Veje til sundere trafik

Trafik forurener luften

Lastbil
Foto: BAM

Alle mennesker bliver påvirket af luftforurening. I byområder kommer en stor del af luftforureningen fra bilerne. Også indendørs bliver vi påvirket af forurenet luft, som trænger ind i husene.

De skadelige stoffer
Heldigvis er luftforureningen udendørs de seneste år faldet markant. For eksempel er indholdet af bly i luften i Danmark faldet betydeligt. Men bilernes udstødning indeholder stadig en række sundhedsskadelige stoffer. De vigtigste er:

  • Partikler (PM), som bl.a. består af små sodpartikler og støv. Partiklerne deles op i forskellige størrelser. De ultra fine partikler er de mest skadelige. De kan trænge dybt ned i lungerne, hvorfra de afgiver giftige stoffer direkte til blodet. Partiklerne er blandt andet årsag til forværring af luftvejslidelser og påvirker mennesker med hjerte-kar-sygdomme.
  • Kvælstofdioxid (NO2) irriterer slimhinder i luftveje og lunger. Ca. 40 procent af den samlede forurening med kvælstofoxider i Danmark stammer fra trafikken.
  • Ozon opstår, når kvælstofoxider reagerer med flygtige organiske forbindelser under påvirkning af sollys. Ozon dannes især i Centraleuropa og føres hertil med vinden. Ozon irriterer slimhinderne og kan give smerter i øjne, hals og luftveje samt åndedrætsbesvær ved fysisk anstrengelse.
  • Polyaromatiske kulbrinter (PAH-stoffer), som er kræftfremkaldende.

Benzin og diesel – fordele og ulemper

Dieselbiler har et større udslip end benzindrevne biler af partikler og kvælstofoxider (NOx), som er skadelige for mennesker. De dieseldrevne biler belaster altså vores sundhed og miljø mere end de benzindrevne. Men samtidig afgiver de mindre CO2, fordi de kører væsentligt længere på literen end benzindrevne biler.


Desuden står trafikken for ca. 20 procent af det samlede CO2 udslip i Danmark og andelen er stigende. Trafikken bidrager dermed til den globale drivhuseffekt.

Forurening koster
Det er først og fremmest de mest sårbare grupper i befolkningen, som lider under luftforureningen. Det drejer sig om børn, ældre og folk med for eksempel luftvejslidelser og hjerte-kredsløbssygdomme. Luftforureningen kan betyde, at især syge ældre mennesker dør tidligere.

Partikler er den største synder

Partikler – især de fine og ultrafine – regnes for at være det stof i dieselbilernes udstødning, der har den mest sundhedsskadelige virkning. Især er partiklerne farlige for folk, der i forvejen lider af hjerte-kar- og luftvejssygdomme. Af regeringens partikelredegørelse fremgår det, at omkring 450 dødsfald om året vil kunne undgås, hvis der indføres partikelfiltre på alle tunge dieselkøretøjer i Danmark. I 2004 og 2005 er der afsat i alt 30 mio. kr. på Finansloven til en tilskudsordning til montering af partikelfiltre.

Biler i industriområde

Foto: BAM

 



Version 1.0 September 2004, © Miljøstyrelsen.