| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |
Forventelige pesticidkoncentrationer i jord efter erhvervsmæssig pesticidanvendelse
4 Foreslåede kvalitetskriterier for jordforurening med pesticider
Ved Institut for Fødevaresikkerhed og Toksikologi er der foretaget en sundhedsmæssig vurdering og beregning af forslag til jordkvalitetskriterier for pesticiderne paraquat, captafol, lindan, parathion og methyl-parathion (Nielsen et al. 1999). Pesticiderne er blevet udvalgt blandt de toksikologisk mest kritiske pesticider, dvs. de pesticider der må anses for, at få tildelt de laveste jordkvalitetskriterier. Udfra vurderingen af de fem pesticider er der blevet foreslået et generelt jordkvalitetskriterium på 1 mg/kg, som det f.eks. også kendes for pesticidindhold i visse frugter og grønsager. Et pesticidindhold i jord på niveau med dette kvalitetskriterium vil ikke medføre større biotilgængelig dosis pr. dag, end hvad man kan blive udsat for via luft og drikkevand, der lever op til gældende krav/kvalitetskriterier. Endvidere foreslås et jordkvalitetskriterium for summen af pesticider på 5 mg/kg jord, ligesom der i drikkevand er en grænseværdi for enkeltpesticider på 0,1 µg/L og for summen af pesticider på 0,5 µg/L.
Børns eksponering for pesticider i jord er blevet anvendt til fastsættelse af jordkvalitetskriterierne for de fem pesticider. Den daglige pesticideksponering gennem jord er anslået til 0,2 µg/dag for et barn på 10 kg, der indtager 0,2 g jord pr. dag med et pesticidindhold i jorden på 1 mg/kg. I enkeltstående tilfælde indtages op til 10 g jord, hvilket svarer til en oral eksponering på 10 µg (Miljøstyrelsen 2001).
Den daglige pesticideksponering gennem drikkevand vil være 0,1 µg/dag for et barn på 10 kg, der drikker 1 liter vand pr. dag med et pesticidindhold på 0,1 µg/L (EU-grænseværdi). For summen af pesticider er grænseværdien i drikkevand 0,5 µg/L, hvorfor det daglige indtag tilsvarende er 0,5 µg/dag. Den daglige pesticideksponering gennem luften er 0,25 µg/dag for et barn på 10 kg, der indånder 10 m3 pr. dag med et pesticidindhold svarende til overholdelse af grænseværdien på < 0,001 mg/m3.
Den acceptable daglige jordeksponering er dermed sammenlignelig med den daglige eksponering gennem drikkevand og luft, som har et maksimalt acceptabelt pesticidindhold. Der må dog forventes en betydelig lavere biologisk tilgængelighed for jordeksponeringen, da pesticiderne bindes til og indlejres i jordpartiklerne med forskellig styrke. Til sammenligning med de 0,2 µg pesticid, som det skønnes acceptabelt at et barn indtager via jord pr. dag, kan det anføres, at man dagligt indtager ca. 200 µg pesticider pr. dag gennem danske og udenlandske fødevarer (Büchert, 1998). Jordkvalitetskriteriet på 1 mg/kg jord har i øvrigt samme størrelsesorden som grænseværdierne i frugt og grønt, som ligger mellem 0,05 og 3 mg/kg (Juhler et al., 1995).
| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |
|