|
Natur og Miljø 2004 1. Natur og landskab
1.01 Arealfordeling
Kilde: Danmarks Statistik og Skov- og Naturstyrelsen Figuren viser udviklingen i arealfordelingen 1950-2000 fordelt på de fem arealkategorier; natur, skov, agerland, huse og veje i det åbne land samt byer, der tilsammen udgør det samlede danske landareal. Andelen af naturareal har været kraftigt faldende de sidste 250 år. I dag er kun 10 procent af arealet dækket af naturområder som klitter, heder, moser, enge og søer. Naturarealerne i denne kategori er beskyttet af lovgivningen, så de arealmæssigt ikke går yderligere tilbage. Den drastiske tilbagegang i arealet i disse naturtyper er dermed stoppet. Målsætningen er, at tilbagegangen i den biologiske mangfoldighed (dvs. såvel arealet som naturkvaliteten) skal være stoppet i 2010. Skovarealet nåede sit lavpunkt omkring år 1800, hvor der kun var ca. fire procent skov tilbage i Danmark. Siden da har skovarealet været stigende og udgør i dag knap 500.000 ha., hvilket svarer til omtrent 11 procent af landet. Der er politisk beslutning fra 1989 om, at det danske skovareal skal fordobles i løbet af 80-100 år. Der er sket en stigning siden 1989, som dog ikke er så stor, at den kan ses af tabellen. Landbrugsarealet har stort set været konstant siden 1950, og det dyrkede areal optager i dag ca. 62 procent af landets areal. Danmark er således det land i Europa, hvor markerne optager mest plads i forhold til det samlede areal. Mange vådområder er blevet drænet eller afvandet for at give plads til landbrug eller skovdrift. I dag er 80 procent af det samlede landareal påvirket af dræning, og kun fire procent af landet er dækket af moser, sumpe og våde enge. Mange søer og vandløb er ligeledes forsvundet på grund af dræning. Den andel af landarealet, som optages af veje og huse i det åbne land samt byer, er steget markant ikke mindst siden 1950. Da Danmark er et af de lande, hvor arealet udnyttes mest intensivt, arbejdes der på i højere grad at sammentænke forskellige hensyn i arealanvendelsen, herunder hensynet til naturen. 1.02 Enge, overdrev, heder og moser
Kilde: Skov- og Naturstyrelsen Figuren viser arealudviklingen for naturtyperne enge og overdrev, heder og moser fra 1950 til 2000. Arealet for de tre naturtyper er gået stærkt tilbage de sidste 100 år. De åbne naturtyper som enge, overdrev, klitter, strandenge, heder og moser dækkede for 200 år siden op mod 60 procent af Danmark. I dag har den åbne natur og halvkulturarealerne for længst mistet deres økonomiske betydning og findes nu kun på omkring 7 procent af landarealet. Klitterne langs Vestkysten anvendes i stort omfang til sommerhusområder, mens heder og moser mange steder i landet er omdannet til landbrugsjord eller skov. Enge og overdrev – de tidligere fællesområder omkring landsbyerne – benyttes nu sjældent til græsning og høslæt. I stedet gror de til med urter og krat. Tilgroning er sammen med dræning og overgødskning de væsentligste trusler mod den rige biologiske mangfoldighed på enge og overdrev. Regeringen har i 2004 offentliggjort Handlingsplan for Biologisk mangfoldighed og Naturbeskyttelse i Danmark 2004-2009. Det er en handlingsplan for, hvordan Danmark skal leve op til krav og forventninger i FN's konvention om biologisk mangfoldighed og inden for EU på naturområdet. I handlingsplanen arbejdes med forskellige muligheder for at gøre den nuværende indsats mere målrettet. Det skal bl.a. ske ved at sikre, at de eksisterende områder af høj naturkvalitet beskyttes mod forringelser og ved at udvikle sammenhængende net af naturområder. Desuden skal aktiviteter i landbrug, skovbrug og fiskeri og andre sektorer ske på et bæredygtigt grundlag. 1.04 Arealet af løvtræer
Kilde: Danmarks Statistik Figuren viser arealet af løvtræer i 1976, 1990 og i år 2000 fordelt på bøg, eg og andet løv. Det samlede areal af løvskov er steget i perioden. Det danske skovareal bliver stadig større, og i perioden 1990-2000 er stigningen relativt større for løvtræ end for nåletræ. Det samlede skovareal var i 2000 på 468.000 hektar, hvoraf 293.000 hektar var bevokset med nåletræ og 175.000 med løvtræ. Både dele af det offentlige og det private skovbrug arbejder hen imod en overgang til skovdrift efter naturnære principper. Særligt er der et ønske om at forøge arealet med løvskov. Fra 1990-1999 er der forynget i alt ca. 70.000 ha skov i Danmark, og heraf er der anvendt løvtræ på knap 25.000 ha og nåletræ på godt 45.000 ha. 1.05 Arealet af nåletræer
