| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Danmarks udledning af CO2 - indsatsen i perioden 1990-2001 og omkostningerne herved - Bilagsrapport

Bilag 6 Metode

1.18 Tilgang
1.19 Metode for opgørelse af reduktioner
1.20 Metode for omkostningsopgørelse

I dette bilag redegøres kort for de mest centrale elementer i det metodegrundlag, som er benyttet i forbindelse med analysen af de forskellige CO₂-reduktions tiltag. Bilaget indledes med en kort beskrivelse af den anvendte tilgang. Herefter følger først et afsnit der beskriver metoden til opgørelse af CO₂-reduktionerne og et afsnit der beskriver metoden til opgørelse af omkostningerne. Endelig er redegørelsen af de metodemæssige aspekter suppleret med beskrivelser af de antagelser, der har været benyttes for en række andre centrale forhold i opgørelserne.

Det skal bemærkes at omkostningerne til reduktion af CO₂ er opgjort med basis i det almindeligt anbefalede velfærdsøkonomiske teorigrundlag. Generelt er de anvendte forudsætninger for en række andre centrale forhold i opgørelserne baseret på Energistyrelsens anbefalinger/vurderinger. Det drejer sig f.eks. om forudsætninger om hvad der ville være sket hvis et tiltag ikke var blevet gennemført. I dette bilag motiveres de anvendte forudsætninger kun i meget begrænset omfang. For yderligere information, henvises der til Energistyrelsen, 2005: "Energipolitiske tiltag i 1990'erne: Omkostninger og CO₂-effekt".

1.18 Tilgang

De analyserede tiltag er af meget forskellig karakter og involverer mange forskellige aspekter, hvilket har betydning i forhold til den konkrete opgørelse af emissionsfortrængningen og omkostningerne. Generelt gælder det imidlertid, at opgørelsen af CO₂ reduktioner og omkostningerne har involveret følgende trin:

1. Beskrivelse af tiltag
    
2. Identifikation af de direkte virkninger, som tiltaget har givet anledning til (investeringer, tilskud, løbende drifts/vedligeholdelsesomkostninger, energiproduktion/besparelser og sideeffekter);
    
3. Indhentning af data og fastlæggelse af centrale antagelser og forudsætninger;

6. Estimering af hvilke ændringer i emissioner, som de enkelte tiltag har givet anledning til (baseret på en sammenligning med et referencescenario);
    
7. Beregning af de samfundsøkonomiske omkostninger ved udvalgte tiltag, opgjort som kr. per ton CO₂ reduceret;

I det omfang det har været muligt er analysen resultater sammenlignet med resultater fra tidligere analyser ligesom forbehold og usikkerheder er diskuteret og evt. afdækket gennem følsomhedsanalyser. Resultatet af følsomhedsanalyserne er imidlertid ikke nødvendigvis dokumenteret i nærværende rapport. Der henvises i stedet til Energistyrelsen, 2005: "Energipolitiske tiltag i 1990'erne: Omkostninger og CO₂-effekt".

Nedenfor beskrives hvordan reduktionen i emissioner bestemmes og hvordan omkostningerne ved reduktionen beregnes.

Beskrivelsen omfatter kun de mest generelle elementer. Specifikke metodemæssige forhold er behandlet under de respektive tiltagsbeskrivelser. Det skal desuden bemærkes, at det i forbindelse med analysen af hvert enkelt tiltag konkret er vurderet i hvilken grad den generelle fremgangsmåde har måttet tilpasses i forhold til den konkrete situation. Eventuelle afvigelser fra den generelle metode er ligeledes dokumenteret under de respektive tiltagsbeskrivelser.

1.19 Metode for opgørelse af reduktioner

For hvert tiltag er det estimeret hvor meget de samlede danske CO₂ emissioner ville have været højere år for år i perioden 1990-2002, hvis det konkrete tiltag til reduktion af CO₂ emissioner ikke havde været gennemført.

