| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Privat anvendelse af petroleumskoks

3 Oprindelse og egenskaber

• 3.1 Oprindelse
• 3.2 Anvendelse
• 3.3 Kvaliteter og egenskaber
• 3.4 Forbrændingstekniske egenskaber
• 3.5 Emissioner til luft og aske ved forbrænding
  • 3.5.1 Emission af SO₂ og SO₃
  • 3.5.2 Emission af støv og metaller
• 3.6 Klassificering af aske (affald/kemikalieaffald)
• 3.7 Arbejdstilsynets regler for arbejde med carcinogene stoffer

Petroleumskoks er det sidste restprodukt fra raffinering af råolie, efter at alle muligheder for produktion af mere værdifulde oliedestillater er udnyttet. Det består hovedsageligt af kulstof (90 til 95%), og det har et meget lavt askeindhold på omkring 0,5% eller mindre.

Den årlige verdensproduktion af petroleumskoks er omkring 60 millioner tons, og det meste produceres på kystnære raffinaderier i Nord- og Sydamerika. Produktionen ventes at øges til omkring 70 millioner tons i løbet af få år, fordi nye raffinaderier med det nødvendige procesudstyr til at producere petroleumskoks bliver bygget i USA, Mexico og Venezuela. Nord- og Sydamerika er nettoeksportører af kul, og det meste petroleumskoks eksporteres til de samme lande, der importerer kul, primært Europa og Japan.

Petroleumskoks fremstilles ved, at den resterende del af olien efter den egentlige raffinering opvarmes til ca. 500°C, hvorefter de faste bestanddele skæres ud med højtryksvandstråleskæring.

Petroleumskoks markedsføres under flere forskellige benævnelser, f.eks. jordoliekoks, energikoks, kokssingles, industrikoks og petcoke.

3.1 Oprindelse

For at udnytte råolien bedst muligt i raffinaderierne, krakkes oliekomponenterne i forskellige processer, så produktionen af specielt benzin og dieselolie forøges. Ved disse processer opkoncentreres oliens urenheder i restolien, og gør den til sidst uegnet til videre forarbejdning i katalytiske krakningsprocesser. Den sidste mulige behandling er en Cooking proces, som er en voldsom krakning ved opvarmning til ca. 500°C. Herved produceres benzin og lette olier, og der efterlades en fast rest, der kaldes petroleumskoks, som næsten udelukkende består af kulstof, samt mange af de urenheder der var i råolien.

Cooking processen er en batch proces, hvor der veksles mellem 2 eller flere reaktorer. Når en reaktor er fyldt op med den faste rest, udskæres den med højtryksvandstråle. Processen er meget fleksibel, idet alle kvaliteter af restolier kan behandles. Udbyttet er i størrelsesordenen 130 kg petroleumskoks per ton restolie, der behandles.

De væsentlige urenhederne, der opkoncentreres i olien, og som hovedsageligt ender i petroleumskoksen, er nikkel, vanadium og svovl. Indholdet af disse tre forureningskomponenter i petroleumskoks er direkte afhængig af indholdet i den restolie, der behandles i Cooking processen. Indholdet i restolien afhænger af indholdet i den oprindelige råolie, samt hvilke processer den har gennemgået på raffinaderiet. Petroleumskoksens kvalitet i forhold til forureningskomponenter kan derfor variere meget, dels efter hvor råolien stammer fra, og dels efter hvilke processer på raffinaderiet restolien kommer.

Indholdet af svovl er afhængig af svovlindholdet i råolien. De stigende krav om lavere svovlindhold i olieprodukter har medført indførelse af processer, der aktivt fjerner svovlet, men de anvendes normalt kun på destillaterne, og ikke på restolien. Den stigende anvendelse af tunge råolier med større svovlindhold, fordi produktionen af de lette råolier med lavt svovlindhold er blevet mindre, betyder, at indholdet af svovl i petroleumskoks er stigende. Langt den største del af verdensproduktionen af petroleumskoks har et svovlindhold på mellem 2 og 8%. Kun en mindre del har mindre end 2% svovl, og det er meget vanskeligt at finde noget med mindre end 1% /15/.

