Miljøprojekt, 949 – Affaldstransportørers og mægleres rolle

Affaldstransportørers og mægleres rolle

3 Begreber og definitioner

Den juridiske begrebsafklaring er udarbejdet for at kunne identificere de relevante retlige kategorier, således at der i undersøgelsen gøres brug af en entydig begrebsanvendelse der efterfølgende bruges i de reformovervejelser som undersøgelsen har ledt frem til.

3.1 Problemstilling

Projektet angår formidling af affald fra affaldsproducent til behandlingsanlæg og retter sig således mod affaldets kredsløb i snæver forstand. Forenklet udtrykt består dette kredsløb af tre led: affaldet produceres affaldet overføres til affaldsbehandler affaldet behandles. Ligeledes forenklet kan de aktører der forestår de tre forskellige led, angives således: Affaldsproducent (AP) affaldsoverførsel (mellemmand, M) affaldsbehandler (AB).

I praksis er der intet i vejen for at affaldsproducenten selv bringer affaldet frem til affaldsbehandleren, henholdsvis at affaldsbehandleren afhenter affaldet fra affaldsproducent hvormed der kun vil være to aktører og ikke optræde nogen mellemmand.

Dette ændrer imidlertid ikke ved at affaldsoverførsel indtager en selvstændig rolle når det skal sikres at affaldet faktisk når frem til en affaldsbehandler der kan behandle affaldet miljømæssigt forsvarligt.

I forhold til it-skrot opstår et selvstændigt problem da WEEE-direktivet (Ref. 6) kræver at producenterne af elektriske og elektroniske produkter(EEE) skal sikre indsamling og behandling ved enten selv at stå for organisering (take-back), eller ved at de oprindelige producenter entrerer med tredjemand som herefter på de oprindelige producenters vegne og for deres regning står for indsamling og behandling af WEEE. Direktivet åbner op for at denne opgave kan løses ved individuelle eller kollektive ordninger, idet der er en overgangsordning for det EEE der er solgt før de nye regler træder i kraft.

3.1.1 Afgrænsning

Hensigten med projektet er at belyse funktioner og retlige forpligtelser og ansvar for alle de privatretlige aktører der i affaldskredsløbet er placeret mellem affaldsproducenten (AP) og affaldsbehandleren (AB). Da det i praksis ikke er ualmindeligt at affaldsproducenten selv bringer affaldet frem til affaldsbehandler, henholdsvis at affaldsbehandler selv afhenter affaldet hos affaldsproducenten, må der tillige tages højde herfor.

Projektet angår følgelig tre forskellige typer retlige problemstillinger, nemlig:

Den aftaleretlige fordeling af ansvar og pligter
Fordeling af pligter og ansvar ved indsamling henholdsvis transport af affald samt ved sortering og midlertidigt oplag af affald
Hvilke retlige pligter og ansvar der knytter sig til rådgivning

3.2 Sammenfatning

De i afsnit 3.3 anførte overvejelser peger på at der i udredningen af de gældende forhold vedrørende affaldstransportører og mæglere er behov for at sondre mellem følgende funktioner med henblik på at opfange væsentlige legale nuancer mellem de funktioner som faktisk udføres:

