænsning af diffuse forureningskilder som f.eks. udvaskning af nitrat fra jordbruget.

Til ”renseteknologier” hører også teknologier, der skal anvendes til at rense miljøet, når forureningen har fundet sted tidsmæssigt tidligere, herunder teknologier til at håndtere forurenet jord, teknologier til at rense op efter olie forureninger til havs samt tekniker til at genskabe naturværdier -naturgenopretning.

Markedet

Investeringer i ” rense” teknologier er i Danmark foretaget i en kombination af privat og offentligt regi – idet de største investeringer er foretaget i offentligt regi inkl. en række halvoffentlige selvskaber. Tilgengæld er det næsten udelukkende erhvervslivet der har stået for fremstilling og salg af de tekniske anlæg. Markedet har således været domineret af offentlig efterspørgsel og drift af disse renseteknologier og privat udbud og salg af samme.

I de senere år er der dog sket en vis liberalisering også af driftsopgaverne. Bl.a. varetages affaldshåndteringen i dag i vidt omfang af private virksomheder på baggrund af udbudsforretninger. Denne udvikling kendetegner udviklingen i de fleste vestlige lande.

Produktionen af ” rense” teknologier er domineret af et mindre antal større virksomheder i ind og udland. En mindre gruppe af større danske virksomheder, har her udviklet en betydelig eksport af rense teknologier.

En væsentlig del af eksporten består af delkomponenter som pumper og affaldsbehandlings- og forbrændingssystemer – nicher, hvor danske virksomheder har udviklet spidskompetencer og som gennem længere tid har været veldefinerede teknologiske innovationssystemer og -udviklingsbaner. Der eksporteres dog også hele nøglefærdige anlæg.

Også den danske eksport af rådgivningsydelser er domineret af få større virksomheder. Eksportmarkederne er primært højt industrialiserede lande –EU-lande, USA og Japan. Eksportværdien af produkter til vandsektoren er i 1998 opgjort til 2,1 mia. kr. Det svarer til godt 0,6 % af Danmarks samlede eksport i 1998.

Virksomheder, der eksporter til vandsektoren, beskæftigede i 1998 tilsammen 4.400 personer i Danmark og værdien af deres eksport udgjorde 63 % af deres samlede omsætning. Eksporten fra vandsektoren skaber således beskæftigelse til ca. 2.800 personer i Danmark. Hertil kan lægges en andel af de ca. 1.800 personer, som de samme virksomheder beskæftiger på arbejdssteder i udlandet. Disse data er baseret på 1998-oplysninger.

Fem virksomheder tegnede sig i 1998 for mere end 80 % af eksporten af produkter. Halvdelen af produkteksporten angår vandforsyning: 43 % stammer fra produkter til grundvandsboringer og ledningsnet, mens 7% er produkter til vandbehandling (iltnings-, filtrerings- og doseringsudstyr). Eksport, der angår spildevand, tegnede sig for et beløb af omtrent samme størrelse som vandforsyningen. 35 % af eksporten kommer fra produkter til spildevandsrensning og slambehandling og 14 % fra produkter til afløbssystemer.

67 % af hele eksporten af produkter til vandsektoren gik i 1998 til Europa: 36 % til Norden, Tyskland og Storbritannien, 19 % til det øvrige Vesteuropa og 12 % til Øst- og Centraleuropa. 17 % af eksporten gik til Asien og 11% til USA, Canada, Australien mv. Afrika tegnede sig for 4 % og Syd- og Mellemamerika for 1 %.

Eksportværdien af rådgivningsydelser til vandsektoren er i 1998 opgjort til godt 310 mio. kr. Rådgivningsvirksomheder med eksport til vandsektoren beskæftigede i 1998 i alt 4.400 ansatte i Danmark og eksporten udgjorde 11 % af deres samlede omsætning. Eksporten giver således beskæftigelse til 500 personer i Danmark. Hertil skal så lægges en vis del af de 1.800 personer, som samme virksomheder beskæftiger på arbejdssteder i udlandet.

Blandt rådgivningsvirksomhederne tegner fire virksomheder sig for mere end 80 % af hele eksporten. 40 % af eksporten af rådgivningsydelser drejer sig om vandforsyning, og 40 % om spildevand. De sidste 20% vedrører fortrinsvis anden rådgivning, dvs. rådgivning til myndigheder mv.

Virkemidler

Udvikling og udnyttelse af renseteknologierne, er foregået i spændingsfeltet mellem de krav som miljøpolitikken stiller og de generelle teknologiske muligheder, som den almene teknologiske udvikling og samfundsøkonomien giver for at indfri disse.

Hovedvirkemidlerne på dette område har bestået af en blanding af regler og love samt en række handlingsplaner, som har betydet, at det offentlige har foretaget store investeringer i renseteknologier – med vandmiljøplan 1 som det klassiske eksempel. 

Boks 4.1.
Vandmiljøplan I og udviklingen af den danske spildevandssektor.

Vandmiljøplan I har medført, at alle større danske rensningsanlæg i årene 1987-96 er blevet udbygget til at kunne fjerne organisk stof, fosfor og kvælstof. De samlede omkostninger til denne udbygning har beløbet sig til mere end 9 mia. kr.

Vandmiljøplanen var den første af sin art i Europa og har haft afgørende betydning for udformningen af EU’s spildevandsdirektiv fra 1991, der regulerer udledningen af spildevand fra de større kommunale renseanlæg.

Danmark har en stærk international position inden for vandmiljø. Den danske offensive miljøpolitik, herunder vandmiljøplanen, har spillet en væsentlig rolle for områdets teknologiske og kompetencemæssige udvikling. Dette er et resultat af offentligt-privat samspil. En stor del af midlerne til finansiering af den danske eksport af produkter og ydelser inden for området kommer fra danske miljøbistandsprogrammer og EU-programmer45. Ikke mindst inden for Øst- og Centraleuropa har dansk miljøteknologi inden for vandsektoren været en succes.

På nogle områder har forskellige sektorpolitikker påvirket valget af miljøteknologiske løsninger. Energipolitikken har således fremmet brugen af affaldsforbrænding på bekostning af andre behandlingsteknologier. Et andet eksempel er fødevarepolitikken, som har stillet kvalitetskrav til det spildevandsslam, der udbringes på markerne. Disse krav påvirker udformning og anvendelse af de teknologier, der anvendes til behandling af det slam, som er et affaldsprodukt fra spildevandsrensningen og kan i forskelligt omfang konflikte med miljøpolitiske mål og politikker.

