Håndbog i miljøstyring af jord- og grundvandsforurening

Oplagspladser

Lovgivning om olie- og kemikalieoplagspladser
      Vejledning skema 7, Nuværende olie- og kemikalieoplagspladser
Nuværende olie- og kemikalieoplagspladser
      Vejledning til skema 8, olie- og kemikalieoplagspladser der ikke benyttes længere
Olie- og kemikalieoplagspladser der ikke benyttes længere

Indledning

Pladser med oplag af olie, kemikalier eller den type affald er potentielle kilder til jord- og grundvandsforurening. Omhældning, påfyldning, aftapning og lignende kan medføre større eller mindre spild på jorden. Olie- og kemikalietromler kan desuden springe læk eller korrodere og dermed være kilde til forurening af jorden og grundvandet.

I håndbogen dækker begrebet, Olie- og kemikalieoplagspladser, over:

  • Oplag af olie og kemikalier i ubrudt emballage (dunke, tromler mm.)
  • Olie- og kemikalieoplagspladser, hvor stoffer aftappes, omhældes mv.
  • Oplag af olie- og kemikalieaffald
  • Oplag af stoffer, produkter eller restprodukter på bar jord

Oplagspladser, der alene omfatter gasoplag, er ikke medtaget, da risikoen for jord- og grundvandsforurening fra gasser er ubetydelig.

En tæt belægning på en kemikalieoplagsplads hindrer ved spild eller uheld, at kemikalier umiddelbart siver ned i jorden. Uden passende afløbsforhold kan kemikalierne med tiden trænge ned gennem belægningen, ligesom kemikalierne kan blive skyllet væk fra den tætte belægning og ud på jorden.

Pointskemaer 

Dette bilag har pointskemaer for:

  • Nuværende olie- og kemikalieoplagspladser, og
  • Olie- og kemikalieoplagspladser der ikke benyttes længere tidligere.

Lovgivning om olie- og kemikalieoplagspladser

Ifølge Miljøbeskyttelseslovens §3 må »stoffer, produkter og materialer, der kan forurene grundvand, jord og undergrund ikke udledes eller oplægges på jorden« /6/.

Ofte giver listevirksomheders kapitel 5-godkendelse retningslinier for drift og indretning af olie- og kemikalieoplagspladser. Hvis virksomheden ikke er en listevirksomhed, kan kommunen have udarbejdet retningslinier for indretning og drift af oplagspladserne.

"Tekniske forskrifter for brandfarlige væsker" /2/ angiver retningslinier for opbevaring af brandfarlige væsker i det fri.

"Bekendtgørelse om vurdering af sikkerheden i forbindelse med risikobetonede aktiviteter, der kan medføre et større uheld" /7/ beskriver, hvordan større uheld kan forebygges på virksomheder med risikobetonede aktiviteter, f.eks. oplagring af farlige stoffer. For en lang række stoffer angiver bekendtgørelsen de maksimalt tilladte kemikaliemængder, der må oplagres på et sted.

Derudover beskriver flere bekendtgørelser, hvilke miljøkrav der stilles til etablering og drift af forskellig typer af virksomheder. Bekendtgørelsen om miljøkrav til etablering og drift af autoværksteder m.v. /8/ angiver for affald, at: »Generelt er det virksomhedernes pligt at opbevare kemikalier samt affald fra produktionen på en måde, der ikke medfører forurening i omgivelserne. Affald fra produktionen skal opbevares indendørs eller i containere. Olie- og kemikalieaffald skal opbevares i tromler eller anden emballage på tæt bund med opkant og uden afløb til kloak. Oplagspladsen skal være under tag«"

Anbefalinger

Har virksomheden en kapitel 5-godkendelse, bør man sikre, at kravene heri om olie- og kemikalieoplagspladser og opbevaring af kemikalieaffald er opfyldt. Godkendelsens krav baseres typisk på retningslinierne i ovennævnte bekendtgørelser, evt. suppleret med bestemmelser fra de enkelte myndigheder

Hvis virksomheden ikke har en kapitel 5-godkendelse, kan man kontakte kommunen for at undersøge de lokale krav til olie- og kemikalieoplagspladser.

Vejledning skema 7, Nuværende olie- og kemikalieoplagspladser

Pointskema 7 bruges til at vurdere risikoen for forurening fra nuværende olie- og kemikalieoplagspladser.

Første kolonne i skemaet indeholder nummererede spørgsmål, der er uddybet nedenfor.

De midterste kolonner i skemaet angiver svarmulighederne, med et pointtal til hver svarmulighed. Svar, der tyder på lav risiko for forurening, får færrest point – mens svar, der tyder på høj risiko for forurening, får flest point.

Pointtallet, der står under det rigtige svar, noteres i sidste kolonne, Point.

De tildelte point tælles sammen, og summen noteres under skemaet.

Til sidst findes risikoen for forurening ved at sammenligne pointsummen med de tre indrammede forureningsklasser, henholdsvis lav, middel eller høj risiko for forurening.

Uddybning af spørgsmålene

Ad (1) Hvor mange år har olie- og kemikalieoplagspladsen været i drift?