Mægler: er den fysiske eller juridiske person som formidler aftale mellem affaldsproducent og behandlingsanlæg. Mægleren hverken forpligtes eller berettiges af aftalen. Såfremt mægleren har affaldet i besiddelse, må det formentlig forudsætte fuldmagt fra affaldsproducenten.
Fuldmægtig: er den fysiske eller juridiske person som på grundlag af fuldmagt fra affaldsproducenten disponerer over affaldet på fuldmagtsgivers vegne. Fuldmægtig kan fx være en transportør eller mægler der på affaldsproducentens vegne indgår aftale med behandlingsanlæg. Ved sådanne aftaler forpligtes affaldsproducenten af aftalen, mens fuldmægtigen indestår for at denne har den fornødne fuldmagt.
Kommissionær: er den fysiske eller juridiske person som i eget navn, men på affaldsproducentens vegne, disponerer over affaldet. Der er tale om kommissionsforhold hvis affaldsproducenten giver affald i kommission til en transportør, således at transportøren på affaldsproducentens vegne, men i transportøren navn, vælger behandlingsanlæg. Såfremt affaldet som led i kommissionsforholdet midlertidigt oplagres hos kommissionæren, vil det almindeligvis kræves at kommissæren har den fornødne miljøgodkendelse til sådanne midlertidige oplag.
Transport I - transportør: omfatter fysiske og juridiske personer der transporterer affald for fremmed regning. Transportørens ordregiver kan efter de gældende regler enten være affaldsproducent, behandlingsanlæg eller kommunen som indsamler. Efter den i forslaget fremlagte model vil ordregiver tillige kunne være en godkendt indsamler. Såfremt transportøren yder andre ydelser til affaldsproducenten (fx rådgivning eller sortering), er det ikke i egenskab af transportør. (Bemærk, at denne gruppe kun omfatter transport for fremmed regning og skal tydeliggøre sondringen mellem transportør og indsamler).
Transport II - indsamler: omfatter fysiske eller juridiske personer der afhenter affaldet fra affaldsproducenten og herefter disponerer over affaldet (fx ved at bestemme hvilket behandlingsanlæg affaldet skal overgives til). Til forskel fra transportøren har indsamleren det juridiske og økonomiske ansvar for affaldet, mens indsamleren har kontrol over affaldet. Efter de gældende regler kan kommunen være indsamler af erhvervsaffald, men også miljøgodkendte behandlingsanlæg som afhenter affaldet fra affaldsproducenten, må anses for indsamlere. Hvis sortering sker uden for affaldsproducentens plads, må vognmanden formentlig anses for indsamler.
Sortering: omfatter opdeling af affaldet i de efter lovgivningen krævede fraktioner samt eventuelt yderligere fraktioner. Som udgangspunkt påhviler sorteringspligten affaldsproducenten, men kan i alle tilfælde overlades til andre, så længe sortering foregår hos affaldsproducent. Det er i projektet overvejet om der skal være mulighed for at opgaven kan overdrages til andre, således at den ikke foregår hos affaldsproducenten, idet der for bl.a. anlægsaffald allerede i dag finder en sådan fordeling af opgaverne sted.
Rette behandlingsanlæg: omfatter det eller de modtageanlæg, sorteringsanlæg eller slutbehandlingsanlæg som efter den til enhver tid gældende lovgivning må modtage den pågældende affaldsfraktion.
Godkendelse, tilladelse mv.: almindeligvis ikke behov for at sondre mellem begreberne, men hvor de optræder i relation til kommunale regulativer, er der behov for at undersøge hvad kommunerne forstår herved, idet kommunerne ikke efter affaldsreglerne har godkendelsesbeføjelser i forhold til affaldstransportører og –behandlingsanlæg.
Anmeldelse og registrering: krav om registrering kan ikke sidestilles med godkendelse da myndigheden ikke skal tage stilling til aktiviteter hvor der alene er anmeldelses- eller registreringskrav. Registreringskrav vil almindeligvis forudsætte lovhjemmel, men ud fra kontrolhensyn kan affaldsmyndighederne i et vist omfang stille krav om anmeldelse uden selvstændig lovhjemmel. Sådanne anmeldelser giver ikke affaldsmyndigheden adgang til at stille vilkår, medmindre der i loven er hjemmel hertil.

3.3 Juridisk begrebsafklaring

3.3.1 Affaldsoverførsel

Forstået i denne kontekst omfatter overførsel af affald alle de funktioner der ligger efter frembringelse af affald og frem til affaldet når behandlingsanlæg. Dette omfatter ikke alene transport, men tillige logistiske funktioner som rådgivning, formidling af aftale mellem affaldsproducent og behandlingsanlæg samt organisering af indsamling.