Boks 4.2.
Energipolitikkens betydning for det danske system for affaldsbehandling

Ved affaldsforbrændingsprocessen udvikles varme. De danske anlæg har en lang tradition for at udnytte denne varme til energiproduktion, oprindelig til elproduktion, men fra omkring 1960, hvor fjernvarme begyndte at blive en vigtig opvarmningsform, til produktion af fjernvarme. Siden energipriserne steg i 1973 og 1979 har salget af varme været en væsentlig indtægtskilde for anlæggene. Ved de store energipolitiske forlig i 1986 og 1990 er man gået endnu videre. Fjernvarmeproduktionen skulle omstilles til kraftvarmeproduktion, primært baseret på indenlandske brændsler. Denne målsætning har haft en stor betydning for udviklingen, idet langt de fleste anlæg har valgt at foretage omstillingen til kraftvarmeproduktion, ved at opføre nye anlæg frem for at bygge de eksisterende om.

Økonomiske virkemidler har også i mindre omfang fremmet udnyttelsen af ” rense” teknologier. På genanvendelsesområdet har affaldsafgifterne skabt et incitament til teknologiudvikling specielt i forhold til genanvendelse af tunge affaldsfraktioner som bygge- og anlægsaffald.

Der er i Danmark foregået en betydelig forskning og udvikling i relation til renseteknologier. Forskning og udvikling er i en række sammenhænge indgået som en integreret del af den miljøpolitiske indsats på området. Således blev der i forlængelse af Vandmiljøplan I afsat ca. 30 mill. kr. til spildevandsforskning i årene 1987 – 1992, med det formål at skabe et bedre kendskab til en række forhold, som forventedes at være af betydning for gennemførelsen af planen. Forskningen blev gennemført i et samarbejde mellem forskningsinstitutioner og en række danske virksomheder. Desuden er der med Aktionsplanen for fremme af økologisk spildevandsrensning i årene 1997 - 2001 bevilget ca. 47,5 mill. kr. til afklarings- og udviklingsprojekter, demonstrationsprojekter og fuldskalaforsøg inden for økologisk håndtering af spildevand såvel som fækalier og urin.

Barrierers og potentialer

Helt frem til i dag er der foregået en øget udnyttelse af ” rense” teknologier i de højt udviklede industrilande. Den øgede anvendelse af renseteknologierne har været med til at ændre profilen på det samlede miljøkompleks, således at miljøproblemerne i dag i højere grad er knyttet til en række diffuse forureningskilder, hvor renseteknologierne ikke kan anvendes eller kun kan anvendes med meget store omkostninger.

De største potentialer for at opnå yderligere miljøforbedringer, der har effekt i en global kontekst, findes i lande, hvor disse teknologier endnu kun udnyttes i begrænset omfang, på trods af store forurenings- og ressourceproblemer.

I EU’s kandidatlande forventes det, at der i de kommende år skal gennemføres store investeringer i renseteknologier. En række nyindustrialiserede lande med høj økonomisk vækst er også kendetegnet af store miljøproblemer der minder om dem, som vi havde i Danmark for godt 30 år siden blot mere koncentrerede. Endelig udgør forureningen i de mange millionbyer, der er ved at vokse frem også i ”fattige” lande, et fremtidigt marked for teknologier til håndtering af spildevand og affald.

Et væsentligt potentiale knyttet til en videreudvikling af ” rense” teknologierne i en dansk kontekst består i at omkostningsoptimere disse. De store udgifter til drift af disse systemer indikerer, at der er gode potentialer for at opnå økonomiske besparelser ved at anvende mere omkostningseffektive teknologier.

Udvikling af mere omkostningseffektive ” rense” teknologier er også en forudsætning for, at danske virksomheder kan klare sig på eksportmarkederne fremover. Dette forudsætter, at virksomhederne bl.a. satser på at inkorporere ny teknologi i de forskellige renseteknologier.

På enkeltområder er der fortsat mulighed for opnå betydelige miljøforbedringer ved øget anvendelse af ” rense” teknologier.

Aktuelle områder, hvor der forventes at være yderligere miljøpotentialer knyttet til nye investeringer i ” rense” teknologier, er spildevandsrensning i de ukloakerede områder i det åbne land, reduktion af miljø- og sundhedsfarlige affaldsstoffer fra affaldsforbrænding samt udvikling og anvendelse af mere miljøvenlig metoder til oprydning efter tidligere tiders jordforurening.

Her til kommer, at det i EU er vedtaget grænseværdier, der i praksis ventes at medføre, at nye lastbiler og busser fra 2006 skal være forsynet med partikelfiltre for at reducere de sundhedsskadelige partikler i byerne.

Der gennemføres for tiden et storskalaforsøg i Odense, hvor der indsamles erfaringer med nye typer partikelfiltre til tunge køretøjer. Der er tale om partikelfiltre, der eftermonteres på køretøjerne. Forsøget har været åbent for alle, som kan overholde en række krav til partikelfiltrenes virkningsgrad. I forsøget samarbejder Færdselsstyrelsen med Odense Kommune, forskellige filterfabrikanter og leverandører. Forsøget har indtil videre kørt i godt to år og i alt 120 busser og lastbiler har fået eftermonteret partikelfiltre. Forsøget er stort anlagt og har vakt international opmærksomhed, idet mange lande har deltagere med i forsøget. Det vurderes, at der som led i projektet har fundet en reel produktmodning sted. I forsøget deltager også danske filterfabrikanter, der herigennem har fået styrket deres position på markedet.

EU har netop udgivet en rapport, der viser, at det samlede marked for ressourcehåndteringsteknikker fortsat er hurtigt voksende. Specielt markederne for vandforsyning og genanvendelse vokser hurtigt. Bl.a. de store problemer med stigende affaldsmængder og problemerne med at skaffe tilstrækkeligt med vand, i en række områder der allerede i dag er ramt af vandmangel, medfører, at der forventes at blive behov for store investeringer i teknologier, der kan sikre mere effektiv og mindre miljøbelastende udnyttelse af disse ressourcer.

Erhvervs- og Boligstyrelsen har netop udgivet en rapport med en analyse den danske kompetenceklynge for vand46. Rapporten der er udarbejdet af DHI, indeholder en analyse af det globale marked knyttet til vandsektoren. De globale investeringer er i dag er på 70 – 80 mia. USD og forventes mere end fordoblet over de næste 25 år. Hovedparten af investeringerne, 65 mia. USD årligt, sker i udviklingslandene, fordelt med 15 mia. USD på vandkraft, 25 mia. USD på vand og sanitet og 25 mia. USD på kunstvanding og dræning. Omkring 10% af de årlige investeringer i vandrelateret infrastruktur i udviklingslandene er donorfinansieret. Private investorer forventes at spille en stadig stigende rolle på markedet.

Figur 4.9.
Globale investeringer i vandsektoren 47

Figur 4.9. Globale investeringer i vandsektoren

Ifølge rapporten er der på verdensmarkedet en tendens til, at driften af de forskellige opgaver på forsynings- og ressource området kommer til at indgå i en fælles søjle i forsyningsvirksomheder, hvor også energi, telefoni, affald og andre områder indgår i porteføljen. I forbindelse med udlicitering af opgaverne stilles der krav om at krydssubsidiering for at sikre socialt svage brugere af vandet i områder, hvor det ikke er så økonomisk rentabelt, typisk i landdistrikter og slumområder i storbyer.

