| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |
Potentiale og muligheder for indsamling af plastdunke,-spande mv. fra erhverv til genanvendelse, især med fokus på relevante brancher.
7 Sammenfattende vurdering for mulighederne for øget genanvendelse af dunke og spande af plast fra erhvervsvirksomheder i Danmark
Opgørelsen af indsamlingspotentialet viser et samlet potentiale af transportemballager af HDPE som plastdunke, lågfade, palletanke m.m. på 13.242 tons. Hertil kommer et indsamlingspotentiale af transportemballager af PP som primært spande på 10.228 tons.
I dag indsamles 2.726 tons transportemballage af HDPE i form af dunke, lågfade og palletanke til genanvendelse i form af reconditionering og regenerering.
Der indsamles stort set ingen transportemballager af PP i form af spande til genanvendelse.
Der er altså et stort uudnyttet potentiale. En opdeling af potentialet på brancher viser at 60 % af potentialet findes i levnedsmiddelindustrien og den grafisk/kemiske industri.
De to omfattede spørgeskemaundersøgelser har vist at store mængder af transportemballager af plast i form af dunke og spande af virksomhederne bortskaffes sammen med virksomhedens andet affald til forbrænding. Det gælder også virksomheder som har over 1.000 stk. emballager som affald om året. Spørgeskemaundersøgelserne har endvidere vist at pantsystemer kun anvendes i meget begrænset omfang.
Den miljømæssige og økonomiske analyse vedrørende indsamling og genanvendelse af HDPE-dunke i størrelsen 10 til 30 liter viser at det både miljømæssigt og virksomhedsøkonomisk er en god idé at indsamle dunke fra større virksomheder til først og fremmest reconditionering, men også til regenerering. Indsamling fra små og mindre virksomheder er miljømæssigt også en god idé hvorimod det med baggrund i det gennemførte indsamlingsforsøg hos Reno Fyn I/S virksomhedsøkonomisk er meget omkostningskrævende. En øget indsamling og genanvendelse af dunke og spande m.m. fra virksomheder kan eksempelvis ske ved en øget information om muligheder for at afsætte dunke til reconditionering samt mulighederne for at anvende reconditionerede dunke. Indførelsen af flere pantsystemer kan fremme anvendelsen af reconditionerede dunke. Flere fyldere bør indføre pantsystemer. Reconditionering er miljømæssigt og virksomhedsøkonomisk den allerbedste form for genanvendelse, men forudsætter selvfølgelig at der kan findes afsætning for de reconditionerede produkter.
Indsamling af dunke og ikke mindst spande til regenerering kan øges ved primært ved en øget indsats fra kommuner og affaldsselskaber. Indsatsen kan iværksættes på baggrund af ændringer i affaldsbekendtgørelsen eller på baggrund af nye kommunale regulativer der pålægger virksomhederne at frasortere dunke og spande til genanvendelse eller blot ved en øget indsats fra kommunernes og affaldsselskabernes affaldskonsulenter. Det er vigtigt at der udarbejdes samlede koncepter for indsamlingssystemer hvor plastdunke indgår.
I de opstillede scenarioer (scenario 2 og 3) for øget genanvendelse af dunke er indsamlingen til genanvendelse i scenario 2 øget fra den nuværende (år 2000) på 2.700 tons med 1.500 tons til 5.200 tons, hvilket ifølge Statistik for Plastemballage 2000 /3/ vil betyde en forøgelse af indsamlingen af plastemballage til genanvendelse med ca. 1,0 %.
I scenario 3 er indsamlingen til genanvendelse øget med 5.200 tons til 7.900 tons hvilket ifølge Statistik for Plastemballage 2000 /3/ vil betyde en forøgelse af indsamlingen af plastemballage til genanvendelse med ca. 3,3 %.
Hvis det forudsættes at en øget indsats fra bl.a. kommuner og affaldsselskaber kan øge indsamlingen af spande til genanvendelse fra i dag næsten 0 % til eksempelvis 20 % eller ca. 2.000 tons, vil det yderligere kunne forøge den samlede indsamling af plastemballage til genanvendelse med ca. 1,3 %.
Sammenlagt vurderes det at en øget indsats for indsamling af transportemballager af plast som dunke og spande fra virksomheder vil kunne forøge den samlede indsamling af plastemballage til genanvendelse i Danmark med 3-5 %.
| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |
|