Indholdet af nikkel og vanadium i råolie varierer meget, hvilket tydeligt ses i Tabel 3 og Tabel 4.

Tabel 3. Variation af udvalgte metaller i råolie

Nikkel og vanadium findes i langt de største koncentrationer, og de er derfor mængdemæssigt de meste betydende. Flere andre metaller findes i råolien, specielt jern og kobber, men mængdemæssigt er den mindre betydende i forhold til nikkel og vanadium.

Tabel 4. Nikkel og vanadium i forskellige specifikke råolier

I de fleste råolier er indholdet af vanadium langt større end indholdet af nikkel, men for enkelte er indholdet nogenlunde det samme.

3.2 Anvendelse

På verdensplan er cementfabrikker og kraftværker de største aftagere af petroleumskoks. Der er en mindre anvendelse i teglværker og til opvarmningsformål i Europa. Der er også et voksende marked for blandingsprodukter med petroleumskoks til stålindustrien.

Det normalt højere indhold af svovl i petroleumskoks i forhold til kul begrænser anvendelsesmulighederne til anlæg med SO₂-rensning eller mulighed for rensning, f.eks. ved tilsætning af kalk sammen med en kul og petroleumskoks- blanding i Fluidized Bed anlæg.

Desuden anvendes specielle typer petroleumskoks med meget lavt svovl og metalindhold til fremstilling af grafitelektroder og kemikalier.

3.3 Kvaliteter og egenskaber

Som nævnt tidligere, så varierer indholdet af forureningerne, svovl, nikkel og vanadium meget, da de afhænger af indholdet i den anvendte råolie, og fra hvilke processer på raffinaderiet restolien til produktion af petroleumskoksen kommer.

I BAT noten for Mineral Oil and GAS Refineries /12/ er opgivet typiske værdier for sammensætningen af en type petroleumskoks, som vist i Tabel 5.

Tabel 5. Sammensætning af en type petroleumskoks

Det opgivne svovlindhold i Tabel 5 er relativt lavt. En stor del af verdensproduktionen af petroleumskoks har højere indhold af svovl, med værdier helt op til omkring 8%, og noget af bl.a. det der sælges på det danske marked, har et lavere indhold af svovl. Prisen afhænger delvist af svovlindholdet, idet højere svovlindhold giver lavere pris. Petroleumskoks med lavt svovlindhold og lavt metalindhold har de højeste priser, og udbuddet er begrænset.

For at undersøge sammensætningen af petroleumskoks der sælges i Danmark, er der hjemkøbt en prøve af hver af de tre markedsførende produkter, og de er blevet analyseret på dk-TEKNIKs laboratorium for brændselsanalyser. Oplysninger om produkterne fremgår af Tabel 6, og analyseresultaterne fremgår af Tabel 7.

Tabel 6. Oplysninger om indkøbt petroleumskoks til analys

Kun en af de tre importører har efterkommet en anmodning om at få udleveret analyser på det solgte petroleumskoks. Begge de to andre havde lovet at fremsende analyser ved den første henvendelse, men ved en fornyet henvendelse svarede en af dem direkte nej til anmodningen, mens den anden ikke svarede tilbage.

Tabel 7. Analyser på petroleumskoks fra det danske marked

Indholdet af svovl er mindre end den pt. gældende grænseværdi på 1,3% for alle tre prøver.

Alle værdier for de tre prøver er meget tæt på hinanden, og forlydende om at alle tre importører forsynes fra den samme leverandør i Rotterdam, er derfor meget sandsynlig.

Askeindholdet er lidt højt i forhold til det normale for petroleumskoks, og det er endda lidt højere end de opgivne 0,5% i indholdsdeklarationen på en af sækkene.

