| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Dampoprensning af klorerede opløsningsmidler på tidligere industrigrund i Hedehusene

3 Drift og driftserfaringer

3.1 Driftsstrategi

Driftsstrategien for dampinjektionen blev fra starten fastlagt til at skulle foregå fra randen og ind mod centrum af forureningen, se evt. /1/ for overvejelser bag dette. På grund af størrelsen af de tre berørte områder blev det vurderet, at det ikke ville være muligt at behandle hele arealet på én gang. Der blev derfor splittet op i to deloprensninger bestående af område III og I+11.

3.1.1 Område III

I område III var arealet på godt 5.000 m². Området blev dækket med 74 kombinerede boringer til injektion af damp og ekstraktion af vand/luft/damp. Den helt overordnede plan for driften der blev lagt fra starten er skitseret i tabel 3.1.

Klik på billedet for at se html-versionen af: ‘‘Tabel 3.1 Overordnet driftsstrategi for område III. Zone angivelserne referer til figur 3.1‘‘

Forventningen var, at det ville være muligt at dosere damp+luft/damp i den yderste rand af boringer (zone 1) svarende til at der skulle dampes i ca. 20 boringer. I denne periode skulle der så måles fremdrift i den nærmeste rand af boringer (zone 2) ved temperaturmålinger. Samtidig blev disse anvendt til opsugning af de dannede dampe. Ved dampgennembrud (ekstraktionstemperatur ≈ damptemperatur) i hele inderzonen skulle der så rykkes et zone nærmere mod centrum.

Som det kan ses af tabel 3.1 var der planlagt 2 injektionsperioder for hver zone. I første periode skulle der injiceres en damp/luft blanding for at forhindre en eventuel opkoncentrering af PCE i kondensationsfronten med potentiel mulighed for lodret mobilisering (se evt. /1/ for yderligere information), efterfulgt af ren dampinjektion hvor området skulle bringes op til 100 °C for at fjerne mest muligt af forureningen.

I praksis blev dette gjort ved at injicere i forholdet mellem luft/damp på ca. 200-400 Nm³ luft/h / 1.000-1.500 kg damp/h, svarende til et masseforhold på ca. 1:4 mellem luft og damp, efterfulgt af ren damp. Der blev ikke injiceret luft til der var fuldt gennemslag i alle boringer, kun til der var begyndende gennembrud i boringerne. I perioder viste det sig også, at modtrykket for injektionen blev stort. For at få den nødvendige energimængde ud i jorden blev der derfor reguleret ned på luftmængden, når dette problem opstod.

Praksis viste, at det var vanskeligt at holde temperaturen oppe i de områder hvor der ikke blev injiceret damp konstant på grund af et relativt højt tab ved varmeledning til terræn (se afsnit 4.1 for uddybende resultater).

Anlægget blev opstartet i sommeren 1999. Der blev kørt en periode på ca. 6 uger, hvor der blev vakuumventileret på samtlige boringer. Herefter blev der dampet i zone 1 med vakuum på de resterende områder i ca. 13 uger under store problemer med anlægget (se følgende kapitel), hvorefter det blev beslutte at standse.

Efter en afklaring af økonomiske og tekniske forhold blev anlægget ombygget og igangsat i september 2000 efter den oprindelige strategi som vist i tabel 3.1. Efter ca. 20 ugers drift var zone 1 og til dels zone 2 opvarmet.
Opvarmningstiden og omkostningerne vurderedes på dette tidspunkt at være meget store, hvis man skulle holde sig til den oprindelige strategi. Der blev derfor foretaget en afvejelse af den forventede restforurening i forhold til omkostningerne ved at fastholde den oprindelige strategi. I samråd med Københavns amt besluttede vi derfor at gå direkte efter kilden og starte dampinjektionen i zone 3, uden at have gennemvarmet zone 2 fuldkomment. Efter 18 uger afsluttedes dampinjektionen i centeret med en række cykliske sekvenser, for at blive efterfulgt af en polering med vakuumventilation i en periode på godt 4 uger.

Anlægget blev herefter omstillet for at blive klargjort til driften i område I+II.

3.1.2 Område I+II

Efter en grundig rengøring og en ombygning af injektionsmanifolden med henblik på bedre at kunne registrere de tilledte dampmængder blev der startet op i område I+II, der totalt dækkede ca. 3.200 m². I lyset af den erfaring der var gjort om økonomien og effekterne fra område III, blev det besluttet at koncentrere dampindsatsen om hot-spots og ”nøjes” med vakuumventilering i de mest perifere områder.

Der blev indlejet yderligere en dampkedel i forhold til oprensningen af område III, således, at dampproduktionen kunne øges fra ca. 1.100 kg/h til godt 2.500 kg/h, med henblik på at opvarme jorden hurtigst muligt, og herved undgå store energitab til omgivelserne.

Fra de tidligere undersøgelser og erfaringerne fra etableringen vidste vi, at injektionsboringerne i den sydvestlige del af oprensningsområdet ikke lå så langt fra hot-spot som ønskeligt, pga. placeringen af entreprisegrænsen, der udgjordes af skellet ind mod haverne på Gl. Søvej i syd. Med denne placering af entreprisegrænsen var det ikke muligt som i område III helt at omslutte det mest forurenede område med en varm zone inden dampning af hot-spot. Der blev derfor anvendt en speciel strategi på disse boringer i område I, idet der blev kørt korte perioder med damp, efterfulgt af vakuumventilation på de samme boringer. Dette skulle forhindre en spredning af PCE ind på naboarealerne i sydlig retning. Dette blev gentaget 3-4 gange, hvorefter boringerne blev anvendt som ”rene” injektionsboringer frem til gennembruddet i næste zone ind mod centeret af forureningen i område I, beliggende under den øst-vestgående bygning (Teglstenen 26-36).

Eftersom de fleste ”børnesygdomme” var udluget efter erfaringerne fra område III, blev der i område I+II kun anvendt en periode på ca. 10 uger til gennemopvarmningen og den cykliske injektion skulle begynde. På dette tidspunkt løb vi imidlertid ind i et alvorligt problem, der sluttede oprensningen brat. En 1.600 mm regnvandsledning der går gennem område I, indeholdt på grund af stuvningsproblemer forårsaget af en defekt pumpe i en pumpestation, meget store kolde vandmængder genereret ved sneafsmeltning. Da der samtidigt var et brud på ledningen, blev der ledt meget store vandmængder gennem området, der herved blev afkølet. Omkostningerne til dels at tørlægge og des genopvarme område I blev vurderet i forhold til den forventede restmængde af PCE . Konklusionen var, at der ikke var proportionalitet mellem omkostninger og effekt. Derfor blev det besluttet at stoppe opvarmningen. Område II var på dette tidspunkt fuldstændig gennemvarmt, så det blev besluttet kun at fortsætte med vakuumventilationen i dette område. Denne pågik i ca. én uge, hvorefter det blev vurderet, at der ikke var mulighed for at fjerne væsentligt mere masse.

For begge områder gælder at jorden herefter fik lov til at hvile ca. 6 mdr. inden udtag af dokumentationsprøver af jord/vand/luft. Resultaterne fremgår af kapitel 4.

3.2 Erfaringer med boringer til dampinjektion og rørføringer udenfor behandlingsanlægget

3.2.1 Vakuum/injektionsboringer, beskrivelse af de etablerede boringer

Injektions-og vakuumboringer blev etableret som 6” boringer, hvor der blev sat 2” stålrør som filtre. Boringerne var mellem 6 og 9 m dybe med filter på de nederste 3-5 m. Filtersætningen blev ført ca. ½ - 1 m ned i moræneleren og ellers placeret i de overliggende smeltevandsaflejringer. På den filtersatte del af stålrøret var der boret huller med 1 cm diameter i en afstand på 5 cm.
Omkring den perforerede del af stålrøret blev der sat et ståltrådsvæv med en lysning på 200μm i vævet. Boringerne blev udbygget med filtersand (Dansand nr. 2) omkring filtret op til ca. 10 cm over filteret. Over filtergruset blev der opfyldt med opslemmet bentonit til ca. 1 m under teræn. Midt for filtret blev der placeret en poreluftssonde monteret på et Ø 6 mm aluminiumsrør, der blev ført op i brønden og monteret med en lynkobling. Oprindeligt var det planlagt at anvende stålrør frem for aluminiumsrør til dette formål. Årsagen til at der blev anvendt aluminiums rør var, at selve poreluftsspidsen var aluminium. Leverandøren af spidserne skulle også levere rørene, og besluttede at når spidserne var af aluminium ville aluminiumsrør være det bedste materiale for ikke at få galvanisk tæring.

3.2.1.1 Erfaringer med boringsafpropning
Under det korte første driftsforløb i efteråret 1999 blev det meget hurtigt klart, at boringsafpropningen mod overfladen gav problemer. Dels blev det konstateret, at der skete en meget hurtig nedsivning af regnvand omkring vakuumboringerne og dels blev der konstateret flere dampgennembrud til overfladen fra dampinjektionsboringerer, der var tilbagefyldt med opslemmet bentonit. Fra vakuumboringerne kunne det konstateres, at der blev suget store mængder falsk luft ned langs filteret og ind i boringen. I figur 3.2 ses et dampudslip fra et utæt filter ud igennem brønden ved toppen af en boring.

I figur 3.3 ses hvordan de lecasten, der ligger omkring boringshovedet i en injektionsboring, er sunket ned på grund af indtørringen af bentonitten. Der er efterladt et større hulrum under overfladen, der udover at kunne virke som spredningsvej for dampen, også udgjorde en risiko for sammenstyrtning af den overliggende jord/asfalt.