Det eksisterende danske hjemmemarked for miljøteknologiske løsninger på vandområdet er ifølge rapporten ikke noget godt grundlag, for udvikling af virksomheder der kan konkurrere på fremtidens globale marked. Kommunale og brugerejede forsyningsselskaber er ofte små og har ikke den nødvendige kompetence og tradition for en udviklingsorienteret tilgang til løsningen af miljøopgaverne. Det kan medføre, at hjemmemarkedet efterspørger andre miljøteknologiske løsninger end de, som efterspørges på de udenlandske markeder. Større og mere innovationsorienterede forsyningsenheder på vandforsynings- og spildevandsområdet er en forudsætning for, at hjemmemarkedets efterspørgsel kan bidrage til udvikling af konkurrencedygtige danske virksomheder, som kan matche konkurrencen med de store udenlandske virksomheder som p.t. dominerer eksportmarkederne.

4.5 Renere teknologier - ressourceoptimering og ændring af enkeltteknologier

Fra næsten udelukkende at have fokuseret på miljøproblemer som spildevandshåndtering, affaldsbehandling og oprydning efter tidligere tiders forurening, blev den symptombehandlende miljøindsats fra begyndelsen af firserne gradvist udbygget med en forebyggende indsats. Dette indebar bl.a. at feltet for den miljøteknologiske udvikling, blev udvidet med en indsats for at justere og optimere det teknologiske grundlag for produktion og forbrug, for derved at forebygge miljøproblemerne.

Renere teknologier er den hyppigst anvendte overskrift for denne type miljøteknologi.

Renere teknologier definerer OECD som ”Technologies that extract and use natural resources as efficiently as possible in all stages of their lives; that generate products with reduced or no potentially harmful components; that minimize releases to air, water and soil during fabrication and use of the product; and that produce durable products which can be recovered or recycled as far as possible; output is achieved with as little energy input as is possible”.

De konkrete, teknologier der er omfattet af begrebet, ændrer sig over tid, fordi der hele tiden udvikles nye og mere miljøvenlige teknologiske løsninger. Renere teknologi er således i lige så høj grad en proces som nogle konkrete teknologier.

Anvendelse af renere teknologier mindsker principielt behovet for efterfølgende håndtering af affaldsprodukter. I praksis har udviklingen dog helt frem til i dag v æret kendetegnet af en øget udbredelse af både ” rense” teknologier og ”renere teknologier”. Renseteknologierne er ofte fortsat er de mest gennemprøvede og lettest tilgængelige løsning på en række af de miljøproblemer, som har været i fokus for miljøindsatsen. 

Markedet for de to slags miljøteknologi har derfor gennem de sidste 20 år udviklet sig paralelt. I en række tilfælde har teknologierne suppleret hinanden, mens de i andre tilfælde konkurrer med hinanden.

Miljøeffekter

Renere teknologier har specielt bidraget til miljøindsatsen på områder, hvor ”renseteknologier” ikke har fundet anvendelse, eller kun kan anvendes med meget store omkostninger. Dette er bl.a. tilfældet , for den del af miljøbelastningen som skyldes diffuse forureningskilder.

Der har i praksis været to forskellige tilgange til udvikling af renere teknologier: løbende miljøoptimering af det teknologiske grundlag for produktion og forbrug, samt målrettet justering af teknologiske enkeltkomponenter for derved at fjerne specifikke miljøpåvirkninger.

Den løbende miljøoptimering af eksisterende teknologier og teknologiske systemer kommer bl.a. til udtryk i form af en gradvis forøgelse af ressourceeffektiviteten og en løbende reduktion af forureningen.

Den løbende miljøteknologiske optimering af produktionen går godt i spænd med virksomhedernes økonomiske optimering af teknologien. Således er den teknologiske udvikling i almenhed kendetegnet af øget ressourceeffektivitet, i den forstand at nye generationer af teknologi ofte er mere ressourceeffektive end de foregående. Resultatet er en ”naturlig” ressourceeffektivisering. I OECD’s fremtidsscenarier på energiområdet regner man således med, at der er en ”naturlig” løbende optimering af energiproduktionen på 0,75 % pr. år48.

Den målrettede miljødrevne justering af teknologiske delkomponenter har været rettet mod specifikke miljøbelastninger; f.eks. blyforurening fra vejtrafikken, dæmpning af dækstøj eller udslip af ozonlagsnedbrydende stoffer fra køleskabe.

På kemikalieområdet er problematiske kemiske stoffer ofte helt blevet erstattet med mindre problematiske kemikalier. 

Boks 4.3.
Udfasning af ozonlagsnedbrydende stoffer

Indsatsen for at reducere udledningen af ozonlagsnedbrydende stoffer er et eksempel på en målrettet indsats for at udvikle og udbrede renere teknologier. Baggrunden var at 180 lande tilsluttede sig Montreal Protokollens forpligtelse om at begrænse produktion og anvendelse af ozonlagsnedbrydende stoffer. Beregninger har vist, at disse internationale regler indtil 2050 vil spare verden for mere end 20 mio. kræfttilfælde og give en økonomisk besparelse på ca. 460 mia. dollar. Herfra skal trækkes øgede udgifter på 235 mia. dollars. I alt vil der altså være en nettobesparelse på ca. 225 mia. dollar. Værdien af sundhedseffekterne er ikke indregnet heri.

Ozonlagsnedbrydende stoffer har i vid udstrækning været anvendt til en række forskellige formål herunder som kølemiddel i køleskabe og som drivmiddel i spraydåser. Alternative stoffer, der ikke er ozonlagsnedbrydende, er nu udviklet. Dette har givet mulighed for en drastisk reduktion i forbruget af ozonlagsnedbrydende stoffer, uden at det har haft væsentlige velfærdsmæssige konsekvenser. I en række tilfælde har de nye teknologier oven i købet vist sig at være billigere end de hidtil anvendte.

Figuren viser forbruget af ozonlagsnedbrydende stoffer i Danmark angivet i ODP-tons.

Figuren viser forbruget af ozonlagsnedbrydende stoffer i Danmark angivet i ODP-tons.

Markedet

Renere teknologier er ikke som ” rense” teknologierne et specielt segment på markedet for teknologi, men omfatter, som EU-kommissionen påpeger, hele marked for investeringer i teknologi, idet de alle indebærer et valg mellem mere eller mindre miljøbelastende teknologier. EU-kommissionen anslår at den samlede størrelse af marked for investeringer i teknologi udgør ca. 20% af EU-landenes BNP.