De ændrede emissioner er estimeret som differencen mellem de samlede emissioner med og uden tiltaget. Ændringen beregnes således på baggrund af en opgørelse af den faktiske (eller prognosticerede) udledning med det givne tiltag og et estimat for hvad emissionerne ville have været uden tiltaget.

Referencesituationen

Estimatet for hvad udledningen ville have været uden tiltaget udledes på baggrund af det såkaldte referencescenarie, som netop skal afspejle situationen uden det givne tiltag. I forbindelse med at opstille referencescenariet spiller en antagelse om, hvilken energiproduktion der fortrænges en helt central rolle. Det er komplekst at fastlægge, hvilken energiproduktion som er blevet fortrængt.

Specielt i forbindelse med energiproduktionen er situationen kompliceret, idet der er behov for en række antagelser vedr. hvilken energiproduktion der substitueres, herunder hvilke brændsler der ville have været anvendt og hvilke emissioner, der ville have været gældende i fald tiltagene ikke havde været gennemført.

Der er således f.eks. behov for at vurdere hvilken type brændsel der erstattes i den centrale elproduktion for el fra KV anlæg (decentrale, industrielle og vindmøller, elbesparelser) og hvilken type brændsler der substitueres i forbindelse med decentral kraftvarme. Tilsvarende er der behov for en antagelse af den gennemsnitlige sammensætning af reduktioner i husholdningernes og industriens energiforbrug i forbindelse med generelle energibesparelser.

7.19.1 Substitution af elektricitet

Med udgangspunkt i Energistyrelsen forudsætninger er det antaget at den fortrængte konventionelle elproduktion miljømæssigt svarer til den gennemsnitlige danske kondensproduktion (med en gennemsnitlig grad af røgrensning), dvs. den el der produceres på danske kraftværker uden samtidig produktion af varme. Med denne antagelse kan de undgåede emissioner opgøres for hvert år - se tabellen nedenfor.

Tabel 6.1 Emissionskoefficienter pr. GJ fossilt produceret el, g/GJ

Kilde: Energistyrelsen
Note: RAMSES-beregningerne rækker kun frem til og med 2017. For den efterfølgende periode antages det i beregningerne, at emissionskoefficienterne svarer til 2017-koefficienterne.

7.19.2 Substitution af varmeproduktion fra fjernvarmeværker

Tilsvarende for varmeproduktionen der er blevet substitueret med varme fra decentrale kraftvarmeværker er der anvendt forudsætninger om hvilke brændsler der er blevet substitueret og hvilke emissioner de ville have givet anledning til. I modsætning til ved elproduktion er brændselssammensætningen ved fjernvarme produktion kendt på forhånd (enten kul eller naturgas). For disse brændsler er de anvendte emissionsfaktorer baseret på DØRS, 2002 som igen bygger på Fenhann, 2001.

Ud over disse generelle antagelser og forudsætninger om referencescenariet er der i forbindelse med de enkelte tiltag gjort specifikke antagelser om referencesituationen. Det er tilstræbt at disse specifikke antagelser er konsistente på tværs af alle tiltag. De fleste specifikke antagelser har imidlertid kun indflydelse på det konkrete tiltag.

Det skal bemærkes, at alle energitiltag er beregnet i forhold til én og samme referenceudvikling. Dette er et hypotetisk forløb, som svarer til et "laden-stå-til"-scenario uden de gennemførte CO₂ begrænsende tiltag på energiområdet. Referencen er blandt andet kendetegnet ved, at alle beregninger tager udgangspunkt i en verden med eksisterende regulering herunder bl.a. eksisterende skatter og afgifter. Beregningsmæssigt antages det således, at afgifterne på energiområdet indføres før de analyserede tiltag, som alle er sideordnede. I princippet burde der i beregningerne tages højde for den rækkefølge, de enkelte tiltag indføres i, da hvert enkelt tiltag kan have betydning for de øvrige tiltags effekt og omkostninger. Dette har ikke været muligt inden for dette projekts rammer.

