Miljøprojekt, 896 – Affaldshåndtering af udvalgte engangsemballager

Affaldshåndtering af udvalgte engangsemballager

1 Indledning

1.1 Formål

Formålet med projektet har været at belyse de:

praktiske,
miljømæssige,
hygiejniske og
økonomiske

konsekvenser ved alternativ affaldshåndtering af ikke-pantbelagte engangsemballage til drikkevarer og covenience-produkter.

Der er udvalgt 5 engangsemballagetyper med væsentlige salgsvoluminer til belysning af konsekvenserne ved en række alternative håndteringssystemer.

Projektet er gennemført som en sammenligning af konsekvenserne af den eksisterende affaldshåndtering af de pågældende emballagetyper med konsekvenserne ved alternative håndteringssystemer for de samme emballagetyper. Det forudsættes, at de alternative systemer er tekniske realisable.

Projektet skal således ses som et bidrag til at sikre den miljømæssigt, økonomisk og praktisk mest optimale affaldshåndtering af engangsemballage, blandt andet med henblik på opfyldelse af EU-målene for genanvendelse af emballage.

1.2 Baggrund

Danmark indførte i september 2002 et pant og retursystem for engangsemballage til øl og sodavand, som supplement til det eksisterende pant og retursystem for genbrugsemballage til de samme drikkevarer. De tomme engangsemballager returneres af forbrugerne til butikkerne – ligesom de tomme genbrugsemballager – hvor panten refunderes og emballagerne opmagasineres indtil de kan sendes videre til genbrug eller materialegenvinding. Den videre håndtering foretages af et retursystem, der også refunderer panten til butikkerne. Systemet indebærer, at forbrugerne kan komme af med deres engangsemballage til øl og sodavand, uanset hvilken butik emballagen er købt i. Tom emballage fra andre varer, som forbrugerne har købt i butikkerne bortskaffes i dag i hovedsagen via det kommunale affaldssystem.

Danmark har et af verdens højeste niveauer for affaldsproduktion pr. indbygger. Affaldsmængderne er steget jævnt gennem de sidste tredive år. I slutningen af 1990'erne var der en tendens til at stigningen var stagnerende, men i de seneste år er affaldsmængderne igen stigende.

Ifølge ”Affaldsstatistik 2001” [Miljøstyrelsen, 2002a] fremkom der i 2001 ca. 7 mio. tons affald fra husholdninger, institutioner, handel, kontor og fremstillingsvirksomhed. Heraf kommer ca. 3 mio. tons fra husholdningerne.

Brugen af emballager i Danmark, undtaget genbrugsemballager, beløber sig til rundt regnet 1 mio. tons pr. år, hvoraf ca. 43% udgøres af salgsemballager (ca. 430 000 tons), og ca. 57% af transportemballager [Miljøstyrelsen, 2000b]. En del af emballagen genvindes allerede, især papir-, pap- og glasemballage, mens resten primært går til forbrænding.

Ud over at engangsemballage i betydelig grad bidrager til den affaldsmæssige tonnage, er der også et problem med borgernes henkastning af brugt emballage i naturen, på gader og langs veje.

Historisk set har engangsemballager i høj grad været betragtet som et ”littering”-problem (henkastning af brugt emballage i naturen, på gader og langs veje), såvel nationalt som internationalt. Brugen af virkemidler overfor engangsemballage har længe været anvendt i USA, hvor man allerede tilbage i 70'erne introducerede pant på engangsdåser samt bøder for henkastning af affald. I dag koster det i mange stater 1.000 USD i bøde, hvis man pågribes i at smide affald ved f.eks. motorveje. Mange andre lande har kørt ”Hold naturen ren”- og ”Hold byen ren”-kampagner for at begrænse henkastning af affald. Virkemidlerne er stort set altid en kombination af oplysning og økonomiske virkemidler.

På trods af emballage- og affaldsafgifter samt udbredelsen af genanvendelsessystemer for en lang række produkter og materialer, synes mængden af engangsemballage, der ender i dagrenovationen, ikke at være aftagende.

Nogle trends i forbrugsmønstrene tyder på at stigningen i bruget af engangsemballage vil fortsætte, bl.a. på grund af det et stigende forbrug af de drikkevarer, der forhandles i engangsemballage (bl.a. mineralvand, alkoholdrikke, sportsdrikke), samt convenience-fødevarer (færdigretter, færdiglavede sandwich etc.). Dette skal ikke mindst ses i lyset af, at en stadig større andel af måltiderne indtages uden for hjemmene.