En vigtig grund til den fokus, der er kommet på renere teknologier som miljøpolitisk virkemiddel, er, at det har vist sig, at de virksomheder der anvender de mest miljøvenlige teknologier også ofte klarer sig godt i konkurrencen. Renere teknologier har i en række tilfælde ført til, at der er opstået win-win situationer.

Der findes ingen danske undersøgelser af, hvordan industrivirksomheder der anvender miljøvenlige teknologier klarer sig i relation til andre virksomheder.
Men der er i EU regi gennemført en undersøgelse49 af virksomhedernes udvikling, alt efter om de anvender renere teknologier (er såkaldte BAT-virksomheder) eller ikke. Der indgår tre brancher (cementfabrikker, non-ferrousfabrikker og papirfabrikker) i undersøgelsen.

Konklusionen er, at de virksomheder, der har opnået en god miljømæssig standard også klarer sig bedst økonomisk set. Det understreges, at i mange tilfælde har de miljøvenlige virksomheder følgende karakteristika: Det er store virksomheder, præget af vækst og med stor egen forskning og udvikling.

Mens markedet for ”rense” teknologier både i Danmark og internationalt har været domineret af relativt få store virksomheder, så er der en forventning om at udbredelse af renere teknologier specielt vil styrke mindre og mellemstore virksomheder. Udviklingen af renere teknologier forventes nemlig at danne grundlag for en varieret efterspørgsel, efter mange forskellige niche produkter.

Dansk miljølovgivnings relativt vidtgående miljøkrav har forudsæt at virksomhederne ændrede produktionen i en miljøvenlig retning. Dette har virksomhederne i en række tilfælde udnyttet i konkurrencen på eksportmarkederne. Efterhånden som de internationale miljøstandarder er nået op på Danmarks relativt høje niveau, er efterspørgslen efter tekniske løsninger, der kan opfylde disse steget. I denne situation har danske virksomheder kunnet markedsføre afprøvede teknologier, der lever op til skærpede miljøkrav.

Virkemidler

De virkemidler der anvendes til at fremme udvikling og udbredelse af renere teknologier skal være orienteret mod virksomhederne, som følge at deres centrale betydning for den løbende teknologisk udviklingen. I denne sammenhæng peger erfaringerne på, at virksomhederne besidder et betydeligt potentiale for udvikling af renere teknologier, specielt i relation til optimering af eksisterende teknologier eller i forhold til substitution af miljøskadelige teknologiske delkomponenter.

Miljøregulering har lige som i forhold til forhold ” rense” teknologierne spillet en vigtig rolle for udviklingen af markedet for renere teknologier. Generelt stiller miljølovgivning inkl. EU’s miljørelaterede direktiver krav om, at industrien skal anvende de af de tilgængelige teknologier, der er bedst ud fra et miljøsynspunkt.

EU’s direktivet om integreret forebyggelse og bekæmpelse af forurening (IPPC) er et vigtigt incitament til udvikling og videreformidling af miljøteknologi. Driftsherrerne for en række industrianlæg skal ansøge om driftstilladelse baseret på de bedste tilgængelige teknikker (BAT).
Kommissionen foranstalter en omfattende informationsudveksling, der munder ud i "BAT-referencedokumenter" (BREF), som opstiller den bedste tilgængelige teknik på det pågældende tidspunkt. Forudsætningerne for at få tilladelse ajourføres i overensstemmelse med ændringerne af BAT. IPPC afspejler derfor et dynamisk koncept, der gør det muligt hele tiden at følge med den nye miljøteknologi. 

Indsatsen for at sikre størst mulig udbredelse af de mest miljøvenlige af de tilgængelige teknologier er i en række tilfælde blevet udvidet, med regler der skal forpligtige industrien til også at nyudvikle mere miljøvenlige teknologier.

Det er sket ved at fastsætte skærpede emissionsstandarder, som industrien skal overholde i løbet af en nærmere fastsat årrække. Emissionsstandarder som ikke kan opfyldes med de teknologier som er kommercielt tilgængelige på det tidspunkt hvor de er besluttet. Hermed forpligtes industrien til at indlede et udviklingsarbejde.
Disse fremtidige emissionsstandarder er i en række tilfælde blevet til på baggrund af aftaler med den europæiske industri.

De første udstødningsnormer for personbiler blev vedtaget i 1970. Siden er udstødningsnormerne blevet skærpet adskillige gange. Frem til starten af 1990’erne var der alene tale om, at udstødningsnormerne blev tilpasset den tekniske udvikling. Meget forenklet blev normerne justeret, så de svarede til udslippet fra de mindst forurenende biler på markedet. Med virkning fra 1. januar 1993 blev denne udvikling vendt inden for EU. På dette tidspunkt blev der indført nye regler, som alene kunne overholdes ved anvendelse af efterbehandlingsudstyr som katalysatorer. I Danmark skete det allerede fra 1. oktober 1990, idet Danmark indførte de nye regler godt 2 år før resten af EU. Med gennemførelsen af disse nye regler er kurven knækket, således at udslippet af de skadelige stoffer falder trods stigende trafik.

Udstødningsnormerne er siden skærpet yderligere. Dette er muliggjort ved anvendelse af bedre katalysatorer, optimering af motorkonstruktion og bedre brændstofkvalitet. Vedrørende udslippet af partikler kan fremhæves, at de regler der blev fastsat i 1999 med virkning fra 2006 (Euro 4), blev anset som alene at kunne opfyldes gennem anvendelse af ikke kendt teknologi i form af partikelfiltre.

I 1997 indledte EU-kommissionen drøftelser med bilindustrien om en nedsættelse af CO2-udslippet fra personbiler. Resultatet blev en frivillig aftale, hvorefter industrien forpligter sig til, at det gennemsnitlige udslip af CO2 fra nye personbiler i 2008 vil være reduceret med 25% i forhold til 1995. Den aftalte begrænsning forudses opfyldt primært gennem teknologiske forbedringer. Resultatet af den teknologiske udvikling på dette område skal i 2010 bl.a. medføre, at en benzinbil i gennemsnittet kører 20 km på literen (mod de nuværende ca. 14 km.) og en dieselbil gennemsnitligt 22,5 på literen (mod i dag knapt 19 km.).

Når problematiske kemikalier udfases via lovgivningen sker det ofte over en årrække, så der bliver tid til at udvikle alternative tekniske løsninger. For at bidrage til virksomhedernes udvikling af renere teknologier, har staten i en konkrete sammenhænge suppleret reguleringen med teknologiske projekter. Udviklingsprojekterne gennemføres ofte i samarbejde med erhvervslivet og i regi af en række forskellige ministerier med ansvar for at implementere de skærpede miljøregler.

