Redegørelse om jordforurening 2003

9 Amternes Videnscenter for Jordforurening

Amternes Videncenter for Jordforurening (AVJ) drives af Amtsrådsforeningen og Københavns og Frederiksberg Kommuner. Videncentret arbejder med at indsamle, bearbejde og formidle viden om jord- og grundvandsforurening.

En af hovedopgaverne for AVJ i 2003 var udarbejdelsen af en total opgørelse over økonomi opgaver og erfaringer på jordforureningsområdet. Opgørelsen blev til i samarbejde med amterne og Københavns og Frederiksberg Kommuner. Det var vigtigt for amterne og kommunerne, at der blev tilvejebragt en retvisende og sammen-hængende beskrivelse af de opgaver, der skal løses, hvilken økonomi der er forbundet med opgaverne, og hvilke erfaringer der kunne trækkes ud af de fire år, hvor Lov om forurenet jord har virket. Miljøministeren brugte opgørelsens talmateriale som grundlag for sin redegørelse om lov om forurenet jord.

I 2001 startede AVJ et projekt med det formål at belyse de barrierer, der kan være mod belåning af forurenede boliggrunde. En af anbefalingerne i projektet var en større grad af nuancering i kortlægningen på Vidensniveau 2, hvor små restforureninger og store industriforureninger ofte blandes sammen i en kategori. I samarbejde med Fyns Amt og Vestsjællands Amt udarbejdede Videncentret et nuanceringssystem med det formål at lette långivningen til lettere forurenede ejendomme. Systemet blev taget i brug i efteråret 2003.

Med den stigende fokusering på kortlægning af grundvandsområderne er det blevet klart for alle, at grundvandsbeskyttelse i de særlige drikkevandsområder forudsætter en nøje kortlægning og vurdering af forurening fra punktkilder. I samarbejde med Københavns Amt har AVJ afprøvet en ny prioriteringsmodel, og der er afholdt flere møder om brug af forskellige prioriteringsmodeller.

Pesticider fra vaske- og gårdspladser er en type af punktkilder, der i særlig grad vanskeliggør kortlægningen og måske også beskyttelsen af de særlige drikkevandsom-råder. AVJ deltager i samarbejde med flere amter og DTU i et forprojekt, som skal afdække manglende viden om pesticidpunktkilder i oplandene til store vandforsyninger. Projektet støttes af Miljøstyrelsens Teknologipulje.

AVJ og amternes industrimiljøkontorer startede i 2003 et samarbejder om en håndbog, der har til formål at sammenfatte de eksisterende erfaringer med jord- og grund-vandsbeskyttelse for at styrke den forebyggende indsats på industriområdet. Håndbogen indeholder redskaber til brug for regulering af eksisterende og nye virksomheder.

Reglerne om offentliggørelse af data om jordforurening er lidt af en jungle, uanset om det gælder adgang til amternes arkiver eller visning på internettet. AVJ har med juridisk assistance fra Kammeradvokatens kontor i 2003 afholdt et kursus for miljøjurister om reglerne for offentliggørelse, persondataloven, Århuskonventionen og forvaltningsretslige regler på området. Samtidig har Videncentret arbejdet på et fælles informationsmateriale, som kan bruges i forbindelse med kortlægning og på internettet.

Additiver i benzin og olieprodukter udgør et potentielt miljøproblem. MTBE er et kendt eksempel på et additiv, der trods mange forudgående vurderinger viste sig at være et miljøproblem. AVJ har indledt et samarbejde med olieindustrien i Danmark for at afdække, hvilke additiver der findes på det danske marked, og hvilke miljørisici der kan være forbundet med brugen af disse stoffer. Samarbejdet rækker nu helt ud til de europæiske producenter af additiver og tegner til at blive den mest omfattende sammenstilling af miljøviden på dette område. Amterne får med dette projekt et grundigt materiale til brug for risikovurderinger af restforureninger.

Kurser og temamøder for amternes medarbejdere indeholdt i 2003 bl.a. emner som undersøgelser og afværge af chlorerede stoffer i jord og grundvand, risikovurdering vha. Miljøstyrelsens JAGG-model, projektledelse om kortlægning, toksikologikursus, in-situ afværgeforanstaltninger, pesticider, undersøgelser og afværge, § 8-kursus om tilladelser til byggeri på forurenede grunde m.v.

 



Version 1.0 April 2005, © Miljøstyrelsen.