3.3.2 Sortering og midlertidigt oplag hos affaldsproducenten

Sortering og midlertidigt oplag hos affaldsproducenten (fx i containere) ligger tidsmæssigt efter frembringelsen af affald og før affaldet overføres til affaldsbehandler. Selv om disse to selvstændige funktioner systematisk falder før affaldsoverførsel, er de tillige medtaget i analysen med henblik på at undersøge om det er hensigtsmæssigt at overlade sorteringsopgaven eller ansvaret for opstilling af containere til en tredjemand.

3.3.3 Aftaleretlige aspekter (mellemmænd)

Mellemmænd er et velkendt begreb i formueretten og knytter sig til de personer der på forskellig måde indgår når et formuegode skifter ejer fra A til B.

Den formueretlige lære om mellemmænd bygger på lovgivning og retspraksis og angår hvem der forpligtes i forhold til hvem i kæden: løfteafgiver (A) - mellemmand (M) - løftemodtager (B).

Mellemmanden er vigtig for omsætningen, men indgår ikke direkte i den.

Udvikling af handel og kredit har medført at der er udviklet en mangfoldighed af typer af mellemmænd, således at der for forskellige mellemmandsforhold knytter sig forskellige retsvirkninger.

Der er i dette projekt ikke behov for at belyse alle varianter, men enkelte klassiske mellemmænd kan være nyttige at kende:

3.3.3.1 Fuldmægtig

Fuldmægtigen er en person der handler på fuldmagtsgivers regning, i dennes navn og forpligter denne.

Fuldmægtigen har således kun i kraft af fuldmagten rådighed over det formuegode som fuldmægtigen handler med. Et eksempel i affaldshåndteringen kan være en ansat hos affaldsproducenten der indgår aftale med behandlingsanlæg (stillingsfuldmagt).

3.3.3.2 Kommissionær

Kommissionæren er en person der handler i eget navn, men på kommittentens regning og vegne. Denne konstruktion forudsætter at der er indgået en kommissionsaftale, og så vidt vides anvendes sådanne ikke i affaldshåndteringen, om end det står lidt uklart i hvilket omfang en enkelt mægler er inspireret af denne model.

3.3.3.3 Mægler

Mægleren er kendetegnet ved at fungere som mellemmand ved afslutning af handler uden selv at blive forpligtet af aftalen.

Mægleren formidler således kontakt mellem to led i omsætningskæden uden selv at indgå i transaktionen. Som konsekvens heraf forpligtes mægleren ikke af aftalen mellem køber og sælger, men kan efter omstændighederne pådrage sig ansvar for de oplysninger der formidles.

I forhold til affaldshåndteringen vil der være tale om en mægler (M) hvis M formidler en aftale mellem affaldsproducenten og behandlingsanlæg om at behandlingsanlægget vil aftage affaldsproducentens affald. Såfremt mægleren derimod tager affaldet i besiddelse, vil dette forudsætte at det sker på grundlag af enten en fuldmagt eller som kommission fra affaldsproducent eller behandlingsanlæg eller en tredjeperson som gyldigt råder over affaldet.

3.3.3.4 Uanmodet forretningsfører

Uanmodet forretningsfører (i lærebøger ofte betegnet negotiorum gestio) er en person der uanmodet varetager en anden persons interesse, hvilket forudsætter at hurtig indgriben er nødvendig for at undgå skade på den anden persons interesser. Er betingelserne herfor opfyldt, har den uanmodede forretningsfører krav på erstatning for sin udgift.

I forhold til affaldshåndteringen er problemstillingen formentlig alene relevant hvor en myndighed opdager og fjerner ulovligt oplagt affald på fremmed ejendom. Kan affaldsproducenten identificeres, vil denne efter retspraksis kunne gøres ansvarlig for udgiften da det er affaldsproducentens ansvar at affaldet når frem til et godkendt behandlingsanlæg (jf. VL dom af 10/6 1993 i Horn Belysning). Heraf følger modsætningsvis at når affaldet først er nået frem til godkendt behandlingsanlæg, bortfalder affaldsproducentens ansvar.