Der er lavet en række undersøgelser i regi af OECD, der peger på at de økonomiske virkemidler er særligt effektive, når det gælder om at fremme virksomhedernes udvikling af renere teknologier. Begrundelsen er, at de økonomiske virkemidler giver incitament til kontinuerlige forbedringer, som går videre end de krav ,som fremgår af de eksisterende miljøstandarder. Økonomiske incitamenter har potentiale for at stimulere til mere omkostningseffektive løsninger, ved at give virksomhederne størst mulig frihed til selv at gennemføre deres egen innovations proces, i en kontinuerlig jagt på øko-effektivitet og økonomisk optimering.

På den anden side har fremtrædende industriøkonomer peget på, at virksomheder, der har implementeret nyeste forureningsbegrænsende teknologier, vil have innovationsmæssige fordele ved at være førende i forhold til at overholde seneste miljøregulering50, hvorfor fremtidige virkemidler kan forventes i langt højere grad at komme til at bestå af helt nye mix af såvel økonomiske som adfærdsbegrænsende instrumenter.

Information har også været anvendt som middel til at sikre, at den teknologiske udvikling drejes i en mere miljøvenlig retning. Miljøstyrelsen udgav således i 1998 ”Listen over uønskede stoffer”, der blev udarbejdet som et værktøj til producenter, indkøbere og detailhandel for at undgå eller reducere brugen af de særligt problematiske stoffer.

Barrierer og potentialer

Renere teknologi yder sammen med ”rense” teknologierne et væsentligt bidrag til beskyttelsen af miljøet. Specielt har renere teknologi haft meget gode effekter, hvor det har været muligt med en målrettet indsats at ændre teknologiske enkeltkomponenter. Anvendelse af mindre forurenende brændstoffer og substitution af ozonlagsnedbrydende stoffer er væsentlige succeshistorier i miljøpolitikken

Ellers har udviklingen af renere teknologier generelt været fremmet af den almene teknologiske udvikling ,som løbende betyder at ressourceeffektiviteten øges.

På trods heraf er der en række miljøproblemer, som det ikke er lykkedes at begrænse så meget som ønsket. Specielt på energi og transportområdet er det i en global kontekst ikke lykkedes reducere en række relaterede miljøproblemer tilstrækkeligt.

Årsagen er primært en kombination af tekniske og markedsmæssige barrierer, samt ændrede forbrugerpræferencer og forbrug af disse goder.

I en række sammenhænge har nye og mere miljøvenlige teknologier vanskeligt ved at konkurrere med gamle og veletablerede. I en række tilfælde kunne disse konkurrence problemer løses ved at sikre, at miljøomkostningerne internaliseres i varernes priser. Foruden at det herved sikres, at det er forureneren der betaler, vil det også give producenterne af mere miljøvenlige teknologier bedre konkurrence vilkår. Samtidig betyder det et øget incitament til at investere i udvikling af mere miljøvenlige teknologier.

Større samlede teknologiske systemer er på en række områder en væsentlig barriere for udbredelse og udvikling af renere teknologier. Specielt når der er knyttet store fælles infrastrukturelle investeringer til disse systemer.
Investeringer som for længst er forrentet/absorberet. Disse systemrelaterede og infrastruktur relaterede barrierers er det ikke muligt at overvinde for virksomhederne alene. Heller ikke selv om prisen reflekterede de faktiske miljørelaterede omkostninger.

Et væsentlig forhold her er den allerede beskrevne indbyggede inerti og bremsende effekt for nybrud og –tænkning, der følger med teknologisk udvikling.

På trods af de eksisterende barrierer er der fortsat væsentlige potentialer for at fremme udviklingerne af renere teknologier gennem en målrettet indsats for at optimere og justere eksisterende teknologiske systemer. I denne sammenhæng bør der satset mere på en systematisk indsats for hele tiden at overføre eksisterende forskningsbaseret viden til nye praktisk anvendte teknikker samt på at bygge videre på de eksisterende viden- og kompetencenetværk, der allerede er opbygget gennem mange års udvikling inden for miljøteknologi.

4.6 Miljøeffektive teknologiske systemer

Renere teknologi indebærer en gradvis forbedring af eksisterende teknologier. Som en tredje type miljøteknologi taler man også om miljøeffektive teknologiske systemer. Det centrale her er systemaspektet jf. boks 4.4, der kræver større omstillinger i viden, produktion og forbrug.

Denne tredje type miljøteknologisk udvikling er systemisk, dvs. innovationen rækker videre ud end den enkelte produktionsenhed og berører flere produktionsled eller til tider store dele af økonomien. Eksempler på miljøeffektive teknologiske systemer er energisystemer baseret på vedvarende energi så som vindmøller og anden vedvarende energi, elbiler mv. Historisk set kan også udvikling og udbredelse af informationsteknologi betegnes som et teknologisk system, der på nogle områder har medført betydelige forbedringer i miljøeffektiviteten pr. produceret enhed.

Omstillingen til nye teknologiske systemer sker i en vis udstrækning også gradvis, men systemaspektet indebærer, at der er tale om et egentligt skift i det teknologiske system. I praksis er der konstant konkurrence mellem teknologier.

Boks 4.4.
Teknologiske udviklingsspor

Indenfor innovationsteorien defineres teknologiske udviklingsspor
("technological trajectories") som "mønstre af problemløsende aktiviteter"…., som struktureres af et givet teknologisk paradigme"51. Det antages, at innovationsarbejdet i virksomhederne og forskningsverdenen er præget af stabilitet og gradvis udvikling og følger bestemte spor. Innovation indenfor et eksisterende teknologisk udviklingsspor er kontinuerlig, baseret på den eksisterende fælles viden og principper for problemløsning. Et skift i udviklingsspor forudsætter videnmæssig og teknologisk diskontinuitet, som rækker ud over den eksisterende fælles viden, og som vil berøre store dele af økonomien, dvs. den er ”systemisk”.

Den nemme og billige innovation sker indenfor de eksisterende udviklingsspor, fordi virksomhedernes viden, eksisterende teknologier og forretningskoncepter men også den bagvedliggende uddannelse, forskning og samfundsmæssige infrastruktur er indrettet efter de eksisterende udviklingsspor, dvs. der er tale om såkaldt ”lock-in”. For den enkelte virksomhed såvel som for samfundet er der derfor oftest høje omstillingsomkostninger ved at søge at udvikle nye teknologiske udviklingsspor.

Der foregår konstant konkurrence mellem forskellige teknologiske udviklingsspor, hvor virksomhederne forsøger at sætte den tekniske standard. For virksomhederne gælder det om at satse på den rigtige teknologi og vælge det spor, som bliver førende på markedet fremover. Virksomhederne har valget mellem at tage en stor risiko og satse på det nye, usikre udviklingsspor, hvor den økonomiske gevinst ved succes kan være betydelig. Eller forsøge at bevare det gamle og driftssikre, som er i fare for at blive udkonkurreret.