I første driftsperiode i efteråret 1999 blev det vurderet, at de mange dampgennembrud til terræn var til fare for mennesker i området og at projektet ikke havde den nødvendige fremdrift, som anlægsopbygningen var på daværende tidspunkt. Det blev på den baggrund besluttet den 15. november 1999 at slukke for dampinjektionen. Vakuumekstraktionen kørte videre nogle måneder efter en vurdering af, at et helt stop af anlægget i en kortere periode var mere omkostningsfuldt end at køre videre med vakuum på boringerne. Da en løsning af anlægsproblemerne så ud til at trække ud, blev også vakuumekstraktionen og den øvrige drift lukket ned den 1. februar 2000.

Umiddelbart efter stop af driften blev GEO rekvireret til at udføre gammalog ned gennem borerøret på 11 udvalgte boringer i både område I+II og III for at konstatere, hvor betonitten lå omkring blindrørene. Undersøgelsen /19/ gav ikke noget entydigt resultat, men viste et uregelmæssigt billede af bentonitpakningernes kvalitet.

Der blev efterfølgende udført en Geoprobe undersøgelse ned langs stålrøret i 8 udvalgte boringer. Undersøgelsen blev udført både på boringer der havde været i drift i område III og boringer der endnu ikke havde været i drift i område I. Konklusionen i undersøgelsen var, at der i flere boringer først i en dybde af 3- 4 m under terræn kunne genfindes bentonit og at der var huller i bentonitafpropningen. Dette var uafhængigt af om boringerne havde været i drift, dvs. enten ikke havde været brugt, havde været anvendt til vakuumdrift eller påtrykt damp.

Dette var en ret overraskende konklusion. Derfor blev entreprenørens forbrug af bentonit undersøgt. Undersøgelsen viste at entreprenøren havde udført arbejdet efter forskrifterne. Der var således ingen sammenhæng mellem forede-/uforede boringer, entreprenørens arbejdshold og de konstaterede problemer med den manglende bentonit.

Vi måtte konstatere, at bentonit eller opslemmet bentonit ikke var egnet som afpropning af dampboringer og vakuumboringer, til trods for at vi var blevet anbefalet dette i forbindelse med kvalitetssikringen af projektet (Kent Udell, UC Berkeley). Den opslemmede bentonit tørrede ud og skabte huller i afpropningen.

Inden igangsætning af 2. driftsperiode i område III blev injektions-/vakuumboringerne renoveret i både område I+II og område III. Renoveringen forgik ved, at løst materiale i de øverste 2-3 m omkring blindrøret blev suget op. I stedet blev der blev afproppet med en blanding af cement og bentonit, en såkaldt storebæltsblanding. I figur 3.4 er opskriften vist.

Blandingen blev pumpet nede fra og op ved hjælp af et langt stålrør. Arbejdet blev udført på denne måde for at sikre mod at der opstod hulrum under tilfyldningen.

I anden driftsperiode på område III og ved oprensningen af område I+II måtte der kun i enkelte tilfælde efterfyldes med storebæltsblanding, eller der måtte drosles ned i ydelse af dampboringerne på grund af damplækage til terræn. Konklusionen er derfor at efterfølgende projekter bør anvende denne blanding eller lignende ved filtersætninger.

3.2.1.2 Opsugning og udfældning af materiale
I første driftsperiode i område III kunne det konstateres, at der foruden vand blev opsuget meget fintkornet materiale fra boringerne. Dette gav problemer i behandlingsanlægget, se afsnit 3.3 for yderligere beskrivelse af dette. Der var også en mistanke om, at der blev ophobet materiale ude i filterrørene de enkelte vakuumboringer. Ved den oprindelige udførsel af vakuum/injektionsboringerne kunne man ikke komme til blindrøret i brønden, idet dette lå nedgravet under overfladen. Inden igangsætning af 2. driftsperiode blev der monteret opføringsrør og aftageligt dæksel på alle injektions-/vakuumboringer, så det var muligt at inspicere boringerne og foretage bundsugninger.

For at vurdere om det var fejl i filterkonstruktionen, der betingede materialetransporten blev der udført en kameraundersøgelse af 2 filtre. Det blev konstateret, at der var udfældninger af kalk og jern på filterrørenes inderside, ligesom en del af hullerne (1 cm i diameter) i filtersektionen var tilstoppede. Vævet der var placeret på ydersiden af filteret så i øvrigt ud til at være intakt. Udfældningerne skete både i vakuumboringer og i dampinjektionsboringer. At der også var udfældninger i boringer der kun havde været anvendt til dampinjektion var overraskende. Det vurderes at årsagen til dette var, at der under dampgeneratorens bundblæsninger dannedes et vakuum i rørsystemet og i boringerne pga. kollaps af dampen i rørene til vand. Når dampen kondenseres til vand reduceres rumfanget 1.700 gange svarende til, at der dannes et voldsomt vakuum. Vakuumet forårsagede indsugning af vand og materiale i filtrene. Dampgeneratoren bundblæste mellem 5 og 7 gange i døgnet. Injektionsboringerne kom i disse perioder i praksis til at fungerede som vakuumboringer. Problemet blev i område III løst ved at sætte tryk på luftinjektionspumperne i dampgeneratorens bundblæsningsperioder. I område I+II blev problemet løst ved, at der blev brugt to dampgeneratorer, der ikke bundblæste samtidig.

3.2.1.3 Boringernes ydelse.
Under 2. driftsperiode i område III kunne det konstateres, at ydelsen faldt og modtrykket steg drastisk på både vakuumboringer og injektionsboringer over få uger. Problemet var som regel størst i boringer der gik fra en dampinjektionsfase over i en vakuumventilationsfase. Afsyringer og bundsugninger af boringer hjalp i et par uger, hvorefter modtrykket steg og ydelsen faldt og det var tid til en ny afsyring/bundsugning.

På figur 3.5 ses den specifikke ydelse fra kedelen (injicerede dampmængde i forhold til overtrykket ved manifolden) før og efter en kombineret afsyring og bundsugning. Det observeres, at den specifikke ydelse i forbindelse med bundsugningen stort set bliver fordoblet, men allerede inden for det første døgn reduceres kraftigt. Efter et døgn var virkningen af afsyring/bundsugning en forøgelse af den specifikke ydelse med ca. 40 %. Udtrykt på en anden måde betyder det, at der kunne injiceres 40 % mere energi ud i jorden ved det samme injektionstryk efter afsyringen.

På grund af de manglende tryk- og temperatursensorer på boringshovedet var det ikke umiddelbart muligt at identificere den enkelte borings modtryksopbygning ved dampinjektionen, ligesom muligheden for at vurdere om boringen var virksom også var umulig med det anvendte målesetup. Manuel måling af temperaturen på boringshovedet ved hjælp af en IR-temperaturmåler kunne dog identificere uvirksomme boringer der var ”kolde”, idet modtrykket i boringen var større end injektionstrykket. Efter montering af en Ballofixventil på borehovedet kunne det dog nemt konstateres, hvorvidt en dampinjektionsboring kom af med dampen til jorden. Hvis boringen var ude af funktion kondenserede vanddamp i boring og rørføring. Dette kunne blæses ud ved åbning af ventilen. Af sikkerhedsmæssige årsager blev dette udført ved at stå på behørig afstand og betjene ventilen med et langt rørstykke.

Ved oprensningen i område 1 og 2 var det muligt at måle den enkelte borings ydelse. I figur 3.6 ses boringernes ydelse på en dag i januar 2002. Alle boringerne var kørte med samme tryk. Variationen i dampydelse fra ca. 25% til 220 % af gennemsnitsydelsen på 59 m³/t skyldes permeabilitetsforskelle i jorden og ikke regulering. Som det ses er der ca. en størrelsesorden i forskel på ydelsen i de forskellige boringer.

3.2.1.4 Rørtracé for damp og vakuum
Rørtracéet for dampinjektion og vakuumventilation fra manifolden til boringerne blev udført i 2” sorte jernrør. Rørene blev lagt ned i rørgrave med op til 74 rør i graven.

Der blev i løbet af driftsperioderne for både område I+II og område III kun konstateret brud på rørene i 2 tilfælde. Begge skete i bøjninger, hvor en kombinationen af for lille fleksibilitet til længdeudvidelser, korrosion og indvendigt slid fra opsuget materiale svækkede rørene med brud og dampudslip til terræn til følge.

Ved opgravning af rørene i forbindelse med retableringen af området efter oprensningen var der forbavsende få rør, hvor vi kunne konstatere tegn på kritisk tæring. Der kunne dog konstateres meget materiale i rørene. Figur 3.7 viser et opgravet rør. Heri ses belægninger af jern, kalk og finkornet sediment i en sådan grad, at lysningen i røret var helt lukket.

Vi oplevede i slutfasen af oprensningen i område III en kritisk situation, da der på et tidspunkt ikke kunne komme damp gennem rørledningen ud til bestemte injektionsboringer. Der kunne ikke påvises dampudslip fra et eventuelt brud. Røret måtte således være blevet fyldt med materiale. Et efterfølgende forsøg på at rense røret ved en syregennemskyldning lykkedes ikke. Syren der blev pumpet ned i rørledningen ved manifolden nåede ikke frem til boringen (filterrøret). Rørføringer til andre boringer i nærheden der lå i samme trace var i øvrigt på samme måde skadet eller opfyldte. Problemet blev løst ved at trække isolerede overjordiske fremføringsrør enten direkte fra manifolden eller fra boringer hvis funktion var afsluttet i den sidste fase.