Kilde: Danmarks Statistik Figuren viser udviklingen i det samlede areal af nåletræer i Danmark fordelt på rødgran, ædelgran og andre nåletræer. I 1990'erne blev skovarealet øget med fem procent. Knap halvdelen af stigningen skyldes dyrkning af juletræer og pyntegrønt på tidligere landbrugsjord. Arealet med juletræer og pyntegrønt udgør nu ca. 35.000 hektar og størstedelen af de pesticider, der bruges i skovbruget, anvendes her. Mange juletræsarealer ligger på gammel landbrugsjord. I 2000 blev der produceret 10-11 millioner juletræer. Stormfaldet i 1999, der var et resultat af den kraftige orkan, som ramte Danmark i december, har ændret de danske skove. 90 procent af de væltede skove var nåletræer, som i vid udstrækning bliver erstattet med løvtræer. Blandede skove er mere robuste over for storm end nåletræsplantager og er samtidig levested for flere dyr og planter. 1.06 Blad- og nåletab
Kilde: Skov & Landskab Figuren viser udviklingen i træernes sundhedstilstand fra 1988 til 2004. Sundhedstilstanden måles i forhold til træernes blad- eller nåletab. På internationalt plan betegnes træer som sunde, når deres nåletab eller bladtab er på under 25 procent, hvilket ligger indenfor den naturlige variation. Kurverne viser, hvor mange procent af træerne, der har mere end 25 procent blad- eller nåletab. Figuren viser, at træernes sundhedstilstand målt ved nåle- /bladtabet stadig er meget tilfredsstillende. Det gælder både for løvtræ og nåletræ. Baggrunden for den gode sundhedstilstand er, at der de seneste år ikke har været ugunstige klimatiske forhold, insektangreb og lignende, der i 1990'erne gav anledning til nåle- /bladtab. Det meste af Europa blev i 2003 ramt af tørke og hedebølge med alvorlige følger for skovsundheden i de berørte lande, men Danmark undgik de mest ekstreme temperaturer. Danmark har siden 1994 og 1995 oplevet en næsten konstant forbedring af skovsundheden, mens resten af Europa efter en kort forbedring nu registrerer tilbagegang. Sundere skove giver øget vækst, og mere økologisk og fysisk stabile bevoksninger, der bidrager til større bæredygtighed. 1.07 Fredede områder (nationale fredninger)
Kilde: Skov- og Naturstyrelsen, Det centrale fredningsregister Figuren viser antallet af fredninger gennemført i perioden 1900 - 2004, i alt 5034 fredninger. Heri er ikke medtaget de ca. 1100 kirkeomgivelsesfredninger, de såkaldte Provst Exner fredninger. Fredningerne er indtil 1999 fordelt i tidsperioder på 10 år. Figuren viser antallet af fredninger under 200 hektar og store fredninger på over 200 hektar. I alt er 4-5 % af Danmarks landareal fredet. Figuren viser i hvilket årti, sagerne er endeligt afgjort. Fredninger gennemføres for at sikre værdifulde landskaber og natur- og kulturhistoriske områder. De gennemføres kun, når beskyttelsen ikke kan tilgodeses gennem anden lovgivning. Figuren viser, at fredningsindsatsen tog fart i 1920 efter vedtagelsen af den første naturfredningslov i 1917 med et organiseret naturfredningsarbejde. Fokus var på særegne geologiske dannelser og smukke udsigter. I de følgende årtier blev fokus på bredere naturbeskyttelse, og antallet af fredninger steg op gennem 30'erne og 40'erne. Der skete en voldsom stigning i antallet af gennemførte fredninger i perioden 1940 - 70. Fredninger blev brugt til at standse den eksplosive bebyggelsesudvikling i det åbne land af både sommerhuse og helårshuse samt en kraftig stigning i råstofindvindingen. Antallet af fredninger er mindsket i perioden fra 1980 til 2004, dels fordi fredningsinteresserne gradvist er blevet sikret gennem anden lovgivning, dels fordi de mest værdifulde områder allerede er fredet. Figuren peger i retning af, at planlægningen og den generelle beskyttelse i anden lovgivning har slået igennem som et centralt instrument i naturbeskyttelsesarbejdet. Til trods for mange fredninger er der fortsat behov for at gennemføre et ikke ubetydeligt antal fredninger og beskyttelser af natur og kulturmiljø. Der opstår til stadighed nye beskyttelsesbehov som følge af samfundsudviklingen, hvor den øvrige areallovgivning ikke slår til. Endvidere er der siden naturbeskyttelsesloven i 1992 rejst en række sager med henblik på naturgenopretning. 1.08a Statslige arealanvendelser til naturforvaltning