Energi og transport er to sektorer som EU har særlig fokus på, i relation til miljøeffektive teknologisk systemer. Begge sektorer er afgørende for samfundenes funktion og for den økonomiske vækst. Samtidig er det sektorer, hvor væksten har ført til øget miljøbelastning på trods af den hidtidige miljøoptimering af de teknologiske systemer. Den globale udledning af klimapåvirkende gasser er et af de centrale problemer i denne sammenhæng.

Begge sektorer er karakteriseret af, at de er baseret på større sammenhængende teknologiske systemer, som repræsenterer store økonomiske interesser i allerede gennemførte fælles infrastrukturelle investeringer. De teknologiske enkeltkomponenter som systemerne består af, er gensidigt afhængige. Enkeltkomponenterne har løbende undergået en forandring med henblik på at blive optimeret. Denne optimering har imidlertid ikke været tilstrækkelig vidtgående nok til at kunne danne grundlag for en bæredygtig udvikling inden for de to sektorer. Forudsætningen herfor er innovation af de samlede teknologiske systemer under respekt for økonomi og sociale hensyn. Dette er en langsigtet opgave, der forudsætter stabile politiske målsætninger, hvis den skal lykkes. Forudsætningen for at det kan lade sig gøre er et betydeligt socialt og økonomisk engagement i løsningen af opgaven – herunder et partnerskab mellem vigtige interessenter, som erhvervsliv, stat og folkelige bevægelser. Enkelte lande og regioner kan godt selv tage fat på løsning af opgaven, men uden internationalt samarbejde vil det ikke være muligt at realisere potentialerne i relation til en løsning af de globale miljøproblemer.

Der kan også være grund til en vis bekymring i forbindelse med de mange nye anvendelser af avanceret fremstillingsteknologi, der ikke altid garanterer en miljømæssig mere bæredygtig udvikling, idet de fører til øget ressourceforbrug i det aggregerede markedsefterspørgsel. Markeds- og teknologisystemer udvikler sig parallelt52. De enkelte virksomhedsaktører spiller også en central rolle, idet virksomheders strategier medfører forandringer i deres markeder som falder tilbage på de beslutninger, der afgør, hvordan den aktuelle teknologigeneration skal imødekomme markedsbehovet.

Effektive politikker må adressere såvel produktionsadfærd som forbrugsadfærd simultant. Selve ideen med at bringe forbruget sideordnet ind i sammenhængen udfordrer traditionel økonomisk tænkning. Ikke desto mindre er der ved at være en international accept af at bringe det bæredygtige forbrugsmønster op på den internationale agenda53.

Der er dog flere fordele ved at anvende det evolutionær økonomiteori i formuleringen af politikker samt ønsket om at forstå de principper, der styrer udviklingen på dette område. For det første fordi analyser af teknologiske paradigmer og regimer kan være med til at afdække de underliggende økonomiske og sociale indlejringer af et givent teknologisk udviklingsspor. For det andet bringer det beslutningstageren ud af teknologisk determinisme og ind i teknologisk valgsituation.

Som eksempel på en interessant miljørelateret innovation, der i betydeligt omfang er funderet på en organisatorisk innovation, det vil sige en ny måde at organisere industrielle aktiviteter på er industriel symbiose54. Princippet stammer fra biologien, hvor symbiose betegner den situation, at to organismer eller systemer lever i et gensidigt fordelagtigt afhængighedsforhold til hinanden, - f.eks. symbiosen hvor den lille ’snylterædende’ fugl lever på ryggen af næsehornet til begge dyrs fordel. Naturens økosystemer hviler således på princippet om symbiotiske relationssystemer.

Udvikling og afprøvning af industriel økologi er således et forsøg på at ’kopiere’ naturens produktions- og reproduktionslogik, når der skal opbygges en velfungerende og bæredygtig erhvervsudvikling. Når symbiose-begrebet overføres til en erhvervsmæssig sammenhæng, betyder det, at en gruppe virksomheder “lever” sammen og udnytter strømme af energi, spildprodukter og affald på en måde, som er mere optimal, end hvis virksomhederne ikke samarbejdede eller bare tilfældigt var lokaliseret nær hinanden. For virksomhederne skaber det tættere samarbejde en økonomisk fordel, i form af besparelser i forbindelse med materialeindkøb og affaldsbortskaffelse og grønnere image, der kan forventes udmøntet i forbedrede relationer til virksomhedernes omverden. For lokalsamfundet vil der kunne opnås en miljømæssig fordel f.eks. i form af besparelser i forbindelse med faldende behov for indsamling, behandling og bortskaffelse af erhvervsaffald.

Den industrielle version af et økosystem er en industripark eller et industrielt område, der kan opfange og recirkulere alle fysiske materialestrømme inden for området og herigennem nedbringe tilførslen af energi og nyt materiale ’udefra’. Hver enkelt deltager i et sådan system kan siges at eksistere i et symbiotisk samarbejde, hvor helheden er afhængig af de enkelte deltagere og hvor den enkelte deltager opnår en gensidig fordel af samarbejdet. Et industrielt økosystem kan således være en gruppe af virksomheder lokaliseret omkring en primær råmaterialeforarbejder, en forædler, en eller flere fabrikanter, forskellige leverandører, affaldsbehandlere, sekundære materialebearbejdende virksomheder, osv. Det kunne også være virksomheder lokaliseret omkring et olieraffinaderi/kraftværk eller en central affaldsvirksom-hed, etc.

Miljøsymbiotiske samarbejder mellem virksomheder eksisterer allerede. Det mest kendte eksempel er samarbejdet mellem en række virksomheder i Kalundborg, som de seneste år har afstedkommet en international bevågenhed. Symbiosen omfatter flere forskellige virksomheder, der har fundet sammen, især på grund af muligheden for en bedre energiudnyttelse og dermed en omkostningsreduktion. Symbiosen er koncentreret omkring Asnæsværket, der leverer energi til virksomheder og husstande i og omkring Kalundborg. Men også materialestrømme indgår i form af spildprodukter til en fortsat produktion i symbiosen (f.eks. er affaldsproduktet fra afsvovlingen af røgen fra Asnæsværket gips, som bruges af Gyprocs A/S til fremstilling af gipsplader til byggerisektoren). Det særlige ved Kalundborg projektet er, at det industrielle økosystem ikke er resultatet af en målrettet indsats men henblik på udnyttelse af det fulde potentiale men derimod af tilfældige lokale erhvervsledere, der gennem tiden har set det fornuftige i at udnytte spild og affald fra nabovirksomheder. Ved en mere målrettet indsats forøges sandsynligheden for, at en langt større del af det fulde potentiale kan udnyttes.

Der er imidlertid ikke noget til hinder for, at princippet kun har gyldighed ift. ’rene’ miljørelaterede forhold som f.eks. anvendelse af overskud af affaldsprodukter. Således er der også ’symbiose’ lignende træk ved eksisterende viden- og kompetenceklynger. Her er det blot viden og kompetencer, der ’omsættes’ og flyder i klyngen til alles fordel.