3.3.4 Offentligretlige regler

I forhold til affaldshåndteringen må det understreges at de privatretlige regler alene regulerer de formueretlige ansvarsrelationer. Typisk er de privatretlige pligter fastsat ved aftale mellem parterne, men herudover har de privatretlige regler om ansvar uden for kontrakt selvstændig betydning i forhold til tredjepersoner som lider skade ved den ene eller begge parters dispositioner. Eksempelvis kan en affaldsproducent pådrage sig ansvar hvis dennes fejlagtige angivelse af affaldets indhold senere under behandling på behandlingsanlæg påfører tredjemand skade, og dette ansvar kan affaldsproducenten ikke undslippe ved aftale med behandlingsanlæg. Typisk medfører bevisproblemer dog at sådant ansvar vanskeligt kan gøres gældende hvorfor det typisk er affaldsbehandleren som bliver ansvarlig.

I forhold til de offentligretlige pligter er udgangspunktet at alle forpligtes, forstået på den måde at de offentligretlige pligter indtræder i forbindelse med bestemte handlinger, medmindre de offentligretlige regler kun retter sig mod bestemte retssubjekter.

Et eksempel på det sidste er fx pligten til at benytte kommunale affaldsordninger hvor benyttelsespligten alene er rettet mod affaldsproducenten, men ikke omfatter eventuelle efterfølgende led som transportører og behandlingsanlæg.

Et andet eksempel er kommunale regulativbestemmelser om affaldstransportørens pligter. Idet der ses bort fra at hjemlen til reglen herom i affaldsbekendtgørelsens (Ref. 8) § 31 er tvivlsom, vil disse bestemmelser for transportører ikke forpligte affaldsproducenter eller behandlingsanlæg, men alene transportørerne.

I forhold til de forskellige funktioner (sortering, midlertidigt oplag, indsamling og transport) er det derfor nødvendigt at undersøge hvilke pligter lovgivningen placerer på forskellige aktører. Dette belyses efter det oplyste i projekt om kommunale regulativer. Det i denne sammenhæng væsentlige er at hvis lovgivningen placerer ansvaret på ét led i kæden, kan dette ansvar ikke delegeres væk via formueretlige aftaler. Den forpligtede efter lovgivningen vil i alle tilfælde være forpligtet – hvorved i forhold til kommunale regler naturligvis forudsættes at pligten har fornøden lovhjemmel.

3.3.5 Sammenfatning af forholdet mellem affaldsregler og formueretlige mellemmænd

A - Affaldsproducent henholdsvis behandlingsanlæg kan ikke delegere deres ansvar ved en fuldmagt. Offentligretligt har fuldmagten derfor ingen selvstændig funktion.

B - Mægleren er kendetegnet ved at formidle aftaler og har som sådan ikke affaldet i besiddelse. Mæglerfunktionen udløser derfor ikke selvstændige pligter efter den gældende affaldslovgivning (efter EUs affaldsdirektiv kræves dog at mægleren er registreret, men dette sker så vidt vides ikke i praksis, og et klart lovgrundlag savnes i dansk ret). Tager en person der ellers virker som mægler, affaldet i sin varetægt, ophører mæglerrollen, og forholdet vil i stedet have karakter af et fuldmagtsforhold, et kommissionsforhold, et transportørforhold eller lignende, men den pågældende kan ikke længere anses som mægler.

3.3.6 Transport

En anden og selvstændig problemstilling er transport af gods.

Transporten kan udføres af en uafhængig tredjemand (transport for fremmed regning) eller af henholdsvis afsender (affaldsproducenten) eller af modtager. Modtager kan være enten affaldsbehandler eller en indsamler som det uddybes nærmere efterfølgende.

Udføres transporten af afsender eller modtager, har denne risikoen for godset - og dermed også ansvaret for godset.