Indholdet af nikkel og vanadium er næsten ens, hvor et større indhold af vanadium i forhold til nikkel var forventet, ligesom det normalt forekommer i råolie. Dette underbygger, at der er tale om den samme producent, som anvender en råolie med nogenlunde samme indhold af nikkel og vanadium.

Tidligere analyser på petroleumskoks fra dk-TEKNIKs arkiv for analyseresultater har vist sig uanvendelige til at karakterisere den petroleumskoks, der sælges på det danske marked i dag. Der er tale om analyser udført for en række industrivirksomheder på petroleumskoks, som har andre anvendelser end fyring i private fyringsanlæg. Indholdet af svovl, nikkel og vanadium varierer som angivet i Tabel 8.

Tabel 8. dk-TEKNIK analyser på petroleumskoks fra 90'erne

3.4 Forbrændingstekniske egenskaber

Petroleumskoks er forbrændingsteknisk set på mange måder et godt brændsel, for det har en meget høj brændværdi og et lavt askeindhold. På grund af det lave indhold af flygtige stoffer og ilt og brint, samt det høje indhold af kulstof, op mod 90%, brænder det næsten uden flammer. Forbrændingen er nærmest en glødning, ligesom koks eller trækul. Det brænder med en høj temperatur, og for at det brænder ordentligt, og først og fremmest vedbliver med at brænde, indtil der ikke er mere tilbage, skal den høje temperatur i brændkammeret bibeholdes. Bliver lufttilførslen for lille, så falder temperaturen, og forbrændingsprocessen stopper.

Miljømæssigt set er det et mindre godt brændsel. Det er reelt et affaldsprodukt fra olieraffineringen, og det indeholder en langt højere koncentration af forskellige affaldsstoffer end andre brændsler. Det gælder specielt svovl, nikkel og vanadium. Det betyder, at petroleumskoks grundlæggende kun bør anvendes i forbrændingsanlæg eller andre processer, hvor der på forsvarlig vis tages hånd om de emissioner, der forekommer, og asken håndteres og bortskaffes miljømæssigt forsvarlig.

Uanset hvilket fast brændsel der anvendes i små private fyringsanlæg, så er det helt afgørende for forureningen og graden af nabogener, hvordan der fyres med brændslet. Sammenlignes petroleumskoks med træ som brændsel, så kan fyring med træ utvivlsomt give langt større nabogener end fyring med petroleumskoks, fordi med træ kan der fastholdes en konstant dårlig forbrænding. Derved udvikles gasser, som på grund af for lav temperatur i ovnen slipper uforbrændt ud gennem skorstenen. Brændes petroleumskoks, så vil forbrændingen bare gå ud i løbet af kort tid, hvis lufttilførslen bliver for lav. Det betyder, at petroleumskoks reelt kun kan anvendes til privat boligopvarmning, når varmebehovet er størst i de kolde vintermåneder.

Petroleumskoks er ikke lige anvendelig til alle former for fyringsanlæg. Uanset størrelsen af fyringsanlægget, så skal det være indrettet til de høje temperaturer, der forekommer ved anvendelse af petroleumskoks. Der skal være en rist med tilførsel af primærluft under risten, risten skal være i støbejern, og brændkammeret skal have en god ildfast udmuring, med et lille brændkammer. Flere brændeovnsproducenter kan levere rist m.v. til koksfyring som ekstraudstyr, mens enkelte har det som standard.

Svovlindholdet i petroleumskoks kan også give meget kedelige bivirkninger. Først og fremmest kan det give anledning til lugtgener, specielt ved optændingen, som nemt kan give gener for naboer. Desuden kan det give meget alvorlige tæringer i stålskorstene og i nogle tilfælde også i ovnens øvre dele. Skorstensfejeren i Gundsømagle beretter om flere tilfælde, hvor stålskorstene på brændeovne er tæret igennem i løbet af få år ved fyring med petroleumskoks.