7.19.3 CO₂-ækvivalenter og emissionskoefficienter

Til beregning af emission af CO₂ for de forskellige brændsler er emissionskoefficienter fra Fenhann, 2001 anvendt. Emissionskoefficienterne er de samme som er anvendt i tidligere analyser på området.

De forskellige drivhusgassers opvarmningspotentiale er ikke ens og nås man skal beregne et samlet mål for klimabelastningen skal man derfor tillægge forskellig vægt for eksempelvis 1 ton CO₂ og 1 ton metan. For at kunne sammenligne de enkelte tiltags reduktionspotentiale direkte omregnes tiltagenes drivhusgasreduktion derfor til den såkaldte CO₂-ækvivalent. CO₂-ækvivalenten udtrykker drivhusgassernes opvarmningspotentiale fastlagt i forhold til CO₂ potentiale, der således er tillagt vægten 1.

Betegnelsen CO₂ som er anvendt ovenfor bruges i virkeligheden ofte som erstatning for det længere udtryk CO₂-ækvivalenter, da der fokuseres på reduktion af samtlige drivhusgasser og ikke blot CO₂. Kyoto-protokollen omfatter foruden CO₂, også metan (CH₄), lattergas (N₂O), og de såkaldte industrigasser (HFC'er, PFC'er og SF₆).

Alle drivhusgasemissioner konverteres til CO₂ ækvivalenter med vægtene som fremgår af tabellen nedenfor.

Tabel 6.2 Drivhusgassers opvarmningspotentiale baseret på effekten over en 100-årig tidshorisont

Kilde: UNFCCC
* De præcise vægte for de enkelte stoffer kan findes i UNFCCC, side 14

7.19.4 Tidshorisont

For at udregne de gennemsnitlige omkostninger for CO₂ reduktion er der behov for en opgørelse af den forventede reduktion pr. år i hele tiltagets virkeperiode. Tidshorisonten for opgørelse af emissionsreduktionerne er derfor hele investeringens levetid.

1.20 Metode for omkostningsopgørelse

Omkostningerne til reduktion af CO₂ er opgjort med basis i det velfærdsøkonomiske teorigrundlag. Metoden er beskrevet i kapital 8 i den tværministerielle rapport "En omkostningseffektiv Klimastrategi", februar 2003 som igen bygger på Finansministeriet, 1999: "Vejledning i udarbejdelse af samfundsøkonomiske konsekvensvurderinger". Nedenfor beskrives de centrale elementer i den anvendte metode.

7.20.1 Målet for den økonomiske opgørelse

Målet med den økonomiske opgørelse er at opgøre de samlede omkostninger (og gevinster) hvert år i hele tiltagets levetid med henblik på at beregne de gennemsnitlige nettoomkostninger pr. ton reduceret CO₂. Det vil sige at tiltagenes omkostningseffektivitet afdækkes gennem en såkaldt cost-effectiveness analyse. Resultatet af analysen præsenteres som de gennemsnitlige nettoomkostninger pr. ton reduceret CO₂. Dette resultat betegnes også for skyggeomkostningen ved CO₂-reduktion. Resultatet udtrykker den realt konstante pris på CO₂-reduktion, der netop sikrer at summen af alle omkostninger og gevinster (inkl. gevinsten ved CO₂ reduktion) er nul over hele tiltagets levetid.

Hvert tiltag er forbundet med en række effekter ud over reduktionen i udledningen af CO₂. Tiltagene giver således bl.a. anledning til ændrede investeringer og driftsomkostninger samt ændret energiforbrug og heraf afledte effekter i form af ændret emission af luftforurenende stoffer. Principielt er alle disse effekter i den samlede økonomiske opgørelse omsat til en økonomisk værdi. Effekterne er beregnet som nettoomkostninger, dvs. som ændringerne i omkostningerne for det konkret tiltag i forhold til referencesituationen.

7.20.2 Beregningen af skyggeomkostningen

Resultatet af omkostningsopgørelsen præsenteres som nævnt som de gennemsnitlige nettoomkostninger ved at reducere et ton CO₂. I beregningen prissættes i princippet alle andre effekter end CO₂ reduktionen og der beregnes den realt konstante pris for CO₂, der ville sikre at nutidsværdien netop er nul.