Kilde: Skov- og Naturstyrelsen Tekst se 1.08b 1.08b Statslige arealanvendelser til naturgenopretning
Kilde: Skov- og Naturstyrelsen Indikatoren belyser indsatsen for at bevare og genskabe levesteder for hjemmehørende dyr og planter. Figurerne giver en oversigt over den årlige indsats for de statslige naturforvaltningsmidler. Den øverste figur viser de statslige arealerhvervelser til naturforvaltning i hektar. De årlige arealerhvervelser opgjort i hektar, er en indikator for den fysiske indsats og dens fordeling på formålene naturgenopretning, skovrejsning, friluftsliv og kulturmiljø. Det bemærkes, at det arealmæssige omfang er mindre relevant for frilufts- og kulturmiljøprojekter, som gennemføres i områder erhvervet til skovrejsning og naturgenopretning eller i andre områder, som Skov- og Naturstyrelsen forvalter. Den nederste figur viser prioriteringen af indsatsområder inden for statslig naturforvaltning inddelt i naturgenopretning, skovrejsning, friluftsliv og kulturmiljø i % af de samlede naturforvaltningsmidler. Frem til 1998 har der været tilstræbt en fordeling af midlerne med 40% til natur, 40% til skovrejsning og 20% til friluftsliv. Efter 1998 tilsigtes en fordeling med 40% til natur, 30% til skovrejsning, 20% til friluftsliv og 10% til kulturmiljø. Fordelingen kan fraviges i forhold til relevante projekter samt ændringer i de årlige bevillinger. Fra 1999 er en væsentlig del af de årlige midler blevet øremærket Skjern Å Naturprojekt, og derfor har naturgenopretningen en høj andel af de samlede årlige udgifter fra 1999 og frem. Niveauet for arealerhvervelser til naturgenopretning og skovrejsning er faldet efter 1998, hvilket bl.a. skal ses på baggrund af, at en væsentlig andel af de årlige naturforvaltningsmidler i perioden 1999-2001 er blevet øremærket til gennemførelse af Skjern Å Naturprojekt. Naturgenopretningsprojekterne medvirker til at opfylde internationale forpligtelser, som f.eks. EF-fuglebeskyttelsesdirektiv, EF-Habitatdirektiv og biodiversitetskonventionen. Skovrejsningen understøtter nationale politiske mål, og medvirker især til at beskytte sårbare grundvandsressourcer, der anvendes til drikkevandsforsyning. Indsatsen giver befolkningen bedre muligheder for friluftsliv og formidler landskabets historiske dimension. 1.09 Landbrugsareal og udbytte
Kilde: Danmarks Statistik og Skov- og Naturstyrelsen Figuren viser landbrugsarealet i procent af det samlede danske areal samt udbyttet pr. ha omregnet til tons byg pr. ha. Landbrugsarealet er blevet mindre de seneste årtier samtidig med, at udbyttet pr. ha er steget markant. Det viser, at landbrugsjorden er under et voldsomt effektivitetspres. Forbruget af handelsgødning og pesticider i agerbruget eksploderede i 1960'erne og steg stærkt frem til 1985, hvor mængderne toppede. Siden da er der sket et markant fald i anvendelsen af såvel pesticider som gødning – vel at mærke uden at det er gået ud over udbytterne. Reduktionen i forbruget af hjælpestoffer i landbruget har mindsket miljøbelastningerne – primært forurening af grundvandet med pesticider og udledninger af næringsstoffer til vandløb, søer og have. En række af landbrugets miljøpåvirkninger er mindsket de sidste ti år samtidig med, at landbrugsproduktionen er øget. Landbrugets udslip af ammoniak til luften, som kan medføre forsuring og overgødskning af naturarealer, er mindsket, men af hensyn til naturen er der behov for en yderligere reduktion. I 2003 blev Vandmiljøplan II evalueret. Her kunne man konstatere, at udvaskningen af kvælstof til vandområder var reduceret med ca. 48 procent siden slutningen af 1980'erne. Forbruget af pesticider er faldet mere end behandlingshyppigheden, og det hænger sammen med, at der nu i højere grad anvendes pesticider, som er virksomme i meget lave doser. Det giver et mindre forbrug i mængde, men ikke nødvendigvis en lavere belastning af miljøet. 1.10 Økologisk landbrug