Symbiosetankegangen bryder op med traditionelle grænser og inviterer til at tænke på tværs. Samtidigt indbyder princippet om fokus på helhed (både miljø samt en række andre samarbejdsmuligheder ifm. udvikling af teknologi, tiltrækning og fastholdelse af kvalifikationer og viden, brug af anden overskudskapacitet, m.v.) i stedet for delaspekt (som f.eks. miljø) og herigennem spiller konstruktivt op til bæredygtighedsfilosofiens principper om en bredere forståelse og hensynstagen end den rene miljømæssige samt om betydningen af den lokale indsats i løsningen af globale miljøproblemer.

Miljøbetydning

Da erfaringerne med udvikling af miljøeffektive teknologiske systemer endnu er begrænsede kan man kun indirekte pege på erfaringer.

Energi produktion har af forskellige grunde længe været kendetegnet af at forskellige teknologiske systemer har bidraget til den samlede produktion. Elektricitet produceres således ved hjælp af så forskellige teknologiske systemer som kraftværker baseret på fossilt brændsel (kul, olie og gas), atomkraftværker samt energiteknologier baseret på udnyttelse af fornybare energikilder som vand/hydro-, geotermi-, biogas og vindenergi. Produktet er i vid udstrækning det samme, men effekterne for miljø, sundhed og samfundsøkonomi er vidt forskellige. Hvilke energisystemer der fremover kommer til at dominere elektricitets produktionen, har derfor stor betydning for muligheden for at realisere en bæredygtig udvikling. P.t. dominerer elektricitetsproduktion baseret på fossile brændsler.

På energiområdet er der mulighed for at udfase fossile energikilder til fordel for fornybare energiressourcer derfor sat på dagsordenen. Der er i særligt omfang fokus på reproducerbare energikilder som sol, biomasse, vind og vandkraft.

Øget udnyttelse af vedvarende energi vil først rigtigt slå igennem, efterhånden som det lykkes at videreudvikle det samlede energisystem, så det bliver muligt at indpasse de nye energiformer i energisystemerne eller omvendt og i højere grad at lagre energien på nye miljøvenlige former. Brint er en af de muligheder, der satses på i denne sammenhæng. Hermed vil den også give nye muligheder for anvendelse af mere miljøvenlige drivmidler inden for bl.a. trafik området.

Markedet

Udviklingen af fremtidens bæredygtige teknologier er endnu kun i sin vorden, hvorfor markedserfaringerne er små. Men hvis det lykkes at ændre udviklingen af en række basale teknologiske systemer i en bæredygtig retning, indeholder en sådan udvikling interessante potentialer, herunder ikke mindst markedspotentiale.

Den danske succes med produktion af vindmøller, hvor danske vindmølle fabrikanter i 2002 omsatte for mere end 20 milliarder kr. årligt, indikerer, at der er store erhvervsmæssige potentialer for teknologier, der kan bidrage til udvikling af bæredygtige teknologiske systemer.

Vindmølleindustriens omsætning har været præget af meget store vækstrater. Den samlede afsætning af dansk vindmølleteknologi på verdensmarkedet var i 2000 på ca. 2.875 MW. De danske vindmøllefabrikanters største markeder i 2000 var Tyskland (710 MW) og Danmark (566 MW), som tilsammen tegnede sig for 60 pct. af fabrikanternes salg af vindmøller. Derefter fulgte Italien (113 MW), Grækenland (111 MW) og USA (105 MW). Den samlede direkte og indirekte beskæftigelse ved vindmølleproduktion i Danmark var på ca. 16.000 beskæftigede

Virkemidler, barrierer og potentialer

Udbredelsen af miljøeffektive teknologiske systemer lider særligt stærkt under de generelle barrierer for miljøteknologisk udvikling. Fordi de krævede investeringer her er særligt store og tidshorisonten for forrentningen ekstra lang.

Der hvor det er lykkedes at igangsætte udvikling af miljøeffektive teknologiske systemer. På energiområdet, har forudsætningen været, at langsigtede miljømålsætninger har været med til at bestemme prioriteringerne og udviklingen inden for sektorer, hvor sektorpolitikken spiller en central rolle for udviklingen af det samlede teknologiske system.

Eksisterende teknologiske systemer repræsenterer ofte store investeringer –investeringer som ofte er ”afskrevet” for længst. At etablere nye teknologiske systemer som forudsætter nye store investeringer i infrastruktur vil der for være vanskelig at gøre rentabel på kort sigt.

Udvikling af nye teknologiske systemer har derfor også været lettest at starte, hvor de kan udnytte eksisterende infrastrukturer i en overgangsperiode.

Elområdet er et af de områder, hvor det har været muligt at udnytte fælles infrastrukturelle strukturer i form af elforsyningsnettet til udvikling af alternative teknologiske systemer. Samtidigt peger erfaringerne også på, at der vil være tale om en langstrakt transformation, hvor nye og gamle teknologiske systemer konkurrerer indbyrdes, samtidig med at de i en periode supplerer hinanden.

Siden starten af 1990’erne har en central målsætning for energipolitikken været bestemt af ønsket om at opfylde aftalte forpligtigelser og målsætninger for CO2-emissionen og dermed ønsket om at udvikle og anvende teknologier, der i højere grad udnytter miljøvenlige energiressourcer. Regeringens mål er, at de internationale miljøforpligtelser skal opfyldes på den meste effektive måde, og miljøforbedringerne bør gennemføres der, hvor der er størst mulighed for et positivt afkast af miljøinvesteringen. Energipolitikken har skabt grundlag for, at udviklingen og anvendelse af vedvarende energi i højere grad end tidligere kan ske på kommercielle vilkår.

Det har været af stor betydning for udviklingen på bl.a. vindmølleområdet, at der har været en ført en aktiv energipolitik, der har støttet til såvel forskning og udvikling som markedsfremmende aktiviteter som godkendelsesordninger, anlægstilskud samt gunstige afregningspriser. Tilstedeværelsen af et relativt konstant hjemmemarked over en længere årrække har givet den danske vindmølleindustri en basis for at afprøve nye produkter, inden de blev solgt på eksportmarkedet. Resultatet er, at der nu findes en stærk industri, der igennem flere år har produceret ca. 50% af alle de møller, der er opstillet i verden, og som er godt rustet til at konkurrere på et verdensmarked, der forventes mangedoblet over de næste 10-20 år.

I en periode mens nye teknologiske systemer introduceres og gøres kommercielt optimale, peger erfaringerne altså på, at der er behov for at sikre mere lige konkurrence ved, at de miljømæssige omkostninger i højere grad inkorporerers i prisen på varerne. Markedsmekanismen afstikker naturligvis snævre rammer for sådanne prisstigninger. Storskala forsøg og demonstrationsprojekter kan være en mulighed for at afprøve og videre udvikle potentialet for nye bæredygtige teknologiske systemer.

