|
Natur og Miljø 2004 2. Vandmiljø og fiskeri
2.01 Næringsstoffer til havet
Kilde: Danmarks Miljøundersøgelser Indikatorerne viser tilførslen af hhv. kvælstof og fosfor til havet i perioden 1991-2003. Tilførslen omfatter både direkte punktkildeudledninger (f.eks. dambrug, renselæg og industri samt bidrag fra spredt bebyggelse) samt bidrag fra det åbne land via vandløb og søer (hvor hovedparten stammer fra landbrugets marker). Andre sektorer bidrager også til belastningen af det danske vandmiljø. Eksempelvis udsender kraftværkerne og trafikken kvælstof til luften, som med regnen tilføres jord- og vandarealer. Siden Vandmiljøplan I blev sat i gang i 1987, er de samlede udledninger af fosfor blevet nedbragt markant, mens den nedbørskorrigerede reduktion af kvælstof har været mindre. Selvom udvaskningen af kvælstof fra landbruget til vandmiljøet er næsten halveret, kan man ikke spore en tilsvarende mindre belastning af vandmiljøet. I 2003 blev omkring 45.000 tons kvælstof og 1.230 tons fosfor udvasket til havet fra det åbne land via vandløb og søer. Tilførslen af næringsstoffer var væsentlig lavere end i 2002 pga. mindre vandafstrømning. Vandmiljøplan III fra 2004 rummer en meget bred indsats mod næringsstoftilførslerne til hav og fjorde via vandløb, bl.a. ved brug af fosforafgifter, frivillig omplacering af brak langs vandløb og søer, etablering af vintergrønne marker samt store beløb til forskning til styrkelse af forureningsreducerende teknologier og økologi. Genopretningen af Skjern Å er et eksempel på et storstilet og målrettet tiltag for at forbedre tilstanden i Ringkøbing Fjord. Udover at forbedre vandkvaliteten i åen og fjorden har genopretningen også skabt et værdifuldt naturområde på størrelse med Anholt. 2.02 Målsætning for vandløbs anvendelse og kvalitet
Kilde: Skov- og Naturstyrelsen baseret på: Miljøstyrelsen (1983): Vejledning i recipientkvalitetsplanlægning. Del I: Vandløb og søer. Vejledning nr. 1/1983. 1996 data: Miljøstyrelsen (1997): Vandmiljø –97. Redegørelse nr. 4, Miljøstyrelsen 1997 2001 data: Miljøstyrelsen (2003): Miljøtilsyn 2001. Orientering fra Miljøstyrelsen nr. 8, 2003 Amternes regionplaner skal ifølge planloven bl.a. indeholde retningslinier for kvalitet og anvendelse af vandløb. Figuren viser hvor mange km vandløb, der er målsat i regionplanerne. Målsætninger for vandløb i regionplanerne er amternes administrationsgrundlag. Målsætningen for kvaliteten og anvendelsen af de enkelte vandløb fastsættes på baggrund af den biologiske tilstand, eksisterende udledninger samt ønsker om den fremtidige anvendelse. Danmark har ca. 64.000 km vandløb. Hovedparten, ca. 75 %, er mindre vandløb, bække og grøfter med en bundbredde på under 2,5 m. Ca. 25.000 km af vandløbene er omfattet af amternes regionplan målsætninger, svarende til ca. 40 %. Følgende målsætninger kan anvendes:
2.03 Udviklingen i den biologiske vandløbskvalitet (dansk vandløbsfaunaindeks)
Kilde: Danmarks Miljøundersøgelser Figuren viser udviklingen i rene og fysisk gode vandløb – faunaklasser 5, 6 og 7 - i perioden 1999-2003. Siden 1999 har det samme stationsnet med mere end 1000 lokaliteter været brugt i målingen af dansk vandløbsfaunaindeks. Andelen af vandløb, der er upåvirkede eller kun svagt påvirkede, er inden for perioden øget fra knap 35 procent til godt 44 procent. Forbedringen i den biologiske vandløbskvalitet har i perioden 1999-2003 betydet, at opfyldelsen af målsætningerne på landsplan er steget fra 39 procent til 50 procent. Forbedringerne har været gradvise og er sket gennem hele perioden. Og forbedringerne er sket over hele landet. I Jylland og på Fyn er målopfyldelsen øget fra 43 procent til 55 procent, mens den for Sjælland, Lolland, Falster og Møn er øget fra 27 procent til 34 procent. Forbedringerne i den biologiske vandløbskvalitet skyldes formentlig en kombination af forbedret vandkvalitet og forbedrede fysiske forhold i vandløbene. Forklaringen på en del af de forbedringer, der er sket i faunaklassen i de senere år, skal ses i lyset af den miljømæssige indsats, der er foretaget i kommuner og amter gennem en længere årrække. Indsatsen fastholdes fremover, idet der med regeringens pesticidplan 2004-2009 udlægges 25.000 hektar sprøjtefri randzoner langs vandløb. 2.04 Målsætning for søers anvendelse og kvalitet