Flere brændeovnsproducenter reklamerer med, at brændeovnen er velegnet til fyring med petroleumskoks, mens andre kraftigt fraråder det, primært på grund af for høj temperatur, som kan ødelægge ovnen. Der er kun fundet en brændeovnsproducent, som advarer om risikoen for tæringer i stålskorstene på grund af svovlindholdet. Det er i brochuren "Alt om: Pejse- og brændeovne" /19/, hvor der er fundet følgende advarsel under overskriften "Kul på brændeovnen":

"Samtidigt kan der være grund til at påpege, at anvendelsen af energikoks, som er karakteriseret ved et højt svovlindhold, kan give andre problemer: først og fremmest tæring af ovn og skorsten samt misfarvning af tag og taginddækning"

Den omtalte misfarvning skyldes utvivlsomt reaktioner med SO₂ i forbindelse med regnvejr, hvor regndråberne absorberer SO₂ og bringer det ned på tagbelægningen. SO₂ er et kraftigt blegemiddel, og det kan derfor nemt ændre eller nedbryde farven på tagebelægningen, men der er formentlig også tale om en egentlig, om end langsom, nedbrydning af tagmaterialet.

I Irland skrives i baggrundsdokumentet for lovgivningen, side 30, om anvendelse af Petroleumskoks: "Ved blanding med et mindre energirigt brændsel, med et højere indhold af flygtige bestanddele, for eksempel brunkul, kan det opnå de egenskaber, der gør det anvendeligt til brug i ildsteder i almindelige boliger. Petroleumskoks bør ikke brændes i ren form, da den høje varmeudvikling kan ødelægge risten."

Ordentlig fyring med petroleumskoks er således ikke problemfrit, og besparelsen kan bogstaveligt talt forsvinde ud gennem skorstenen, hvis man ikke fyrer rigtigt.

3.5 Emissioner til luft og aske ved forbrænding

I de følgende beregninger af emissioner er der taget udgangspunkt i en beregning af, at røggasmængden ved forbrænding af et kg petroleumskoks ved 10% O₂ er 15 m³/kg ved normalstilstanden.

3.5.1 Emission af SO₂ og SO₃

Emissionen af SO₂ afhænger af svovlindholdet i brændslet, men også af hvor meget der bindes i asken. Ved kulfyring bindes i størrelsesordenen 10% af svovlet i asken som sulfatforbindelser. Ved et indhold af 0,5% aske og 1,3% svovl i petroleumskoks kan asken rent fysisk kun indeholde en meget lille del af svovlet. Hvis al svovlet blev til sulfat i asken, så ville sulfaten alene give en askemængde på 3,9% (sulfat vejer 3 gange så meget som svovl, så 1,3% x 3 = 3,9%). Da askeindholdet reelt er målt til 0,6%, og det også indeholder andre stoffer end sulfat, så er det tydeligt, at kun en meget lille del af svovlet kan ende i asken. Det antages derfor, at alt svovlet med rimelighed kan antages at blive emitteres som SO₂ ved forbrændingen. SO₂-koncentrationen i røggassen afhængigt af svovlindholdet er vist i Tabel 9.

Tabel 9. SO₂-emission afhængigt af svovlindhold

Til sammenligning er SO₂-emissionen ved fyring med gasolie mindre end 180 mg/m³, og endnu mindre ved fyring med rent træ.

I forbrændingsprocessen og den efterfølgende afkøling af røggassen bliver en mindre del af svovlet omdannet til SO₃ i stedet for SO₂. Mængden af SO₃ afhænger af mange forhold, bl.a. luftoverskud, forbrændingstemperatur, hvordan afkølingen foregår m.v. Andelen af SO₃ er typisk fra 1 til 5% /18/.

