Natur og Miljø 2004

Forord

Miljøminister Connie Hedegaard

På en række områder har de seneste 20-30 års beskyttelse af naturen båret frugt.
F.eks. har en målrettet indsats for at plante ny skov givet danskerne mere skov – til gavn og glæde for både dyr og planter, friluftsliv og beskyttelsen af vores grundvand.

Men der er også områder, hvor der er behov for en særlig indsats for at bevare og genoprette den biologiske mangfoldighed. Danmarks Miljøundersøgelser har i 2004 opdateret Den Danske Rødliste med i alt 2.209 arter af danske svampe, insekter, edderkopper og fugle. Gennemgangen viser, at hver fjerde art vurderes som forsvundet eller truet i større eller mindre grad.

En af de store udfordringer i et lille, tætbefolket land som Danmark er at få beskyttelsen af naturen til at gå op i en højere enhed med den måde, vi mennesker i øvrigt bruger naturen og landskabet på. Det er vores mål at standse tilbagegangen i den biologiske mangfoldighed senest i 2010.

Beskyttelse og pleje af naturen vil derfor være i højsædet på store dele af landets areal i årene fremover, ikke mindst de såkaldte Natura 2000-områder, som tilsammen danner et økologisk netværk af beskyttede naturområder gennem hele EU. Det er naturligvis ikke gratis.

I de næste fire år har regeringen derfor afsat en ekstra milliard kroner til blandt andet at genoprette naturen, sikre vigtige levesteder for planter og dyr, plante skov og styrke indsatsen for renere vand. Fordi vi i regeringen lægger stor vægt på en aktiv naturpolitik.

Desuden har regeringen sat et arbejde i gang i syv af vore vigtigste naturområder for at udvikle en dansk model for nationalparker, hvor natur, friluftsliv, kulturhistorie, beboelse og erhverv hænger sammen. Det lokale arbejde bliver afsluttet i sommeren 2005, og derefter vil regeringen fremsætte lovforslag om oprettelse af nationalparker i 2006.

For at få alt dette til at lykkes, må vi alle tage et ansvar. Det vil kræve en indsats fra alle sider. Regeringen vil gøre sit, kommunerne får et større ansvar at løfte, landbruget skal udvikles, så det belaster natur og miljø mindre, og hver eneste borger må engagere sig og tage medansvar.

Connie Hedegaard
Miljøminister

 



Version 1.0 August 2005, © Miljøstyrelsen.