3.3 Erfaringer med behandlingsanlægget inkl. ombygninger

Det opstillede anlæg har givet en række udfordringer under driften. Som respons på disse problemer er der justeret i en række driftsparametre undervejs, ligesom der blev foretaget en række anlægsombygninger i forløbet. Anlægsombygningerne er sket i flere omgange, de primære ombygninger er sket i pausen mellem første og anden driftsperiode i område III og i omskiftningsperioden mellem oprensningen i område III og område I+III.

3.3.1 Overordnet anlægsdesign

I første driftsperiode i efteråret 1999 opstod der en række problemer med behandling af det opsugede medie.

Som anlægget var opstillet blev den opsugede luft fra ekstraktionsboringerne efter at have passeret manifolden ledt direkte til de 2 vakuumpumper. Dette gav problemer med pumperne, da vandet og luften indeholdt partikler (se afsnit 3.2.1.3) der kunne passere boringernes filter og væv. Ligeledes blev der opsuget meget vand, især lige efter regnvejrshændelser. I forbindelse med et voldsomt regnvejr blev der registreret en tilstrømning via vakuumsystemet på 22 m³ vand i timen, hvilket var væsentligt over hvad anlægget var dimensioneret og bygget til.

Der blev udover det oppumpede vand tilsat vand fra det primære magasin umiddelbart foran vakuumpumperne til køling samt som spædevand. Vandet fra vakuumsystemet såvel som spædevandet indeholdt en stor del bicarbonat (ca. 400 HCO₃^- mg/l). Ved afsænkning af trykket i vakuumpumperne blev store dele af bicarbonaten strippet som CO₂, med kalkudfældninger i pumperne til følge. Kalken satte sig sammen med det finpartikulære materiale i pumperne, hvilket gave store driftsproblemer. Vakuumpumperne fik på grund af den meget store indre modstand som følge af udfældningerne et højt strømforbrug og en meget høj temperatur.
Vakuumpumperne blev skiftevis afsyret, men problemet vendte hurtigt tilbage. Til sidst var det sådan, at en af vakuumpumperne ikke kunne startes igen efter den var blevet standset for en afsyring.

I pausen inden anden driftsperiode i område III blev vakuumpumperne derfor sendt til Italien for renovering efter kun 3½ måneds drift.

Konklusionen var, at en ombygning af anlægget med en vand og partikeludskiller var nødvendig. Ligeledes skulle der anvendes blødgjort vand til spædevand til væskeringspumperne. Inden anden driftsperiode i område III blev der derfor monteret en cyklon mellem manifolden og vakuumpumperne, således at de fleste partikler og vand kunne udskilles her. Til køling af luften blev der indblæst koldt vand foran cyklonen. Vandet fra cyklonen blev tappet ud via en vandudskiller og ledt til vandbehandlingsanlægget.
Vakuumpumperne blev forsynet med et anlæg der sørgede for tilledning af recirkuleret blødgjort vand foran pumperne. I figur 3.8 ses cyklon, vandudskiller og ekstra vandkøler. Bemærk at der i venstre side står to normale skibscontainere ovenpå hinanden for reference af størrelsen på cyklonen.

På et tidspunkt i anden oprensningsperiode i område III opstod der problemer med et stort elektrisk forbrug i vakuumpumperne. Årsagen var biologisk vækst i det blødgjorte vand der blev recirkuleret. Dette forøgede vandets viskositet, ligesom der var tyk biofilm i rør og pumper. Der blev derfor tilsat et biocid til det recirkulerede vand for at reducere problemets omfang, hvilket lykkedes i tilfredsstillende omfang.

Tilstrømningen af vand til området var blevet meget undervurderet i forbindelse med dimensioneringen. De meteorologiske forhold forud for dimensioneringen havde været atypisk tørre, hvilket betød at den forventede vandmængde i det sekundære reservoir blev undervurderet. Problemet ved tilstrømningen var flersidigt, idet det ud over at give problemer i behandlingsanlægget når det blev suget ind via vakuumboringerne også indebar, at opvarmningen af specielt de nederste dele af lagserien i opvarmningszonen blev meget besværliggjort pga. vandets afkølende effekt.

For at mindske indløbet af de store mængder af grundvand til område III og behandlingsanlægget blev der etableret to sugespidsanlæg. Et blev placeret opstrøms oprensningsområde III på tværs af strømningsretningen og et blev placeret i dalsænkningen mellem område II og III. På grund af de stærkt øgede mængder af vand, der blev tilledt til anlægget var det nødvendigt at udvide behandlingskapaciteten med yderligere to kulfiltre.Vi konkluderer at tiltagene for nedsættelse af vandmængderne i områderne og den øgede behandlingskapacitet i anlægget i hovedtræk har virket tilfredsstillende.

Et flowdiagram af det endelige overordnede anlægsdesign som det var ved driftens afslutning ses i figur 3.9. Til sammenligning er flowdiagrammer for det projekterede anlæg og det først byggede vist i figur 2.4 og 2.6. Som det kan ses af figurerne blev anlægget væsentligt mere kompliceret igennem forløbet. En række af de andre anlægsforskelle, der kan ses på diagrammet, er beskrevet i de følgende afsnit.

3.3.2 Damp- og luftinjektion

Driftserfaringerne med den del af anlægget der skulle sørge for injektion af damp og luft er beskrevet i dette afsnit. Hovedkomponenterne var dampgeneratoren(e), kapselblæserne til luftinjektion og manifolden til fordeling af dampen.

3.3.2.1 Dampgenerator(ere)
Den opstillede dampgeneratoren der kørte på naturgas gav fra starten problemer med utallige tørkog og andre driftsstop. Det gav driftsoperatøren vanskeligheder at køre dampgeneratoren efter en fastsat ydelse; dampmængde pr. time og ikke som der normalt køres op mod et fastsat modtryk.

For at opnå den ønske virkningsgrad ved forbrændingen af gassen i kedelen monteredes en Economiser, der er en speciel røggasvarmeveksler, der opvarmer fødevandet. Economiseren var dog ikke videre effektiv, da fødevandet løb den forkerte vej igennem, på grund af fejlagtig montage. Economiseren var desuden konstrueret af materialer, der på grund af deres forskellighed ledte til galvanisk korrosion. Allerede inden oprensning i område I+II blev den gennemtærede Economiser derfor afmonteret.

Problemerne med dampmaskinen fortsatte ind til midt i anden oprensnings periode i område III, hvor utallige nedbrud på dampgeneratoren gjorde, at der ikke skete fremdrift i opvarmningen af jorden. Samtidig måtte vi på dette tidspunkt konstatere, at dampgeneratoren ikke kunne levere de ønskede 2.000 kg damp/h, men højest ca. 1.700 kg/h. Dampflowmåleren monteret på kedelen kom aldrig til at give et troværdigt tal for dampproduktionen. I stedet anvendtes en beregningsmodel udfra gasforbrugsmåleren og naturgassens brændværdi. Der blev på baggrund af røggastemperatur, ilt- og kuldioxid indhold i røggassen fra kedelen estimeret en kedel effektivitet på 90%.

På grund af alle disse problemer var dampproduktionen væsentligt mindre end forventet ud fra specifikationerne. Dette er illustreret i figur 3.10. I perioden vist på figuren er der således kun produceret knap 60 % af den nominelle mængde. Heri er der taget højde for manglende produktion i perioder hvor kedelen bundblæste.

Ombygningen midt i anden driftsperiode i område III omfattede udskiftning af den rørspiral hvori dampen genereres i kedelen, og udbygning af et for småt dimensioneret blødgøringsanlæg. Herudover blev der antaget en ny underentreprenør, som var ekspert i dampmaskiner. Han fik trimmet kedelen og fik styringen af kedelen til at fungere væsentligt bedre end tidligere. En anden underentreprenør fik til opgave at styre blødgøringsanlægget.

Inden opstarten på driftsperioden i område I+II blev det vurderet, at opstilling af endnu en dampkedel kunne nedsætte driftstiden væsentligt. De to dampmaskiner kunne køre samtidig og herved øge den samlede ydelse. Herudover kunne de supplere hinanden ved, at de skiftevis bundblæste så det var muligt at holde damp på boringerne konstant, og derved forhindre problemet med materialeflugt beskrevet i afsnit 3.2.1.3.

3.3.2.2 Kapselblæsere
Kapselblæserne blev brugt til at iblande luft til den injicerede damp i oprensningen af område III. Kapselblæserne var dimensioneret til at yde 3.000 Nm³/t ved et modtryk på 1,7 bar. Modtrykket i jorden viste sig imidlertid højere en stor del af tiden, jf. problemerne beskrevet i afsnit 3.2.1.3 og 3.1.2.4. Det var ikke et problem for dampgeneratoren der nemt kunne køre op mod de næsten 2 bar der var nødvendige for at trykke tilstrækkelige energimængder ud i jorden. Derimod kunne kapselblæserne ikke komme af med luften op mod de relativt høje modtryk der opstod godt inde i oprensningsperioden. Dette medførte, at den ene af de 3 kapselblæsere brændte sammen, og driften af de to andre derfor blev indstillet. De 2 resterende kapselblæserne blev dog senere brugt, da de blev igangsat hver gang dampgeneratoren bundblæste. Dette blev jf. afsnit 3.2.1.4 gjort for at holde trykket på boringer og rørledninger, hvor der ellers ville dannes et vakuum.

3.3.2.3 Manifold
Manifolden blev udført som beskrevet i udbudsmaterialet med et hovedvakuumrør for oven og et hoveddamprør forneden. Der blev monteret en tovejsventil for hver tilgang, således at den enkelte boring kunne åbnes og lukkes for henholdsvis vakuumventilation eller dampinjektion. Det oprindelige anlægsdesign var som vist i figur 3.11.