Ad (2) Hvilken belægning er der på jorden på olie- og kemikalieoplagspladsen:

  • Opbevares olie- og kemikaliebeholderne i et betonbassin uden afløb, hvori evt. spild kan opsamles? 
  • Opbevares olie- og kemikaliebeholderne på en tæt belægning (beton, asfalt mm.) uden kanter, der har afløb til kloak, hvortil spild mm. kan udledes?
    Afløbet bør være forbundet til en olie- og kemikalieudskiller. 
  • Opbevares olie- og kemikaliebeholderne på en tæt belægning uden kanter (beton, asfalt mm.), uden at der er et kloakafløb i nærheden, hvortil spild mm. kan udledes? 
  • Står olie- og kemikaliebeholderne på bar jord?

Ad (3) Er olie- og kemikalieoplagspladsen overdækket, f.eks. med et halvtag der beskytter mod nedbør o.a.?

Ad (4) Hvilken tilstandsform har de oplagrede produkter (faste eller flydende)?

Ad (5) Aftappes, omhældes eller håndteres produkterne på anden vis på oplagspladsen?

Ad (6) Er der visuelle tegn på forurening ved oplagspladsen, f.eks. misfarvet jord?

Ad (7) Er der registreret nogen uheld på olie- og kemikalieoplagspladsen, f.eks. spild og lækager?

Nuværende olie- og kemikalieoplagspladser

Pointskema til vurdering af forureningsrisikoen fra nuværende olie- og kemikalieoplagspladser. Vejledning til skemaet på foregående side.

Identifikation af olie- og kemikalieoplagspladsen:______________________

Skema 7
Pointskema til vurdering af nuværende olie- og kemikalieoplagspladser

 

Klik på billedet for at se html-versionen af: ‘‘Skema 7‘‘
Klik på billedet for at se html-versionen af: ‘‘Skema 7‘‘

Resultat og vurdering af nuværende olie- og kemikalieoplagspladser

Samlet pointsum: ................

  • 15-40 point: Klasse 1 (Lav risiko for forurening) 
  • 40-80 point: Klasse 2 (Middel risiko for forurening)
  • 80-225 point:  Klasse 3 (Høj risiko for forurening)

Notér forureningsklassen i tabel 2 på side 23 i kapitlet Vurdering i håndbogens hoveddel.

Vejledning til skema 8, olie- og kemikalieoplagspladser der ikke benyttes længere

Pointskema 8 bruges til at vurdere risikoen for forurening fra olie- og kemikalieoplagspladser der ikke benyttes længere

Første kolonne i skemaet indeholder nummererede spørgsmål, der er uddybet nedenfor.

De midterste kolonner i skemaet angiver svarmulighederne, med et pointtal til hver svarmulighed. Svar, der tyder på lav risiko for forurening, får færrest point – mens svar, der tyder på høj risiko for forurening, får flest point.

Pointtallet, der står under det rigtige svar, noteres i sidste kolonne, Point.

De tildelte point tælles sammen, og summen noteres under skemaet.

Til sidst findes risikoen for forurening ved at sammenligne pointsummen med de tre indrammede forureningsklasser, henholdsvis lav, middel eller høj risiko for forurening.

Uddybning af spørgsmålene

Ad (1) Hvor mange år blev olie- og  kemikalieoplagspladsen anvendt?

Ad (2) Hvilken belægning var der på jorden på olie- og kemikalieoplagspladsen: 

  • Blev olie- og kemikaliebeholderne opbevaret i et betonbassin uden afløb, hvori evt. spild kunne opsamles? 
  • Blev olie- og kemikaliebeholderne opbevaret på en tæt belægning (beton, asfalt mm.) uden kanter, der havde afløb til kloak, hvortil spild mm. kunne udledes?  
    Afløbet burde være forbundet til en olie- og kemikalieudskiller. 
  • Blev olie- og kemikaliebeholderne opbevaret på en tæt belægning uden kanter (beton, asfalt mm.), uden at der var et kloakafløb i nærheden, hvortil spild mm. kunne udledes? 
  • Stod olie- og kemikaliebeholderne på bar jord, eller er pladsens daværende belægning ukendt?

Ad (3) Var kemikalieoplagspladsen overdækket, f.eks. af et halvtag der beskyttede mod nedbør?   

Ad (4) Hvilken tilstandsform havde de oplagrede produkter (faste eller flydende)?

Ad (5) Foregik der aftapning, omhældning og lignende håndtering af produkter på oplagspladsen?

Ad (6) Er der visuelle tegn på forurening ved den tidligere oplagsplads, f.eks. misfarvet jord?

Ad (7) Er der registreret nogen uheld på olie- og kemikalieoplagspladsen, f.eks. spild og lækager?

Olie- og kemikalieoplagspladser der ikke benyttes længere

Pointskema til vurdering af forureningsrisikoen fra olie- og kemikalieoplagspladser der ikke benyttes længere. Vejledning til skemaet på foregående side.

Identifikation af kemikalieoplagspladsen:_____________________________

Skema 8
Pointskema til vurdering af oplagspladser der ikke benyttes længere

Klik på billedet for at se html-versionen af: ‘‘Skema 8‘‘
Klik på billedet for at se html-versionen af: ‘‘Skema 8‘‘

Resultat og vurdering af olie- og kemikalieoplagspladser der ikke benyttes længere

Samlet pointsum: ........................

  • 15-40 point: Klasse 1 (Lav risiko for forurening) 
  • 40-80 point: Klasse 2 (Middel risiko for forurening)
  • 80-225 point:  Klasse 3 (Høj risiko for forurening)

Notér forureningsklassen i tabel 2 på side 23 i kapitlet Vurdering i håndbogens hoveddel.