Kilde: Skov- og Naturstyrelsen baseret på: Miljøstyrelsen (1983): Vejledning i recipientkvalitetsplanlægning. Del I: Vandløb og søer. Vejledning nr. 1/1983. 1996 data: Miljøstyrelsen (1997): Vandmiljø –97. Redegørelse nr. 4, Miljøstyrelsen 1997 2001 data: Miljøstyrelsen (2003): Miljøtilsyn 2001. Orientering fra Miljøstyrelsen nr. 8, 2003 Amternes regionplaner skal ifølge planloven bl.a. indeholde retningslinier for kvalitet og anvendelse af søer. Figuren viser hvor mange søer, der er målsat i regionplanerne. Danmark har ca. 120.000 søer, som er større end 100 m2 – størstedelen er damme og moser – og kun godt 2.500, som er større end 1 ha. Hovedparten, ca. 98 %, er altså mindre søer med et areal på under 1 ha. Ca. 760 af søerne er omfattet af amternes regionplan målsætninger, svarende til under 1 %. Søer spiller både rekreativt og naturmæssigt en stor rolle. Udviklingen i antallet af søer har gennem mange år været nedadgående som følge af landbrugets og byernes udvikling. Nu er udviklingen imidlertid vendt, da også de mindre søer er blevet omfattet af Naturbeskyttelsesloven. Desuden er en række søer, som var blevet afvandet, blevet genetableret. Ligeledes har store investeringer i at nedbringe tilførslen af næringsstofferne fosfor og kvælstof – ikke mindst fra byernes spildevand - båret frugt, idet vandkvaliteten i vandløb og søer er i en positiv udvikling. Målsætningen for kvaliteten og anvendelsen af de enkelte søer fastsættes på baggrund af den biologiske tilstand, tilførsel af næringsstoffer samt ønsker om den fremtidige anvendelse. Følgende målsætninger kan anvendes:
2.05 Sigtedybde i søer
Kilde: Danmarks Miljøundersøgelser Indikatoren viser udviklingen i fosforkoncentration og sigtedybde i 27 danske ferskvandssøer for perioden 1989-2003. Fosforkoncentrationen er angivet som årsmiddelværdien af totalfosfor i mg/l, og sigtedybden er angivet i meter som sommergennemsnit. Fosfor er det næringsstof, som påvirker vores søer mest. Den samlede udledning af fosfor er fra 1989 og til i dag er faldet med to tredjedele, og i samme periode er koncentrationen af fosfor i de danske søer næsten blevet halveret. Når en sø er overgødsket med fosfor, øges produktionen af planteplankton, og vandet bliver uklart. Faldet i søvandets indhold af fosfor har betydet, at søerne er blevet mere klarvandede. Den gennemsnitlige sigtedybde for sommerperioden fra 1989 til 2003 er steget fra 1,41 m til 1,73 m, og søernes biologiske tilstand er blevet forbedret. Andelen af rovfisk som gedde og aborre er øget, og det samme er dyreplanktonets kapacitet til at nedgræsse planteplankton. Desuden er undervandsplanterne i fremgang i de mest beskidte søer. At fremgangen ikke har været mere markant skyldes især, at der gennem årene er blevet lagret store mængder fosfor på bunden af søerne, som nu frigives gradvist. For at målsætningen for en bestemt sø anses for opfyldt, skal bl.a. et fastsat mindstekrav til sigtedybde være overholdt. Opfyldelsen af de miljømæssige målsætninger for søerne har ligget på omkring 30 procent i den viste periode. Årsagen til den manglende opfyldelse er stadig en for høj tilførsel og ophobning af næringsstoffer. I Vandmiljøplan III, som blev vedtaget i 2004, er det bl.a. målsætningen at udledning af fosfor skal reduceres. Det sker ved at udlægge op mod 30.000 ha 10 m dyrkningsfrie randzoner langs vandløb og søer frem mod 2009 samt yderligere 20.000 ha frem mod 2015. Randzonerne etableres ved frivillig omplacering af brak langs søer og vandløb. 2.06 Iltsvind i havet