Der opstod tidligt i første oprensningsperiode i område III problemer ved betjeningen af manifoldens ventiler. I praksis virkede de fra meget løse til fuldstændigt fastlåste. En del af problemet lå i, at det på grund af isoleringen havde været nødvendigt at montere ekstra lange spindler (betjeningsstænger til ventilen) og at der ikke var monteret et stop for fuldt åben og lukket ventil. Dette gjorde at regulering af mængder til de enkelte boringer var umuliggjort stort set fra starten, da ventilstillingen var meget vanskelig at kontrollere.

Herudover kunne det straks konstateres at ventilerne ikke var tætte. Der var således kortslutning mellem damp- og vakuumventiler. Det blev konstateret at ca. 10 % af dampmængden løb denne vej og derfor aldrig nåede ud i jorden.

I løbet af første driftsperiode satte flere og flere ventiler sig fast. Det viste sig, at vakuumrørenes nedadrettede tilslutninger til ventilerne virkede som snavssamlere for mange opsugede partikler. Dette var specielt udtalt for de boringer der virkede til dampinjektion. På disse blev røret over vakuumventilen fyldt med hårdt sammenpresset silt, ler og kalk, hvilket umuliggjorde betjening af ventilen og også forhindrede, at boringer der tidligere havde været anvendt til dampinjektion blev omkoblet til vakuumdrift..

Utæthederne over ventilerne i manifolden mellem damp- og vakuumhovedrøret blev aldrig lukket og det kunne konstateres, at de valgte ventiler kun var egnede til at stå enten fuldt åbne eller lukkede.

I ombygningsfasen mellem første og anden oprensning i område III blev der byttet om på vakuum- og damphovedrøret så vakuumrøret lå nederst. Dette forhindrede snavssamlerfunktionen i resten af oprensningsperioden.

Herudover blev der boret huller, halvt ind på tværs i ventilernes kugle for trykudligning af selve ventilen, hvilket lettede reguleringen.

Gennem hele oprensningen har det været nødvendigt at rense og udskifte dele af ventiler i manifolden løbende. Der blev således indkøbt et lille lager af de vigtigste reservedele for hurtig udskiftning.

3.3.3 Luftkøling

Luftkølingen fungerede rimeligt indtil vi var i gang med de cykliske injektioner i hot-spot af område III. Her var det nødvendigt at reducere vakuumet lidt på boringerne for ikke at have for varm afgangsluft til kulfiltrene. Af mindre problemer kan nævnes utætheder ved lågerne til kølerne i starten, men dette blev løst ved anvendelse af en mere resistent fugemasse.

Under oprensningen i område I+II konstateredes et pludseligt fald i flow fra en vakuumboring i område II. Faldet skyldtes mobilisering af tunge olieprodukter fra jorden i et område, hvor der havde været nedgravede tanke til fyringsolie. Den mobiliserede olie kondenserede i og omkring vakuumboringen. Manuelle tømninger af olie fra boringen øgede igen flowet. Den opsugede olie havde dog en anden uhensigtsmæssig effekt. De mest flygtige dele af olien passerede cyklon og vakuumpumper og udfældede først på kølefladerne i luftkøleren med voldsom nedsat køleeffekt til følge. Adskillige produkter blev afprøvet i et forsøg på at rense kølefladerne, men det var ikke muligt ved dette at opnå en tilstrækkelig køleeffekt. Løsningen blev at udskifte kølefladerne i luftkøleren, for at opnå en tilstrækkelig høj effektivitet.

Herudover oplevede vi, at en manglende kontraventil mellem køleren og vakuumpumperne (se evt. figur 3.8 for flowdiagram) gjorde, at luftkøleren blev udsat for en implosion. Denne var forårsaget af, at det relativt store system af rør og jorden der var evakueret ved stop af vakuumpumperne hev luften tilbage via luftkøler og kulfiltre. Modstanden i kulfiltrene gjorde, at luften ikke kom hurtigt nok igennem systemet, hvilket forårsagede implosionen. Reparation af kabinet og montering af springplade bag kabinettet løste problemet.

3.3.4 Luftrensning

De to serie forbundne kulfiltre med i alt 3.000 kg kul gav i første oprensningsperiode nogle problemer pga. tilstopning af et fordelerrør i bunden af første kulfilter. Tilstopningen skyldte primært at fin partikulært materiale (silt/ler/kalk) blev ført rundt med luftstrømmen fra vakuumpumperne. Fordelerrøret kunne ikke renses uden at kullene blev taget op, hvilket var en meget omstændig procedure. Efter dette blev konstateret opsatte vi et posefilter inden første kulfilter, hvis formål var at fjerne det fin partikulære materiale. Posefiltret skulle ofte skiftes for at undgå for stort modtryk, men viste sig ellers at løse problemet med materialeflugten gennem anlægget.

Kulfiltrenes effektivitet blev vurderet midt i oprensningen af område III, da der kunne konstateres gennembrud. Kullene blev i den forbindelse udskiftet. Der blev udtaget prøver af kullet, der viste at der kun sad ca. 4% PCE (w/w) på kullene. Ved de tilledte koncentrationer var forventningen til kapaciteten noget større, idet vi forventede kapaciteter på 10-15 %. Det viste sig, at et en stor fugtighedsprocent i den luft der skal renses kan resultere i sorption eller værste fald kondensering af vand på kullene. Dette nedsætter deres effektivitet overfor de organiske opløsningsmidler markant. Derfor blev der opsat en varmeflade (reheater) efter luftkøleren for at nedsætte den relative fugtighed i luften inden indgangen til kulfiltrene (se evt. figur 3.9 for flowdiagram). Herudover blev tilgangsrør og kulfiltrene isoleret, for yderligere at reducere risikoen for kondensering i filtrene.

3.3.5 Vandkøling

I første oprensningsperiode af område III var der ikke kapacitet nok til køling af de store mængder vand, der havde en relativ høj temperatur bl.a. forårsaget af varmeoverføring i vakuumpumperne pga. modstanden (se 3.3.1 for yderligere forklaring).

Efter ombygningen inden anden driftsperiode i område III blev opsuget vand udtaget via cyklonen og vandet blev afkølet i ekstra kølere, der blev installeret i forbindelse med ombygningen.

Efter ombygningen var der ingen problemer med vandkøling, dog skulle der når modtrykket blev for højt, som led i den almindelige vedligeholdelse foretages afsyring af kølekredsene.

3.3.6 Vandrensning

I løbet af oprensningsperioden for område III blev der konstateret et stigende modtryk over kulfiltrene på grund af udfældninger af jern, kalk og fin partikulært materiale. Returskylninger sænkede trykket igen, men det må konstateres at udfældningerne nedsatte kulfiltrenes effektivitet betydeligt.

Inden opstart af anden driftsperiode i område III blev kulfiltrene udbygget med to sektioner yderligere for at kunne behandle den større vandmængde fra anlægget og det nyetablerede sugespidsanlæg.

De 1.500 kg kul til vandrensning blev skiftet en gang under oprensningen, fordi udfældninger havde gjort kullene ineffektive.

Da målinger af både ind- og udløbsvand viste, at der kun var beskedne mængder af PCE og TCE i vandet i forhold til den mængde der var i gasfasen blev fokus på rensningen primært lagt på gassiden.

3.4 Erfaringer med monitering

Der blev i hele driftsperioden udført målinger af fysiske og kemiske parametre med det formål løbende at kunne tilpasse og justere driften, samt til vurdering af fremdriften. Endvidere blev der udført målinger af sikkerhedshensyn under bygninger, der blev anvendt til beboelse eller erhvervsformål.

De kemiske målingerne blev primært udført som feltmålinger. De fysiske blev dels målt ved manuelle feltmetoder, og dels med transmittere som var tilsluttet SRO-anlægget. Målingerne fra transmitterne blev logget som midlede værdier i SRO-anlæggets database.

Dette afsnit giver en kort beskrivelse af det udstyr, der blev anvendt til monitering, og de erfaringer der blev opnået, både med hensyn til anvendelighed og troværdighed af de resultaterne. Desuden beskrives de forskellige målepunkter.

3.4.1 Temperatur

Formålet med temperaturmålingerne var at følge varmetransporten og temperaturudbredelsen under injektion af damp.

Måling af temperaturer var i driftsperioden den vigtigste parameter til vurdering af fremdriften i oprensningen. Optimeringen af dampinjektion blev ligeledes styret af temperaturmålingerne.

Der blev under driften målt temperatur i Teknologiboringer, i manifolden, i boringer, på boringshoveder og på terrænoverfladen eller gulve.

3.4.1.1 Måling af temperatur med Teknologiboringer
Formålet med at måle temperaturudbredelsen i teknologiboringer har været at give et detaljeret indblik i varmeudbredelsen i både vertikalt og horisontalt plan.

Selve installationen af boringerne var en udfordring, idet de anvendte styr (perforerede plastikrør) var ca. 12 m lange og i et stykke. Temperaturfølerne var fikseret til styret med strips. Der blev installeret to typer jf. afsnit 2.6.1.1.

Type 1 boringerne der blev forbundet med SRO-anlægget til automatisk logning af temperaturen blev udbygget med Pt-100 følere i stedet for de foreskrevne type K elementer. Pt100 følerne blev leveret indkapslet i en rustfri stålkappe med korrekt kabellængde fra leverandøren. Årsagen til at der blev valgt Pt100 følere var, at det var nemmere og billigere at skaffe udstyr til signalopsamlingen med denne type føler.

Det skulle vise sig, at der var en anden stor fordel i forhold til type K følerne. Type K følerne har haft en meget stor fejlrate efter installationen i jorden. Den mest sandsynlige forklaring er, at disse er samlet af entreprenøren på stedet og, at det ved denne metode ikke har været muligt at opnå en tilstrækkelig tæthed overfor vanddamp i målepunktet.