Centrale antagelser

Alle priser er opgjort i faste priser - prisniveau år 2002. Tidshorisonten for tiltagene varierer og inkluderer årene fra første investering (tidligst år 1990) til endt levetid for tiltaget.

Som det fremgår af udtrykket indgår der en række variable i beregningen. Forudsætningerne for de enkelte elementer diskuteres nedenfor:

• Diskonteringsfaktorerne (r og r^CO2): Der skal anvendes en diskonteringsfaktor på 6 % for såvel omkostninger som CO₂-reduktioner i overensstemmelse med Finansministeriets anbefalinger, jfr. Finansministeriet, 1999;
   
• Tidshorisonten (T): Ved beregningen af den samfundsøkonomiske pris for CO₂-reduktion skal der for hvert virkemiddel anvendes en tidshorisont, som er tilstrækkelig lang til at alle væsentlige omkostninger og gevinster (herunder CO₂ reduktion) ved virkemidlet medtages. Det betyder at der i princippet ikke er nogen begrænsningerne på hvor lang tidshorisonten må være for hvert enkelt tiltag. Det skal dog tilføjes at CO₂-reduktionerne skal specificeres for hvert enkelt år, så der kan laves en status for den faktiske reduktion af CO₂ i årene 2008 til 2012.
   
• Omkostningerne (C): Alle udgifter skal medregnes i samfundsøkonomiske omkostninger ved hjælp af korrektionerne som beskrevet nedenfor (nettoafgiftsfaktor, skatteforvridningstab og evt. afgiftsforvridningstab). De væsentligste omkostninger består af udgifterne til virkemidlet, men hertil skal lægges evt. sideeffekter.
   
• Gevinsterne (B): Gevinsterne omfatter positive sideeffekter og eksterne effekter som eksempelvis færre emissioner. Fordelen i form af CO₂-reduktion skal ikke monetariseres, idet denne netop er isoleret og beskrevet selvstændigt i formlen (P).
   
• Ændringen i CO₂-udledning (?CO₂): Den årlige ændring i CO₂-udledning efter gennemførelse af tiltaget. Ændringen skal opgøres ud fra en vurdering af reduktionen i forhold til en basissituation hvor netop det aktuelle tiltag ikke var blevet gennemført. Basissituationen skal udover den generelle udvikling i udledningen afspejle effekter af allerede vedtagne reguleringer og initiativer, som vil have indflydelse på omfanget af udledningerne.

Afgrænsning og ikke-medregnede effekter

Alle ikke-markedspris fastsatte sideeffekter og eksterne omkostninger bør som udgangspunkt medregnes. Det skal dog bemærkes, at ufuldstændig viden om effekternes størrelse og/eller pris kan betyde at de ikke kan inkluderes i beregningerne. I disse tilfælde bør konsekvensen af afgrænsningen vurderes og beskrives.

Nettoafgiftsfaktor

Beregningen af den samfundsøkonomiske pris for CO₂-reduktion er foretaget med baggrund i en markedsprisbaseret tilgang. Det betyder at alle omkostninger (og gevinster) konsekvent skal udtrykkes ved eller omregnes til markedspriser. På baggrund af anbefalingerne i Finansministeriet, 1999 anvendes der en nettoafgiftsfaktor på 17 %.

Skatteforvridningstabet

Når offentlige investeringer eller tilskud skal finansieres gennem opkrævning af skatter og afgifter opstår der et såkaldt skatteforvridningstab. Finansministeriet har fastsat skatteforvridningstabet til 20 % af det ekstra beløb der netto skal indkræves via højere skatter og afgifter for at finansiere tiltaget.

Afgiftsforvridningstab

Det velfærdstab der opstår som følge af mulige afgifters forvridende effekter skal også medregnes. Omkostningen opgøres som det tabte konsumentoverskud som følge af de adfærdsændringer afgiften giver anledning til.