Kilde: Danmarks Miljøundersøgelser Indikatoren viser det årlige laveste indhold af ilt i bundvandet i det sydvestlige Kattegat fra 1974 til 2002. Ved mætning indeholder havvand 9-11 mg ilt pr. liter afhængig af temperatur og saltindhold. Bundvandets iltindhold er højt om vinteren, men falder gennem foråret og sommeren til et minimum i efteråret. Der tales om iltsvind, når iltindholdet kommer under fire mg ilt pr. liter, og kraftigt iltsvind når indholdet kommer under to mg ilt pr. liter. Iltindholdet falder, fordi iltforbruget er større end ilttilførslen. Ilttilførslen er først og fremmest styret af vindforholdene, som vi ikke kan ændre på. Ved stor tilførsel af næringsstofferne kvælstof og fosfor til havene sker der en opblomstring af planktonalger. Iltforbruget afhænger af, hvor store mængder planktonalger der synker ned på havbunden og bruger ilt til forrådnelse. Risikoen for iltsvind kan begrænses ved i fællesskab med andre lande at nedbringe tilførslen af næringsstoffer til havene. 2.07 Havalger
Kilde: Danmarks Miljøundersøgelser Indikatoren viser sammenhængen mellem udledning af kvælstof fra danske vandløb og punktkilder til Kattegat og dækningsprocenten af havalger. Søjlerne viser algernes samlede dækning på 18,5 meters dybde i august på stenrevet Kim's Top i det centrale Kattegat. Den store dækningsprocent i 1996-97 og 2000-01 skyldtes tørt vejr, som begrænsede udvaskningen af kvælstof fra land betydeligt. Tilførslerne af kvælstof fra danske vandløb og punktkilder er vist med den blå kurve. Store havalger kræver lys, og deres udbredelse på dybt vand stiger, jo klarere vandet er. Den forøgede tilførsel af næringsstoffer påvirker alle dele af havets økosystem. Når produktionen af plankton er høj, som følge af rig tilførsel af næringsstoffer, bliver vandet uklart, og mindre lys når havbunden. Herved begrænses væksten og dybdeudbredelsen af havbundens ålegræsenge og tangskove. I regnfulde år, hvor udvaskningen af næringsstoffer er stor, mindskes algernes samlede dækning på stenene, mens den stiger i tørre år, hvor vandet er mere klart. Udbredelsen af havalgerne på de dybe stenrev er derfor fine barometre for naturtilstanden i havet. Hvis tilførslen af næringssalte fra land reduceres permanent, vil planterne kunne vokse på dybere vand. En yderligere forbedring af miljøtilstanden i de indre farvande kræver en generel mindre udvaskning fra danske kilder, og at der samarbejdes med de omkringliggende lande om at nedbringe tilførslen af næringsstoffer til havene. I Danmark er det hovedsageligt vandmiljøplanerne, senest Vandmiljøplan III, som blev vedtaget i foråret 2004, der opstiller målsætninger og sætter rammer for en yderligere reduktion af næringsstofudvaskningen. 2.08 Gydebiomasse og fiskedødelighed
Kilde: Det Internationale Havundersøgelsesråd (ICES) Figuren viser sammenhængen mellem torskefiskeriet og torskens gydebiomasse i perioden 1963 til 2003. Fiskeriet er på figuren udtrykt ved fiskedødeligheden og er den del af bestanden, som fiskeriet årligt fjerner fra bestanden. Fiskedødeligheden udtrykkes som forholdet mellem antallet af fisk, der fanges og gennemsnitsantallet i bestanden i årets løb. Torsks gydebiomasse måles i mængden af gydemodne torsk. Fiskeri påvirker havets økosystem via fangster og bifangster, ved udsmidning af fanget fisk og fiskeaffald samt ved at påvirke havets fødekæder. Et fiskeri er bæredygtigt, hvis bestandene er store nok til at forny sig. Det kræver, at man ikke fanger for mange gydemodne fisk. Når gydebestanden er for lille, er den pågældende art overfisket og i fare for at kollapse. Figuren viser, at mængden af gydemodne torsk er faldet siden 70'erne, samtidig med at der fanges stadig flere torsk i forhold til bestandens størrelse. Regeringen vil i de kommende år fortsat arbejde for at fremme integration af miljø- og bæredygtighedshensyn i fiskerisektoren, såvel nationalt som i EU og internationalt i øvrigt. I den forbindelse lægges vægt på at følge op på indgåede regionale aftaler og handlingsplaner i Østersøen og i Nordsøen, der sigter mod større bæredygtighed i fiskeriet. Et konkret mål i den forbindelse er at etablere et effektivt samarbejde for at genopbygge torskebestanden i Nordsøen. 2.09 Fangster af fisk i danske farvande