Endvidere er Danmark forpligtet af EU's affalds- og emballagedirektiver til at begrænse affaldsproduktionen og at opfylde visse niveauer for genanvendelse af en række emballagematerialer.

Der er derfor behov for at tænke i nye baner, der dels virker i forhold til det reviderede Emballagedirektivs krav om øget genanvendelse, dels i forhold til "littering"-problemet.

1.3 Afgrænsning og definitioner

Projektet er afgrænset til engangsemballagetyper til drikkevarer og convenience-produkter, som omsættes i betydelige mængder, og som dermed repræsenterer betydelige affaldsvoluminer.

Undtaget er de drikkevareemballager, som er omfattet af retur- og pantsystemet for emballage til øl og sodavand, hvilket vil sige øl og sodavand i dels genbrugsemballage (glas og plastflasker), dels i engangsemballage (dåser af aluminium og stål, flasker af plast og glas).

Desuden er der lagt vægt på engangsemballager, der udgør et væsentligt ”littering-problem”, dvs. emballager, der ofte ses henkastet på offentlige arealer eller i naturen.

I tabel 1.1 nedenfor er nogle af nøglebegreberne i rapporten defineret, for at klargøre, hvordan de er anvendt i denne rapport.

Tabel 1.1: Definition af nøglebegreber anvendt i denne rapport

Begreb	Definition
Engangsemballage	Emballage, der kun er tiltænkt anvendt én gang til distribution af en given vare. Emballagen er således ikke beregnet til genbrug, men kan godt indgå i materialegenanvendelsessystemer. Der ses kun på engangs-detailemballage i dette projekt.
”Littering”	Brugernes henkastning af brugte emballager på uautoriserede steder – herunder i naturen, på gader og langs veje.
Convenience-produkter	Fødevarer, der er tilberedt, emballeret og distribueret, så det letter brugerens indtagelse af større eller mindre måltider. Convenience-produkterne omfatter i dette projekt færdigretter (til fortæring typisk i hjemmene, typisk med henblik på opvarmning i mikrobølge eller almindelig ovn) samt mellemmåltider (burgere, sandwich, der ikke kræver opvarmning).
Alkoholdrikke	Alkoholdrikke dækker over den relativt nye drikkevare kategori, som går under flere betegnelser, bl.a. ”kulsyreholdige læskedrikke med tilsat alkohol”, ”ready to drink”, ”rus-brus”, ”alkohol-sodavand” m.v. Kendetegnende er, at de typisk har et alkohol-indhold på 5-6 vol. % og markedsføres i glasflasker med volumen på 25-33 cl i mere end 10 varianter. Salget stiger kraftigt i disse år.

Geografisk er projektets vurderinger afgrænset til emballagesystemer, der håndteres i Danmark. Emballager, der tilføres Danmark via grænsehandel, er ikke medtaget i beregningerne. Hvor det er formålstjenligt, f.eks. i miljøvurderingerne, indgår data om genvinding af emballagerne i udlandet.

Tidsmæssig tager projektet udgangspunkt i de nuværende forhold for de udvalgte emballagetyper, men i miljø- og økonomivurderingerne indgår i et vist omfang skøn over det forventede udvikling i de kommende år i forbrugsmønsteret for de pågældende emballager (eksempelvis glasflasker til alkohol-drikke).

1.4 Metode

Der er udvalgt 5 emballagetyper og for hver af disse er der beskrevet et antal alternative håndteringssystemer, som er belyst med hensyn til deres miljømæssige, økonomiske og praktiske konsekvenser i forhold til den nuværende håndtering af dem.

Vurderingerne af de miljømæssige, økonomiske og praktiske forhold er gennemført som en sammenligning mellem de eksisterende og alternative affaldshåndteringssystemer for de enkelte emballagetyper. I beregningerne er der anlagt en marginal betragtning, således at det kun er forskellene i de miljømæssige og økonomiske effekter, der er opgjort. Effekterne af de enkelte håndteringssystemer er opgjort både pr. emballage, pr. kg emballage og hele emballagemængden.

Projektforløbets hovedfaser er illustreret i diagrammet nedenfor, fig. 1.1.

Figur 1.1: Projektets metode