Det har derfor været vanskelig opgave at måle de manuelle type 2 boringer igennem oprensningsforløbet. Såfremt man vil anvende fast installerede type K følere i fremtidige projekter kan vi ikke pointere kraftigt nok at indkapslingen er alfa og omega.

I lighed med i produktionsboringerne havde vi også store problemer i starten med at bentonitfyldningen klappede sammen. På temperaturprofilerne fra teknologiboringerne kunne dette ses som en meget hurtig afsmitning af temperaturen fra den ene termoføler til den anden som indikation på at bentonit adskillelsen ikke var effektiv. I lighed med proceduren beskrevet for produktionsboringerne i afsnit 3.2.1.3 forsøgte vi at reparere teknologiboringerne. Dette lykkedes i en række tilfælde, hvor andre måtte opgives.

Der blev i stedet udført en række nye boringer på samme tidspunkt som anlægget blev ombygget. Desværre var vi ikke på dette tidspunkt tilstrækkelig bevidst om problemerne med type K følerne, hvilket bevirkede at de nye boringer også i et vist omfang led af samme fejl som de først installerede.

Som supplement til teknologiboringerne udviklede vi derfor alternative målemetoder i produktionsboringerne (se afsnit 3.4.1.2), en teknik som vi også havde store fordele af i område I+II, hvor der ikke var nogle teknologiboringer.

3.4.1.2 Måling af temperatur i manifold
Formålet med at måle temperatur i manifolden var at kunne følge temperatur stigningen i vakuumboringerne, og dermed bedre være i stand til at styre fremdriften på oprensningen. I det udbudsmaterialet var det beskrevet at der skulle placeres temperaturtransmittere på toppen af alle boringer (filtre), så temperaturen i det opsugede medie kunne følges direkte.

Temperaturtransmitterne blev i det opstillede anlæg flyttet til manifolden pga. omkostningerne til trækning af kabler til hver enkelt boring var for store (se kapitel 2.8). De blev placeret i tilgangsrøret fra boringerne inde i en container, fysisk placeret inde i isoleringsmaterialet bag dækplader, der forhindrede at driftspersonalet kom i fysisk kontakt med de varme rør.
Temperaturtransmitterne indgik i et samlet system, der havde til formål at måle flow, tryk og temperatur på alle boringerne. Temperaturen på hver enkelt boring blev logget ca. hvert 40. minut med en Pt100 føler.

Placeringen af transmitterne inde i containerne viste sig hurtigt at give ikke brugbare målinger, da temperaturmålingerne ikke viste den reelle temperatur på den opsugede luft. Der var for stor energiafsmitning fra damprørene, således at der systematisk blev målt for høje temperaturer. Inden opstart på anden driftsperiode i område III flyttede vi transmitterne udenfor manifoldscontainerne, således at påvirkningen fra dampinjektionsrørne i manifolden blev reduceret.

Flytningen af transmitterne udenfor containerne løste desværre ikke problemet. Der var stadigvæk for stor afsmitning mellem rørene i rørgraven til, at der kunne opnås meningsfyldte målinger. De isolerede ledningstraceer med både injektionsrør og vakuumrør virkede tilsyneladende som en effektiv varmeveksler. Temperaturudviklingen i vakuumboringerne kunne således ikke følges fra temperaturmålinger ved manifolden. I stedet blev der målt manuelt på toppen af boringshovedet jf. afsnit 3.4.1.4 eller med et ”juletræ”, se afsnit 3.4.1.3.

3.4.1.3 Måling af temperatur i vakuumboringer
Det var oprindelig ikke planlagt at anvende vakuumboringerne til måling af den vertikale temperaturfordeling. Imidlertid viste det sig i løbet af driften at blive en metode som vi fik meget gavn af. For at kunne måle temperaturen i vakuumboringerne, også i vertikalt plan, blev der fremstillet et system bestående af 8 type-K temperaturfølere kabel kode KX af samme type som i teknologiboringer type 2. Denne type K-følere kan tåle –25°C til +200°C. Følerne var monteret med en meters afstand så der kunne måles fra 1 m under terræn til 8 m under terræn.

For at sikre stabile målinger blev de to tråde støbt ind i plastik padding, så trådene ikke kunne få kontakt med metallet i boringen.

De 8 følere blev sluttet til en 8-kanals logger af typen Pico Tecnology TC-08. Loggeren blev tappet via en bærbar PC.

Målingerne blev udført efter boringen blev lukket i manifolden. Herefter blev 2” proppen på toppen af vakuumboringen afmonteret og systemet sænket ned i boringen. Proppen blev herefter lagt ovenpå boringshovedet for at reducere kontakten opadtil. Efter 15 minutters indsvingningstid kunne temperaturen måles.

Udfra målingerne var det muligt at lave temperatur profiler fra 1 meter til 8 meter under terræn, i de boringer der var påvirket af varmeudbredelsen. Disse profiler gjorde det muligt at følge fremdriften relativt nøje. Der blev udført flere målerunder, hvor alle vakuumboringer blev målt. Udfra disse målinger blev gennemsnitstemperaturen i det opvarmede område beregnet og fremdriften kunne vurderes.

3.4.1.4 Måling af temperatur på boringshoved
For at sikre at alle dampinjektions boringer modtog den forvente dampmængde blev der løbende målt temperatur på boringshovedet med et infrarødt termometer af typen ELMA 611. Hvis temperatur på injektionsboringen var under 105 °C, var det et sikkert tegn på, at der ikke var flow i boringen. Hvis der ikke var flow af damp til boringen (og ventilen var åben i manifolden) blev der rekvireret en bundsugning af boringen og eventuelt en afsyring.

3.4.1.5 Måling af overfladetemperatur
Det infrarøde termometer har også været anvendt til måling af overfladetemperatur, både inde i bygninger og forsøgsvis ude i felten.

Erfaringerne har vist at overflademålinger med et infrarødt termometer i bygninger er en udmærket metode til at vurdere varmeudbredelsen. Ved målinger udendørs var det nødvendigt, at udføre målingerne inden terrænoverfladen blev påvirket af sollys, kraftig vind eller nedbør.

Der blev en mørk, næsten tør nat taget termografibilleder af den centrale del af område III i slutfasen af oprensningen i dette område. Metoden vurderes at være særdeles effektiv til lokalisering af ikke tilstrækkeligt opvarmede overfladenære områder.

3.4.1.6 Måling af temperatur på moniterings boringer
Erfaringerne med temperaturtransmitterne i moniteringsboringerne er, at der i perioder har været problemer med stabilitet i målingerne oftest på grund af fejl i de elektriske installationer (relæer, kabling, mv.). Herudover er der flere tilfælde, hvor temperaturen omkring transmitteren har ligget over arbejdstemperaturen for elektronikken, hvilket medførte ødelagte transmittere.

Overordnet har målingerne dog været tilfredsstillende og temperaturmålingerne under bygningerne gjorde det muligt, at planlægge, hvordan og hvornår det var nødvendigt at lave ventilation under/inde i bygningen.

3.4.1.7 Behandlingsanlæg
I behandlingsanlægget har der været en række transmittere til registrering af temperatur i vand- og gasfasen. Generelt har disse fungeret tilfredsstillende. En enkelt sensor placeret i den bagerste del af luftkøleren ”drillede” dog rigtig meget, idet den ikke målte temperaturen i luften, men havde afsmitning fra mediet der blev brugt til kølingen. Problemet var relateret til, at temperaturen umiddelbart skulle bruges til styringen af genopvarmningen af luften. Dette problem blev aldrig løst helt tilfredsstillende, selvom sensoren blev flytte lidt, en anden type blev afprøvet etc.

3.4.2 Tryk

3.4.2.1 Boringer
De oprindelige trykmålinger på boringshovederne blev sparet væk i forbindelse med udbudsrunden. I stedet blev der etableret et system med to små rør placeret på tværs af strømningsretningen i tilgangsrørene til boringerne inde i manifoldscontaineren. De to små rør havde et hul hver således, at både det dynamiske tryk og det stationære tryk i luft/dampen kunne måles. Dette blev kaldt pitotrørssystemet. Trykmålingerne skulle dels måle trykket/vakuumet i boringerne og dels ved hjælp af den trykforskel der er mellem det stationære tryk og det dynamiske tryk beregne flowet i rørledningen til/fra den enkelte boring.

Pitotrørssystemet var opbygget, så hvert sæt af målepunkter i rørene via slanger var koblet op på to centrale trykmålere, én til det stationære tryk og én til trykdifferencen mellem de to punkter, der kun var nogle få hPa. Slangerne fra de enkelte målepunkter var forbundet via et system af magnetventiler, således at det kun var nødvendigt med to sæt af trykmålere.

I løbet af oprensningen af område III lykkedes det aldrig, at få systemet til at virke. Efter første oprensningsperiode var mange pitotrør kalket eller slammet til og måtte afsyres under meget vanskelige og trange forhold inde i manifolden. I vakuumperioder satte der sig vand og små partikler i rør, slanger og magnetventiler. Der blev monteret en kompressor til at blæse rør og slanger rene bagfra, magnetventilerne blev renset, differenstrykmåler og slanger udskiftet. Vi forsøgte også at måle differenstryk med manuelle målinger med flere købte og selvkonstruerede U-rørs manometre med kondenspotter mv. Systemet kom aldrig til at måle trykket korrekt og der blev aldrig, trods ihærdigt arbejde gennem næsten 2 år fra de involverede, fundet en løsning der kunne få det etablerede anlæg til at fungere efter hensigten. Selv i de rør hvor der kun løb damp kunne målesystemet ikke levere pålidelige data.

