Bekæmpelsesmiddelstatistik 2004

Landbrugets Pesticidanvendelse

Denne særskilte opgørelse af pesticidanvendelsen i landbrugets planteavl foretages hvert år af Miljøstyrelsen som et supplement til den generelle bekæmpelsesmiddelstatistik. Opgørelsen indgår i evalueringsgrundlaget for de til enhver tid gældende pesticidhandlingsplaner (p.t.Pesticidplan 2004-2009).

Behandlingshyppigheden opgøres efter to metoder; den gamle (oprindelige) metode, der blev anvendt i forbindelse med Pesticidhandlingsplan I, og den nye, der er en opdateret udgave af denne. Den nye beregningsmetode giver resultater, der ligger lidt højere end den gamle metode, og derfor beregnes behandlingshyppigheden stadig også efter den gamle metode for at give mulighed for sammenligning med tidligere års resultater. Forskellene mellem de to opgørelsesmetoder er beskrevet i "Bekæmpelsesmiddelstatistik 1998".

Opgørelsen er baseret på salgstallene for aktivstoffer og produkter i 2004, som indberettes af firmaerne til Miljøstyrelsen. Vurderingen af forbrugsmønstre for de enkelte midler er foretaget sammen med Danmarks JordbrugsForskning i Flakkebjerg. Data om landbrugsarealerne 2004 er stillet til rådighed af Danmarks Statistik, mens beskrivelserne af klimaforhold og skadegørere i det væsentlige er baseret på "Oversigt over landsforsøgene 2004", der udgives af Landsudvalget for Planteavl.

 



Version 1.0 September 2005, © Miljøstyrelsen.