| Forside | | Indhold | | Forrige |
Affaldstransportørers og mægleres rolle
Bilag 8
1 Bemærkninger til rapportudkastet “Affaldstransportører og mægleres rolle”
fra Michael Skou Andersen 6/5-2004
Som helhed synes jeg der er blevet tale om et udmærket rapportudkast, og at de opstillede modeller giver et rimeligt grundlag for efterfølgende overvejelser og beslutninger om hvordan affaldssektoren kan
moderniseres. Jeg har indenfor det afmålte timetal været involveret i drøftelser og sparring omkring de opstillede modeller, men har ikke bidraget direkte med den endelige tekst til rapporten, og står derfor
ikke som medforfatter. Nedenstående bemærkninger kan anvendes ved færdiggørelsen af rapporten efter følgegruppemødet medio maj.
Den anvendte metode i projektet har været “bottom-up”, dvs. at interview med centrale aktører i affaldssektoren har været anvendt til at identificere forslag til ændringer og løsningsmodeller. Svagheden ved
denne metode er imidlertid, at aktørerne i mange tilfælde ikke selv har analyseret problemstillingen og derfor kun fremsætter diffuse forslag til ændringer, selvom i de mange tilfælde kan påpege procedurer
eller myndighedskrav som forekommer tunge eller unødvendige. Udfordringen for projektet er derfor at videreudvikle på interessenternes bemærkninger og forslag.
Den anbefalede model retter sig i hovedsagen mod at få adskilt transportører og indsamlere, sidstnævnte i en certificeringsordning. Denne model er mest klart formuleret som et ønske fra Dansk Industri.
Jeg finder imidlertid at der kan være en grundlæggende terminologisk svaghed ved at anvende benævnelsen “indsamlere”. På affaldsområdet sondres mellem indsamlet og anvist affald – anvendelsen af
transportører er traditionelt sket ved bortskaffelse af anvist affald. Indsamlet affald bortskaffes af renholdningsvirksomheder, der ofte er organiseret i kommunalt regi, evt. gennem udlicitering. Det er en smule
meningsforstyrrende at få en kategori benævnt indsamlere – som ikke skal tage sig af indsamlingspligtigt, men anvist affald.
Thomas H. Christensen skriver i bogen “Affaldsteknologi”;
“Indsamling og transport af affald er en del af begrebet renholdning. Renholdning omfatter den håndtering af affald, der finder sted fra affaldet opstår hos affaldsproducenten og anbringes i
en affaldsbeholder eller andet opsamlingsmateriel, til affaldet aflæsses på et anlæg til behandling, genanvendelse eller slutdeponering. Renholdning omfatter dermed opsamling, afhentning,
læsning, transport, aflæsning og eventuel omlastning af affald både fra private husholdninger, erhverv og andre kilder. Snævert set omfatter indsamling selve afhentningen af affaldet, mens
transport refererer til den kørsel, der sker når indsamlingskøretøjet er fuldt lastet og kører til et behandlingsanlæg for at aflæsse affaldet. I dette Viden om vil indsamling og transport i et vist
omfang omfatte hele begrebet renholdning. Det skyldes, at det kan være vanskeligt at skelne skarpt mellem det ene eller andet begreb, da indsamlingen og transporten er en integreret del af
kommunernes renholdningssystemer.”
Som det fremgår af dette uddrag kunne alternativet være, at man i affaldsbekendtgørelsen m.v. måtte drage konsekvenser af den foreslåede opdeling mellem indsamlere og transportører, således at man
fremover der må sondre mellem henholdsvis anvist affald og affald omfattet af en renholdningsordning. Hvor ordet renholdning altså erstatter bekendtgørelsens formulering om indsamling. 1)
En anden mulighed, som ikke så vidt jeg kan vurdere vil kræve ændringer i affaldsbekendtgørelsen, vil være at benævne de nye certificerede indsamlere som “affaldshåndteringsvirksomheder”. Dette vil ligge
i forlængelse af affaldsbekendtgørelsens definitioner i par 3 nr. 8. Her er håndtering defineret netop som kombinationen af indsamling og transport. Den selvstændige betydning af begrebet indsamling er
defineret i nr. 9. 2)
Et sidste alternativ kan være at indføre et nyt begreb på området, fx. affaldsservicevirksomhed – eller lidt kortere “affaldstjeneste”. 3)
Ud over dette nomotetiske problem vil jeg gerne påpege at nogle spørgsmål som har været inde i drøftelserne om de opstillede modeller ikke er medtaget i den endelige opstilling af disse – og jeg synes
rapporten burde forklare hvorfor disse elementer er valgt fra.
