Udvikling og afprøvning af indsamlingskoncepter for genanvendelige transportemballager

4 Indsamlingsområder

4.1 Udvælgelse
4.2 Kontakt
4.3 Besøg
4.4 Respons og deltagervillighed
4.5 Områder

På baggrund af Smørum Papir Gruppen A/S’ geografiske placering i Brøndby kommune og samarbejde med de lokale vognmænd Henrik Tofteng A/S og Morten Larsen A/S og deraf følgende omfattende lokalkendskab, er der til afprøvning af indsamlingskoncepterne valgt virksomheder i Brøndby og Glostrup Kommuner. Udvælgelsen af virksomheder i disse kommuner skal tillige ses i lyset af kommunernes engagement i Vestforbrænding’s kampagne for ”Genanvendelse af plastfolie, papir og pap fra erhverv” 1998 – 2000.

Udgangspunktet ved udvælgelsen af indsamlingsområderne har været, at der skulle være tale om samlede områder frem for spredt udvælgelse efter bestemte brancher.

4.1 Udvælgelse

Udvælgelsen af områder med virksomheder er sket i samarbejde med hhv. Brøndby og Glostrup Kommuner. Der ud over er der skelet til Vestforbrænding’s rapporter vedrørende selskabets plast-, pap- og papir-kampagne. Dette har dels sikret, at tidligere ”hårdt prøvede” forsøgsområder er ”sluppet” for at være med, og dels at det lokale kendskab har været størst muligt.

Udgangspunktet har været, at der skulle udvælges i størrelsesordnen 100 forretninger og andre mindre virksomheder beliggende i samme område for koncept A, mens der for koncepterne B og C skulle udvælges i størrelsesordnen 50 virksomheder for hver. Der ud over har udvælgelseskriterierne som nævnt været, at der skulle være tale om samlede eller på anden måde afgrænset beliggende virksomheder f.eks. på samme gade eller vej.Som potentielle indsamlingsområder er der peget på følgende områder:

1.   Hovedvejen i Glostrup
2.   Brøndby Strand Centrum
3.   Glostrup Butikstorv, Diget
4.   Kirkebjerg Torv
5.   Vallensbækvej 20 – 22
6.   Vallensbækvej 25
7.   Park Allé 350
8.   Banemarksvej 50
9.   Midtager

Disse områder kan karakteriseres som følger:

1 – 4 Forretningsstrøg/butikscenter
5 – 8 Erhvervsejendom for udlejning, hovedsaglig til
  servicevirksomheder, engroshandel og let produktion
9 Industriområde med blandet erhverv (servicevirksomheder,
  engroshandel, transport og let produktion)

Efter en inspektion af de enkelte områder er følgende områder blevet valgt som forsøgsområder

1.   Hovedvejen i Glostrup
5.   Vallensbækvej 20 – 22
7.   Park Allé 350
8.   Banemarksvej 50
9.   Midtager

Da sidstnævnte er beliggende i et område med blandet erhverv, er de veje, der er beliggende øst for Midtager med samme erhvervsstruktur medtaget under Midtager. Det drejer sig om vejene Engager, Hedeager, Lyngager, Ringager, Sandager og Knudlundsvej. Beliggenheden af de enkelte områder fremgår af figur 4.1.1 og 4.1.2.

Fig. 4.1.1.

Figur 4.1.1.
Områderne Hovedvejen samt Banemarksvej 50.

Fig. 4.1.2.
Figur 4.1.2.
Områderne Park Alle 350, Midtager samt Vallensbækvej 20-22.

Om baggrunden for fravalgene kan anføres:

2, 3 og 4 er relativt små for sig selv liggende butikscentre/butiksområder 6 er et relativt lille udlejningskompleks i stil med nr. 8

4.2 Kontakt

Virksomhederne i de udvalgt områder er lokaliseret ved hjælp af KRAK’s VEJVISNING OG BYKORT på Internettet, hvorefter de er inddelt i følgende rubrikker:

  • Hovedvejen (i Glostrup)
  • Midtager
  • -ager (Engager, Hedeager, Lyngager, Ringager, Sandager og Knudlundsvej)
  • Vallensbækvej 20 – 22/Park Allé 350
  • Banemarksvej 50

hvor der er udarbejdet en liste for hver af rubrikkerne. Hovedvejen er beliggende i Glostrup Kommune mens de resterende er beliggende i Brøndby Kommune. Oprindelig omfattede listerne 319 virksomheder, men det var nødvendigt med en grovsortering, hvor virksomheder med tydelige lighedspunkter foruden adressen, f.eks. samme telefon- og faxnummer, blev slået sammen til en virksomhed. Efter grovsorteringen omfattede listerne i alt 266 virksomheder.

