| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Separation og genanvendelse af aske fra biobrændselsanlæg

3 Lovgrundlag og baggrund

3.1 Bioaskebekendtgørelsen
   3.1.1 Markedet for biomasseaske
   3.1.2 Mængder og grænseværdier
3.2 Cadmium i biobrændsler og -asker
   3.2.1 Oprindelse af cadmium i biomasseaske
   3.2.2 Typiske cadmiummængder

I dette afsnit beskrives den lovmæssige baggrund for håndtering af biomasseaske. Desuden beskrives kilderne til tungmetaller (cadmium) i brændslerne.

3.1 Bioaskebekendtgørelsen

Håndtering af bioaske gik i januar 2000 fra at høre under slambekendtgørelsen (Slambekendtgørelsen, 2000) til at skulle reguleres efter bekendtgørelse nr. 39 af 20. januar 2000: Bekendtgørelse om anvendelse af aske fra forgasning og forbrænding af biomasse og biomasseaffald til jordbrugsformål. I daglig tale: Bioaskebekendtgørelsen.

Bekendtgørelsen har som hovedprincip, at næringsstofferne fra halmaske skal tilbageføres til markerne, mens næringsstofferne i træaske skal bruges i skovene. Bekendtgørelsen sætter en række begrænsninger på, hvordan asken kan anvendes. Især askens indhold af cadmium er en afgørende faktor.

Bekendtgørelsen giver anvisning på:

• hvordan man skal opbevare asken, inden den skal udspredes.
• hvor meget aske, der må udspredes pr. hektar.
• hvilke oplysninger, man skal indsende til amt og kommune.

Før Bioaskebekendtgørelsen trådte i kraft, kunne udspredning af aske fra f. eks. halmvarmeværker i realiteten kun ske efter dispensation fra Miljøstyrelsen.

3.1.1 Markedet for biomasseaske

Bekendtgørelsen definerer et marked for biomasseasken. I bekendtgørelsen er producenten af aske den virksomhed, der frembringer (eller forhandler) asken, dvs. fx det lokale halmvarmeværk. Brugeren er den, der har brugsret over det areal, hvor asken udspredes, dvs. land- eller skovbrugeren.

3.1.1.1 Deklarering

Det påhviler producenten at udarbejde en deklaration for asken, som skal angive:

• hvor asken er produceret, og af hvilke "råvarer"
• behandling og eventuelle begrænsninger for anvendelsen
• analyseresultater - f. eks. indhold af fosfor og tungmetaller
• opbevaringsmuligheder

Producenten skal årligt meddele til amtsrådet, hvor stor en askemængde, der er leveret, samt hvor asken er produceret.

3.1.1.2 Skriftlig aftale

Der skal foreligge en skriftlig aftale mellem producent og bruger, og det er producenten, der er ansvarlig for, at ovennævnte deklaration følger asken og svarer til denne. Producenten skal endvidere sende en kopi af aftalen til den kommune, hvor asken skal bruges.

Den skriftlige aftale må højst omhandle den mængde aske, som brugeren lovligt kan anvende på egne arealer.

3.1.1.3 Opbevaring

Opbevaring af asken inden udspredning kan ske

1. enten efter en kapitel 5 godkendelse jvf. miljøbeskyttelsesloven
2. eller overdækket på et opbevaringsanlæg, der er opført og drevet efter de regler, der gælder for opbevaring af husdyrgødning
3. eller i en lukket container, big-bag eller lignende

For 2 og 3 gælder, at denne form for opbevaring kun må ske hos brugeren og ikke f.eks. på varmeværket. Asken må ikke opbevares i markstakke - kun ganske kortvarigt i forbindelse med udspredning på det pågældende areal.

3.1.1.4 Anvendelse

Asken skal indgå i gødningsplanlægningen hos brugeren. Hvis askemængden udgør mere end 5 t tørstof pr. år, har brugeren pligt til at indberette visse oplysninger til kommunen.

For landmanden betyder det, at de årlige sædskifte- og gødningsplaner for bedriften, skal indeholde oplysninger om, hvor meget aske, der anvendes, og hvor asken spredes ud. Aske, som anvendes på landbrugsarealer, kan doseres som et gennemsnit over 5 år.

Skovbrugere skal fremsende oplysninger om udspredt mængde samt kort med angivelse af udspredningsarealer. Aske, som anvendes på skovarealer, kan doseres som et gennemsnit over 10 år.

Hvis asken på landbrugsjord ikke nedbringes umiddelbart efter udspredning, er der visse krav til, hvad der må dyrkes på jorden det næste år. Tilsvarende skal det ved skiltning frarådes at plukke svampe og bær de første 3 måneder, efter der er spredt aske i en offentlig tilgængelig skov. Der lægges i bekendtgørelsen endvidere vægt på, at anvendelsen af aske ikke medfører risiko for forurening eller andre væsentlige gener.

3.1.2 Mængder og grænseværdier

Hvor meget aske, der må spredes på et givet areal, afhænger af, hvor stor et cadmiumindhold, der er i den pågældende aske. De forskellige asketyper deles op i kategorier bestemt af cadmiumindholdet. I nedenstående Tabel 3.1 er angivet, hvor meget aske der må spredes på én hektar over en femårig periode for de forskellige kategorier. Af tabellen ses, at der i bedste fald maksimalt må tilføres 5 t tørstof/ha til landbrugsjord i en 5-årig periode og 7,5 t tørstof/ha til skovarealer i en 10-årig periode. For aske, der anvendes på skovarealer, gælder yderligere den begrænsning, at der maksimalt må tilføres 7,5 t tørstof pr. ha pr. omdrift (100 år).

