| 
   
| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | 
Substitution af overflade aktive stoffer i kosmetiske produkter 
    
2 Screening af fremstillingsvirksomhedernes vigtigste råvarer
Projektet blev indledt med en miljøscreening af overfladeaktive stoffer, emulgatorer og overfedtningsmidler, der anvendes i virksomhedernes nuværende produkter eller indgår i 
virksomhedernes overvejelser om fremtidig produktudvikling. De tre involverede virksomheder (Plum Hudsikkerhed, DermaPharm og Persano) har udarbejdet lister over anvendte 
råvarer, der har været grundlaget for miljøscreeningen (bilag A). DHI har gennemført miljøscreeningen ved anvendelse af en allerede etableret metode til miljømæssig rangordning af 
overfladeaktive stoffer (bilag B). Ingredienserne tildeles en score fra 1-5, hvor stoffer med scoren 5 betragtes som de mest problematiske for vandmiljøet, mens scoren 1 betyder at 
stoffet vurderes som relativt uproblematisk for vandmiljøet. Scoringssystemet er baseret på kriterierne for miljøfareklassificering af kemiske stoffer [3] samt OECD's oplæg til et globalt 
hamoniseret system for klassificering og mærkning af produkter [4]. I OECD's system anvendes nogle lidt anderledes principper til bedømmelse af bioakkumulerbare stoffer i forhold til 
EU's kriterier. Ifølge kriterierne for EU's miljøfareklassificering betragtes et stof som potentielt bioakkumulerbart, såfremt log Kow ≥3 eller den eksperimentelt bestemte 
biokoncentrationsfaktor (BCF) >100. I OECD's oplæg til globalt harmoniserede kriterier for miljøfareklassificering betragtes et stof som potentielt bioakkumulerbart, såfremt log Kow ≥4 
eller BCF ≥500. I scoringssystemet anvendes OECD's kriterier for parameteren bioakkumulerbarhed. OECD's globalt harmoniserede kriterier forventes på længere sigt at danne 
grundlag for miljøfareklassificering af kemiske stoffer og produkter.  
Stoffer der tildeles miljøscore 1 vurderes at være relativt uproblematiske for miljøet. Disse stoffer er som oftest let bionedbrydelige og forventes ikke at bioakkumuleres i vandlevende 
organismer. Den akvatiske toksicitet, udtrykt som den koncentration der medfører en effekt/dødelighed hos 50% af testpopulationen (EC/LC50), er større end 1 mg/l. Alternativt kan 
stofferne være langsomt bionedbrydelige og/eller bioakkumulerbare, men har en meget lav akut toksicitet med EC/LC50-værdier større end 100 mg/l, og forventes dermed ikke at 
medføre uønskede effekter i vandmiljøet.  
Stoffer der tildeles miljøscore 2 er karakteriseret af en høj akut toksicitet med EC/LC50-værdier ≤1 mg/l. Stofferne er let bionedbrydelige og forventes ikke at bioakkumulere i 
vandlevende organismer. Stoffer med miljøscore 2 betegnes som værende meget giftige for vandlevende organismer, men forventes ikke at medføre uønskede langtidseffekter i miljøet.  
Stoffer med miljøscore 3 har en moderat akut toksicitet med EC/LC50-værdier mellem 10-100 mg/l. Stofferne er dertil langsomt bionedbrydelige og/eller potentielt bioakkumulerbare. 
Disse stoffer betegnes generelt som "skadelige for organismer der lever i vand" og "kan medføre uønskede langtidseffekter".  
Stoffer med miljøscore 4 er giftige over for vandlevende organismer med EC/LC50-værdier mellem 1-10 mg/l. Stofferne er dertil langsomt bionedbrydelige og/eller potentielt 
bioakkumulerbare. Disse stoffer betegnes generelt som "giftige for organismer der lever i vand" og "kan medføre uønskede langtidseffekter".  
Stoffer med miljøscore 5 er meget giftige over for vandlevende organismer med EC/LC50-værdier ≤ 1 mg/l. Stofferne er dertil langsomt bionedbrydelige og/eller potentielt 
bioakkumulerbare. Disse stoffer betegnes som "meget giftige for organismer der lever i vand" og "kan medføre uønskede langtidseffekter".  
Stoffer med miljøscore 0 er stoffer for hvilke, det ikke har været muligt at finde data.  
Miljøscreeningen af virksomhedernes ca. 100 vigtigste råvarer har dannet grundlag for at udpege stoffer, der skulle undersøges yderligere i økotoksikologiske laboratorietest. Resultatet 
af miljøscreeningen kan betragtes som vejledende for virksomhedernes overvejelser om substitution samt vurdering af egenskaber for mulige alternativer. Stoffer med miljøscore 1 og 2 
vurderes som værende mindre problematiske for miljøet, da de nedbrydes hurtigt og ikke forventes at være bioakkumulerbare. Stoffer med miljøscore 3-5 er enten langsomt 
nedbrydelige og/eller bioakkumulerbare og betragtes derfor som potentielt problematiske for miljøet pga. risikoen for langtidseffekter. Med henblik på substitution bør det prioriteres 
enten at udfase brugen af stoffer med miljøscore 5 og 4, der har den højeste iboende farlighed, eller at kvalificere beslutningsgrundlaget om fortsat anvendelse/substitution via en mere 
detaljeret miljørisikovurdering.  
I figur 2.1 ses resultatet af miljøscreeningen af de væsentligste overfladeaktive stoffer, emulgatorer og overfedtningsmidler, der anvendes af virksomhederne.  
  