Alle virksomhederne på listerne har fået tilsendt en informationsskrivelse om projektet. Der blev udarbejdet en informationsskrivelse for hhv. Glostrup og Brøndby Kommune. Skrivelserne var enslydende og blev i Glostrup Kommune foruden projektlederen underskrevet af formanden for Miljøudvalget, Michael K. Nathan, mens brevene til virksomhederne i Brøndby Kommune blev underskrevet af teknisk direktør Phillip Hartmann.

I skrivelsen er virksomhederne orienteret om projektets baggrund og formål, herunder at projektet gennemføres i samarbejde med hhv. Glostrup og Brøndby Kommune. Desuden er virksomhederne blevet informeret om, at det område de er beliggende i, er udvalgt til forsøgsområde. Endelig er der sammen med informationsskrivelsen udsendt et spørgeskema med frankeret svarkuvert. Spørgeskemaet skulle afklare den enkelte virksomheds forhold til eksisterende renovatør med henblik på evt. overgang til anden renovatør i forsøgsperioden. Hertil hører tillige afklaring af den enkelte virksomheds nuværende affaldsmængder fordelt på hhv. plast, pap, papir og restaffald herunder behov for beholdervolumen og tømningsfrekvens samt nuværende betaling.

Af de 266 virksomheder viste ca. 10% sig at være fraflyttet eller ubekendt på adressen. Der var således ca. 240 virksomheder der modtog informationsskrivelse og spørgeskema med posten. Af disse var der kun 47 svarende til ca. 20% der returnerede spørgeskemaet. En mindre del af disse besvarelser var blot for at meddele, at de ville ophøre med at fungere fra adressen i løbet af overskuelig tid eller at de ikke havde noget affald og at de ikke ville deltage. Den beskedne besvarelsesprocent vidner om en ringe interesse for at deltage i forsøgsindsamlingerne.

4.3 Besøg

Den skriftlige henvendelse blev fulgt op med et besøg på virksomheden, hvor bl.a. uafklarede spørgsmål vedrørende forsøget og spørgeskemaet blev behandlet. Desuden blev det så vidt muligt afklaret hvorvidt den enkelte virksomhed ville deltage i forsøget og på hvilke præmisser. Endelig blev spørgsmål om placering af containere samt evt. forhold vedrørende fællesordninger behandlet. Som det fremgår af afsnit 4.2 var ca. 10 % af virksomhederne fraflyttet eller ubekendte på adressen. Derudover viste der sig ca. lige så mange nye virksomheder i områderne, således at der alt i alt var 265 – 270 virksomheder i områderne. Af disse blev 198 virksomheder eller fælles repræsentanter for grupper af dem besøgt. Dette gjaldt også de ”nye” virksomheder, der blev besøgt i den udstrækning det var muligt at træffe nogen. De nye virksomheder blev præsenteret for informationsskrivelse og spørgeskema, som efter bedste evne blev udfyldt. I enkelte tilfælde blev informationsskrivelse dog fremsendt pr. post inden kontakt til virksomheden blev taget.

Ved besøgene viste der sig i nogle tilfælde at være fællesordninger, hvor mere specifikke oplysninger blev indhentet ved samtaler med viceværter eller efterfølgende telefonisk kontakt til ejendomsadministratorer. I mange af disse tilfælde skulle aftale om deltagelse i forsøgsordningen indgås med ejendomsadministratorerne.

Af de ca. 65 virksomheder, der ikke blev besøgt, fordeler årsagerne som følger:

Ikke fundet/flyttet 40
Ophører/flytter 5
Uinteressante (ingen transportemballager) 15
Ingen hjemme 5

Om de virksomheder, der ikke blev fundet, skal det tilføjes, at det i en vis udstrækning har dækket over datterselskaber mv. med samme ejer og postadresse som hovedfirmaet, hvorfor en del af de 40 virksomheder ikke er interessante i relation til nærværende projekt. Omvendt vil fænomenet sikkert optræde overalt i erhvervsområder med blandet erhverv.

4.4 Respons og deltagervillighed

Resultatet af informationsskrivelse og besøg var at ca. 125 virksomheder eller ca. 45 % af virksomhederne i de udvalgte områder, ville eller havde mulighed for at deltage i forsøgsindsamlingerne.