Spørgsmålet om en forsikringsordning for indsamlingsvirksomheder har været rejst og drøftet. De nye indsamlere overdrages ifølge modellen producentansvaret. Hvis der ikke stilles krav til virksomhedens
kapitalgrundlag mener jeg det set fra samfundets side kan være betænkeligt at overdrage dette ansvar. Der har været sager hvor store mængder affald af en vognmand er blevet bragt til steder der ikke var
egnet til oplagring, og hvor fornyet og lovmæssig korrekt bortskaffelse kun kan udføres til meget store omkostninger – som reelt vil medføre at virksomheden går konkurs. Det er relativt nemt at starte ny
virksomhed, hvorfor man kan frygte at samfundet kan stå tilbage med store udgifter, hvis der ikke er en forsikringsordning i branchen. En modydelse for at få mulighed for at overtage producentansvaret og
opnå frihedsgrader til at dirigere affaldsstrømmene i de mest omkostningseffektive retninger. 4)
Spørgsmålet om de kommunale affaldsregulativer har endvidere også været oppe. Rapporten analyserer ikke forslaget om at indføre en national standard for et affaldsregulativ, som de kommunale skal følge
– for at opnå større ensartethed i udformningen. Større ensartethed med klart begrundede afvigelser vil gøre det lettere for alle aktører i branchen at opnå overblik, hvilket er efterlyst i adskillige interview.
Spørgsmålet må analyseres i sammenhæng med ændringer i driftsherre- og myndighedsrollen for kommunerne, jf. andet delprojekt. 5)
Samlet finder jeg derfor at rapporten er blevet en smule “snæver” i sine løsningsforslag, og at en rapport af dette omfang godt kunne behandle en lidt bredere vifte at løsningsmuligheder 6)
med venlig hilsen,
Mikael Skou Andersen.
Projektgruppens kommentarer til bemærkningerne
- Projektgruppen har efterfølgende overvejet muligheden af at bruge terminologien ”renholdning” . Denne betegnelse er en ældre dansk betegnelse. Det foreliggende projekt forudsættes tilpasset
EU-lovgivningen som eksplicit anvender betegnelserne: transportør, indsamler og mægler. Hvad angår Thomas H. Christensens overvejelser i bogen Affaldsteknologi, er begrebet "renholdning" i øvrigt
knyttet op på de klassiske kommunale indsamlinger af husholdningsaffald (der falder helt uden for dette projekt) og ser tillige bort fra den uklarhed der er om hvad der forstås ved kommunal
indsamlingsordning. Projektgruppen mener derfor ikke at betegnelsen indsamlere (i rapporten benævnt "godkendte indsamlere" er en svaghed.
- Muligheden for at benævne de godkendte indsamlere "affaldshåndteringsvirksomheder har ligeledes været overvejet. Problemet med dette er at behandlingsanlæg iflg. affaldsbekendtgørelsens par 3,
nr. 8 i så fald også vil være omfattet af definitionen.
- Det foreslåede begreb Affaldsservicevirksomhed eller affaldstjeneste kan være en mulighed, men det løser ikke problemet med EU-terminologien hvor indsamlere er nævnt specifikt.
- Bemærkningerne berører to spørgsmål, nemlig ansvar for at affaldet når rette behandlingsanlæg, og ansvar for skader hvor der henvises til den detaljerede behandling i rapporten kapitel 2. Herudover
skal det bemærkes at der i forslaget til godkendelsesordning er medtaget krav om kapitalgrundlag (hvilket ligger på linie med kravene for vognmandstilladelser). Projektgruppen er absolut enig i at der
anbefales udtrykkelige ansvarsregler (lade indsamlere være omfattet af miljøerstatningsloven) . Man kan også overveje dette suppleret af obligatorisk forsikringsordning, men det skal bemærkes at der
ikke var enighed om dette på det gennemførte testseminar.
- Projektet forudsættes ikke at tage stilling til spørgsmålet om kommunale regulativer, idet der kører et selvstændigt projekt herom som forudsætter, at de nuværende forskelle mellem kommunale
ordninger skal kunne opretholdes. Rapporten har undgået at involvere spørgsmålet om de kommende kommunale regulativer ved til gengæld at sikre en afklaring af hvornår ansvar går over, og
mulighed for at stille krav til de aktører der formidler affald fra A til B
- Projektgruppen mener ikke at den sidste bemærkning tager højde for udbudsmaterialets beskrivelse af projektet samt de øvrige iværksatte projekter. Endvidere er det i projektets forløb som
beskrevet i rapporten blevet vedtaget kun at foretage en detaljeret beskrivelse i rapporten af det forslag til model som der efter udvælgelse ved testseminar mv. var størst enighed om, mens de andre
modelforslag findes som interne notater.
| Forside | | Indhold | | Forrige | | Top |
Version 1.0 September 2004, © Miljøstyrelsen.
|