Kilde: Danmarks Statistik Figuren viser udviklingen i det samlede areal af det økologiske landbrug i Danmark. Økologiske brug anvender ikke handelsgødning eller pesticider. Siden midten af 1990'erne er det samlede areal af økologisk dyrket landbrugsjord steget markant. I 2003 udgjorde det økologiske areal 165.622 hektar. Udviklingen er dog stagneret de sidste par år. I 2003 var der 3270 økologiske bedrifter i Danmark svarende til 6,7 procent af alle danske landbrug, og 6,2 procent af det samlede landbrugsareal blev drevet økologisk. Den danske økologiske sektor hører forholdsmæssigt til blandt de største i Europa. Regeringen ønsker som et element i en bæredygtig fødevareproduktion en fortsat udvikling af den økologiske sektor baseret på forbrugernes efterspørgsel og fælles EU-regler. Et vigtigt led i denne udvikling er muligheden for at styrke afsætningen af de danske økologiske produkter på eksportmarkederne. I Vandmiljøplan III blev det besluttet, at der skal gennemføres et nyt forskningsprogram for økologisk jordbrugsproduktion. 1.11 Intensiv stordrift
Kilde: Danmarks Statistik Figuren viser udviklingen i antallet af bedrifter med over 250 dyreenheder fra 1990 til 2003 samt deres andel af den samlede husdyrproduktion. Hvor mange dyr en dyreenhed dækker over, afhænger af dyrets art. F.eks. svarer én dyreenhed til 1 jersey malkeko eller 35 slagtesvin. Derfor kan et dyrehold med 250 dyreenheder have knap 9000 slagtesvin. Antallet af store husdyrbrug med over 250 dyreenheder er mere end firedoblet fra 1990 til 2002. I 2002 nåede antallet af store husdyrbrug op på 1.896, heraf var 1.303 svinebrug. I 2003 ses et fald i antallet af store husdyrbrug. Årsagen til faldet er den generelle strukturudvikling i landbruget, hvor der bliver færre men større brug, nu også gør sig gældende for de husdyrbrug, som i forvejen er store (over 250 dyreenheder). De store husdyrbrug står nu for 27,5% af Danmarks samlede husdyrproduktion. Siden 1985 er det samlede antal bedrifter i landbruget faldet fra 92.000 til 45.624 i 2004, og gennem hele perioden er de tilbageværende gårde blevet større og mere specialiserede. I de sidste ti år er der sket en forskydning fra kvæg til svin i husdyrbruget. I 2004 slagtede og eksporterede vi 25,1 millioner svin. I januar 2005 var Danmarks bestand af svin på 13,4 millioner. Landbrugets brug af næringsstoffer kan medføre udvaskning af nitrat til vandmiljøet og nedfald af ammoniak i naturområder. Mange naturområders tålegrænse overfor næringsstoffer er allerede overskredet. Nedfaldet af ammoniak fra luften 50 meter fra et husdyrbrug med 250 dyreenheder kan være 13-80 kg kvælstof per hektar per år. I foråret 2004 vedtog regeringen Vandmiljøplan III, som blandt andet skal sikre, at kvælstofudvaskningen reduceres med minimum 13% og forsforoverskuddet med 50% inden 2015. For at beskytte sårbar natur mod ammoniakfordampning fra husdyrbrug, udlægges der endvidere en 300 meter beskyttelseszone rundt om særligt sårbare naturområder som f.eks. højmoser, heder og overdrev. Inden for zonen må der ikke ske udvidelser af husdyrbrug, hvis udvidelsen medfører en forøget udledning af ammoniak. Husdyrbrug medfører i nogle tilfælde lugtgener, når de placeres tæt på huse og landsbyer. Derfor er afstandskravene til husdyrbrug blevet strammet i 2004 i forbindelse med Gyllehandlingsplanen. 1.12 Behandlingshyppighed