7.20.3 Centrale antagelser og forudsætninger

I det følgende redegøres for en række centrale antagelser og forudsætninger som har ligget til grund for de økonomiske beregninger.

7.20.4 Energipriser

Energipriser spiller en helt central rolle i analyserne af de enkelte reduktionstiltag. Vedrørende de samfundsøkonomiske energipriser er der som udgangspunkt brugt samme brændselsprisforudsætninger, som blev anvendt i regeringens Klimastrategi fra 2003. Der knytter sig en hel række problemstillinger til at opgøre de brændselspriser som bør anvendes. Nedenfor redegøres ganske kort for de vigtigste, mens der henvises til Energistyrelsen, 2005 for en nærmere beskrivelse af problemstillingerne og de anvendte forudsætninger.

7.20.5 Elektricitet

For at kunne beregne de omkostninger, der spares ved at fortrænge gns. elforbrug er der ikke alene behov for at kende priserne på de brændsler som fortrænges, men også behov for at opgøre omkostningerne til drifts- og vedligeholdelse (og evt. investeringer) i forbindelse med den alternative energiproduktion.

Når ressourcebesparelsen knyttet til den fossile elproduktion skal beregnes for et tiltag, der udbygger med miljøvenlig elproduktionskapacitet, skelnes der mellem besparelser knyttet til sparede investeringer og besparelser knyttet til fortrængt fossil elproduktion. Der knytter sig to problemer i forhold til at opgøre de sparede investeringsomkostninger, som begge vedrører spørgsmålet om, i hvor høj grad de analyserede tiltag overflødiggør investeringer i alternative konventionelle produktionsanlæg.

For det første vil en udbygning med vindkapacitet ikke overflødiggøre en tilsvarende investering i konventionel elproduktionskapacitet, fordi produktionen fra vindmøllen afgøres af hvornår der er vind og ikke af hvornår der er behov for strøm. Vindmøller kan derfor ikke tillægges så stor effektværdi som kraftværker. Den effektværdi man opererer med har betydning for de sparede investeringer i konventionel kapacitet.

For det andet har der historisk været perioder med betydelig overkapacitet, hvorfor ekstra kapacitet frembragt ved alternative energikilder ikke nødvendigvis har overflødiggjort investeringer. Det er imidlertid meget vanskelig at fastlægge præcis hvor meget konventionel kapacitet der er blevet overflødiggjort. Hvis der kun opereres medvariable omkostninger til konventionel elproduktion, vil man over perioden som helhed få undervurderet omkostningerne ved fossilt baseret elproduktion. Omvendt vil det heller ikke være rimeligt fuldt ud at medtage kapacitetsomkostninger gennem hele perioden, da man dermed vil se bort fra, at der vitterlig op gennem 1990'erne i nogle år har været rigelig elproduktionskapacitet.

For den bagudrettede tidsperiode har Energistyrelsen som beregningsantagelse valgt at medtage halvdelen af de kraftværksinvesteringer, der ville være nødvendige for at give en effektværdi svarende til det betragtede tiltags. For den fremadrettede periode er det antaget, at den fortrængte konventionelle elproduktion sparer samfundet for omkostninger svarende til værdien af produktionen til elmarkedsprisen (top-down).

Tabel 6.3 Besparelser ved undgået fossil elproduktion (2002-priser)

Kilde: Energistyrelsen
Note: Besparelserne er ekskl. eventuelle besparelser i form af lavere SO₂- og NO_x-renseomkostninger.

7.20.6 Brændselspriser

For husholdningernes brændselspriser og priser på fjernvarme er der som udgangspunkt brugt samme brændselsprisforudsætninger, som blev anvendt i regeringens Klimastrategi fra 2003. Der henvises til Energistyrelsen, 2005 for en oversigt over de anvendte brændselspriser.

7.20.7 Opgørelse og værdisætning af eksterne effekter

En række af tiltagene giver anledning til effekter hvor der ikke umiddelbart findes priser - det drejer sig specielt om ændringer i emissioner af forurenende stoffer men ændringer i transportarbejdet vil også have eksterne effekter relateret til for eksempel støj og ulykker.