Konsekvensen blev taget ved ombygning af manifolden inden oprensningen i område I+II. Hver af de to manifolder blev udbygget med rør og ventiler samt en trykmåler og en flowmåler af rotameter typen, således at luft/dampstrømmen fra hver eller til hver boring kunne ledes omkring tryk og flowmeter for måling. Målingerne skulle udføres manuelt ved åbning og lukning af 3 ventiler for hver enkelt rør, og var således ikke koblet op mod SRO-anlægget. Systemet fungerede tilfredsstillende og der kunne justeres for injektion/ekstraktion i hver enkelt boring.

3.4.2.2 Moniteringsboringer
De monterede tryktransmittere i moniteringsboringerne under bygningerne var ikke tilstrækkeligt fintfølende til, at de kunne give pålidelige resultater i en række tilfælde. Vi observerede en del problemer med nulpunktsdrift, der blev forsøgt afhjulpet undervejs, ved at rekalibrere følerne. Kondenseret vand i rørene til følerne udgjorde også i en række tilfælde et problem for målingen. Dette var mest udtalt når kondensationsfronten var tæt på målerne. Vi kunne derfor ikke som først antaget i projektet anvende trykmålingerne i særlig stort omfang til at styre dampmængden og vakuumet under bygningerne. I stedet blev temperaturmålingerne anvendt til dette.

3.4.2.3 Behandlingsanlæg
Trykmålingerne i behandlingsanlægget fungerede efter hensigten og kunne for eksempel vise stigende modtryk i køleflader, kulfiltre og pumper således, at afsyring, rensning, diverse filterudskiftninger mv. kunne udføres som et led i det almindelige vedligehold frem for at der skete egentlige nedbrud forårsaget af for højt/for lavt tryk..

3.4.3 Flow

3.4.3.1 Manifold
Jf. afsnit 3.4.2.1 der beskriver trykmålingerne i manifolden, blev det aldrig muligt at måle flow på den enkelte boring i oprensningen af område III. Flowet blev i stedet kalkuleret udfra det samlede damp/luftflow og det specifikke modtryk i de enkelte boringer fundet i forbindelse med korttidspumpninger af hvert enkelt filter. I område I+II fungerede flowmålingerne efter udbygning af manifolderne med flowmålere af rotametertypen.

Ved afslutningen af oprensningen i område III var det afgørende at få målt flow på de sidste 3 centrale vakuumboringer, for at få en indblik i hvor den sidste indsats skulle ydes for at fjerne restforureningen. Dette blev gjort ved at koble de sidste boringer direkte til vakuumpumpen, udenom manifolden. Til måling af flowet blev der indsat rotametre på rørstrengene.

3.4.3.2 Behandlingsanlægget
På behandlingsanlægget var der opsat en dampflowmåler til måling af den samlede producerede dampmængde, en luftflowmåler for samlet måling af den samlede opsugede luftmængde og flere vandure til måling af vandstrømme internt i behandlingsanlægget, mhp. at fastlægge energimængde, kølevandsforbrug etc.

Kalibrering af luftflowmåleren var meget vanskelig, idet den oppumpede luft indeholdt frit vand, og var af varierende temperatur og tryk mv. Måleren blev flyttet ad flere omgange for til sidst at blive placeret mellem posefilter og det første kulfilter. Her var luften nogenlunde ensformig mht. vandindhold, tryk mv. hvilket gjorde at målingerne blev mere pålidelige. Selv efter monteringen på dette sted var det dog nødvendigt med jævne mellemrum (2-3 uger) at demontere måleren for en rengøring for de bittesmå partikler der blev revet igennem posefilteret, idet disse påvirkede målingen ved systematisk at give for lave værdier.

Dampflowmåleren til den samlede ydelse kom aldrig til at fungere tilfredsstillende. Det lykkedes aldrig at få fuld overensstemmelse mellem målerens værdier og de teoretisk beregnet producerede dampmængder ud fra gasforbrug, sammensætning af temperatur og røggassammensætning, og den tilførte fødevandsmængde. Resultatet blev at vi anvendte den kalibrerede gasafregningsmåler (og den leverede oliemængde) sammen med kedelens effektivitet til at beregne den producerede dampmængde.

De monterede vandure fungerede generelt efter hensigten, selvom flere måtte udskiftes undervejs på grund af tilstopning med partikler. Dette har sammen med omkoblinger af ledninger undervejs i forløbet mhp. afsyring, vedligehold og udskiftninger af forskellige komponenter gjort at der er nogen usikkerhed på den samlede vandbalance over anlægget.

3.4.4 Koncentration i luft

Til at måle koncentrationerne af klorerede opløsningsmidler i den opsugende luft blev der anvendt en mobil felt gaschromatograf af typen Photovac Voyager med EC og PI-detektor. For at kunne opnå troværdige og ensartede målinger blev alle luftprøver konditioneret til samme temperatur og udtaget ved atmosfærisk tryk. Ved hjælp af et prøvetagningssystem, bestående af en væskeudskiller til udskilning af frit vand, dobbeltvirkende membranpumpe og et kølesystem, hvor luften blev nedkølet til 5°C blev alle luftprøver udtaget. Nedkølingen skulle sikre, at alle luftprøver blev analyseret ved samme temperaturforhold og uden, at der var risiko for kondensering af vand i gaschromatografen.

Udover koncentrationerne af PCE og TCE blev der målt PID, koncentrationen af ilt og kuldioxid. Disse prøver blev i lighed udtaget efter konditioneringen.

Det var oprindeligt planlagt, at en stor del af målingerne skulle udføres med en traditionel PID-måler. Vi udarbejdede en responskurve for PID-måleren, sammenholdt med målinger udført med den mobile gaschromatograf. Det viste sig, at ved målinger, hvor koncentrationen af PCE og TCE var under 2-300 mg/m³ var der ikke en lineær sammenhæng mellem PID-måleren og den mobile gaschromatograf. Det blev derfor besluttet at reducere måleprogrammet i antal af prøver, men til gengæld måle disse ved GC for at opnå en tilstrækkelig præcision.

Vi oplevede ved måling af koncentrationerne i de forskellige punkter (poreluftboringer, moniteringsboringer, ekstraktionsboringer, anlægget), at der var flere størrelsesordener forskel i koncentrationerne i løbet af én dags målearbejde. Det gav problemer med afsmitning (carry over) mellem analyserne, hvis en prøve med meget høje værdier blev målt umiddelbart før en med lave værdier. Dette stillede en del krav til logistikken omkring rækkefølgen af analyser, idet det var nødvendigt at afvikle prøver med lave koncentrationer før prøver med høje koncentrationer, hvilket dog hurtigt blev indarbejdet som en del af prøvetagningsrutinen.

Før prøvetagning af luftprøver på den mobile gaschromatograf blev der forpumpet til stabile værdier af henholdsvis PID, ilt og kuldioxid, via luftkonditioneringssystemet.

Før alle målerunder blev alt måleudstyr kalibreret. Den mobile gaschromatograf blev kalibreret med en standardgas med et PCE- og TCE indhold på henholdsvis 33,9 mg/m³ og 26,6 mg/m³. Der er blevet udført test på linearitet af PID-detektoren. Testen viste, at der ikke kan forventes linearitet ved koncentrationer over 400-500 mg/m³. Over dette niveau vil resultatet generelt være underestimeret.

For koncentrationer under 400-500 mg er der fin overbestemmelse mellem målinger på den mobile gaschromatograf og målinger udført med kulrør og akkrediteret analyse. Se figur 3.12 for en sammenligning.

Der skulle måles i en lang række punkter. De specifikke erfaringer med dette er beskrevet i de følgende afsnit.

3.4.4.1 Vakuumboringer
Ved opstarten af oprensningen i område III var det planlagt at udtage luftprøver fra alle vakuumboringer fra de studse, der var monteret i manifolden. Resultaterne skulle være et mål på udgangssituationen (baseline study). Det viste sig imidlertid, at der var store problemer med at af få udtaget prøverne. Store vandmængder i den opsugede strøm og tilstopning af lynkoblingerne i manifolden på grund af opsuget materiale gjorde det svært at få de ønskede luftprøver. Først efter nogle uger var vandmængden reduceret, samtidig med at vi havde fået sat et system sammen der kunne konditionere prøverne inden måling. Egentlige baggrundsdata fra område III er derfor kun til stede i meget begrænset omfang.

Reproducerbarheden af data var efter indførslen af konditioneringssystemet god. Der blev i nogle tilfælde udført flere målerunder af det samme målepunkt umiddelbart efter hinanden med en god overensstemmelse.

3.4.4.2 Anlægget
På behandlingsanlægget blev der målt inden selve behandlingsanlægget på hovedstrømmen ind, efter kølingen men inden kulfilter og efter rensning på de aktive kulfiltre.

De koncentrationer, der blev målt før behandlingsanlægget var i gennemsnit ca. 15 % lavere end de målinger, der blev udtaget efter behandlingsanlægget, til trods for at prøvetagningssystemet skulle sikre ens tryk- og temperaturforhold. Det vurderes, at forskellen skyldes, at vakuumet på vakuumhovedrøret inden vakuumpumperne har været for højt til at prøvetagningssystemet har kunne sikre en stabil luftstrøm ved prøvetagningen. Selve prøvetagningssystemet var testet tæt til 200 hPa absolut. I store dele af driften var vakuum på hovedrøret før anlægget 400-450 hPa og dermed tæt på det prøvetagningssystemet var testet til.