Kilde: Miljøstyrelsen Indikatoren belyser indsatsen for at nedbringe pesticidforbruget. Behandlingshyppigheden er en opgørelse af, hvor mange gange årligt landbrugsarealet kan sprøjtes med den solgte mængde pesticider, hvis de anvendes i fastsatte standarddoseringer. Behandlingshyppigheden angiver sprøjteintensiteten i landbruget og er samtidig en indikator for miljøbelastningen. Flere danske undersøgelser har vist, at der er sammenhæng mellem størrelsen af behandlingshyppigheden og forekomst af dyr og planter i agerlandet. Behandlingshyppigheden har siden først i 1990'erne, hvor den toppede, vist en faldende tendens. Først i 1990'erne var behandlingshyppigheden større end 3, hvilket betyder, at landmændene i gennemsnit kunne sprøjte markerne mere end tre gange om året. I 1998 var antallet af behandlinger faldet til 2,3 gange om året. Der ses i nogle år, som f.eks. 1995 og 1996, store udsving i behandlingshyppigheden. I de nævnte år var udsvingene forårsaget af hamstring og efterfølgende afvikling af lagrene som følge af, at der i 1996 blev indført en afgift på pesticider. Resultatet af det såkaldte Bichel-udvalgs arbejde viste, at der er mulighed for yderligere at reducere behandlingshyppigheden til 1,4-1,7 uden væsentlige omkostninger for landmændene. Regeringen ønsker inden for de kommende år at minimere forbruget af pesticider. I den ny pesticidplan 2004-2009 er målet en behandlingshyppighed på 1,7 ved udgangen af 2009. 1.13 Rødlistede artsgrupper i Danmark
Kilde: Rødliste 1997, Stoltze og Pihl Indikatoren belyser udviklingen i forhold til målet om at forstærke indsatsen for at bevare og genskabe levesteder for hjemmehørende dyr og planter. Figuren viser omfanget af rødlistede plante- og dyrearter i forhold til de danske naturtyper. Fortegnelsen over Danmarks truede planter og dyr, Rødliste 1997, omfatter 3.142 arter. Af de rødlistede arter er 342 forsvundne, 1.608 akut truede eller sårbare og 1.192 sjældne. En stigning i antallet af rødlistede arter er et udtryk for, at levevilkårene forringes for de pågældende arter, f.eks. som konsekvens af landbrugets strukturudvikling. Halvdelen af de rødlistede arter forekommer eller har forekommet i skov, hvilket hænger naturligt sammen med, at Danmark fra naturens hånd er et skovland. Overdrev rummer de naturligt mest artsrige samfund pr. arealenhed. Ændring af driftsformen af overdrev, som gennem århundrede har bestået af kontinuerlig græsningsdrift uden tilførsel af kunstgødning, har medført en betydelig forringelse for det plante- og dyreliv, der har tilpasset sig og lever på overdrevene. Registreringen af omfanget af rødlistede plante- og dyrearter i forhold til de danske naturtyper, kan bidrage til at målrette indsatsen, for at bevare og genskabe levesteder for hjemmehørende dyr og planter med store levedygtige bestande, både på land og de i de ferske og marine vandmiljøer. 1.14 Fugle i det åbne land
Kilde: Dansk Ornitologisk Forenings punkttællinsprojekt Figuren viser udviklingen i de samlede bestande af vibe, landsvale og sanglærke fra 1976 til 2004. Den samlede udvikling omfatter ud over disse bestande også bomlærke og agerhøne. Siden 1970'erne er bestanden af sanglærke og vibe halveret. De primære årsager er forøget dræning og en generelt mere intensiv udnyttelse af græsarealerne. Den øgede anvendelse af pesticider i landbruget udrydder de planter og insekter, som fuglene i agerlandet lever af. Sanglærken, som er Danmarks 3. mest almindelige fugl, har til en vis grad tilpasset sig de dyrkede marker. Den positive tendens i sanglærkens bestandsudvikling fra midten af 1980'erne er dog atter vendt. Arten er i tilbagegang i hovedparten af Europa med størst tilbagegang i de vesteuropæiske lande. Ynglebestanden af landsvaler svinger meget fra år til år. Det afhænger bl.a. af vejrforholdene under trækket og i vinterkvarteret. Generelt er antallet af ynglefugle reduceret med cirka 25% siden halvfjerdserne. Det hænger sammen med, at antallet af gårde med husdyrhold er reduceret, og at svalernes adgang til staldbygninger og udhuse er blevet ringere, så det kan være svært for svalerne at finde egnede redepladser. Arten er i tilbagegang i stort set hele Europa. Set hen over hele det 20. århundrede er de store tabere engfugle og hedefugle som hvid stork, engsnarre og urfugl. Urfuglen yngler ikke længere i Danmark, hvilket også er tilfældet for hvid stork, hvor der var 2000 ynglende par ved det 19. århundredes begyndelse. Den populære fugl har svært ved at finde føde, fordi mange vandhuller er væk og med dem de padder, som storken lever af. Af andre sjældne fugle er tranen i fremgang og havørn, vandrefalk, sort stork og stor hornugle yngler atter i Danmark efter mange års fravær. Et af midlerne til at bevare og genoprette fuglebestandene er at dyrke marginale jorde mindre intensivt. Der kan i mange tilfælde ydes støtte gennem EU's landbrugsstøttemidler til miljøvenlige driftsformer eller til braklægning. Et af målene med regeringens Handlingsplan for Biologisk Mangfoldighed og Naturbeskyttelse i Danmark 2004-2009 er at beskytte de naturlige levesteder for sårbare arter. 1.15 Udvalgte vildtbestande i det åbne land
