Bæredygtig produktion af småplanter i forstplanteskoler

7 Konklusion

  • Brug af dampning og Basamid fumigering af frøbede reducerede ikke dødeligheden af småplanter i en dansk forstplanteskole. Majroe og havre som efterafgrøder uden forudgående jorddesinfektion havde ingen indvirkning på planteudbytte (antal høstede planter og deres biomasse), hvilket indikerer, at disse grønafgrøder alene samlet set heller ikke reducerede inokulum potentialet af rodpatogener. Kombination af grønafgrøder og forudgående damp/Basamid behandling øgede planteudbyttet i nobiliskulturen, hvilket indikerer, at denne strategi reducerede inokulumpotentialet af rodpatogener i nobilis.
  • Resultaterne fra dette forsøg bekræfter, at kemisk og termisk jorddesinfektion er effektiv til bekæmpelse af ukrudt, og at biosanering med majroe som efterafgrøde var lige så effektiv til at bekæmpe enårig rapgræs som kemisk og termisk bekæmpelse. Havre som efterafgrøde havde ingen sanerende virkning på ukrudt.
  • Damp og Basamid hæmmede den generelle svampebiomasse, som kan indeholde både patogene og non-patogene svampe. Virkningen holdt sig 10 måneder efter behandling. Derimod var der ingen virkning af damp og Basamid på forekomst af arbuskulær- og ektomykorrhiza i henholdsvis hvidel og nordmannsgran ved høst 14 måneder efter behandling.
  • Der var ingen langtidseffekter (10 måneder) af damp og Basamid på sammensætningen og biomassen af jordbakterier.
  • Grønafgrøder øgede biomassen af bakterier og svampe, der ligeledes kan være både patogene og non-patogene.
  • Sammensætningen af patogener associeret til rødder af skovsmåplanter var kompleks, men især Fusarium oxysporum var redolens, Fusarium avenacium og Pythium ultimum synes at være blandt de alvorligste patogener i de testede plantearter i de to undersøgte planteskoler.
  • Biosanering af ukrudt med korsblomstrede "forafgrøder" ser lovende ud, men der er behov for en mere målrettet forskningsindsats med hensyn til hvilke kulturer, som tåler den allelopatiske virkning fra korsblomstrede afgrøder.
  • Ud fra de opnåede resultater kan der ikke anvises en generel forebyggelses/bekæmpelsesstrategi mod rodsygdomme og ukrudt, da virkningen af de forskellige saneringsmetoder var planteafhængig.

 



Version 1.0 November 2004, © Miljøstyrelsen.