Ved siden af transportlovgivningens regler er affaldstransportøren undergivet et krav om at være registreret i de kommuner hvorfra vognmanden transporterer affald, og et krav om registrering af de transporterede mængder farligt affald, jf. affaldsbekendtgørelsens §§ 12-14 (Ref. 8) hvilket har hjemmel i miljøbeskyttelseslovens § 44 (Ref. 5).

Herudover kan kommunerne efter affaldsbekendtgørelsens § 31 i regulativer fastsætte en række supplerende krav til affaldstransportører, men hjemlen til denne bemyndigelse er omtvistet.

3.3.6.1 Affaldstransportør

Affaldstransportør anvendes i overensstemmelse med reglerne i lov om godskørsel om transport af gods for fremmed regning.

Transportøren falder uden for den traditionelle mellemmandsfunktion da opgaven består i at levere en ydelse for enten afsender eller modtager i form af transport fra punkt A til B.

Transportøren har ingen rådighed eller dispositionsbeføjelse over godset (medmindre der er indgået aftale herom) og har heller intet ansvar for om godset svarer til det mellem afsender og modtager aftalte.

Transportøren skal alene sikre at godset bringes frem i samme stand som det blev modtaget, og at transporten sker i henhold til gældende lovgivning og ikke medfører skade på tredjemand. For at transportøren kan transportere affald kræves at transportøren har en tilladelse efter lov om godskørsel der på dette punkt gennemfører EUs harmonisering af regler om transport af gods på vej.

3.3.6.2 Affaldsindsamler

Affaldsindsamler adskiller sig fra affaldstransportør ved at indsamleren overtager ansvaret for godset fra dets afhentning.

Et velkendt eksempel herpå er kommunal indsamling af husholdningsaffald: når kommunen har afhentet affaldet, er det kommunens ansvar at affaldet transporteres og behandles i henhold til den gældende lovgivning.

Behovet for at sondre mellem affaldsindsamler og affaldstransportør tydeliggøres hvor kommunen har udliciteret selve opgaven med at indsamle og transportere affald til en privat vognmand. I disse tilfælde er kommunen affaldsindsamler, mens vognmanden er affaldstransportør. Selv om det mellem kommunen og vognmand privatretligt kan aftales at transportøren har pligt til at kontrollere om affaldet er sorteret korrekt, og at transportøren eventuelt skal sortere affaldet, fritager sådanne privatretlige aftaler ikke kommunens offentretlige ansvar for affaldets håndtering.

3.3.7 Sortering af affald

Den gældende affaldslovgivning stiller krav om at affaldet sorteres i forskellige fraktioner. Affaldsbekendtgørelsen stiller visse minimumskrav til sortering af affald, men kommunerne kan vedtage supplerende regler.

Efter de gældende regler påhviler denne forpligtelse normalt affaldsproducenten, men supplerende stiller mange kommuner krav om at affaldstransportøren kontrollerer at affaldet er sorteret korrekt. Idet der ses bort fra at hjemlen til selvstændige kommunale krav til transportører er tvivlsom, er det i denne sammenhæng afgørende at transportørens opgaver med sortering må anses for en selvstændig tjenesteydelse ved siden af transporten. Forpligtelsen til at udføre denne selvstændige ydelse kan hvile på privatretlig aftale med opdragsgiver (typisk affaldsproducenten).

Lovgivningsmæssigt er der intet i vejen for at affaldsproducenten indgår sådanne aftaler, men affaldsproducenten har i forhold til affaldslovgivningen fortsat ansvaret for at affaldet er korrekt sorteret.

Det må dog tilføjes at krav om kildesortering formentlig betyder at affaldstransportøren skal sortere affaldet ved kilden (dvs. hos affaldsproducenten). Sker affaldssorteringen på en anden plads end hos affaldsproducenten, vil dette formentlig kræve miljøgodkendelse efter miljøbeskyttelseslovens § 33 (Ref. 5).

