Miljøstyrelsens årsrapport 2002

Beretning

Mission, vision, værdigrundlag og hovedopgaver

Det er Miljøstyrelsens mission at bidrage til beskyttelse af miljøet.

Miljøstyrelsen har ansvaret for at administrere og bidrage til udformning af den danske miljølovgivning, EU-lovgivning, samt internationale aftaler om miljøbeskyttelse, der skal sikre rene produkter, ren luft, vand og jord og dermed gode levevilkår for mennesker, flora og fauna. Indsatsen rækker i stadig større grad udover landets grænser.

Det er Miljøstyrelsens vision at spille en central rolle i arbejdet for en bæredygtig udvikling, hvor mennesker og miljø beskyttes mod forurening -først og fremmest ved en forebyggende indsats. Dette gælder såvel i Danmark som i forhold til andre lande.

Miljøstyrelsens værdigrundlag er, at styrelsen på grundlag af et højt fagligt niveau skal være:

  • En effektiv, omstillingsberedt og grøn virksomhed
  • Internationalt orienteret, og på udvalgte områder førende
  • En åben virksomhed der kommunikerer og samarbejder
  • En attraktiv, mangfoldig og familievenlig arbejdsplads, hvor alle bidrager og gør en forskel

Miljøstyrelsen administrerer flg. lovgivninger:

  • Miljøbeskyttelsesloven
  • Vandforsyningsloven
  • Lov om kemiske stoffer og produkter
  • Havmiljøloven
  • Lov om betaling for spildevandsanlæg
  • Lov om jordforurening

Hovedopgaverne består i:

  • Betjening af minister og Folketing, lov- og regelforberedende arbejde samt administrative opgaver som udstedelse af godkendelser, tilskudsadministration og opfølgning på lovgivning
  • På grundlag af ovennævnte love at behandle en række godkendelses- og klagesager, samt rådgive amts- og primærkommunerne i form af cirkulærer, vejledninger mv.
  • Varetage strategiarbejde i udvikling af miljøbeskyttelsen
  • Deltage i internationalt samarbejde på miljøområdet, bl.a. EU, FN, OECD, WTO og i nordisk og arktisk regi, samt i en række regionale og globale konventioner

I opgavevaretagelsen gøres der brug af virkemidler som traditionel administrativ regulering, økonomiske virkemidler og kommunikation.

Overordnede resultater

For Miljøstyrelsen bød 2002 på en række store udfordringer. Udover at tilrettelægge formandskabet, herunder sætte dagsordenen for Miljørådets arbejde og tilrettelægge det uformelle ministermøde i Sønderborg, havde Danmark ansvaret for 8 konventionsmøder og for EU-formandskabet under Verdenstopmødet i Johannesborg. Det berørte en stor del af styrelsens arbejde, og var samlet set de højest prioriterede enkeltopgaver i 2002. En anden højt prioriteret opgave var opbygning af en miljøøkonomisk enhed, som fremover skal støtte og koordinere hele ministeriets arbejde med samfundsøkonomiske konsekvensanalyser.

Året var endvidere præget af en række væsentlige tværgående opgaver, herunder bl.a. revisionen af Strategi for Bæredygtig Udvikling og udarbejdelsen af en rapport om Grøn Markedsøkonomi.

Økonomisk blev styrelsens driftsbevilling reduceret med 20% ved vedtagelsen af finansloven i marts, og umiddelbart herefter tog ledelsen fat på den nødvendige tilpasning af styrelsen til de nye bevillingsvilkår.

Årets resultat vurderes at være tilfredsstillende, både hvad det faglige og finansielle angår. På det faglige område kan særligt fremhæves, at de formandskabsrelaterede opgaver blev gennemført på et fagligt højt niveau, samt at de faglige resultater generelt var tilfredsstillende.

Det finansielle resultat for driftsvirksomheden udviser et underskud på 13,9 mio. kr. Da videreførelsen fra 2001 var på i alt 37,7 mio. kr., er det samlede resultat til videreførsel på 23,8 mill. kr. Heraf udgør lønsum 7,4 mio. kr. idet Miljøstyrelsens gennemførelsen af personaletilpasningen har anvendt den samlede 2-årsperiode 2002-2003 som tilpasningsperiode, og herunder forudsat, at en begrænset lønsumsopsparing kan overføres fra 2002 til 2003. Det resterende beløb er primært bundet til finanslovsaftaler, særlige prioriterede initiativer samt indtægtsdækket virksomhed.

Tabel 1.
Oversigt over Miljøstyrelsens driftsvirksomheds finansielle resultat (mio.kr.)

   Indtægter 26,5  
   Udgifter 341,0  
   Resultat, brutto -314,4  
   Bevilling, nettotal 300,5  
   Resultat, netto -13,9  
   Til videreførsel 23,8  

De kommende år

Bevillingerne i årene 2004 til 2006 forventes bl.a. som følge af de generelle effektiviseringskrav og ændret prioritering at blive reduceret. De snævrere rammer stiller nye krav om prioritering af opgaverne. Miljøstyrelsen har derfor i 2003 et særligt institutionsmål, som under overskriften ”Miljøstyrelsen mod 2010” sætter fokus på udvikling og modernisering af organisationen.

Med institutionsmålet ønsker Miljøstyrelsen at tage en række vigtige skridt til modernisering af organisationen. Det miljøfaglige sigte skal være klart. Derfor vil der blive opstillet mål for Miljøstyrelsens faglige kerneområder frem mod 2010.Samtidig skal opgavevaretagelsen udvikles og effektiviseres. Ud fra analyser af arbejdsgange og forsøg med nye samarbejdsformer vil der blive taget initiativ til en tilpasning af organisationen til nye vilkår. Mere åbne kontorer og forstærket tværgående samarbejde vil være væsentlige temaer. Samtidig skal styringen af ressourcer og en sammenhængende mål- og resultatstyring styrkes. Den digitale forvaltning skal fremmes. Parallelt med moderniseringen skal der ske en fortsat tilpasning af organisationen til de finanspolitiske rammer for de kommende år. Medarbejderne skal tilbydes målrettet kompetenceudvikling og de lokalemæssige rammer skal tilpasses nye vilkår.

Hovedkonti

I denne årsrapport aflægges der regnskab for flg. hovedkonti:

Konto Titel
23.21.01. Miljøstyrelsen
23.22.06. Afhjælpende foranstaltninger, værditabsordningen
23.22.08. Teknologipulje
23.22.09. Reserve til opgaver på jordrensningsområdet
23.23.04. Indsamlingsordninger vedr. dæk, blyakkumulatorer og biler
23.23.05. Indsamlingsordninger vedr. nikkel-cadmium-batterier
23.23.11. Renere produkter mv.
23.23.12. Miljøstyring og miljørevision mv. i virksomheder
23.24.31. Aktiviteter vedrørende bekæmpelsesmidler
23.26.11. Miljøbistand til Østeuropa
23.26.13. Miljøbistand til Arktis mv.
23.27.03. Den Grønne Jobpulje
23.27.04. Den Grønne Fond
23.28.02. Støtte til forureningstruede vandindvindinger og økologisk omstilling