| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |
Håndbog i miljøstyring af jord- og grundvandsforurening
Olie- og kemikalietanke
Anlæg af olie- og kemikalietanke
Driftsinstrukser i forbindelse med olie/kemikalietanke
Anlæg af olie- og kemikalietanke
Tanke
Ved anlæg af en kemikalietank, skal man overveje, om tanken kan placeres over jorden i stedet for under jorden. En tank over jorden er lettere at kontrollere, ligesom spild og problemer med tanken opdages hurtigere. Vær opmærksom på, at brandmyndighederne kan kræve, at tanke installeres under jorden.
Enkelt- eller dobbeltvæggede tanke i eller over jorden skal være egnede til formålet og bør udføres i overensstemmelse med Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 386 af 21. august 1980 "Bekendtgørelse om kontrol med oplag af olie m.v." /1/ (Olietankbekendtgørelsen). Det vil være en god praksis, at der, som krævet for olieinstallationer, er en tankattest i virksomhedens arkiv, og at der sendes et eksemplar til tilsynsmyndigheden, når en tank installeres.
Tanke i jord
Spredning af forurening kan undgås ved at der udlægges en egnet membran langs bund og sider af udgravningen til tanken. For at forhindre at det nedsivende overfladevand ophobes, skal tankgrave med membran afsluttes med tæt belægning i terræn, fx asfalt.
For at registrere nedsivende vand eller miljøfremmede stoffer i en tankgrav med membran, kan der etableres moniteringsbrønde med dræn fra bunden af tankgraven.
Spildbakke
Montering af en spildbakke med tæt bund og sider og med tilslutning til olie-udskiller i bund af tankbrønde, i manifoldbrønde, under påfyldningsrør og lignende steder, kan forhindre nedsivning af kemikalier i jorden. Spildbakker i galvaniseret stål og med olieresistente samlinger til montering, f.eks. omkring tankhals på tanke i jord, er en almindelig handelsvare.
Enkelte tankfabrikanter har udviklet et system, hvor der er integreret en spildbakke med afløbsstuds i tankens udvendige glasfiberbelægning.
Spildbakker under overjordiske tanke kan udføres i beton, stål eller lignende efter nærmere aftale med de lokale myndigheder. Bassiner omkring tanke uden tæt bund og med jordvolde som begrænsning må direkte frarådes.
Der kan i mange tilfælde som alternativ søges om tilladelse til at opstille en dobbeltvægget tank over jord uden spildbakke.
Containere og paller med indbygget spildbakke til at opbevare beholdere og tromler er almindelig handelsvare.
Rør
Generelt bør man undgå at have rørføringer nedgravet i jorden. Rør skal være konstrueret af et materiale egnet til formålet og installeres efter forholdene. Det er specielt vigtigt for skjulte installationer og installationer i jord , at rørsamlinger og komprimering af jorden under og omkring rørene er udført rigtigt og er af en god håndværksmæssig kvalitet.
Til permanente rør i jord anbefales dobbeltvæggede fleksible rør uden samlinger i jord.
Lægningsbestemmelser
Oplukning, udgravning, tilfyldning og retablering af lednings- og tankgrave udføres og kontrolleres i henhold til DS 475 "Norm for etablering af ledningsanlæg i jord" og dertil knyttede normer og standarder, senest gældende udgave.
El-installationer
El-installationer skal udføres efter stærkstrømsbekendtgørelsen. Der skal udvises særlig opmærksomhed ved etablering af el-installationer til/eller i nærheden af tank og rørinstallationer til brand- eller eksplosionsfarlige produkter, herunder forholdene omkring potentialeudligning og katodisk beskyttede anlæg, jævnfør "Tekniske forskrifter for brandfarlige væsker." /2/
Driftsinstrukser i forbindelse med olie/kemikalietanke
Beholdningskontrol
Ved oplag af olie i en tank med et volumen på mere end 6.000 liter er det lovbefalet at kontrollere beholdningen en gang om ugen. Resultaterne skal opbevares minimum et år og fremvises på forlangende.
Tilsvarende regelmæssig registrering anbefales for alle tanke uanset størrelse og produkttype.
Kontrollen kan udføres ved manuel pejling eller f.eks. med automatisk niveaukontrol med mulighed for udskrivning af måleresultater.
Tæthedsprøvning
Indbyggede tanke og rør og specielt installationer i jord, bør – ud over tæthedsprøvning ved installation og reparation – tæthedsprøves med regelmæssige mellemrum, f.eks. en gang om året.
Tæthedsprøvningen kan udføres som en tryk- /vacuumtest med ultralyd eller lign.
For dobbeltvæggede tanke føres der tillige kontrol med hulrummet mellem de to tanke. Kontrollen udføres normalt ved en vakuumovervågning af hulrummet. Kontrollen journalføres og opbevares i minimum 5 år i overensstemmelse med typegodkendelsen af tanken.
| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |
|