Er det affaldstransportørens virksomhed der sorterer affaldet på egen plads, må denne sortering formentlig anses for en affaldsbehandling hvormed affaldstransportøren selvstændig har ansvar for affaldets håndtering.

Efter EUs definition af affaldsproducent bliver affaldstransportøren herved selv affaldsproducent. Som konsekvens heraf er det nærliggende at antage at hvis affaldstransportøren sorterer affaldet på egen plads, er der ikke tale om transport for fremmed regning, men om indsamling af affald. I alle tilfælde medfører sorteringen at affaldstransportøren herefter i forhold til den videre behandling af affaldet bliver ansvarlig som affaldsproducent.

3.3.8 Midlertidigt oplag af affald

Af hensyn til afhentningsterminer vil affald normalt blive midlertidigt oplagt hos affaldsproducenten. Omfang af og betingelser for sådanne oplag fastsættes af tilsynsmyndigheden efter reglerne i miljøbeskyttelseslovens kapitel 5 (Ref. 5) (for listevirksomheder i godkendelsesvilkår).

I visse tilfælde vil der dog kunne være behov for mellemdepoter. Sådanne midlertidige oplag af affald må anses for omfattet af krav om miljøgodkendelse efter miljøbeskyttelseslovens § 33 (Ref. 5). Affaldstransportøren kan derfor formentlig kun foretage sådanne midlertidige oplag på egen plads hvis transportøren tillige har en miljøgodkendelse. Det sidste indebærer at affaldstransportøren ved midlertidigt oplag på egen plads har et selvstændigt ansvar for affaldet. Det er derimod usikkert om dette ansvar også omfatter affaldets videre skæbne hvis der mellem affaldsproducent og transportør er indgået en aftale om at affaldet på et senere tidspunkt skal overføres til et bestemt behandlingsanlæg.

Den omstændighed at transportøren ikke blot transporterer affaldet, men midlertidigt opbevarer affaldet, taler dog for at transportøren i så fald har et selvstændigt ansvar på linie med affaldsproducenten.

3.3.9 Rådgivning

Ved siden af de faktiske ydelser med sortering, transport og midlertidigt oplag af affald vil der ofte blive ydet rådgivning til affaldsproducenten.

Rådgivningen kan omfatte registrering, indberetning, sortering, midlertidige oplag samt hvilke behandlingsanlæg som kan modtage de forskellige fraktioner af affald.

Uanset hvem der yder denne professionelle rådgivning, vil rådgiver være undergivet almindeligt rådgiveransvar. Erstatningsretligt hæfter rådgiver således for skader der må tilskrives fejlagtig rådgivning (streng uagtsomhedsnorm).

I forhold til den offentligretlige lovgivning er rådgivers ansvar mere usikkert (der verserer en straffesag for landsretten om straffeansvar for fejlagtig rådgivning i forbindelse med dimensionering af rensningsanlæg - men udfaldet kendes ikke).

Vedrørende transportøren bemærkes særskilt at efter almindelige obligationsretlige regler kan visse former for elementær rådgivning muligvis anses som accessoirer til transportaftalen, men hvad der falder herunder fremstår uklart.

3.3.10 Begreberne godkendelse, tilladelser, certificering mv.

I lovgivningen knyttes der til forskellige dele af affaldshåndteringen forskellige begreber.