Kilde: Danmarks Miljøundersøgelser Figuren viser jagtudbyttet af hare, agerhøne og rådyr fra 1940 til 2003 og er en indikator på udviklingen af disse arters bestande i det åbne land. For nogle af de jagtbare vildtarter, der er tilknyttet agerlandet, er der sket markante ændringer gennem de seneste 50 år. Et markant stigende jagtudbytte af rådyr og et markant faldende udbytte af hare og agerhøns afspejler store ændringer i bestandene. Rådyrbestanden er gået frem, fordi den har haft optimale formeringsforhold gennem en lang periode, hvor der har været adgang til rigelig føde i skove og på dyrkede marker. Samtidig har klimaet været gunstigt, og lammene har siden 1980'erne været mindre truet af ræve på grund af udbrud af ræveskab i Jylland og på Bornholm. I modsætning til rådyret er bestanden af hare og agerhøns gået kraftigt tilbage siden 1960. Disse to arter er mere afhængige af det åbne land end rådyret, som udnytter både skove og marker. Årsagen til tilbagegangen for hare og agerhøne skal primært søges i ændringer i landbrugets driftsformer, f.eks. en stigende markstørrelse med et mere ensartet afgrødevalg, som set over hele året resulterer i et mindre fødeudbud. Med det forholdsvis lave bestandsniveau er det også sandsynligt, at hare og agerhøne er blevet mere sårbare overfor rovdyr som f.eks. ræve samt krager og husskader. Et af målene med regeringens Handlingsplan for Biologisk mangfoldighed og Naturbeskyttelse i Danmark 2004-2009 er at beskytte de naturlige levesteder for sårbare arter og standse tilbagegangen i den biologiske mangfoldighed. 1.17 Sæler i de danske farvande
Kilde: Danmarks Miljøundersøgelser Figuren viser antallet af spættede sæler optalt fra fly i danske farvande i perioden 1976-2004. Tallene er korrigerede for sæler, der var under vandet under overflyvningen. I nogle år er bestanden af sæler ikke optalt i alle havområder men er vurderet eller beregnet som gennemsnittet af tal fra det foregående og efterfølgende år. Der findes to sælarter, som permanent forekommer i danske farvande: spættet sæl og gråsæl. Gråsælen blev totalfredet i Danmark i 1967, og den findes fortsat kun i et meget lille antal (<50 dyr pr. år). I februar 2003 blev der observeret to gråsælunger på Rødsand ved Gedser. Det viser, at gråsælen er begyndt at yngle i Danmark igen for første gang i over hundrede år. I 1976 blev den spættede sæl totalfredet. Efter fredningen voksede bestanden af spættede sæler med ca. 12 procent pr. år. I foråret 1988 blev spættet sæl ramt af det hidtil største registrerede massedødsfald blandt havpattedyr i europæiske farvande. Over 18.000 sæler blev fundet døde langs Nordeuropas kyster (Holland til Nordnorge), og ca. 60 procent af den danske sælbestand omkom. I 2002 blev alle danske sælbestande igen ramt af den dødelige sælvirus, som også ramte bestanden i 1988, og ca. 45 procent af de danske sæler menes at være omkommet. I efteråret 2004 blev der registreret godt 9000 spættede sæler og 31 gråsæler i danske farvande. I 2004 offentliggjorde Miljøministeriet en forvaltningsplan for spættet sæl og gråsæl i Danmark. Målet med planen er at give sælerne de bedst mulige levevilkår og sikre deres beskyttelse og overlevelse. Planen skal også hjælpe med til at gennemføre EF-habitatdirektivets målsætning om at sikre eller genoprette gunstig bevaringsstatus for sæler. 1.18 Fangst af ål i de danske farvande