Kilde: Danmarks Miljøundersøgelser Søjlerne viser danske fiskeres fangster fordelt på de indre og de ydre farvande i 1930, 1976, 1999 og 2002. Mange kommercielle fisk i de danske farvande bliver udnyttet så kraftigt, at halvdelen af bestandene opfiskes hvert år. I 2001 betegnede det Internationale Havundersøgelsesråd (ICES) størstedelen af kommercielle fiskebestande som overfiskede. Det gælder bl.a. torsk, rødspætte, tunge, kuller, hvilling, sej, havtaske og ål. De danske fiskeres fangster er gået tilbage siden midten af 1970'erne. Alligevel rummer de danske farvande nogle af verdens vigtigste fiskepladser med årlige landinger fra Nordsøen, Skagerrak, Kattegat og Østersøen på 3,5 millioner tons. Heraf fangede danske fiskere sidst i 1990'erne 1,5 millioner tons om året. I de senere år er fiskeriet blevet effektiviseret med færre og større både. Folketinget har i 2001 vedtaget nogle centrale målsætninger for de kommende års udvikling i den nationale fiskeripolitik. Et mål er at modernisere, forny og samtidig reducere fiskerflåden. Det skal sikre et langsigtet, stabilt og bæredygtigt fiskeri i forhold til fangstmulighederne og et fortsat bredt geografisk baseret lokalt fiskeri. I forlængelse heraf vil den nationale forvaltning af fiskekvoter blive tilpasset – blandt andet med det formål at udvikle kystfiskeriet og fremme kvaliteten af landingerne. 2.10 Bifangst af marsvin
Kilde: Danmarks Fiskeriundersøgelser Figuren viser udviklingen i den samlede danske bifangst af marsvin i garnfiskerier i Nordsøen. Tallene er beregnet på grundlag af stikprøve-data indsamlet af DFU-observatører fra kommercielle fartøjer. Bifangstrater fra de observerede ture er ekstrapoleret til den samlede flåde på basis af fiskeriindsatsen. Danske fiskere fanger fortsat for mange marsvin i deres fiskegarn, fordi de 140-170 cm lange hvaler svømmer ind i garnene i deres søgen efter fisk, hænger fast og drukner. Som følge af den generelle udvikling i garnfiskerierne i Nordsøen anslås det dog, at bifangsterne af marsvin er reduceret fra ca. 7.300 i 1994 til ca. 3.900 i 2002. En fælles arbejdsgruppe vedrørende havpattedyr som omfatter Det Grønne Kontaktudvalg, Danmarks Fiskeriforening, Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri samt Miljøministeriet har i 2004 udarbejdet en handlingsplan, og initiativerne heri skal hjælpe med til at bifangsten af marsvin reduceres til et minimum. Erfaringerne i dansk fiskeri viser, at akustiske alarmer - de såkaldte pingere - advarer marsvinene, så de undgår at blive fanget. Derfor skal fiskerne nu bruge de akustiske alarmer i fiskerier med stor bifangst. Der er også fælles regler i EU om beskyttelse af marsvin, der sikrer, at også fiskere i andre EU-lande skal bruge akustiske alarmer. Udover de lovpligtige alarmer og nye skræmmemetoder sigter handlingsplanen også på mere viden om marsvin, og der vil blive igangsat en række forsknings- og overvågningsprojekter i 2005-2006. 2.11 PCB i torskelever fra danske farvande
Kilde: Familie- og Forbrugerministeriet Indikatoren viser udviklingen i forhold til kontrol af kemiske forureninger. Figuren viser udviklingen i indholdet af PCB i torskelever fra danske farvande og er en indikator for PCB i fisk generelt. PCB optræder som organisk miljøforurening og kan via fødekæden opkoncentreres og akkumuleres i fedtvævet hos fisk og dyr. Mennesker eksponeres for stofferne hovedsageligt fra kosten ved indtagelse af animalsk fedt og fisk. Der ses et signifikant fald i koncentrationen af PCB. I 1980'erne blev der i Europa indført restriktioner på brugen af PCB, og det har betydet et kraftigt fald i forureningen af havmiljøet. For Danmarks vedkommende ses dette fald mest tydeligt i Østersøen og de indre danske farvande. Data fra årene fra 1998 og frem ligger på niveau med årene 1993-1996, så det tyder på, at indholdene er ved at stabilisere sig. I forbindelse med internationale problemer med kontaminering af fødevarer og foderstoffer med PCB og andre chlorholdige stoffer, f.eks. dioxin, er der i EU sket en øget fokusering på fødevaresikkerheden, specielt på organiske miljøforureninger og betydningen af overvågningsprogrammer samt evt. etablering af grænseværdier. Der er i samme tidsrum også sket en skærpelse af vurderingen af, hvor meget PCB mennesker kan udsættes for, før det er sundhedsmæssigt betænkeligt.
|