Figur 2.1   Miljøscreening af virksomhedernes vigtigste råvarer  
Det ses af figur 2.1, at hovedparten af de stoffer, der indgår i virksomhedernes råvarer, vurderes at være mindre problematiske for miljøet (stoffer med miljøscore 1 og 2). Kun en 
mindre del af virksomhedernes stoffer tildeles miljøscore 3-5. For knap en fjerdedel af de ca. 100 råvarer/stoffer er der ikke fundet tilstrækkelige data til at foretage miljøvurdering. 
Tabel 2.1 viser hvorledes de forskellige grupper af stoffer fordeler sig på miljøscorer. Ved tildeling af miljøscoren er resultaterne fra de gennemførte forsøg i dette projekt medtaget. I 
bemærkningsfeltet i tabel 2.1 ses hvilken parameter der har været udslagsgivende for miljøscoren 3-5. I bilag A ses miljødata for de enkelte stoffer. Det er i videst muligt omfang tilstræbt 
at anvende stoffernes INCI-navne i denne rapport. I visse tilfælde er danske stofnavne eller danske fællesbetegnelser anvendt for overskuelighedens skyld.  
Tabel 2.1  
Miljøscreening af virksomhedernes vigtigste råvarer  
 
| Miljøscore | 
Stof / Stofgruppe | 
Bemærkninger | 
 
 
| 1 | 
Alkylglutamater  
Alkylethersulfater 
 TEA Lauryl Sulfate 
 Fedtsyresæber 
 Fedtsyre Monoethanol Amider 
 Alkoholethoxylater, C16-18, EO25-30 
 Alkoholethoxylater, C9-11, EO 3-9 
 Alkyl glucosider/glucose amider 
 Glycereth-2 Cocoate 
 Glyceryl Laurate 
 Hydrogenated Vegetable Oil 
 Sodium Lauroyl Sarcosinate 
 Sorbitan Isostearate/Stearate/Oleate/Caprylate 
 Ethylhexyl Stearate 
 Caprylic Triglyceride 
 C12-15 Alkyl Benzoate 
 Behenoyl PG-Trimonium Chloride 
 Diesterquater 
 Amfotere tensider 
 Carbomer (Acrylic Acid Homopolymer) 
 Dimethicone Copolyol (silikone) 
 Dimethyl Glutarate 
 Xanthan gummi 
 Behenyl Alcohol
 | 
  | 
 
 
| 2 | 
Alkyl Sulfate, C12-15  
Alcohol Ethoxylates, C12-15, EO 2-12 
 Alcohol Ethoxylates, C16-18, EO 9-12 
 Benzalkonium Chloride, C8-18 
 Cetrimonium Chloride*
 | 
  | 
 
 
| 3 | 
Glyceryl Ricinoleate  
Sucrose Cocoate 
 Octyl Octanoate 
 Guar Hydroxypropyltrimonium Chloride
 | 
Pot. bioakkumulerbar  
Pot. bioakkumulerbar 
 Pot. bioakkumulerbar 
 Ikke let bionedbrydelig
 |  
 
| 4 | 
Fedtsyre diethanolamider  
PEG-4 Rapeseedamide 
 Polyquarternium 11
 | 
Pot. bioakkumulerbar  
Pot. bioakkumulerbar 
 Ikke let bionedbrydelig
 |  
 
| 5 | 
MEA Lauryl Sulfate, MIPA Lauryl Sulfate  
Quarternium-18, Quarternium-80
 | 
Pot. bioakkumulerbar  
Ikke let bionedbrydelig
 |  
 
| Ingen data | 
Glyceryl Stearate, Glucol Stearate  
PEG-120 Methylglucose Dioleate 
 Polyglyceryl-3 Methylglucose Distearate 
 Dow Corning 949 cat. emuls. 
 Behentrimonium Methosulfate 
 Conditioner Base CB0967 
 Hydroxyethylcellulose 
 Hydroxypropyl Methylcellulose 
 Hydroxypropyltrimonium Hydrolyzed Collagen 
 Laurylmethyl Gluceth-10 Hydroxypropyldimonium Chloride 
 PEG-15 Cocopolyamine 
 Polyquarternium 7, Polyquaternium-10 
 Quaternium-52 
 Stearalkonium Hectorite 
 Aloe Barbadensis 
 Lanolin 
 Mineral Oil (paraffin olie)
 | 
Uopløselig, formodes uskadelig  
Uopløselig, formodes uskadelig
 |  
 
  
  
| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top | 
 
 Version 1.0 September 2004, © Miljøstyrelsen. 
 |