| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |
Udvikling og afprøvning af indsamlingskoncepter for genanvendelige transportemballager
3 Indledning
3.1 Formål
3.2 Materialer
3.3 Koncepter
Genanvendelsen af affald fra institutioner, handel og kontor, hvortil transportemballager i en vis udstrækning hører, lader ifølge såvel ”Affald 21” som Miljøstyrelsens seneste affaldsstatistik fra 2000 noget tilbage at ønske.
Målsætningen for år 2004 er 50%, og ifølge ”Affald 21”, som baserer sine statusoplysninger på 1997, er kun 38% af affaldet blevet genanvendt. I de efterfølgende år er andelen af affald til genanvendelse hhv. 35, 37 og 40 %. Der er derfor grund til af fokusere på det genanvendelige affald fra handel.
Barriererne for øget genanvendelse af erhvervsaffald er ifølge Miljøprojekt 441, ”Barrierer for genanvendelse af forbrændingsegnet erhvervsaffald” samt andre undersøgelse på området bl.a. begrænsede pladsforhold. Et andet forhold som både Miljøprojektet og andre peger på er, at omkostningerne til affaldsbortskaffelse ikke er så høje, at virksomhederne overvejer at ændre eksisterende systemer.
Det vil derfor være formålstjenligt, at få etableret indsamlingssystemer med en sådan grad af kildeseparering/-sortering, at mængden af transportemballager til genanvendelse kan forøges fra mindre virksomheder - især handelsvirksomheder.
3.1 Formål
Det er projektets formål, at skaffe almennyttig viden og erfaring vedrørende indsamlingskoncepter, hvorved indsamlingsmængden af især genanvendelige transportemballager af plast og pap/papir fra mindre virksomheder - især handelsvirksomheder - i større byer kan øges.
Det er ligeledes projektets formål at tilvejebringe et attraktivt grundlag for formidling af projektresultaterne herunder de opnåede erfaringer.
3.2 Materialer
Transportemballager er i henhold til Bekendtgørelse nr. 298 af 30/04/1997 om visse krav til emballager og ændringsbekendtgørelse nr. 1113 af 14/12/2001:
”Emballager udformet på en sådan måde, at håndtering og transport af et antal salgsenheder eller multipak emballager gøres lettere, så skader forårsaget af fysisk håndtering eller transport kan undgås”.
I nærværende projekt er fokuseret primært på de former for transportemballager, der benyttes i forbindelse med handel- og servicevirksomhed, dvs. bølgepapkartoner og plastfolie (krympefolie og pallehætter). Der har ikke i forbindelse med gennemførelse af projektet været aktuelt også at fokusere på papir i form af transportemballage al den stund sådant ikke har vist sig hos de medvirkende virksomheder.
3.3 Koncepter
Forud for projektets gennemførelse har 3 indsamlingskoncepter, hvor affaldsfraktionerne afhentes på eller i nærheden af den enkelte virksomheds adresse, været under overvejelse.
Disse indsamlingskoncepter er som følger:
- Ordninger, hvor flere mindre virksomheder efter behov er fælles om containere til de aktuelle fraktioner, f.eks. pap, papir og plast. Ordningen kan skabe uenighed om betaling for den enkelte virksomhed i forhold til benyttelsesgraden. Denne problemstilling skal også ses i lyset af, at hyppigheden i lukning af små virksomheder er stor, hvilket igen indebærer en høj udskiftningsfrekvens.
- Ordninger, hvor der anvendes indsamlingsudrustning, som kan rumme 2 adskilte fraktioner, dvs. 2-kammer komprimatorbiler. Opsamlingsudrustningen kan i princippet være 2-delt, men da opdeling af en minicontainer, der skal rumme pap, ikke er realistisk, vil der i praksis blive tale om en minicontainer til pap (evt. sammenblandet med en anden vel afgrænset fraktion), og en 4-hjulet container til en anden fraktion. Alternativt til anvendelse af 2-kammerbil kan evt. indsamles i 2 uafhængige komprimatorbiler, såfremt en 2-kammerbil ikke er tilgængelig. Da det er forholdene hos affadsproducenterne, der skal fokuseres på, anses anvendelse af 2 uafhængige komprimatorbiler i en forsøgsperiode som acceptabel.
- Ordninger, hvor de aktuelle fraktioner opsamles i samme container og indsamles i komprimatorbil, men hvor nogle af fraktionerne ved hjælp af ”transportemballage”, dvs. gennemsigtige plastsække holdes samlet fraktion for fraktion. Det kan her være aktuelt, at emballere plasten og papiret i hver deres klare plastsække, som ligger løst i papfraktionen.
De beskrevne indsamlingskoncepter er i fasen hvor indsamlingerne er blevet forberedt finpudset under hensyntagen til de faktiske forhold og muligheder i samarbejde med de direkte involverede parter.
| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |
|