| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |
Evaluering af grønne lokale og regionale netværk med deltagelse af myndigheder og virksomheder
1 Introduktion
Evaluering af grønne, lokale/regionale netværk i Danmark gennemføres af Marianne Forman ApS, Teknologisk Institut, Arbejdsliv og Danmarks Tekniske Universitet, Institut for
Produktion og Ledelse. Evalueringen er finansieret af Programmet for Renere Produkter m.v. Nærværende bilagsrapport er dokumentation af 3. aktivitet i evalueringen, hvor der er
blevet gennemført en dybdegående analyse af udvalgte netværk med det formål at afdække mekanismer, der har betydning for netværkenes etablering og udvikling.
I aktivitet 1 i denne evaluering er blevet udarbejdet et katalog over eksisterende grønne netværk mellem myndigheder og virksomheder i Danmark. I alt blev 26 netværk identificeret og
beskrevet kort med hensyn til historie, formål, aktører, aktiviteter, struktur og resultater. I denne bilagsrapport er 7 af disse netværk blevet udvalgt for at blive undersøgt yderligere.
Udvælgelsen af de 7 netværk er sket ud fra et ønske om variation mellem netværkene for på den måde at indsamle flest mulige erfaringer om grønne netværks funktion. Fokus i
udvælgelsen har været på spredning med hensyn til netværkenes institutionelle forankring, formål, deltagende aktører, aktiviteter, modenhed med hensyn til hvor netværkene var i deres
udviklingsforløb og geografi.
Nedenstående skema viser en skematisk oversigt over de udvalgte netværk og de specielle karakteristika, der knytter sig til det enkelte netværk.
Netværk | Karakteristika |
Green Network | Amt, udbygget og forpligtende samarbejde mellem myndigheder og virksomheder, fokus på miljøredegørelser, Vejle. |
Green City Denmark | Region, udbygget og forpligtende samarbejde, udbygget sekretariat til at varetage planlægning og drift, fokus på markedsføring, Midtjylland. |
Holbæk Regionens Miljøforum | Amt, andre aktører end myndigheder er tovholdere (BST og det lokale erhvervsråd), mindre forpligtende og fokus på erfaringsudveksling,
Midtsjælland. |
Udviklingsforum for Grenaas
Erhvervsliv | Kommune, information og erfaringsudveksling, Grenaa. |
Industriens miljøklub Fyn | Amt, udbygget og forpligtende samarbejde mellem myndigheder og virksomheder, fokus på miljøredegørelser, virksomhedsinitiativ, Fyn. |
Grønt Netværk Sønderjylland | Amt, netværk under etablering, forpligtende samarbejde, fokus på miljøredegørelser, Sønderjyllands Amt. |
Hvidovre kommune | Netværk, der har haft udvikling og afvikling, forstået som at netværket fra at være et formelt forum er blevet et uformelt forum. |
Tabel: Skematisk oversigt over de udvalgte netværk og de specielle karakteristika, der knytter sig til det enkelte netværk.
Alle beskrivelserne af netværkene på nær beskrivelsen af Hvidovre Miljøforum er udarbejdet på grundlag af:
- Et fokusgruppeinterview med centrale repræsentanter fra netværket. I det enkelte fokusgruppeinterview har deltaget ca. 6-7 personer. Deltagere var repræsentanter fra
miljømyndigheder, herunder en godkendende myndighed, repræsentanter fra virksomheder, repræsentanter fra sekretariatsfunktionen, politiske repræsentanter og personer, der deltager
i udarbejdelse af den lokale/regionale erhvervspolitik. Fokusgruppeinterviewene har varet ca. 2 ½ time og blev gennemført som en åben dialog, men med udgangspunkt i temaer, der på
forhånd var sendt til deltagerne.
- Personinterview med repræsentanter fra 5 virksomheder og 2 lokale miljøforvaltninger. Personinterviewene blev gennemført som telefoninterview. Interviewene har varet fra 20
minutter til 45 minutter. Til at strukturere interviewene blev anvendt to forskellige spørgeguider - en til virksomhederne og en til de lokale miljøforvaltninger.
Både deltagerne i fokusgruppen og interviewpersonerne har efter udarbejdelsen af de enkelte beskrivelser haft beskrivelserne til kommentering.
Beskrivelsen af Hvidovre Miljøforum er udarbejdet på grundlag af telefoninterview.
| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |
Version 1.0 Oktober 2004, © Miljøstyrelsen.
|