Prioriteringerne af forskning og udvikling spiller en vigtig rolle for at skabe potentialer for udvikling af bæredygtige teknologiske systemer. EU’s forsknings- og udviklingspolitik har allerede taget vigtige skridt i denne retning. 

Boks 4.5.
EU’s sjette til rammeprogram for Forskning, Teknologisk udvikling og Demonstration
55

EU kommissionens forslag til nyt rammeprogram for forskning, teknologisk udvikling og demonstration 2002-2006 indeholder et selvstændigt forskningstema om bæredygtig udvikling og globale ændringer. En væsentlig del af dette forskningstema er orienteret mod at etablere det vidensmæssige-og teknologiske grundlag for udvikling af fremtidens bæredygtige teknologiske systemer:

”De strategiske mål vedrører reduktion af drivhusgasser og forurenende emissioner, sikker energiforsyning og en afbalanceret anvendelse af forskellige transportformer og sigter ligeledes mod at nå frem til en forbedring af den europæiske industris konkurrenceevne. Realiseringen af disse mål på kort sigt kræver en omfattende forskningsindsats for at tilskynde til anvendelse af de teknologier, der allerede er ved at blive udviklet, og for at bidrage til at fremme ændringer i energiforbrugsadfærd og transportefterspørgselsmønstrene. Den langsigtede indførelse af bæredygtig udvikling kræver ligeledes en stor forsknings og udviklingsindsats for at sikre, at vedvarende energikilder, brint og brændselsceller, som i alt væsentligt er rene, er økonomisk attraktive, og for at overvinde de potentielle hindringer for anvendelsen heraf.”

Der er afsat 1,7 milliarder euro. til dette forskningstema i EU-kommissionens forslag til rammeprogram. Hertil kommer at bæredygtig teknologisk udvikling også indgår som væsentlige emner i tilknytning til forskningsprogrammets øvrige forskningstemaer, bl.a. temaet ”Nanoteknologi, intelligente materialer og nye produktionsprocesser.

Teknologiske fremtidsstudier peger på, at en række nye teknologier vil ændre det samlede teknologiske grundlag for produktion og forbrug i de kommende årtier. Væsentlige generiske teknologier med potentiale for at medføre betydelige teknologiske fornyelser er bioteknologi, IKT samt udvikling af nye materialer inkl. nanoteknologi. Hvis disse teknologiske udviklingstendenser slår igennem som beskrevet i de teknologiske fremsyn, vil det betyde, at dele af det eksisterende kapitalapparat bliver forældet og derfor skal udskiftes – en fornyelsesproces der rummer muligheder for at introducere og udbrede nye bæredygtige teknologiske systemer på en relativ omkostningseffektiv måde. Den generelle modernisering af samfundet skaber således nye muligheder for at ændre de teknologiske systemer der daner grundlag for produktion og forbrug i en bæredygtig retning.


32 Anderson, Dennis m.fl., Innovation and the Environment, Imperial College Centre for Energy Policy and Technology.

33 Energistyrelsen: Eksport af produkter til energisektoren i 1998, København 1999

34 Erhvervsfremmestyrelsen: Benchmarking af dansk erhvervsliv, København, 2000

35 Kilde - vindmølle fabrikanternes brancheorganisation..

36 Jp.P. Ulhøi m.fl., 1996: Corporate environmental and resource management and educational requirements. Luxembourg: Office for Official Publications of the European Co mmunities.

37 Danmarks statistik. "Miljøstatistik 1999" For de rådgivende ingeniører er antal ansatte et skøn baseret på at miljøbeskæftigelsen udgør den samme relative andel af den samlede beskæftigelse, som miljøomsætningen udgør af den samlede omsætning i branchen.
Renovation og renholdelse samt lossepladser og forbrændingsanlæg beskrives ud fra deres produktionsværdi.

38 Kilde - vindmølle fabrikanternes brancheorganisation. De 20 milliarder kr. som danske vindmølle fabrikanter omsatte inkluderer produktion ved ”filialer” i udlandet.

39 Se bl.a. OECD/Eurostat, 1999 : -The Environmental Goods and services Industry "Manual for Data Collection and Analysis "

40 Analysis of the EU Eco-Industries, their Employment and Export Potential, s. 89, A Final Report to DG Environment EU Eco-industries, ECOTEC Research and Consulting Limited, 2001 London

41 Rapport fra EU-kommissionen, ”Miljøteknologi og bæredygtig udvikling”, Bruxelles, den 13.03.2002, KOM (2002) 122 endelig

42 Analysis of the EU Eco-Industries, their Employment and Export Potential, s. 89, A Final Report to DG Environment EU Eco-industries, ECOTEC Research and Consulting Limited, 2001 London.

43 ISPA (Instrument for Structual Pre-Accession) har til formål at finansiere miljø- og infrastrukturprojekter i de ti EU-ansøgerlande i Central- og Østeuropa. Se bl.a. "Trade and international markets" s. 7, A Final Report to DG Environment EU Eco-industries, ECOTEC Research and Consulting Limited, 2001 London.

44  Miljøstyrelsen, 2001

46 Erhvervs- og Boligstyrelsen, "Kompetenceklyngen Vand - en analyse af virksomhederne og deres rammebetingelser". København 2002, Rapporten kan hentes på Erhvervs- og Boligstyrelsens hjemmeside, www.ebst.dk.

47 Bolig og Erhvervsstyrelsen, Kompetenceklyngen vand, København 2002, s. 9.

48 OECD Environmental Outlook, OECD, Paris 2001, s. 149.

49 Institute for Prospective Technological Studies, European Commission Joint Research Centre, Sevilla 2002, report EUR 20133, "The Impact of BAT on the Competitiveness of European Industry".

50 M.E. Porter & C. van den Linden, 1995: Towards a new conceptualisation of the environment-competitiveness relationship, Journal of Economic Perspectives, 9/4):97-118

51 Giovanni Dosi: "Technological Paradigms and Technological Trajectories: A suggested Interpretation of the Determinants and Directions of Technological Change", 1982.

52 V. Sonntag, 2000: Sustainability – in the light of competitiveness, Ecological Economics, 34: 101-113

53 OECD, 1997: Sustainable development: OECD policy approaches for the 21st century. Paris: OECD

54 J.P. Ulhøi., U.E. Gattiker & I Bojsen, 2000:A new perspective on organizing in industry.
I Golembievski, Ed., Handbook of Organizational Behaviour, 2nd ed.. New York: Marcel Dekker, Inc., pp. 725-736.

55 Rådet for den Europæiske Union, RÅDETS BESLUTNING af 30. september 2002 om vedtagelse af et særprogram for forskning, teknologisk udvikling og demonstration: »Integration og styrkelse af det europæiske forskningsrum« (2002-2006) (2002/834/EF)