| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |
Miljøstøtte til Østeuropa - Årsberetning 2002
7. Status over Miljøkreditordningen for Østeuropa
På Finansloven for 2002 var der som en del af Øststøtten under MIFRESTA afsat midler til Miljøkreditordning for
Østeuropa (MKØ) - en »blød låns - ordning« til Østeuropa med vægt på Østersøregionen. Ordningen startede i
1998.
Miljøkreditordningen administreres af Erhvervs- og Boligstyrelsen (Eksport Kredit Fonden) i samarbejde med
Miljøstyrelsen.
Hensigten med Miljøkreditordningen er at stille subsidieret finansi e ring til rådighed for miljøprojekter i Østeuropa
for derigennem at frem me investeringer i miljøanlæg. Da ordningen består af subsidierede kreditter, gælder
OECD-reglerne - de såkaldte konsensus-regler - for området, hvilket betyder, at der ikke må diskrimineres mellem
danske og udenlandske virk som heder, og alle projekter skal således sendes i internationalt udbud.
Bløde lån - ordningen betyder, at der som udgangspunkt bliver givet subsidier til de enkelte projekter på ca. 25%
af det finansierede beløb. Derudover ydes en vederlagsfri garantidækning svarende til typisk 5% af
projektomkostningerne.
Status
I 2002 blev der implementeret to projekter under Miljøkreditordningen: »SIA Marupe« i Letland og »Skt.
Petersborg Vandselskab« i Rusland. Begge projekter blev vundet af danske leverandører.
I Letland blev der leveret udstyr fra Tjæreborg Industri A/S til et mindre kraftvarmeværk på et gartneri, der også
forsyner den nærliggende by Marupe med fjernvarme. Kraftvarmeværket overgik fra brændselsolie til gas, og
medfører således en årlig emissionsreduktion af NOx, SO2 og CO2 på henholdsvis: 149, 1.770 og
13.800 ton.
I Rusland blev der leveret udstyr fra Per Aasleff A/S til etablering af et servicecenter med 12 slamsugere,
spulevogne og rørrenoveringsmaskiner. Projektet har stor miljømæssig betydning, idet overløb og udsivning af
spildevand fra kloakkerne, svarende til udledning fra 14.000 mennesker, i stedet ledes til rensningsanlæg.
Samlet set blev der indgået kontrakter for knap 58 mio. kr, med et samlet subsidieelement på 13.4 mio. kr.
Som led i den udgiftpolitiske prioritering mellem de forskellige offentlige indsatsområder blev det med finansloven
for 2002 besluttet, at MKØ-ordningen skulle lukkes. Dog kunne de projekter, der havde fået juridisk bindende
tilsagn fra
Eksport Kredit Fonden ved udgangen af 2001 fortsætte. Der er to igangværende projekter, hvor der er forhandling
af låneaftaler. Disse forventes indgået i 2003. Det drejer sig om et rensningsanlæg og en vindmøllepark, begge i
Polen. De to polske projekter forventes at blive de sidste projekter under MKØ-ordningen.
| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |
Version 1.0 Januar 2004, © Miljøstyrelsen.
|