3.4.4.3 Poreluftboringer
Som led i Teknologiprogrammet var det muligt at udtage luftprøver i de poreluft traceer, der var placeret væk fra kildeområdet i område III.

Der var planlagt en række målerunder i disse poreluftspidser. Selve målepunktet var en poreluftspids (en opslidset aluminiumsspids) placeret 3 m under terræn. På poreluftspidsen var der monteret et Ø 6mm aluminiumsrør som var ført op til 10 cm under terræn og placeret i et Ø100 mm betonrør. Aluminiumsrøret var afsluttet med en lynkobling.

Det viste sig hurtigt, at disse målepunkter ikke var udført hensigtsmæssigt. På grund af tilstopning af selve poreluftspidsen med finkornet materiale måtte flere af målerunderne reduceres. I forsøg på at rense spidserne blev det forsøgt at blæse dem rene ved at anvende en trykluftkompressor sat direkte på lynkoblingen. Det lykkedes i flere tilfælde at få reduceret modtrykket i spidsen så meget at prøven kunne udtages efter et par dages ventetid for at bringe jord og luft tilbage i ligevægt.

Endvidere viste det sig, at lynkoblingene ikke var tætte på grund af snavs i selve koblingen. Dette kom eksempelvis i perioder med meget nedbør eller ved udledning af vand fra selve behandlingsanlægget (rent kedelvand blev i perioder lukket ud på overfladen pga. af problemer med blødgøringsanlægget).

Det sidste og mest alvorlige problem der viste sig var, at aluminiumsrørene blev korroderet, og dermed ikke kunne anvendes til prøvetagningen. Dette skyldes sandsynligvis de Leca-nødder der var anvendt som afslutning i betonrøret for at forhindre vand opstuvning i brøndene. I flere tilfælde var rørene så tærede at de knækkede.

Generelt må det konstateres, at opbygningen af poreluftsboringerne ikke har været hensigtsmæssig, til trods for at det anvendte set-up er relativt almindeligt anerkendt. Forskellen er bare, at poreluftprøvetagning normalt kun sker over en kort tidsperiode, hvor dette forløb har strakt sig over en 2-3 årig periode fra installationen, hvilket har påvist materialernes og metodens svaghed.

3.4.4.4 Moniteringsboringer
I alle moniteringsboringerne var der monteret en poreluftspids svarende til de poreluftspidser, der var monteret i poreluftboringerne. Der var også her problemer med at spidserne stoppede til. I stedet blev der monteret en lynkobling på det ½” rør hvor tryktransmitteren var monteret. Der var efterfølgende ikke problemer med at måle i moniteringsboringerne.
Målingerne blev udført på ugebasis i starten og op til 3-5 gange pr. uge i de perioder hvor der var damp under bygningerne.

3.4.5 Koncentration i vandprøver

Der blev efter endt oprensning udtaget vandprøver fra injektions/vakuumboringerne og boringer anvendt til vand oppumpning i område I, for at få et øjebliksbillede i forbindelse med vandindstrømningen til området. Det viste sig problematisk at udtage vandprøver ved temperaturer på ca. 50°C, idet normale pumper ikke er egnede til de høje temperaturer. Ved afkøling og udskiftning af sikringer mellem prøvetagningerne lykkedes det dog at udtage prøver med en MP1 pumpe.

I forbindelse med den endelige prøvetagning efter afkølingen blev der udtaget dobbeltprøver af 3 boringer for at udføre en sammenlignende analyse af værdier fundet via head-space analyse på den transportable GC og værdier fra et akkrediteret laboratorium. Der blev udført dobbeltbestemmelse på den mobile GC, hvor der var en meget lille afvigelse, mens der var betydelig større afvigelse til de akkrediterede analyser. Der er umiddelbart ingen forklaring på afvigelsen mellem de akkrediterede analyser og feltbestemmelserne, idet Felt GC-en jf. figur 3.11 var i stand til at levere pålidelige resultater.

3.4.6 Koncentration i jord

Der er før og efter oprensningen udtaget jordprøver fra kerner udtaget med Geoprobe. Jordprøverne blev analyseret for klorerede opløsningsmidler og har givet gode resultater med hensyn til viden om forureningsfordelingen i jordsøjlen.

Indledningsvis blev det forsøgt at anvende Geoprobe MIP til at lokalisere forureningen i område III. Dette viste sig allerede efter de første to dages forsøg, at være en nyttesløs vej, idet følsomheden overfor PCE var for lav, i forhold til koncentrationerne på stedet.

3.4.7 Diverse målinger

3.4.7.1 Nivellement.
Der blev udover de kemiske og fysiske målinger anført ovenfor også udført en række nivellementer til vurdering af sætninger som følge af ændringer i bygningernes højde.

Som målepunkter på bygningerne blev der etableret en række bolte der efterfølgende kunne nivelleres i forhold til et fixpunkt. I hovedtræk fungerede disse tilfredsstillende, dog blev en del af boltene på de mest udsatte steder bøjet eller knækket som følge af kontakt med personer, varer mv. Det skal derfor nøje overvejes hvor sådanne bolte skal placeres.

Vi havde vi to fixpunkter som udgangspunkt for nivelleringen, dels et vejsøm og dels et punkt på en betonplade omkring en af boringerne til det primære magasin. Denne betonplade blev på et tidspunkt påkørt, hvilket gjorde dette fixpunkt uanvendeligt i den senere del af forløbet. Generelt må det konstateres, at det har været vanskeligt at udføre nivellementerne helt præcist pga. af disse forhold.

3.5 Erfaringer med påvirkning af bygninger

3.5.1 Ledninger/installationer i jorden

På grund af det store område og de mange forskellige erhvervsaktiviteter var der et stort antal ledninger i jorden. De vigtigste var:

• Hovedgasledning
• Gasstikledninger
• Hovedstrømforsyningskabel til transformator i område III
• Elstikledninger til beboere og virksomheder
• Telefonkabler
• Vandforsyningsledninger
• Spildevandsledninger af forskellig type
• Ø1600 mm regnvandsledning fra en stor del af Hedehusene

3.5.1.1 Gasledninger
Hovedgasledningen blev lagt om i etableringsfasen og stikledninger blev flyttet op på murværk. Ved retablering blev alle ledninger lagt i jorden i nye materialer på forlangende af HNG.

3.5.1.2 Elledninger
Hovedforsyningskablet til transformatorstationen blev omlagt udenom det opvarmede område. Mindre forsyningsledninger forblev i jorden og der har ikke været meldt om fejl eller skader på grund af opvarmningen.

3.5.1.3 Telefonkabler
Telefonkabler ligger normalt ikke så dybt som f.eks. elkabler. Telefonkablerne forblev i jorden og kun i et enkelt tilfælde i forbindelse med meget intens opvarmning af et mindre område skete der skade på et gammelt telefonkabel i jorden. Kablet blev midlertidigt hængt op over jorden, og er i forbindelse med retableringen ført i jord igen.

3.5.1.4 Vandforsyningsledninger
Vandforsyningsledninger blev ikke lagt om i etableringsfasen for område III, hvilket gav nogle problemer da varmen nåede frem til ledningerne. I første omgang blev der hurtigt reguleret ned for dampinjektion i berørte områder. Der etableredes taphaner og vandmåler i hver bygning med konstant rindende vand, for at sænke temperaturen. Temperaturen i brugsvandet kunne dog ikke holdes under 12 °C. Vandforsyningen blev derfor omlagt til nye ledninger ophængt på bygningerne. De nye ledninger i område III, blev fra starten kun isoleret imod sommervarme, da der på dette tidspunkt ikke var frost. I område I+II blev de alternative vandforsyningsledninger hængt op på mure med eltracing og isolering mod frost inden driftsperiodens start. Under driften i område III skete flere brud på de eksisterende vandforsyningsledninger af jern. Det eksisterende vandledningsnet var i en meget dårlig stand og stod for udskiftning. Der skete således også ledningsbrud i områder, der ikke var under opvarmning. I forbindelse med retableringen er stort set hele forsyningsdelen i område II og III blevet udskiftet.

I område I var forsyningen relativt ny og bestående af PE rør. Efter oprensning og afkøling blev de eksisterende PE ledninger i jorden trykprøvet. Det kunne konstateres at samlingerne (mufferne) til stikledningerne ind til husene var utætte, hvilket betød at stort set alle stikledninger også måtte udskiftes i forbindelse med retableringen af område I.

Efter driften er de brugbare brugsvandsrør der har været opvarmet og afblændet, trykprøvet og gennemskyllet med klorin og rent vand efter flere måneders afkøling. Der er inden ibrugtagning udtaget vandprøver for indhold af kolibakterier og kim i vandet. Analyseresultaterne er gennemgået og godkendt af Høje-Tåstrup kommune.

3.5.1.5 Spildevandskloakker
I etableringsfasen blev alle større kloak tracéer videofotograferet, da det på forhånd var vurderet, at der var en risiko for at de kunne tage skade af opvarmningen.

Under driften konstateredes kun få problemer med opvarmede kloakker, såsom udtørrede vandlåse og dampende dæksler. Konstant rindende vand løste vandlåsproblemerne.

Gamle, sløjfede, ikke kendte kloakstikledninger gav uventet dampspredning og opvarmning af enkelte huse, ligesom dette også gav anledning til kraftige lugtgener i et enkelt hus i en kort periode.

Efter oprensningen blev kloakledningerne videofotograferet igen. Det kunne konstateres at kloakledninger i glaserede rør tilsyneladende ikke er påvirket, men at enkelte betonrør var revnet. Kloakledninger i pvc så umiddelbart upåvirkede ud, men er ved opgravning konstateret at være krympet en smule. Selv om pakningen omkring mange af rørene var intakt var samlingerne blevet løse og utætte. Flere rør strækninger er derfor blevet udskiftet.