For varer og ydelser der forhandles på et marked er værdisætningen enkel, idet værdien her vil være den pris, forbrugeren eller virksomheden køber varen til. For effekter uden markedspris må effekten omsættes til en økonomisk værdi ved hjælp af alternative metoder. I de alternative metoder opgøres den samfundsøkonomiske værdi af en given effekt på basis af personers individuelle betalingsvillighed. På denne måde udledes såkaldte værdisætningsestimater, som er enhedspriser over effekten udtrykt i økonomiske termer. Der redegøres for de anvendte værdisætningsestimater nedenfor, ligesom der indledningsvist redegøres for de anvendte antagelser i forbindelse med kvantificeringen af luftemissionerne.

7.20.8 Emissionskoefficienter

Til kvantificering af emissionerne (SO₂, NO_x, CH₄, N₂O m.fl.) anvendes emissionskoefficienter for de forskellige brændsler baseret på Fenhann, 2001. Disse emissionskoefficienter er de samme, som er anvendt i tidligere analyser på området.

7.20.9 Værdisætning af luftemissioner

For emissioner er de relevante værdisætningsestimater anvendt. Den relevante værdisætning afhænger af den konkrete situation (alternativ omkostninger eller skadesomkostninger (afhænger igen af omgivelser hvor emissionen finder sted)).

Til værdisætning af SO₂ og NO_x-emissioner anvendes Energistyrelsens anbefalinger, som er dokumenteret i Energistyrelsen, 2003: "En omkostningseffektiv opfyldning af Danmarks reduktionsforpligtelse".

Der skelnes mellem om reduktionen sker på de centrale kraftværker, som er underlagt SO₂- og NO_x-kvoter eller om reduktionen sker på anden vis. For tiltag, der reducerer udledningen på centrale kraftværker, opereres der med en værdisætning, som antages at reflektere producenternes alternative omkostninger ved at leve op til kvoterne, dvs. de marginale omkostninger ved at sikre reduktionen i udledningen på anden vis. For andre kilder, dvs. aktører der ikke er underlagt SO₂- og NO_x-kvoter opereres der derimod med skadesomkostninger som anslået i ExternE-studiet.

Tabel 6.4 Værdi af undgået SO₂- og NO_x-udledning

Kilde: Energistyrelsen, 2003
* En nominel størrelse i modsætning til de øvrige tal i tabellen, der er reale og dermed fastholdes i 2002-priser over hele den betragtede tidshorisont

For de øvrige emissioner er der anvendt enhedspriser fra ExternE. Priserne fremgår af tabellen nedenfor.

7.20.10 Transportens eksternaliteter

For en række tiltag på transportområdet er det ikke muligt at kvantificere påvirkningen opgjort i hhv. ændringer i emissioner, uheld og støj. Derimod vil det være muligt at opgøre ændringen i kørselsomfanget. For at kunne beregne eksternalitetsomkostningerne på denne baggrund er værdisætningsestimater pr. kørt km (marginal omkostninger) anvendt.

Trafikministeriet har iværksat et projekt som bl.a. har til formål at præsentere state-of-the-art estimater for de marginale eksterne skadesomkostninger pr. kørt km. Projektet er imidlertid fortsat ikke afrapporteret og resultater fra dette projekt er derfor ikke anvendt. I stedet er Energistyrelsen senest anvendte estimater anvendt i dette projekt. Estimaterne fremgår af tabellen nedenfor.

Tabel 6.5 Marginal skadesomkostninger pr. kørt km

Kilde: Energistyrelsen, 2001 som citerer Trafikministeriet, 1997: "Samfundsøkonomisk omkostningseffektivitet i transportsektoren - arbejdspapir 1" samt Trafikministeriet, 2000: "Værdisætning af trafikkens eksterne omkostninger".

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |

Version 1.0 April 2005, © Miljøstyrelsen.