Kilde: International Council for the Exploration of the Sea (ICES) Figuren viser udviklingen i ålefiskeri i Danmark i perioden 1993-2003. Ålefiskeriet opgøres som danske fiskeres fangst af ål i tons. I første halvdel af det 20. århundrede var ålefiskeriet et af Danmarks vigtigste fiskerierhverv, men fangsterne er nu stærkt reduceret ved de danske kyster og i hele det Nordeuropæiske område. Ålen kommer fra Sargassohavet og føres som larve med Golfstrømmen til Europa. Som voksen vender ålen tilbage til Sargassohavet for at formere sig. Ålen er derfor ekstra sårbar, hvis bestanden kollapser, da den ikke kan genoprettes ved indvandring fra naboområder. Et for højt fiskeritryk og ændringer i de ferskvandsområder, hvor ål tilbringer opvæksten, er hovedårsagerne til tilbagegangen, men også klimaændringer og sygdomme kan spille en rolle. Europæisk ål er i fare for at forsvinde, hvis nedgangen forsætter. En bæredygtig udvikling betyder, at vi sikrer naturens udviklingsmuligheder. Derfor er det vigtigt med en prioriteret og målrettet beskyttelse af arter, naturtyper, økosystemer og af genetisk mangfoldighed. Samtidig skal arealer med natur og skov forøges og udledning af næringsstoffer og miljøfarlige stoffer i naturen begrænses. Som led i regeringens Handlingsplan for Biologisk mangfoldighed og Naturbeskyttelse i Danmark 2004-2009 skal det sikres, at Danmark lever op til krav og forventninger i FN's Biodiversitetskonvention og EU-krav på naturområdet. Det skal bl.a. ske ved at sikre de eksisterende naturområder af høj kvalitet og ved at udvikle et net af beskyttende naturområder (NATURA 2000-nettet i henhold til EF-Habitatdirektivet). 1.19 Invasive arter og deres udbredelse
Kilde: Skov- og Naturstyrelsen samt Danmarks Miljøundersøgelser Mange af de plante- og dyrearter, der i dag findes i dansk natur, er introduceret af mennesker gennem lige så lang tid, som vi har levet her. Figuren viser antallet af dyr og planter introduceret til Danmark og derefter fundet i naturen. Arterne er fordelt i tidsperioder på 50 år - undtaget er dog kategorien ”før 1700”. Det samlede antal introducerede arter i den nuværende opgørelse er over 2570. For 1534 af arterne kender vi introduktionstidspunktet (disse er præsenteret i figuren). Ca. 600 arter har etableret sig i den danske natur, dvs. er blevet naturaliserede. For dyr er introduktionsraten pr. år steget i den seneste tidsperiode, mens introduktionsraten for planterne forekommer relativt konstant. Der er introduceret ca. fire gange så mange planter som dyr. De fleste introducerede arter giver ikke store problemer, men nogle få har spredt sig meget stærkt. De invaderer naturområder og kan udkonkurrere andre arter. Med ændret klima eller stor kvælstofpåvirkning kan vi forvente, at flere naturaliserede arter vil blive invasive. Eksempler på invasive arter er skvalderkålen, kæmpe bjørneklo og amerikansk mink. Vaskebjørn og bisamrotte vil måske blive invasive snart. Jo mere vi handler med andre lande eller importerer planter og dyr til haver, land- og skovbrug, jo flere nye arter vil komme til og kunne blive naturaliseret og senere eventuelt blive invasive. Internationalt er Danmark forpligtet under FN's Biodiversitets Konvention til at søge at begrænse introduktion og negative konsekvenser af invasive arter. Nationalt har Regeringen gennem Handlingsplan for Biologisk Mangfoldighed og naturbeskyttelse 2004-2009 forpligtet sig til at styrke den forebyggende indsats mod indførelse af introducerede arter til naturen samt at følge situationen omkring de invasive arter nøje. Ikke-hjemmehørende dyr må ikke udsættes i naturen uden tilladelse, hverken kæledyr (f.eks. skildpadder) eller fisk og dyr til jagt eller naturpleje. 1.20 Udsætning af genetisk modificerede organismer