Vanadiumpentaoxid er en almindeligt anvendt katalysator til oxidering af SO₂ til SO₃ ved produktion af svovlsyre, og da petroleumskoks indeholder relativt meget vanadium, som hovedsageligt ender i asken, så er der en teoretisk mulighed for, at en større mængde SO₂ oxideres til SO₃. Det skal dog bemærkes, at temperaturforholdene i glødelaget, hvor vanadiumoxidet forefindes, ikke er optimal for denne katalytiske proces.

En større emission af SO₃ kunne forklare de hurtige tæringer i specielt stålskorstene, der er oplyst af skorstensfejeren i Gundsømagle. SO₃ danner svovlsyre ved kondensering, og det er en meget kraftigere syre end svovlsyrling, som SO₂ danner ved kondensering. Yderligere er svovlsyredugpunktet ved en meget højere temperatur end svovlsyrling dugpunktet (op til 180°C mod 100°C).

3.5.2 Emission af støv og metaller

Vi har ikke kendskab til nogen målinger af støvemissionen ved fyring med petroleumskoks, men koncentrationen vurderes normalt at være relativt lille. Støvemissionen fra en forbrænding kan enten komme fra dannelse af sodpartikler i gasfasen, ud fra de forbrændte komponenter, eller det kan være askepartikler, der medrives af forbrændingsluften.

For små manuelle fyringsanlæg, kan der regnes med, at maksimalt 10% af asken medrives og emitteres med røggassen, hvilket svarer til maksimalt 40 mg/m³, og formentlig noget mindre.

Hvis alt asken fra forbrændingen blev emitteret med røggassen, så ville koncentrationen af støv i røggassen hidrørende fra asken være maksimalt 400 mg/m³.

Mulighederne for dannelse af sodpartikler er begrænset, fordi der er tale om næsten ren kulstofforbrænding (C + O₂ →CO₂), og der er meget lidt gasfaseforbrænding, som nemmere danner sodpartikler ved dårlig forbrænding. For lidt forbrændingsluft vil medføre, at kulstofforbrændingen ophører, frem for at medføre dårlig forbrænding og dannelse af sod.

Emissionen af støv ved fyring med petroleumskoks vil normalt være væsentlig mindre end ved fyring med træ. Røggasmængden i forhold til energiindholdet er omkring 3 gange større ved fyring med træ i forhold til fyring med petroleumskoks. Den større røggasmængder betyder en større hastighed, som meget nemmere bringer askepartikler fra forbrændingen med ud gennem skorstenen. Desuden udgør brændbare gasser op mod 80% af brændværdien i træ, og det giver store muligheder for dannelse af sodpartikler, som emitteres gennem skorstenen. Indholdet af brændbare gasser i petroleumskoks er meget lille, og muligheden for dannelse af sodpartikler er tilsvarende mindre. Er luftoverskuddet for lille, vil petroleumskoks primært danne CO. Ved forbrænding af træ ved for lille luftoverskud vil der også blive dannet CO, men forbrændingen af gasserne vil også blive markant dårligere, med dannelse og emission af sod og uforbrændte gasser, hvilket tydeligt vil kunne spores i røgens farve og lugt.

Emissionen af metaller afhænger af emissionen af støv, idet metallerne findes på partikelform i asken. Beregningerne i kapitel 4 viser, at indholdet af nikkel og vanadium i asken fra prøverne af petroleumskoks på det danske marked er omkring 6,5%. Det betyder, at hvis emissionen af aske er 10%, svarende til 40 mg/m³(n,t), så er den tilsvarende emission af nikkel og vanadium omkring 2,7 mg/m³(n,t) for hver af de to metaller. Hvis emissionen af aske er 1%, så er den tilsvarende emission af nikkel og vanadium ca. 0,3 mg/m³. Til sammenligning er emissionsgrænsen for nikkel ifølge luftvejledningen 0,25 mg/m³, ved en massestrømsgrænse på 0,5 g/h. Massestrømsgrænsen vil dog næppe kunne overskrides for små private fyringsanlæg. 1 kg petroleumskoks indeholder omkring 0,4 g nikkel, så selvom der emitteres 10% af asken, så skal der brændes mere end 12,5 kg/h, for at massestrømsgrænsen overskrides.