Affaldsbehandlingsanlæg skal have en godkendelse (miljøgodkendelse) efter miljøbeskyttelseslovens § 33 (Ref. 5).
Oplag af affald som kan forurene jord og grundvand, kræver tilladelse efter miljøbeskyttelseslovens § 19 (Ref. 5).
Eksport af affald (bortset fra grønt affald til nyttiggørelse) kræver myndighedernes samtykke efter EUs affaldsforordning. For orange affald til nyttiggørelse anses manglende indsigelser inden 30 dage efter anmeldelsen dog for et stiltiende samtykke.
Efter miljøbeskyttelseslovens § 44, stk. 1 (Ref. 5) kan ministeren fastsætte regler om pligt til at benytte særlige affaldsmæglere, forhandlere, indsamlings- og oparbejdningsvirksomheder (hjemlen er ikke udnyttet).
Efter miljøbeskyttelseslovens § 44, stk. 2 og 3 (Ref. 5) kan ministeren fastsætte regler om at der til sortering, behandling og eksport af affald kun må benyttes certificerede virksomheder - men heller ikke denne bemyndigelse er udnyttet.
Efter lov om godskørsel (Ref. 7) skal vognmænd have en tilladelse.

Uanset de forskellige betegnelser er der tale om regler med principielt samme indhold: For lovligt at udøve bestemte aktiviteter, kræves en offentlig godkendelse. Godkendelsen kan indeholde vilkår hvis nærmere indhold beror på den pågældende lovhjemmel. Almindeligvis er der således ikke behov for at sondre mellem begreberne tilladelse, godkendelse, autorisation, samtykke og certificering når dette er en betingelse for at udøve den pågældende aktivitet.

Også begrebet “dispensation” må henregnes til denne gruppe da dispensationskrav indebærer at en aktivitet først lovligt kan gennemføres efter myndighedens beslutning. Udtrykket dispensation signalerer en undtagelse, men på linie med godkendelse skal dispensation meddeles når lovens betingelser er opfyldt. Dette gælder fx affaldsbekendtgørelsens § 56, stk. 1 (Ref, 8) vedrørende affald.

Derimod er krav om registrering af transportører ikke udtryk for en godkendelse da kommunerne blot skal registrere de transportører der anmoder herom uden at kommunen i den anledning kan stille nogen krav.

Derimod kan det i miljøbeskyttelseslovens § 45, stk. 5 (Ref. 5) anførte krav på fritagelse for kommunale indsamlingsordninger næppe anses som en godkendelsesordning da bestemmelsen kræver at fritagelsesadgangen skal følge direkte af det kommunale regulativ. Tilsvarende gælder formentlig affaldsbekendtgørelsens § 32 om kommunale anvisningsordninger for genanvendeligt erhvervsaffald (Ref. 8). I begge tilfælde vil der dog formentlig ud fra kontrolhensyn kunne stilles krav om anmeldelse, men en stillingtagen fra kommunen forudsættes ikke.

To yderligere reservationer er dog nødvendige vedrørende begrebet certificering.

For det første bemærkes at begrebet certificering i relation til EUs EMAS- forordning (Ref. 9) anvendes om frivillige ordninger hvorfor begrebsanvendelsen i miljøbeskyttelseslovens § 44 (Ref. 5) er lidt uheldig. For det andet er miljøbeskyttelseslovens § 44, stk. 1 (Ref. 5) udformet på en sådan måde at reglen ikke retter sig mod affaldsmæglere, forhandlere, indsamlings- og oparbejdningsvirksomheder, men mod dem som benytter disse virksomheder.

Konsekvensen er at de pågældende virksomheder ikke overtræder loven hvis de ikke har en godkendelse hvilket må siges at være en noget uheldig formulering. Da hjemlen ikke er udnyttet, er der dog ikke anledning til at fordybe sig heri.

I forhold til kommunerne bemærkes særskilt at kommunerne ikke har godkendelsesbeføjelser i forhold til affaldstransportører og behandlingsanlæg - om end ikke alle kommuner er opmærksomme herpå. Hvor der i kommunale regulativer optræder betingelser om godkendte anlæg, kan der derfor være behov for at undersøge hvad kommunen forstår herved.

Grundlæggende bør derfor sondres mellem to typer af myndighedskrav, nemlig:

1 - Godkendelsen (samtykke, tilladelse, dispensation mv.)
2 - Registrering eller anmeldelse

Kun hvor lovreglen forudsætter en prøvelse af anmeldelsen, vil denne skulle henregnes til den første gruppe.