Kilde: Skov- og Naturstyrelsen Enhver udsætning i miljøet af genetisk modificerede organismer kræver en forudgående godkendelse af miljøministeren. Figuren viser antallet af ansøgninger om godkendelse til forsøgsudsætning af genetisk modificerede planter samt det samlede forsøgsareal i Danmark med genetisk modificerede planter per år. En godkendelse til forsøgsudsætning kan omfatte flere marker/lokaliteter og forsøgene kan vare i flere år. Derfor er der ikke nogen direkte sammenhæng mellem antallet af godkendelser og antallet af forsøgsudsætninger. Der er frem til årsskiftet 2005 givet i alt 41 godkendelser til forsøgsudsætning af planter i Danmark. De er alle givet før 1999, og siden er der ikke indleveret ansøgninger om godkendelse til forsøgsudsætning af genetisk modificerede planter. Det kan måske skyldes det stop for godkendelser til markedsføring, der har været i EU fra 1999 til 2004. Det forventes, at der inden for nærmeste fremtid igen vil komme ansøgninger om godkendelse til forsøgsudsætning i Danmark. Der har indtil nu været udsat genetisk modificerede roer, kartofler, majs og raps her i landet. Der er hidtil ikke udsat genetisk modificerede mikroorganismer eller dyr i Danmark. Der dyrkes heller ikke genetisk modificerede afgrøder på kommerciel basis i Danmark. I EU er der frem til årsskiftet 2005 givet markedsføringsgodkendelse til i alt 19 genetisk modificerede organismer efter reglerne i udsætningsdirektivet. En godkendelse til markedsføring gælder i hele EU. De 19 godkendelser fordeler sig på 3 levende vacciner til veterinært brug, en mikroorganisme til påvisning af antibiotikarester i mælk samt 15 planter (majs, raps, sojabønne, tobak, chikorie og nellike). 1.21 Status og udvikling af genetiske ressourcer hos husdyr
Kilde: Genresssourceudvalget samt Danmarks Landerapport med bilag vedr. FAO's 'State of the World Report on Animal Genetic Resources', Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, 2003 Husdyr og vilde dyr samt dyrkede- og vilde planter består af mange arter, og hver art af mange racer eller varieteter. Figuren viser, at 18 husdyrracer regnes som hjemmehørende i Danmark, mens mere end 250 racer er indført. I over hundrede år er der systematisk fremavlet racer i Danmark, og tidligere tiders store import af avlsdyr af heste, kvæg, svin, får, geder og fjerkræ fortsætter i betydeligt omfang. Husdyrholdet i Danmark har været stort og meget alsidigt, men antallet af husdyrbrugere er gået stærkt tilbage og de fleste har specialiseret sig til kun en enkelt husdyrart og race. Det er et nationalt ansvar, at der både er nok levende dyr af de hjemmehørende racer til at holde sunde bestande nu og i fremtiden, og at der er bevaret genmateriale (frysekonservering) i genbanker for brug i ny avl. I de sidste 50 år er det lykkedes at bevare alle eksisterende gamle racer; for flere er der i de seneste år endog sket en lille forøgelse af antallet af både avlere og dyr. De fleste af de hjemmehørende racer er dog stadig truet. Småavlerne er centrale for bevaring af de truede racer og for udbredelse af kendskab til dem. Bevaringen af genressourcer hos husdyr er i de seneste 30 år blevet et globalt anliggende. Bevaring af genetiske ressourcer blandt husdyr, men også blandt vilde dyr samt dyrkede- og vilde planter, er et hovedformål i FN's Biodiversitets Konvention og i Regeringens Handlingsplan for biologisk mangfoldighed og naturbeskyttelse 2004-2009. 1.22 Antal naturvejledere
Kilde: Skov- og Naturstyrelsen Indikatoren belyser udbredelse af viden om bæredygtig udvikling. Naturvejledere er personer, der gennemfører aktiviteter i naturen med det formål at skabe øget naturforståelse. Naturvejlederne er tilknyttet Naturvejlederordningen, der er en netværksordning omfattende naturvejledere ansat af centrale og lokale myndigheder og organisationer. Naturvejlederne arbejder ud fra en fælles målsætning og har alle gennemgået en særligt uddannelse i naturformidling. Der er en stærk stigende efterspørgsel efter naturoplevelser. Samtidig er der en stigende erkendelse af, at naturvejledning er en god måde at skabe en øget naturforståelse på. Antallet af naturvejledere stiger støt, fra 128 i 1994 til næsten 300 i 2004. Naturvejlderne gernnemfører ca. 25.000 aktiviteter om året med tilsammen ca. 900.000 deltagere. Gennem naturvejledning kan der skabes øget naturforståelse og en øget miljøbevisthed. Naturvejledning er derfor et vigtigt instrument til at fremme en bæredygtig udvikling. Det tilstræbes at udvikle naturaktiviteter, der fremmer forståelsen for en bæredygtig udvikling. Gennem uddannelse af naturvejlederne trænes disse til at deltage i denne proces.
|