3.6 Klassificering af aske (affald/kemikalieaffald)

Ifølge affaldsbekendtgørelsen /2/ må aske fra private fyringsanlæg klassificeres som "10 01 99 00 Andet affald, ikke specificeret andre steder", under afsnittet "10 00 00 Uorganisk affald fra termiske processer".

I følge affaldsbekendtgørelsens bilag 4 /2/ angives procentgrænser for indholdet af farlige stoffer, som medfører, at affaldet er farligt affald, og skal behandles derefter. De relevante grænser for petroleumskoks er vist i Tabel 10.

Tabel 10. Procentgrænser, der gør affald farligt

Ifølge listen over farlige stoffer /1/ er nikkel og vanadium og forbindelser heraf farlige stoffer, og de er klassificeret som angivet i Tabel 11.

Tabel 11. Klassificering af nikkel og vanadium

Vanadiumpentaoxid falder ind under kategorien "Sundhedsskadelig (R20, R21,R22), som har en grænse på 25%. Da indholdet af vanadiumpentaoxid kun kommer op på knap 12%, så skal asken ikke behandles som farligt affald på grund af det.

Nikkelmonoxid falder ind under kategorien "Kræftfremkaldende, kategori 1 eller 2 (R45,R49)", som har en grænse på 0,1%. Den beregnede koncentration af nikkeloxid i asken er 8,5%, og selvom der kan være variationer i indholdet af nikkel i petroleumskoks, så kan der ikke være megen tvivl om, at asken altid vil indeholde meget mere end 0,1% nikkeloxid, og derfor er at betragte som farligt affald.

Nikkelindholdet i petroleumskoks vil ikke medføre nogen mærkning, da koncentrationen kun er omkring 0,04%. Her er der ikke tale om nikkeloxid, men formentlig nikkelsulfid, som dog har samme mærkning som nikkeloxid.

Ifølge Miljøstyrelsens bekendtgørelse om affald, så skal virksomheder, offentlige og private institutioner, der frembringer farligt affald, anmelde det til kommunalbestyrelsen. Det nævnes i §54 at:

§ 54. For farligt affald skal kommunalbestyrelsen etablere indsamlingsordninger i form af henteordninger. Dette gælder dog ikke for eksplosivt affald fra virksomheder, offentlige eller private institutioner, jf. § 55.

    Stk. 2. For farligt affald, der forekommer i mindre mængder i kommunen, eller i særlige fraktioner og for farligt affald fra husholdninger, kan kommunalbestyrelsen i et regulativ beslutte at etablere indsamlingsordninger, der ikke er henteordninger.

    Stk. 3. Virksomheder, offentlige eller private institutioner og husholdninger er forpligtet til at benytte de ordninger, der er fastsat efter stk. 1 og 2.

Den enkelte kommune er således pligtig til at etablere indsamlingsordninger for farligt affald, og private husholdninger er forpligtiget til at benytte de etablerede ordninger.

Kommunernes affaldsregulativer foreskriver normalt, at aske skal bortskaffes som dagrenovationsaffald. Vi har ikke kendskab til nogen kommuner, som ikke gør dette, og heller ikke specifikt foreskriver, at aske fra forbrænding af petroleumskoks skal afleveres til den kommunale indsamlingsordning for farligt affald.

Asken fra andre brændselstyper indeholder også nikkel, men i meget lavere koncentrationer end fra petroleumskoks.