Dette skyldes forskellige forhold, hvoraf der kan nævnes:

  • Vil ikke skifte renovatør. Dette kan dels skyldes at man er godt tilfreds med nuværende renovatør eller at man for nylig har skiftet og ikke vil skifte igen
  • Vil ikke deltage i forsøgsordninger med den begrundelse at de ofte bliver permanente og at man i den forbindelse begynder at opkræve gebyr
  • Er bundet af fælles renovationsordning i ejendommen eller af ”koncernordning”
  • Fritliggende virksomhed med meget begrænset mængde transportemballage
  • Virksomhed i ejendomme med blandet beboelse og erhverv med meget begrænsede mængder og hvor der på den enkelte ejendomsparcel ikke er plads til separat fælles container for transportemballager
  • Bruger genbrugsplads. Det drejer sig hovedsagelig om mindre virksomheder herunder forretninger, som kører på genbrugspladsen med såvel deres transportemballager som øvrigt affald. Dette gælder også selv om mange producerer mere end de 50 kg pap pr. måned, der er grænsen for om man skal have en tvungen ordning. Desuden er det faktiske krav til sortering på genbrugsstationerne ikke så stort idet opsynet er begrænset. Bl.a. samles fraktionen af småt brændbart ofte i komprimatorcontainer hvilket vanskeliggør kontrollen med sorteringen
  • Bruger storskraldsordningen for ejendommens boliglejemål

Af øvrige oplysninger indhentet fra de udfyldte spørgeskemaer kan nævnes, at kun 136 virksomheder angiver, at de har papaffald og kun 24, at de har folieaffald. Papiraffald har 20 virksomheder anført at have, men det drejer sig i ingen tilfælde om transportemballager.

I tillæg til ovenstående var holdningen overalt, at det ikke måtte påføre virksomheden ekstraomkostninger at deltage i forsøget. Dette har for nogle fritliggende virksomheder med ringe mængder betydet, at de ikke har kunnet være med i forsøget, da etablering af indsamlingsordning ville medføre uforholdsmæssigt store driftsomkostninger. Endelig skal det påpeges at det i nogle tilfælde har været nødvendigt med adskillige kontakter til virksomheder og ejendomsadministratorer i bestræbelserne for at få etableret aftale om deltagelse i forsøgsindsamlingerne.

En mere systematisk opsummering af besøgene fremgår af figur 4.4.1.


Klik på billedet for at se html-version af ‘4.4.1.‘
Klik på billedet for at se html-version af "4.4.1.".


Fig. 4.4.1.
Resultater af virksomhedshenvendelser.

Til opsummeringen fig. 4.4.1 skal bemærkes, at de 68 virksomheder, der er anført under rubrikken ”Interesseret i at deltage” alle var ubetinget positive. Der ud over var der en del virksomheder, som havde en vis mulighed for eller evt. kunne overtales til at deltage. Dette bringer det samlede antal virksomheder, som ville eller havde mulighed for at deltage op ca. 125.

4.5 Områder

På baggrund af besøgene er der blevet udarbejdet en liste over de virksomheder, der forventes at deltage i forsøget. Listen omfatter alle de i afsnit 4.2 anførte områder.

Virksomhederne er herefter blevet bearbejdet med henblik på deltagelse i indsamlingsforsøget af hhv. AAEN Rådgivende Ingeniører, Smørum Papir, Henrik Tofteng og Morten Larsen. Bearbejdningen har bl.a. resulteret i at virksomheder i områderne betjent af et tredie lokalt vognmandsfirma, er blevet inddraget i ordningen uden at skifte renovatør. Dette er gjort for ikke at skabe ubalance i de lokale renovatørers indbyrdes konkurrenceforhold. Indsamlingsforsøget har dog været så lavt prioriteret hos det tredje vognmandsfirma, at der ikke har været basis for, at forsøge at få de deltageremner i dette firmas kundekreds, som hidtil ikke har frasorteret transportemballager, ”omvendt” til genbrugsvirksomhed.

Bearbejdningen har ligeledes resulteret i et vist frafald, hvilket i de fleste tilfælde skyldes, at virksomhederne rent fysisk har været isoleret i en sådan grad fra andre virksomheder, at det ikke har kunnet svare sig at etablere indsamlingsordning fra dem.

Endelig har forsøg på at overtage fælles renovationsordninger i et par udlejningsejendomme mislykkedes.

I tillæg til dette er indsamlingsordningerne i meget høj grad tilpasset den enkelte virksomheds behov og muligheder, således at der i stedet for oprindelig 3 indsamlingsordninger nu arbejdes med 7 forskellige ordninger.

Indsamlingsordningerne er beskrevet nøjere i kapitel 5.

Her ud over er der efterfølgende i projektforløbet inddraget yderligere en række virksomheder i Brøndby Kommune samt enkelte i Glostrup Kommune. Dette skyldes at frafaldet af virksomheder, som ville/kunne være med i forsøgsordningen efterhånden blev så stort, at antallet af deltagende virksomheder kom under 100. De nye virksomheder er alle virksomheder som hidtil har været betjent af enten Henrik Tofteng A/S eller Morten Larsen A/S. Med inddragelsen af disse virksomheder er antallet af virksomheder kommet op på godt 100 stk.