Der er også begrænsninger på den samlede mængde fosfor, der må tilføres jorden. Som et gennemsnit over en treårig periode må der højst tilføres 30 kg pr. ha pr. år. Tabel 3.1 giver et overblik over grænseværdier for cadmium og maksimale udbringningsmængder for de forskellige kategorier.

Tabel 3.1. Bioaskebekendtgørelsens inddeling i askekategorier efter grænseværdier for cadmium samt tilladte udbringningsmængder af de forskellige askekategorier.

Der er også fastlagt grænseværdier for andre tungmetaller, som det fremgår af Tabel 3.2.

Tabel 3.2. Bioaskebekendtgørelsens grænseværdier for andre tungmetaller.

1 For anvendelse i privat havebrug er grænseværdien for bly 60 mg/kg tørstof og for arsen 25 mg/kg tørstof
2 Ved indhold mellem 30 og 60 mg/kg tørstof kan asken anvendes som kategori T1 eller H1

Endelig skal der i specielle tilfælde analyseres for en række nærmere specificerede PAH'er.

3.1.2.1 Sammenblanding med gylle

Mange landmænd blander asken op i gylle for at lette udspredningen. Dette kan man også fortsat gøre, blot skal ovenstående grænseværdier overholdes inden sammenblandingen sker. Udspredning af blandingen kan derefter ske efter de regler, der i øvrigt gælder for anvendelse af husdyrgødning - vel at mærke så længe asken udgør 10% tørstof eller mindre af det sammenblandede produkt.

Hvis asken blandes sammen med andre affaldsprodukter - fx spildevandsslam - gælder reglerne i bekendtgørelsen om anvendelse af affaldsprodukter i jordbruget - den såkaldte slambekendtgørelse.

3.2 Cadmium i biobrændsler og -asker

Der er en række kilder til de miljøfremmede stoffer i bioaske. Afsnittet her søger at give et overblik over mængder og kilder for cadmium, der er det mest afgørende miljøfremmede stof i Bioaskebekendtgørelsen.

3.2.1 Oprindelse af cadmium i biomasseaske

At der er cadmium i bioasken skyldes, at der findes cadmium i biomassen, hvilket igen skyldes, at der er cadmium i dyrkningsjorden. Hvis ikke der var tungmetaller i jorden ville biomassen ikke optage tungmetaller. Nogle af tungmetallerne er dog ikke mere miljøfremmede end at de spiller en rolle i det økologiske system.

Cadmium findes i jorden som jordmineraler eller det stammer fra nedfald fra luften eller kommer med de stoffer, der spredes på dyrkningsjorden, herunder handelsgødning og kalk. Da cadmium ret let kan udvaskes, er der store geografiske variationer i cadmiumindholdet afhængig af jordbundsforholdene og afhængig af de geologiske forhold.

Cadmiumtilførsel fra luften skyldes bl.a. forbrænding af affald og fossile brændsler. Cadmiumtilførsel med handelsgødning er mest forbundet med tilførsel af fosfor, fordi der kan være betydelige mængder cadmium i råfosfat udfældet i det marine miljø. Gødningsbekendtgørelsen siger om cadmium i fosforholdige gødninger, at der maksimalt må være 110 mg Cd pr. kg fosfor. Reelt er indholdet i de fleste solgte danske P-gødninger lavere fordi fosfor er udvundet i miner i Finland, hvor der er et meget lavt Cd-indhold i råfosfaten. Mange års tilførsel af Cd-holdige fosforgødninger har påvirket Cd optaget i planter. Cd-indholdet i fosforholdige gødninger er udgangspunktet for aske- og affaldsbekendtgørelser.

Cadmiumtilførsel ved kalkning af dyrkningsjorden er ifølge DMU den største kilde til spredning af cadmium på dyrkningsjorder. De lokale jordbundsforhold er afgørende for hvor meget cadmium, der bliver i jorden og hvor meget, der dermed kan optages af planterne.

I bilag A findes en sammenligning af de cadmiummængder, der fraføres jorden med afgrøderne i form af halm og kerner samt de mængder cadmium, det er muligt at tilføre i forbindelse med gødning med henholdsvis slam (slambekendtgørelsen), handelsgødning (gødningsbekendtgørelsen) og halmaske (Bioaskebekendtgørelsen). Reelt set er der ikke er nogen regulering af den Cd-mængde, der kan spredes med handelsgødning, idet der ikke er grænser for hvor stor en fosformængde, der kan spredes, såfremt jorden har et fosforbehov.

3.2.2 Typiske cadmiummængder

Mængden af cadmium i biobrændsler ligger i de typisk forekommende typer biomasse, der anvendes til energiformål i Danmark, på omkring mellem 0,03 - 0,3 mg/kg TS biomasse.

Tabel 3.3 nedenfor viser nøgletal for cadmiumindholdet i forskellige askefraktioner fra halmfyrede og træflisfyrede værker (Obernberger et al, 1998). Tabellen viser for halmasker, at bundasken i de fleste tilfælde kan blive spredt i betydelige mængder efter kategori H2 eller H3 i Bioaskebekendtgørelsen, mens flyveasken eller blandet aske viser sig at være mere problematisk. For træasker er billedet nogenlunde det samme, idet bundasken kan spredes efter kategori T2 og måske T3, mens blandingsasken kan være problematisk og flyveasken må forventes ikke at kunne spredes.

Tabel 3.3. Nøgletal for cadmiumindholdet i forskellige askefraktioner (Obernberger et al, 1998).

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |

Version 1.0 Oktober 2004, © Miljøstyrelsen.