Asken fra fyring med fuelolie kan indeholde 3% nikkel, men askemængden er meget mindre end for petroleumskoks og fjernes kun ved rensning af fyrboksen og røgkanaler. Gasolie indeholder meget mindre nikkel end fuelolie, men det er uvist, om koncentrationen er større eller mindre end 0,1%. Askemængden fra gasolie er langt mindre end fra fuelolie, og det er skorstensfejeren, der fjerner asken og bortskaffer det til dagrenovationssystemet.

Aske fra kulfyring indeholder også nikkel. I en undersøgelse dk-TEKNIK lavede i 1995, fandt man et typisk indhold af nikkel på 20 mg/kg tør kul. Med et askeindhold på 10%, vil den gennemsnitlige koncentration af nikkel i asken være 0,02%. Privat anvendelse af kul i små fyringsanlæg er meget begrænset.

3.7 Arbejdstilsynets regler for arbejde med carcinogene stoffer

Arbejdstilsynet har fastsat en række regler for arbejde med kræftfremkaldende stoffer i bekendtgørelse nr. 906 af 8. november 2002, Bekendtgørelse om foranstaltninger til forebyggelse af kræftrisikoen ved arbejde med stoffer og materialer.

En række af Arbejdstilsynets regler gælder også ved privat arbejde i hjemmet og i fritiden. I § 2 står der:

§ 2. Bekendtgørelsen gælder også for arbejde omfattet af §2, stk. 2, i lov om arbejdsmiljø, og arbejde, der ikke udføres for en arbejdsgiver.

Det er således tydeligt, at Arbejdstilsynets regler for arbejde med kræftfremkaldende stoffer i princippet skal følges ved tømning af fyringsanlægget for aske fra forbrænding af petroleumskoks, fordi det indeholder relativt meget af det kræftfremkaldende nikkel. Bestemmelserne i følgende paragraffer skal derfor følges:

§ 5. Et stof eller materiale må ikke anvendes, hvis det efter §§ 11-13 i bekendtgørelse om arbejde med stoffer og materialer (kemiske agenser) kan erstattes med et ufarligt eller mindre farligt stof eller materiale.

(Petroleumskoks kan umiddelbart erstattes af andre brændsler, f.eks. træ.)

§ 7. Der skal anvendes arbejdsprocesser, arbejdsmetoder og værktøj, der udelukker eller begrænser udvikling af dampe og støv, dannelse af røg og aerosoler m.v. samt sprøjt og stænk fra stofferne og materialerne så meget, som det er rimeligt under hensyntagen til den tekniske udvikling.

§ 11. Affald, der indeholder stofferne eller materialerne skal samles, opbevares og bortskaffes i egnede lukkede beholdere, eller hvor dette ikke er praktisk muligt på anden betryggende måde. Beholderne m.v. skal være mærket, som angivet i bilag 3.

§ 12. Ved arbejde omfattet af denne bekendtgørelse skal der anvendes egnede personlige værnemidler, hvis arbejdet ikke på anden måde kan udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt.

§ 13. I arbejdslokaler eller områder, hvor der er risiko for forurening fra stofferne og materialerne, må der ikke ryges, spises eller drikkes, ligesom opbevaring af tobak, mad og drikkevarer ikke må finde sted.

§ 17. Stk. 3. Hvis det ikke er teknisk muligt fuldstændigt at fjerne stofferne og materialerne, skal egnede personlige værnemidler anvendes.

§ 28. I det omfang, det fremgår af bilag 1 og 2, må arbejde med stofferne, materialerne og arbejdsprocesserne ikke udføres i den ansattes hjem.

Arbejdstilsynet har således en ganske detaljeret og restriktiv regulering for arbejde med kræftfremkaldende stoffer, som også omfatter privat arbejde i hjemmet. Hvis alle disse krav til arbejdets udførelse skulle opfyldes ved privat anvendelse af petroleumskoks, så ville anvendelsen nok hurtigt ophøre.

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |

Version 1.0 Maj 2006, © Miljøstyrelsen.