Miljømæssigt design af kølemøbler

Bilag B: Artikel ”Reduktion af kuldebroer”

Af Per Henrik Pedersen, Teknologisk Institut

Energiforbruget af et køleskab eller en fryser er meget afhængig af varmetransmissionen fra omgivelserne og ind i apparatet. Denne transmission er afhængig af isoleringstykkelse og isoleringsevnen, kuldebroer fra rørgennemføring m.m.

Teknologisk Institut har i samarbejde med FEHA og danske producenter af køleskabe og frysere og med økonomisk støtte fra Energístyrelsen gennemført analyser af kuldebroerne med det formål at reducere strømforbruget og gøre apparaterne mere effektive i fremtiden.

I første fase af projektet er der set på forskellige måder at begrænse varmetransmissionen på. Der er foretaget analyser af kuldebroer, udviklet regneprogrammer, bygget prototyper og udført test i kølelaboratorium.

Det vil her være for omfattende at komme ind på alle detaljerne, og vi vil derfor nøjes med at se på en ny teknologi, som kunne blive interessant i fremtiden.

Vakuumisolering

Som led i analysearbejdet besøgte nogle af projektets deltagere i december 2002 to producenter af vakuum-isolerings-paneler i Tyskland.

I køleskabe og frysere består isoleringsmaterialet af polyurethanskum, og det virker fint og godt. Ved at benytte vakuum-isoleringspaneler (VIP-paneler) kan det imidlertid blive endnu bedre. VIP-paneler består af en lufttæt film, som omslutter et meget fint pulver, og der er vakuum i panelet. Det svarer lidt til vakuumpakket kaffe.

Der blev i projektet målt på paneler fra fire forskellige leverandører, og der blev målt isoleringsevne, som er ca. 4 gange bedre end for polyurethanskum. I praktisk udnyttelse kan man ikke opnå denne store forbedring af isoleringsevnen, idet panelerne skal placeres inde i polyurethanskummet. Det er nemlig sandwich-konstruktionen med isoleringsskum samt inder- og yderkabinet, som giver den store styrke i kølemøbler.

I projektet er der fremstillet prototyper af kummefrysere med VIP-paneler. Der blev f.eks. fremstillet en kummefryser med VIP-paneler i de fire sider, således at panelerne dækker ca. en tredjedel af overfladearealet. VIP-panelerne er 30 mm tykke og den samlede vægtykkelse er 100 mm. Energiforbruget blev reduceret med 17 %.

Figur B.1: Principtegning af en kummefryser med vakuum-isoleringspaneler i siderne. VIP-panelerne er placeret inde i isoleringsskummet.

Figur B.1: Principtegning af en kummefryser med vakuum-isoleringspaneler i siderne. VIP-panelerne er placeret inde i isoleringsskummet.

Det interessante ved VIP-paneler er den gode isoleringsevne. Ulempen ved panelerne er den høje pris (ca. 40 Euro/m²), og derfor vil vi nok i første omgang se panelerne benyttet i dyre specialprodukter, som kan bære meromkostningen.

Der er fremstillet husholdningskølemøbler med VIP, men det er ikke slået igennem i større skala endnu.

I fase 2 af projektet foregår der konkrete udviklingsprojekter om konkrete produkter. Disse udviklingsprojekter omgås med fortrolighed indtil afslutningen i 2005.

 



Version 1.0 Oktober 2005, © Miljøstyrelsen.