3.5.1.6 Ø1600 mm regnvandsledning
Ø 1600 mm regnvandsledningen der bortleder, regnvand fra hele den sydlige del af Hedehusene til Sejlbjerg Mose er udført i beton og går igennem område I. Ifølge leverandører af denne type ledninger kan betonen sagtens tåle opvarmning til 100 °C. Pakningerne kan for langt de flestes vedkommende også tåle denne temperatur.

Under oprensningen af område I kunne en kraftig opvarmning af ledningen konstateres og enkelte sted kogte vand i regnvandskloakken. Dette vurderedes dog ikke at have nogen betydning for selve rørledningens kvalitet. Generne under driften var, bortset fra dampen der steg op fra dækslerne, at der til tider strømmede store mængder regnvand gennem ledningen, hvilket afkølede jorden omkring rørledningen. I hvilket omfang der er sket afkøling, og hvor meget energi der er brugt på opvarmning af gennemstrømmende regnvand i ledningen er ikke kvantificeret.

I den afsluttende fase af oprensningen i område I i begyndelsen af marts 2002, skete en pludselig ophobning af vand i rørledningen. Ophobningen skyldtes, at pumperne i pumpestationen, der skal sørge for afledning af vandet fra Sejlbjerg mose til Ll. Vejle å var ude af funktion med kraftig vandstigning i Sejlbjerg mose til følge. Da vandstanden steg i Sejlbjerg mose kunne regnvandsledningen ikke komme af med vandet og koldt smeltevand blev stuvet op i ledningen, der ved Teglstenen var ¾ fyldt med vand.
Opstuvningen er tilsyneladende sket hurtigt. Betonledningen har tilsyneladende ikke kunne tåle den store temperatur gradient, eller er mekanisk svigtet som følge af vandindholdet. Ledningen flækkede langs hele bunden over en strækning på 50 m svarende til opvarmningsområdet. Efter bruddet på rørledningen strømmede koldt vand ud i jorden i opvarmningsområdet og dampinjektionen i område I måtte afbrydes. Revnen i regnvandsledningen blev siden renoveret ved epoxylimning.

3.5.2 Opvarmning af bygninger

I flere bygninger blev der ved oprensningen i område III meget høje temperaturer umiddelbart over opvarmningszonen. Nedenfor er beskrevet en række af de specifikke problemer det gav, samt de løsninger eller udbedringer der blev udført.

Opvarmningen gav helt generelt komfortproblemer i både erhvervslokaler og boliger.

I en krybekælder der ikke figurerede på noget af det modtagne tegningsmateriale, og derfor først blev opdaget under oprensningen, blev der målt temperaturer på op mod 80 °C. Opmagasinerede emner med lave smeltepunkter som plastik tog skade. I værelset umiddelbart ovenpå kælderen (nedgang via lem i gulvet) blev tapetet påvirket på samme måde som når tapet afdampes. Da dampindtrængningen blev stoppet satte tapetet sig pænt på plads igen.

Opvarmningen af et malerværksted gav udtørring og hærdning af diverse malingsprodukter og udtørring af malede møbler.

Opvarmning af et smedeværksted gav temmelig omfattende komfortproblemer. Der blev registreret ca. 40 °C som overfladetemperatur.

Udover disse komfortproblemer var der en anden utilsigtet effekt der optog brugerne af lokalerne en del. Varmemålerne på radiatorerne i de berørte bygninger, blev i lighed med det resterende rum opvarmet, hvilket betød at brugerne af disse lokaler var bekymret for om deres varmeregning blev ekstra stor, selvom de i vinterperioden ikke havde fået ekstra opvarmning.

3.5.2.1 Afprøvede løsninger overfor opvarmningen
I område III var det nødvendigt at fortsætte opvarmningen af jorden under bygninger, selvom dette gav ovennævnte gener for beboere og brugere.

Det blev forsøgt at afkøle rummene ved dels at åbne vinduer og dels at installere en række store ventilatorer (kapacitet pr. ventilator 2.000 – 4.000 m³ luft/t ). Det var imidlertid ikke umiddelbart en succes, bl.a. fordi en stor del af opvarmningen af arealet med bygninger foregik i juli-august måned med dagtemperaturer op til 30 °C i udeluften.

I kælderen der blev beskrevet i forrige afsnit blev fundamentet gennemboret og ventilationsrør ført ind i kælderen. Det ene af rørene blev herefter tilkoblet en de store ventilatorer, hvilket reducerede temperaturen til et acceptabelt niveau.

En anden fremgangsmåde der blev forsøgt i både område III og område I var gennemboringen af fundamentet for ventilation af det kapillarbrydende lag under gulvene. I område III var dette ikke en anvendelig option, da de ældre huse ikke havde et tilstrækkelig tykt (og permeabelt) kapillarbrydende lag. Derimod var der på Teglstenen i område I gode muligheder for at anvende denne metode. Der blev her etableret et ventilationsanlæg med to filtre under hver af de 7 boliger, der ville blive berørt af opvarmningen. Filtrenes luftindtag blev så vidt mulig ført centralt ind under gulvene i det kapillarbrydende lag. Alle filtrene blev forbundet til en ventilationscontainer med 3 vakuumventilatorer. Der var i alt kapacitet til et luftflow på ca. 12.000 m³/t ved et modtryk på 50 mb. Den etablerede ventilation under gulvene i område I fungerede stort set tilfredsstillende. Kun en enkelt injektionsboring måtte drosles og til sidst lukkes på grund af varme i en lejlighed. Andre beboere klagede over, at der var blevet koldt på gulvet i deres lejlighed eller bare den manglende varme i gulvet de havde set frem til. Opvarmningen af område 1 og 2 foregik fra december til marts.

Herudover var det nødvendigt at flytte beboere eller aktiviteter i en kortere periode, idet hot-spot af område III lå under to bygninger der var i brug. En malermester måtte flytte delvist ud og have maling opmagasineret i container pga. malingsprodukterne udtørrede. Smeden, der lejede en del af den værst påvirkede bygning, måtte holde 14 dages ferie på et kritisk tidspunkt. To beboere måtte fraflytte deres lejligheder og blev genhuset i campingvogne og sommerhuse i en periode af ca. en måned.

3.5.3 Indtrængen af damp i fundamenter, gulve og afløb

Ikke blot opvarmningen af bygningerne, men også indtrængning af damp i bygningerne gav problemer. Disse kan kort opremses som:

• Vanddamp der trængte op gennem gulve og ødelagde belægninger og betongulve.
• Vanddamp der trak op som fugt i vægge med afskalning og misfarvning til følge, se eksempel i figur 3.13.

• Afskalning af maling og tapet på grund af fugtig luft der er trængt ind gennem gulve og afløb se figur 3.14 for eksempel.
• Meget høj luftfugtighed i flere uger efter at opvarmningen var ophørt. Dette resulterede i meget duggede vinduer.

Alle disse skader blev observeret i område III, Industrivej. Der blev ikke konstateret problemer af denne type i Teglstenen sandsynligvis primært pga. den meget effektive udluftning under gulvene, men sekundært også fordi nyere huse er bygget med en fugtspærre mellem fundament og væg, hvilket manglede på bygninger på Industrivej.

Efter endt oprensning og afkøling er der sket renovering af de påvirkede bygninger med tapetsering, renovering af gulvbelægninger og maling.

3.5.4 Sætninger

Der blev i både område III og område I monteret nivellementsbolte i fundamenterne. Disse blev nivelleret inden opstart af oprensningen, efter vakuumventilation men inden opvarmning, ved maksimal opvarmning og efter 3 - 6 måneders afkøling. Resultatet af nivellementerne for bygningerne i område III er vist i figur 3.15 som funktion af tid og drifttilstand. Det ses, at der er sket sætninger og hævninger på op til 12 mm. Der observeres en tendens til, at fundamenterne satte sig en smule under vakuumventilationen, hvor jorden tørrede lidt ud. Under fuld opvarmning hævede fundamenterne sig til mere end udgangsniveauet, sandsynligvis pga. jordens termiske udvidelse. Slutresultatet efter 8 måneders afkøling er en generel sætning på 2-6 mm. Hvordan sætningen forekom er ikke afklaret, men det er sandsynligt at pakningen af grus omkring fundament etc. kan have ændret sig, ligesom fjernelsen af organisk kulstof i jorden (se afsnit 4.4) kan have haft en indflydelse på jordens geotekniske egenskaber.

Sætningerne har resulteret i aktivering af eksisterende revner i bygningerne. De påvirkede bygninger er efterfølgende renoveret ved pudsning, maling og opsætning af nye fliser.

3.5.5 Øvrige påvirkninger

Under driften kunne det ses at først træer, buske og siden hen også græs blev voldsomt påvirket af varmen, ofte med døden til følge. Rodsystemet fra hække og større buske virkede som kanaler for opstigende damp og en hel dampfront kunne ses langs en hæk i randen af oprensningen, se figur 3.16. Efter endt oprensning blev der genplantet ved en jordtemperaturer på maksimalt 25 °C i 1 m under terræn, dog med hyppige vandinger af planterne i starten. I forbindelse med oprensningsprojektet har DMU /17/ lavet en undersøgelse af opvarmningen indvirkning på mikrofloraen. For resultater fra denne henvises til rapporten /17/.

Under dampoprensningens slutfase, hvor temperaturen var højest omkring kildeområdet var der en kraftig og markant lugtudvikling af kogt organisk materiale fra muldlaget.

Omkring brønde til injektionsboringer kunne der observeres så varme overflader, at asfalten blev blød og klæbrig og uegnet til have ting stående på.

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |