| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

National Implementeringsplan - Stockholmkonventionen om persistente organiske forurenende stoffer

Bilag 1
Handlingsplan for reduktion af
udslip fra utilsigtet fremstilling af
dioxin, PCB og HCB

• 1 Indledning
• 2 Konventionsforpligtelser
• 3 Evaluering af aktuelle udslip
  • 3.1 Evaluering af aktuelle udslip af dioxin
    • 3.1.1 Bilag C del 2 kildekategorier
    • 3.1.2 Bilag C del 3 kildekategorier
    • 3.1.3 Andre kildetyper, som ikke er nævnt i konventionens bilag 3
  • 3.2 Udslip af utilsigtet dannet HCB og PCB
  • 3.3 Vedligeholdelse af udslipsregistre
• 4 Evaluering af effektiviteten af den eksisterende lovgivning og politik
  • 4.1 Evaluering af eksisterende lovgivning og politik i relation til enkelte kildekildekategorier
    • 4.1.1 Bilag C, del 2
    • 4.1.2 Bilag C, del 3
• 5 Strategier til opfyldelse af konventionens forpligtelser
• 6 Foranstaltninger til fremme af viden, undervisning, uddannelse og oplysning
  • 6.1 Fremme af viden om kilder til dannelse og omsætning af dioxin og dioxin-lignende PCB
  • 6.2 Uddannelse og oplysning
• 7 Opdaterings af implementeringsplanen
• 8 Tidsplan

1 Indledning

Denne handlingsplan retter sig specifikt mod foranstaltninger til at begrænse udslip fra utilsigtet fremstilling af dioxiner/furaner, PCB og HCB.

Da der ikke findes opgørelser af udslip af PCB og HCB i Danmark, angives i planen alene data for udslip af dioxin.

Handlingsplanen er udarbejdet i overensstemmelse med Stockholmkonventionens artikel 5 litra a, som angiver, at handlingsplanen skal indeholde følgende elementer:

i)    En evaluering af aktuelle og planlagte udslip, herunder udarbejdelse og vedligeholdelse af registre over kilder samt estimater over udslip, idet der tages højde for de kategorier af kilder, der er identificeret i bilag C;

ii)    En evaluering af effektiviteten af den pågældende parts lovgivning og politik vedrørende håndteringen af sådanne udslip;

iii)    Strategier for opfyldelse af forpligtelserne i dette punkt, idet der tages højde for evalueringerne i i) og ii);

iv)    Foranstaltninger til fremme af undervisning og uddannelse i samt oplysning om disse strategier;

v)    En gennemgang hvert femte år af disse strategier, og hvorvidt det er lykkedes at opfylde betingelserne i dette punkt; sådanne gennemgange skal medtages i rapporter, der aflægges i medfør af konventionens artikel 15 om rapportering;

vi)    En tidsplan for gennemførelse af handlingsplanen inklusive de anførte strategier og foranstaltninger.

Hvad angår dioxin, er der i perioden 2000 til 2004 i Danmark gennemført en dioxinhandlingsplan i et samarbejde mellem Miljøministeriet, Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender samt Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri. Dioxinhandlingsplan har haft et bredt fokus på dioxin, idet den har været rettet mod såvel dioxin i foderstoffer og fødevarer som kilder til dioxinforurening i miljøet generelt. Resultaterne af handlingsplanen blev i 2005 rapporteret i en statusredegørelse fra de tre ministerier. Resultaterne af den gennemførte handlingsplan indgår i beskrivelsen af landebasislinien i kapitel 2 af den nationale implementeringsplan i de relevante afsnit.

2 Konventionsforpligtelser

Parterne forpligter sig til at tage foranstaltninger til at reducere - og om muligt eliminere - udslip fra utilsigtet fremstilling af stofgrupperne polychlorerede dibenzo-p-dioxin og dibenzofuraner (her omtalt som dioxin), PCB og HCB. De specifikke krav om reduktion af dioxinudslip fremgår af Stockholmkonventionens artikel 5 og bilag C. I relation til forpligtelserne er der i konventions bilag C opstillet to lister af kildekategorier, henholdsvis del 2 og 3. De to lister fremgår af tabel 1.

Del 2 kildekategorier angives at indebære potentiale for relativ høj dannelse og udslip af utilsigtet dannede POP-stoffer til miljøet. Forpligtelserne i relation til disse kategorier er skærpede i forhold til kildekategorier i del 3.

I den efterfølgende gennemgang af kilderne er det derfor valgt at beskrive kilderne opdelt efter denne kategorisering.

Tabel 1
Kildekategorier ifølge Stockholmkonventionens bilag C

Konventionens forpligtelser sammenfattes nedenfor. Der henvises til konventionsteksten, især artikel 5 b) – g), for den præcise formulering.

Parterne skal:

• Fremme brugen af foranstaltninger, der hurtigt kan give en realistisk og meningsfyldt reduktion af udslip eller eliminering af kilder;
• Fremme udviklingen af og foreskrive brug af alternative eller modificerede materialer, produkter og metoder til at forhindre dannelse og udslip;
• Fremme og foreskrive brug af de bedste tilgængelige teknikker (BAT) og den mest miljørigtige praksis (BEP); i begyndelsen med særlig vægt på nye kilder og kildekategorier identificeret i bilag C, del 2;
• Eventuelt opstille grænseværdier for udslip eller opfyldelsesnormer for på den måde at opfylde sine forpligtelser vedrørende brug af BAT;
• Fremme udviklingen af og, hvor det skønnes relevant, foreskrive brug af alternative eller modificerede materialer, produkter og metoder til at forhindre dannelse og udslip af de i bilag C opstillede kemiske stoffer.

3 Evaluering af aktuelle udslip

3.1 Evaluering af aktuelle udslip af dioxin

Udviklingen i udslip af dioxin til luft fra 1995 til 2000-2002 er vist i tabel 2. En sammenligning vanskeliggøres af det forhold, at opgørelsen fra 1995 ikke indeholder oplysninger om en række kilder, og at estimeringsmetoderne i de to opgørelser er forskellige. Der er derfor en opgørelse med sammenlignelige tal under udarbejdelse, som vil være færdig senere i 2006, i tide til den første rapportering under konventionen.

I opgørelsen for 2000-2002 (i tabel 2) er det forsøgt at estimere udslip for alle kilder, også de kilder der ikke findes pålidelige målinger for. Som det fremgår af tabellen, er der for mange af kildekategorierne meget brede usikkerhedsintervaller. Det skyldes, at der kan være stor variation i udslippene, selv fra den samme kilde, og at det kræver et meget stort antal målinger at bestemme de samlede udslip med stor sikkerhed. For nogle kildekategorier forligger der desuden kun et meget begrænset datamateriale, i Danmark såvel som i andre lande. Dette gælder eksempelvis udslip fra brande og bål, som potentielt kan være væsentlige kilder.

Den opgørelse der er under udarbejdelse tyder på, at det samlede udslip af dioxiner til luft vil blive estimeret til omkring 20-25 g for 2004.

Tabel 2
Udslip af dioxin til luft fordelt på kildekategorier i 1995 og 2000-2002 ^[21].* Se note.

*Bemærk at tallene er under revision, og at der vil foreligge nye tal for 1990 og 2004 inden udgangen af 2006.

Udslip af dioxin til vand og jord opdelt på kildekategorier er vist i tabel 3. Et spørgsmålstegn ud for en kildekategori indikerer, af udslippene kan være væsentlige, men at der ikke er noget grundlag for at anslå en mængde.

Den væsentligste kilde til udledninger til vandmiljøet er udledninger fra renseanlæg og nedbørsbetingede udledninger. Udledninger til spildevand, som efterfølgende behandles i renseanlæg, er ikke angivet i tabellen. De væsentligste kilder til dioxin i spildevand, og dermed kilder til udledningerne fra renseanlæggene, er anslået at være PCP-behandlede materialer (0,2 g I-TEQ/år), chlorblegning (<0,5 g I-TEQ/år) og, ikke mindst, atmosfærisk nedfald (0,4-4 g I-TEQ/år).

Tabel 3
Udslip af dioxin til vand og jord opdelt på kildekategorier i 2000-2002 (samme kilde som foregående tabel).

3.1.1 Bilag C del 2 kildekategorier

a) Affaldsforbrændingsanlæg
På grundlag af Miljøstyrelsens første måleprogram for dioxin i røggas fra forbrændingsanlæg i 1986-1989 blev den gennemsnitlige udledning fra anlæggene estimeret til 19,5 μg N-TEQ pr. ton affald, og de samlede udledninger kunne beregnes til 34 g N-TEQ pr. år(N-TEQ er en ældre enhed, der stort set svarer til I-TEQ). Siden er mængderne af affald, der forbrændes, steget væsentligt, men der er samtidig installeret bedre røggasrensning. Som det fremgår af tabel 2, blev de samlede udslip fra forbrænding af husholdningsaffald og hospitalsaffald i 1995 estimeret til 30 g I-TEQ.

I 2000-2002 blev den samlede udledning opgjort til 6,4 - 29 g I-TEQ/år, hvoraf hovedparten stammede fra anlæg, der endnu ikke havde fået installeret dioxinrensning.

Der findes aktuelt omkring 30 forbrændingsanlæg i Danmark, der i 2004 samlet forbrændte 3,4 mio. tons affald. Fra den 28. december 2005 har alle anlæg skullet overholde en grænseværdi på 0,1 ng I-TEQ pr. Nm³ røggas svarende til en udledning på omkring 0,65 μg I-TEQ pr. ton affald, og den samlede udledning kan opgøres til maksimalt 2,2 g I-TEQ/år, hvis alle anlæg overholder grænseværdien. Udledningerne pr. ton affald er således faldet til omkring en fyrretyvendedel af niveauet i slutningen af 1980’erne. De høje rensningsgrader er opnået ved at udbygge de filtre, der anvendes til at rense røggassen, således at den dannede dioxin bindes til aktivt kul, som tilbageholdes ved røggasrensningen.

b) Cementovne, der afbrænder farligt affald

Der findes i Danmark én cementfabrik. Virksomheden afbrænder generelt ikke farligt affald, men har tilladelse til at afbrænde olieslam fra oprensning af spildolie. Olieslam udgør kun en meget beskeden del af energiråvarerne ved cementfremstillingen. Den samlede udledning af dioxin fra fremstillingen af 2,6 mio. tons cement er anslået til 0,2 - 1,4 g I-TEQ/år.

c) Fremstilling af papirmasse ved hjælp af chlor eller kemiske stoffer, der danner frit chlor, til blegning

Chlor anvendes ikke til fremstilling af papirmasse i Danmark.

d) Følgende termiske processer i den metallurgiske industri: i) sekundær fremstilling af kobber; ii) anlæg til fremstilling af sinter i jern- eller stålindustrien; iv) sekundær fremstilling af zink

Kildetyperne findes ikke i Danmark.

d, iii) Fremstilling af sekundær aluminium

Fremstilling af sekundær aluminium ud fra aluminiumskrot foregår på en enkelt virksomhed. Målinger på virksomheden i begyndelsen af 2000 viste meget høje udledninger af dioxin, og virksomheden har efterfølgende foretaget særlige dioxinbegrænsende foranstaltninger. De samlede udledninger er i den seneste opgørelse opgjort til <0,001 - 0,79 I-TEQ/år, jf. tabel 2.

3.1.2 Bilag C del 3 kildekategorier

Hvor ikke andet er nævnt, er der tale om udslip til luft.

a) Åben afbrænding af affald

Afbrænding af affald er ifølge affaldsbekendtgørelsen kun tilladt på dertil godkendte anlæg. Godkendte anlæg er ikke nødvendigvis egentlige affaldsforbrændingsanlæg, men kan også være f.eks. et fjernvarmeværk, som har opnået miljøgodkendelse til at anvende nærmere bestemte affaldstyper som brændsel. Kommunalbestyrelsen kan i et regulativ bestemme, at afbrænding af haveaffald og visse tilsvarende affaldstyper er tilladt.

Afbrænding af malet eller trykimprægneret træ betragtes som affaldsforbrænding. Åben afbrænding af denne type affald er dermed forbudt. Ifølge massestrømsanalysen kan der i et vist omfang forekomme affaldstræ i bål, hvilket har en betydelig indflydelse på dannelsen af dioxin. På grund af usikkerheder på såvel emissionsfaktorer som på sammensætning af brændet, er emissionerne i den seneste massestrømsanalyse bestemt med meget stor usikkerhed til 0,03-6,5 g I-TEQ/år. Det er altså på nuværende tidspunkt ikke muligt at sige, om bål bidrager væsentligt til de samlede udledninger.

b) Termiske processer i den metallurgiske industri der ikke er nævnt i del 2

Andre termiske processer i den metallurgiske industri omfatter jern og metalstøberier samt varmgalvanisering. De samlede dioxinudledninger fra disse processer er opgjort til 0,02-0,5 g I-TEQ/år.

Fremstilling af sekundær stål fra skrot har tidligere været en væsentlig kilde, men pr. april 2006 foregår der ikke længere omsmeltning af stålskrot i Danmark, idet Dansteel A/S (tidligere Stålvalseværket) udelukkende forarbejder stålblokke (slabs), som importeres fra Rusland.

c) Private kilder til forbrænding

Brændeovne bidrager væsentligt til de samlede udledninger af dioxin. Det samlede udslip fra brændeovne i Danmark blev i 2000-2002 opgjort til
0,4-22 g I-TEQ/år. På baggrund af yderligere målinger er usikkerheden på opgørelserne blevet mindre, og den samlede emission er senest beregnet til
2-4 g I-TEQ/år.

I hvilken grad affald, deriblandt malet eller behandlet træ, afbrændes i brændeovne og brændefyr i de enkelte husstande er usikkert, hvilket bidrager til en usikkerhed på de samlede udledninger fra husstande. Afbrænding af malet og imprægneret træ i brændeovne og fyr er som nævnt ovenfor forbudt, men finder formentlig sted i et vist omfang.

Der har siden de første undersøgelser af dioxinudledninger fra brændeovne i 1990 været foretaget en lang række undersøgelser for at forstå mekanismerne bag dioxindannelsen i brændeovne, og hvordan den kan mindskes. Det er helt klart, at afbrænding af affald i brændeovne øger dannelsen af dioxin. Miljøstyrelsen har derfor gennemført flere kampagner for at oplyse befolkningen om problemerne ved at brænde affald i brændeovne.

Der er ved målinger påvist en klar sammenhæng mellem dioxindannelse og anlæggenes størrelse. Fyring med halm og træ i større fyringsanlæg giver meget lave dioxinemissioner, mens fyring i mindre anlæg såsom gårdanlæg, små træpillefyr og brændeovne giver op til flere hundrede gange større emissioner. Dioxinkoncentrationerne i røggassen fra brændeovne og mindre gårdanlæg er typisk i størrelsesordenen ti gange så store som grænseværdien på 0,1 ng
I-TEQ/m³, som gælder for forbrændingsanlæg og industrianlæg.

I forbindelse med målinger af udledninger fra brændeovne i en mindre landsby (Gundsømagle) ses der en mulig sammenhæng mellem udledningernes størrelse og skorstenstypen. Udledningerne ser således ud til at være mindre fra huse med stålskorsten. Om dette er et generelt fænomen, og hvilken mekanisme der ligger bag, er for øjeblikket ved at blive undersøgt.

I den seneste undersøgelse af emissioner fra brændeovne, hvor der er fortaget samtidige målinger af partikler, PAH og dioxin, ses der ikke nogen sammenhæng mellem emissionen af dioxin og partikler, eller mellem emissionen af dioxin og PAH. Der er en klar tendens til, at nyere brændeovne har en lavere emission af dioxin, idet udslippet fra ældre brændeovne varierer fra 5,1-17,7 ng I-TEQ/kg træ, mens udslippet fra nyere brændeovne (< 3 år) er på 0,2-3 ng I-TEQ/kg træ.

Koncentrationen af dioxin i røggassen fra brændeovne og gårdanlæg til afbrænding af halm ligger generelt over de koncentrationer, der ses i røggas fra forbrændingsanlæg og industrianlæg.

d) Fossile brændstofanlæg og industrikedler

De samlede udledninger fra kulkraftværker og anden energiproduktion baseret på fossile brændsler er samlet opgjort til 0,5-4,5 g I-TEQ/år. Emissionerne fra danske kulkraftværker er i den seneste massestrømsanalyse estimeret med meget stor usikkerhed, men under alle omstændigheder er de samlede emissioner relativt små, og koncentrationerne i røggassen er mange gange lavere end de 0,1 ng I-TEQ/m³, der gælder for forbrændingsanlæg og industrianlæg. Emissionerne fra forbrænding af kul i industrikedler er mindre undersøgt, men emissionerne pr. ton kul er vurderet at være højere end fra kulkraftværkerne.

e) Installationer til afbrænding af træ og andet biobrændsel

Der findes i Danmark en lang række mindre anlæg til afbrænding af træflis, træpiller, træaffald og halm. Der er stor forskel på anlæggene og graden af dioxinudslip. Generelt har små gårdanlæg uden røggasrensning langt højere udslip end eksempelvis kraftvarmeværker med fuldt udbygget røggasrensning. De samlede udledninger fra afbrænding af biomasse eksklusive brændeovne er i massestrømsanalysen opgjort til 0,3-19,4 g I-TEQ/år, hvoraf de små anlæg udgør langt hovedparten.

f) Specifikke kemiske fremstillingsprocesser der udleder utilsigtet dannede POP-stoffer

Kildetypen findes ikke i Danmark.

g) Krematorier

Målinger fra danske krematorier viser en relativ lav emission af dioxin, og den samlede dioxinemission er opgjort til 0,01-0,1 g I-TEQ/år.

h) Motorkøretøjer - især køretøjer der bruger blyholdig benzin

Brugen af blyholdig benzin har i mange år været forbudt til køretøjer i Danmark. De samlede udledninger fra motorkøretøjer er opgjort til <0,2 g
I-TEQ/år, mens de samlede emissioner fra andre transportprocesser er opgjort til 1,3-1,5 g I-TEQ/år, som hovedsageligt kan henføres til skibsfart og togtrafik.

i) Destruktion af dyrekroppe

Destruktion af dyrekroppe ved forbrænding finder kun i begrænset omfang sted i Danmark, blandt andet destruktion af dyrekroppe fra dyrlægepraksisser og restprodukter fra destruktionsprocessen. I massestrømsanalysen vurderes dioxinudledningerne fra behandling af døde dyrekroppe at være marginale.

j) Farvning af tekstil og læder (med chloranil) og efterbehandling (med alkalisk ekstraktion)

Der er i Danmark ikke noget forbud mod brug af chloranil, men stoffet er klassificeret som kræftfremkaldende, giftigt og miljøfarligt. Produktregistret over kemikalier er netop opdateret, og ved en gennemgang af registret kan det konstateres, at der ikke er registreret brug af chloranil i Danmark.

k) Anlæg til ophugning af kasserede køretøjer

I den seneste massestrømsanalyse vurderes emission af dioxin fra bilfragmenteringsanlæg i Danmark at være marginal. Da PCB-holdige kondensatorer ikke har været brugt de seneste 20 år, vil der næppe være mange hvidevarer, der skrottes i dag, som ville kunne indeholde disse kondensatorer. Ifølge elskrotbekendtgørelsen skal PCB-holdige kondensatorer i fjernes, inden udstyret behandles yderligere.

l) Nedbrydning af kobberkabler

Termisk nedbrydning af visse typer olieholdige kabler foregik tidligere ved en enkelt virksomhed. En enkelt måling refereret i den seneste massestrømsanalyse er under luftvejledningens vejledende grænseværdi på 0,1 ng I-TEQ/Nm³, og den samlede emission blev i 2000 estimeret til <0,00002 g I-TEQ/år. Virksomheden har efterfølgende stoppet termisk behandling af kabler, som i stedet eksporteres til behandling i udlandet.

Privat afbrænding af kabler er forbudt og vurderes ikke at foregå i nævneværdig grad.

m) Spildolieraffinaderier

Raffinering af spildolie foregår i Danmark på en enkelt virksomhed. Udledningerne fra denne proces vurderes dog at være marginale i forhold til udledningerne fra afbrænding af spildolie, og der har i de senere år være foretaget målinger af dioxinemissioner fra en række anlæg, der afbrænder enten urenset eller genraffineret spildolie. Den seneste massestrømsanalyse anslår dioxinemissionen fra afbrænding af spildolie i Danmark til <0,17 g I-TEQ/år.

3.1.3 Andre kildetyper som ikke er nævnt i konventionens bilag 3

Andre industrielle højtemperaturprocesser

Der er i de senere år i Danmark foretaget målinger fra en række andre højtemperaturprocesser såsom fremstilling af tegl, brænding af kalk og fremstilling af isoleringsmaterialer. Analyserne har bekræftet, at disse processer kun bidrager beskedent til de samlede udslip. De samlede udslip fra andre industrielle højtemperaturprocesser er opgjort til 0,04 - 0,1 g I-TEQ/år.

Brande

Blandt de tilbageværende kilder til dioxin kan brande og bål udgøre væsentlige kilder, som det imidlertid er meget svært at bestemme omfanget af. For bedre at kunne vurdere risikoen for dioxinforureninger fra brande lod Miljøstyrelsen i 2004 udarbejde en ”Håndbog om vurdering af spredning af dioxin og andre miljøskadelige stoffer fra ukontrollerede brande”.

Undersøgelser af dioxinindholdet i jord og nedfalden sod omkring brandsteder har vist svagt forhøjede værdier af dioxin, men det har ikke på grundlag af undersøgelserne været muligt at bestemme mængden af dioxin dannet ved hændelserne. Undersøgelser af dioxin i omgivelserne af store brande, hvor der er brændt store mængder PVC, viser, at stoffer, der emitteres fra en brand, bliver spredt over et stort område og meget sjældent vil medføre en forurening af omgivelserne i et omfang, som kan påvirke lokalbefolkningens sundhed. Udslip fra brande kan primært nedbringes ved at begrænse brugen af stoffer og materialer, der i særlig grad kan give anledning til udviklingen af dioxin. Forbud mod brug af stoffer som PCB og PCP har således i høj grad haft til hensigt at begrænse risikoen for dannelse af dioxin ved brande. En generel reduktion i forbruget af chlorholdige materialer, herunder PVC, må også forventes at kunne reducere udviklingen af dioxin fra brande.

De samlede udslip fra brande er bestemt til 0,5-20 g I-TEQ/år, hvilket indikerer, at brande på trods af usikkerhederne må betragtes som en væsentlig kilde til dioxinudslip til luften.

Dioxin i træ behandlet med pentachlorphenol (PCP)

Pentachlorphol forurenet med mindre mængder dioxin er i Danmark blevet brugt til imprægnering af træ i perioden 1950-1978. En del af dette træ er stadig i brug. Herudover vil PCP kunne være til stede i engangspaller fra Sydeuropa. Under brug af det behandlede træ vil en del af dioxinet kunne frigøres til luft. En nyere undersøgelse fortaget af Miljøstyrelsen har påvist, at PCP-behandlet træ stadig indeholder dioxin, og at engangspaller fra Sydeuropa indeholder PCP, dog i koncentrationer under de 5 mg/kg, der er fastsat i Bekendtgørelse nr. 420 af 21. april 1996 om begrænsning af salg og anvendelse af pentachlorphenol. På grundlag af undersøgelserne er de samlede dioxinudslip til luft anslået til 0.03 - 5 g I-TEQ/år, dvs. udslippene fra PCP-behandlet træ kan være væsentlige, men det er meget usikkert.

3.2 Udslip af utilsigtet dannet HCB og PCB

Der findes som nævnt i indledningen ingen opgørelse af udslip af utilsigtet dannet PCB og HCB til jord, luft eller vand for Danmark. Industrielle processer, som er kendt for i særlig grad at give anledning til dannelse af HCB, forekommer ikke i Danmark.

Kildekategorierne formodes at være de samme som for dioxin. Foranstaltninger til at reducere udledningerne af dioxin må derfor også forventes at reducere udledningerne af de øvrige stoffer.

Med udgangspunkt i resultaterne fra et EU-studie, som forventes færdigt medio 2006, vil det blive undersøgt, om der ser ud til at være hidtil oversete kilder i Danmark til udslip af utilsigtede POP-stoffer, med fokus på HCB og PCB, og der vil blive set på udslip til vand, jord og luft. Hvis det viser sig at være tilfældet, vil der blive søgt foretaget en estimering, under hensyntagen til behovet for sammenlignelige data i EU og internationalt. Desuden vil behovet for særlige tiltag blive vurderet.

3.3 Vedligeholdelse af udslipsregistre

Parterne forpligter sig i henhold til Artikel 5 til at opbygge og vedligeholde registre over kilder samt estimater over udslip.

Denne forpligtelse er gennemført i POP-forordningens Art. 6, stk. 1, som pålægger Danmark og de øvrige EU medlemsstater at udarbejde og ajourføre fortegnelser over udslip af dioxin, furan, PCB, HCB og PAH til henholdsvis luft, vand og jord.

Det danske EPER-register, som varetages af Miljøstyrelsen, vil i kraft af implementering af PRTR-protokollen blive udvidet. Registret indeholder oplysninger om udslip til luft og vand fra punktkilder og skal på sigt også indeholde oplysninger om udledninger til jord og oplysninger om diffuse kilder. Oplysningerne i registeret forventes dog ikke i den nærmeste fremtid at være så komplette, at der fra registret kan udtrækkes samlede opgørelser af udslip af POP-stoffer fra danske kilder.

Danmarks Miljøundersøgelser udarbejder årligt opgørelser af dioxin til luft som rapporteres til UNECE og Det Europæiske Miljøagentur. Opgørelser af udslip til jord og vand er blevet foretaget i forbindelse med gennemførelsen af massestrømsanalyser. Der er hidtil ikke lavet opgørelser af udslip af HCB og PCB.

4 Evaluering af effektiviteten af den eksisterende lovgivning og politik

Der findes en række instrumenter i EU-lovgivningen og den danske miljøbeskyttelseslovgivning, som er med til at nedbringe udslip af POP-stoffer, der fremstilles utilsigtet.

I det følgende afsnit evalueres den eksisterende lovgivning og strategier for hver enkelt kildekategori i relation til Stockholmkonventionens forpligtelser.

De centrale strategier for reduktion af udslip af utilsigtet fremstillede POP-stoffer i konventionen er krav om brug af bedst tilgængelige teknikker (BAT) og bedste miljømæssige praksis (BEP) samt krav om at fremme udviklingen af, og, hvor det skønnes relevant, foreskrive brug af, alternative eller modificerede materialer, produkter og metoder.

I Danmark har de centrale tiltag, som har givet anledning til væsentlige reduktioner af udledningerne af dioxin, været:

• Etablering af systemer til specifikt at rense for dioxin i røggas på forbrændingsanlæg og industrianlæg med høje udledninger af dioxin;
• Etablering af forbedrede røggasrensningssystemer på større anlæg til forbrænding af fossile brændsler og biobrændsel (ikke specifikt rettet mod dioxin);
• Forbud mod brug af PCP;
• Forbud mod privat afbrænding af affald;
• Strategi for begrænsning af afbrænding af PVC på forbrændingsanlæg.

Krav om brug af BAT til større kilder

Miljøbeskyttelsesloven i Danmark bygger på det grundlæggende princip, at den samlede forurening af omgivelserne skal forhindres eller begrænses mest muligt. Ud fra dette princip pålægger miljøbeskyttelsesloven i overensstemmelse med principperne i Stockholmkonventionen den enkelte virksomhed at anvende BAT, således at forureningen ud fra en samlet betragtning bliver mindst mulig. Ved vurderingen af, hvad der er bedst tilgængelig teknik, skal der først og fremmest lægges vægt på at forebygge forureningen ved at anvende renere teknologi. Herudover skal den uundgåelige forurening søges begrænset mest muligt ved forureningsbegrænsende foranstaltninger, herunder bedst mulig rensning.

Luftvejledningen, som bliver brugt ved administration af miljøbeskyttelsesloven, indeholder en samlet beskrivelse af, hvordan luftforureningen fra virksomheder skal reguleres. Luftvejledningen fastsætter, at der bør foretages emissionsbegrænsning for at nedbringe dioxinudledningen, hvis den årlige massestrøm af dioxin er større end 0,01 g I-TEQ, og at udsendelse af dioxin bør begrænses mest muligt. Emissionsgrænseværdien bør ifølge luftvejledningen fastsættes til 0,1 ng I-TEQ/Nm³. Dog kan det på grund af tekniske og økonomiske forhold være nødvendigt at acceptere en emissionsgrænseværdi på 0,2 ng I-TEQ/Nm³ for nogle virksomhedstyper. Luftvejledningen fastsætter i øvrigt en emissionsgrænseværdi for PCB på 0,0001 mg/Nm³, mens der ikke er fastsat grænseværdier for HCB.

Miljøstyrelsens referencelaboratorium for måling af emissioner til luften har udarbejdet rapporten ”Måling af dioxinemissionen fra industrianlæg”. Rapporten hjælper tilsynsmyndighederne med at vurdere og afgøre, om og hvordan der skal udføres dioxin emissionsmålinger på industrielle anlæg, samt med at stille vilkår, så kontrolmålinger udføres korrekt og resultaterne vurderes rigtigt.

For hovedparten af de industrielle processer i Danmark vil kravene om anvendelse af bedst tilgængelige teknik (BAT) resultere i dioxinemissioner under den vejledende grænseværdi i luftvejledningen. For mange kildetyper, eksempelvis kraftværker, sker der en begrænsning af udledningerne af POP-stoffer som konsekvens af røggasrensning, hvis primære formål har været at reducere udledningerne af partikler og sure røggasser.

Kravet om brug af BAT er et centralt instrument i IPPC-direktivet, som omfatter de største stationære kilder til utilsigtet dannede POP-stoffer. IPPC-direktivet er i Danmark navnlig gennemført via miljøbeskyttelsesloven og godkendelsesbekendtgørelsen. I tilknytning til IPPC-direktivet udarbejdes der på EU plan forskrifter, såkaldte BREF-noter, der angiver, hvilke teknikker der kan betragtes som BAT. Disse noter anvendes som en del af grundlaget for tilsynsmyndighedernes administration af miljøbeskyttelsesloven.

Hvilke teknikker, der betragtes som BAT, vil over tid ændre sig som konsekvens af den teknologiske udvikling, og Miljøstyrelsen vurderer løbende, om de konkrete krav, der stilles til særligt forurenende virksomheder, følger udviklingen i BAT.

Med miljøbeskyttelseslovens og bekendtgørelserne udstedt i medfør heraf (eksempelvis godkendelsesbekendtgørelsen) er det lovgivningsmæssige grundlag for at opfylde Stockholmkonventionens forpligtelser til stede, for så vidt angår større stationære kilder. Med udarbejdelse af vejledninger til tilsynsmyndighederne sikres, at disse har den fornødne viden til en effektiv implementering af bestemmelserne.

Spredte kilder

Hvad angår spredte kilder, er det vigtigste instrument affaldsbekendtgørelsen. Affaldsbekendtgørelsens krav om indsamlingssystemer for affald, og at affald indsamles og behandles på godkendte anlæg, forhindrer i vidt omfang ukontrolleret afbrænding med deraf følgende udslip. I bekendtgørelsen præciseres det endvidere, at affald kun må forbrændes på dertil godkendte anlæg.

Eksisterende lovgivning og de indbyggede strategier for at begrænse udslip af utilsigtet fremstillede POP-stoffer er sammenfattet i tabel 4.

Tabel 4
Eksisterende lovgivning og strategier for begrænsning af udslip af utilsigtet fremstillede POP-stoffer

4.1 Evaluering af eksisterende lovgivning og politik i relation til enkelte kildekildekategorier

4.1.1 Bilag C, del 2

a) Forbrændingsanlæg

Der er i forbrændingsanlægsbekendtgørelsen opstillet en grænseværdi for emission af dioxin fra forbrændingsanlæg på 0,1 ng I-TEQ/ Nm³. Grænseværdien har været gældende for nye anlæg siden 24. marts 2003. For eksisterende anlæg har grænseværdien været gældende siden den 28. december 2005. For forbrænding af husholdningsaffald svarer grænseværdien til en udledning på omtrent 0,65 μg I-TEQ pr. kg affald. Hvis alle anlæg overholder grænseværdien, vil den samlede udledning således maksimalt være 2,2 g I-TEQ/år, svarende til omkring 7% af de samlede udledninger fra forbrændingsanlæg i 1990.

Den eksisterende grænseværdi vurderes at svare til, hvad der aktuelt kan opnås med bedst tilgængelig teknik (BAT) og opfylder således kravene i Stockholmkonventionens artikel 5 om at foreskrive brug af BAT til nye kilder inden for bilag C, del 2 kildekategorier, under anvendelse af konventionens artikel 5 (g) om anvendelse af grænseværdier.

For at sikre, at forbrændingsanlæggene overholder grænseværdierne, laver anlæggende løbende kontrolmålinger. Kontrolmyndighederne såvel som Miljøstyrelsen vil løbende vurdere, om der er behov for skærpet tilsyn og kontrol.

Inden for den seneste tiårs periode er affaldsmængderne, der bortskaffes til forbrænding, steget fra 2,2 mio. tons til 3,4 mio. tons; en tendens der, hvis den fortsætter, også vil kunne resultere i stigende mængder dioxinudledninger. Stigningen i mængden af affald er især en konsekvens af den øgede økonomiske aktivitet i samfundet. En afkobling af væksten i affald fra den økonomiske vækst er derfor én af de tre grundelementer, som regeringens affaldspolitik for 2005-2008 bygger på.

Alt forbrændingsegnet affald skal i Danmark forbrændes på forbrændingsanlæg med energiudnyttelse. Med denne praksis minimeres risikoen for dioxindannelse ved utilsigtede brande på lossepladser. Det er dog forbudt at afbrænde imprægneret træ i affaldsforbrændingsanlæg bortset fra neddelt kreosotbehandlet træ. Baggrunden for dette er primært at undgå tilførsel af tungmetaller til forbrændingsanlæggene.

Hovedparten af den dioxin, der dannes ved forbrændingsprocesserne, ender i affaldsprodukter. Sammensætningen af det indfyrede affald er af væsentlig betydning for mængden og kvaliteten af restprodukterne. Som følge af den tidligere affaldsplan, Affald 21, er der indført krav om, at en række affaldsfraktioner med indhold af miljøbelastende stoffer så vidt muligt skal holdes borte fra affaldsforbrændingsanlæggene. Det er eksempelvis fraktioner som imprægneret træ, elektronik og PVC. Reduktion af dannelsen af POP-stoffer har ikke været hovedbegrundelsen for at udsortere disse affaldsfraktioner, men en sidegevinst forventes at være en mindskelse af den utilsigtede dannelse af dioxin og andre POP-stoffer ved forbrændingsprocessen.

Miljøstyrelsen vil løbende vurdere effektiviteten af de forskellige foranstaltninger for at sikre, at affald med miljøbelastende stoffer så vidt muligt ikke ender i forbrændingsanlæggende.

b) Cementovne, der afbrænder farligt affald

Emissionerne fra den eneste danske cementfabrik er anslået til 0,2-1,4 g
I-TEQ/år baseret på målinger, der viser en koncentration i røggassen varierende fra <0,0006 til 0,15 ng I-TEQ/Nm³. Olieslam udgør kun en meget beskeden del af energiråvarerne ved cementfremstillingen og vurderes ikke at være en væsentlig chlorkilde. Det vurderes, at den anvendte røggasrensningsteknologi svarer til BAT, og der er ikke planer om at stille krav om specifik dioxinrensning.

d, iii) Fremstilling af sekundær aluminium

Tre målinger i 2000 af dioxinemissionen hos den eneste danske virksomhed, der fremstiller sekundær aluminium, viste koncentrationer i røggassen på henholdsvis 183, 113 og 14 ng I-TEQ/Nm³. En koncentration på 183 ng
I-TEQ/Nm³ svarer til et årligt udslip på omkring 60 g I-TEQ/år. Virksomheden blev derfor i 2001 pålagt at nedbringe udslippet og har efterfølgende etableret dioxinrensning med brug af aktivt kul.

I den seneste opgørelse fra 2000-2002 er de samlede udslip opgjort til
<0,001-0,79 I-TEQ/år. De seneste målinger er i overensstemmelse med luftvejledningens vejledende grænseværdi på 0,1 ng I-TEQ/Nm^3, og de samlede udledninger vil med overholdelse af grænseværdien være på 0,03 g I-TEQ/år. Miljøbeskyttelseslovens krav har således vist sig at være et effektivt instrument til nedbringelse af dioxinudslippene.

Der foregår på EU-plan en vurdering af mulighederne for at fastsætte grænseværdier for udslip af POP-stoffer fra metallurgiske processer, og Danmark afventer resultaterne af dette arbejde.

4.1.2 Bilag C, del 3

a) Åben afbrænding af affald

Afbrænding af affald er ifølge affaldsbekendtgørelsen kun tilladt på dertil godkendte anlæg. Åben afbrænding af affald og afbrænding af affald i brændeovne og fyr er under alle omstændigheder forbudt. Afbrænding af malet eller trykimprægneret træ betragtes også som affaldsforbrænding.

Afbrænding af malet og imprægneret træ i brændeovne og fyr finder formentlig på trods af forbudet sted i et ikke uvæsentligt omfang, men der er ingen egentlige undersøgelser af omfanget. Der findes overalt i Danmark veludviklede affaldsordninger, og der er med de eksisterende ordninger generelt ikke nogle økonomiske incitamenter for privat afbrænding af affald bortset fra udnyttelsen af affaldets brændværdi. Privat afbrænding skyldes snarere, at nogle borgere betragter denne bortskaffelsesform som den nemmeste for nogle affaldstyper.

Der er i de seneste fem år gennemført en række kampagner for at informere befolkningen om, at man skal undgå afbrænding af malet træ og andet affald bl.a. i private brændeovne.

Miljøstyrelsen vurderer, at der stadig er behov for at informere befolkningen om ikke at brænde affald og planlægger fortsat at anvende kampagnematerialerne.

b) Termiske processer i den metallurgiske industri der ikke er nævnt i del 2

Miljøbeskyttelseslovens krav til den enkelte virksomhed om at anvende bedst tilgængelig teknik (BAT) vurderes effektivt at nedbringe udslippene fra andre termiske processer i den metallurgiske industri.

Som angivet i tabel 2 kunne udslippet fra fremstilling af sekundær stål opgøres til 7,5 g I-TEQ/år i 1995. Virksomheden er efterfølgende ophørt med at smelte stålskrot, hvilket var den del af virksomheders aktiviteter, som gav anledning til udslip af dioxin.

c) Private kilder til forbrænding

En række undersøgelser har som nævnt påvist, at dioxinudslip fra brændeovne og gårdanlæg, der forbrænder halm, kan være betydelige og har en sammenhæng med anlægsstørrelse.

Der er i dag ingen krav om røggasrensning fra brændeovne, men der er indført et mærkningssystem for nye brændeovne, der skal fremme anvendelse af brændeovne med ren forbrænding og høj energieffektivitet.

Miljøstyrelsen har i de senere år gennemført en række undersøgelser for at opnå en større forståelse af mekanismerne omkring dannelsen af dioxin i brændeovne og fyringsanlæg med henblik på at kunne foreskrive metoder, der mindsker dannelsen og udslippene af dioxin.

De seneste undersøgelser tyder på, at moderne brændeovne har mindre dioxindannelse end gamle brændeovne, og nogle undersøgelser tyder på, at også skorstenstypen har en indflydelse. En opfølgende undersøgelse af dioxinforurening fra brændeovne er endnu ikke afsluttet.

De samlede emissioner kan nedbringes med et forbud mod afbrænding af biomasse i små anlæg uden røggasrensning, men i relation til målene om at nedbringe de samlede CO₂ emissioner vil et sådant tiltag kunne have en uønsket virkning og vil være vanskeligt at håndhæve. Området vil blive fulgt tæt, og det vil løbende blive overvejet, hvad der kan gøres i lyset af bedre viden.

d) Fossile brændstofanlæg og industrikedler

Emissionerne fra danske kulkraftværker er i den seneste massestrømsanalyse estimeret med meget stor usikkerhed, men under alle omstændigheder er de samlede emissioner relativt små og koncentrationerne i røggassen mange gange lavere end de 0,1 ng I-TEQ/m³, der gælder for forbrændingsanlæg og industrianlæg. Emissionerne fra forbrænding af kul i industrikedler er mindre undersøgt og vurderes at være højere end fra kulkraftværkerne, men stadig under de 0,1 ng I-TEQ/m³. Begrænsning af luftforurening fra kulkraftværker har primært været drevet af ønsket om at nedbringe emissionerne af støv, svovl- og kvælstofforbindelser med begrænsning af dioxinemissioner som en positiv sideeffekt. Danske kulanlæg må betragtes at leve op til BAT, hvad angår dioxinemission, og der er ikke planer om yderligere tiltag for at begrænse dioxinudledningerne fra denne kildetype.

e) Installationer til afbrænding af træ og andet biobrændsel

Der findes i Danmark en lang række mindre anlæg til afbrænding af træflis, træpiller, træaffald og halm. Der er stor forskel på anlæggene og graden af dioxin-emissioner. Store anlæg, eksempelvis fjernevarmeværker, er reguleret af miljøbeskyttelsesloven og er udstyret med fuldt udbyggede røggasrensningssystemer. Disse må vurderes at leve op til kravet om BAT.

Problemet er primært de små gårdanlæg uden røggasrensning, som har langt højere emissioner end eksempelvis kraftvarmeværker. De samlede udslip fra afbrænding af biomasse, hvoraf de små anlæg står for hovedparten, vurderes at udgøre en meget væsentlig del af landets samlede udslip af dioxin.

Som for private kilder til forbrænding vil området vil blive fulgt tæt, og det vil løbende blive overvejet, hvad der kan gøres i lyset af bedre viden.

f) Krematorier

Målinger af dioxinemission fra danske krematorier viser som nævnt en relativ lav emission af dioxin med koncentrationer under luftvejledningens vejledende grænseværdi. De lave emissioner tilskrives en god forbrænding ved høj temperatur, som er foreskrevet i Miljøstyrelsens vejledning ”Begrænsning af forurening fra forbrændingsanlæg”. Miljøstyrelsen er i gang med at udarbejde et branchebilag for krematorieanlæg, som vil være færdigt medio 2006, hvor der vil blive stillet krav om, at krematorier udstyres med foranstaltninger til at begrænse emissionerne af kviksølv. Foranstaltninger rettet mod at reducere kviksølv vil også reducere udledningerne af utilsigtet dannede POP-stoffer som en positiv sideeffekt, hvilket er dokumenteret ved målinger på to danske krematorier. Der er ikke planer om at stille yderligere krav om reduktion af dioxinemissionen fra krematorier.

g) Motorkøretøjer, især køretøjer der bruger blyholdig benzin

I Danmark har blyholdigt benzin i en årrække været forbudt til alle anvendelser, bortset fra et beskedent forbrug til propelfly, hvor der i øvrigt bruges bromholdige hjælpestoffer. Miljøstyrelsen vurderer for øjeblikket mulighederne for yderligere at reducere brugen af blyholdigt benzin til dette formål.

Der pågår en del arbejde med henblik på at nedbringe partikelforureningen fra dieselmotorer, der som sideeffekt formentlig også vil kunne nedbringe dioxinemissionerne fra dieseldrevne motorkøretøjer.

Miljøstyrelsen vurderer, at der ikke er behov for at tage yderligere skridt for specifikt at nedbringe udledningerne af dioxin fra transportprocesser.

h) Anlæg til ophugning af kasserede køretøjer

Med kravet om at fjerne PCB-holdige kondensatorer fra hvidevarer og andet elektrisk udstyr inden ophugning, er en væsentlig kilde til dannelse af dioxin ved processen fjernet. Danske bilfragmenteringsanlæg er desuden i dag udstyret med anlæg til rensning af udtræksluften fra anlægget. Miljøstyrelsen har ikke planer om yderligere foranstaltninger til at begrænse dioxinemissionerne fra denne kilde.

Ikke nævnt i konventionens bilag

Brande

Der er stadig stor usikkerhed om, i hvilket omfang brande bidrager til de samlede udslip af dioxin i Danmark. Dannelse af dioxin kræver tilstedeværelse af chlor, men det er stadig meget usikkert, i hvilken grad tilstedeværelsen af chlorholdige byggematerialer og indbo, af eksempelvis PVC, øger mængden af dioxin, der dannes, i tilfælde af brand.

Dioxin i træ behandlet med pentachlorphenol (PCP)

Der er usikkerhed omkring, hvor stort et udslip der kommer fra træ behandlet med pentachlorphenol. Som nævnt forekommer pentachlorphenol det så vidt vides mest i engangspaller fra Sydeuropa.

5 Strategier til opfyldelse af konventionens forpligtelser

Større punktkilder

Det vurderes på baggrund af ovenstående, at Danmark, hvad angår eksisterende lovgivning og strategier for større punktkilder, lever op til Stockholmkonventionens forpligtelser for disse kildekategorier.

For forbrændingsanlæggene er udfordringen i dag at undgå stigende affaldsmængder, og dermed risikoen for stigende udledninger samt at begrænse mængden af restprodukter, som skal deponeres.

Yderligere tiltag vil derfor bestå i at afkoble stigningen i mængderne af affald fra den økonomiske vækst og yderligere at søge at begrænse tilførslerne af PVC til affaldsforbrændingsanlæg. PVC giver anledning til dannelse af store mængder restprodukter. I hvilken grad mindre mængder PVC også vil resultere i mindre dioxindannelse er ikke klart, men betragtes som en mulig positiv sidegevinst.

Som omtalt vil nye krav til krematorier om nedbringelse af udslippene af kviksølv som sidegevinst også medvirke til at nedbringe udslippene af dioxin.

Brændeovne og fyringsanlæg til afbrænding af biomasse

Efter at udslippene fra affaldsforbrændingsanlæg og industrianlæg er nedbragt, ses det af opgørelsen i tabel 1, at afbrænding af biomasse potentielt udgør den største kilde til udslip af dioxin i Danmark. Usikkerheden på størrelsen af de samlede udslip er dog stadig stor.

Udover udslip af dioxin bidrager disse kilder også væsentligt til landets samlede udslip af PAH og partikler. Umiddelbart findes der ikke nogle enkle løsninger på dette problem, som Danmark må forventes at dele med en lang række andre lande med forbrænding af biomasse i mindre anlæg. Der er derfor behov for yderlige at undersøge, hvordan udslippene af forureningsstoffer fra disse anlæg kan nedbringes.

Miljøstyrelsen vil fortsætte med at undersøge mekanismerne bag dannelsen af dioxin fra brændeovne og mindre fyringsanlæg.

Miljøstyrelsen vurderer, at der stadig er behov for at informere befolkningen om ikke at brænde affald og om gode fyringsteknikker, og planlægger fortsat at anvende de udviklede kampagnematerialer, som er tilgængelige via Internettet.

De nye tiltag til at opfylde Danmarks forpligtelser under konventionen er sammenfattet i tabel 5.

Tabel 5
nye tiltag til at nedbringe udslip af utilsigtet dannede POP-stoffer

6 Foranstaltninger til fremme af viden, undervisning, uddannelse og oplysning

6.1 Fremme af viden om kilder til dannelse og omsætning af dioxin og dioxin-lignende PCB

Miljøstyrelsen vil de kommende år i forlængelse af de aktiviteter, der indtil nu er gennemført, fremme viden om kilder til dannelse og omsætning af dioxin og dioxinlignende PCB.

Undersøgelsesaktiviteterne, som er nævnt tidligere, vil omfatte:

• En undersøgelse af omsætningen af dioxin i Østersøen med henblik på at bestemme, i hvilken grad dioxin, som aktuelt ophobes i fisk, stammer fra det aktuelle atmosfærisk nedfald eller skyldes en remobilisering af dioxin bundet i havbunden. Undersøgelsen skal være med til at belyse, i hvilken grad dioxinindholdet i fisk skyldes ”fortidens synder”.
• En undersøgelse af kilderne til dioxin i økologiske landbrug.
• Fortsatte undersøgelser af emissionen af dioxin og andre forureningsstoffer fra brændeovne og mindre fyringsanlæg og hvilke foranstaltninger, der kan iværksættes, for at nedbringe emissionerne fra disse kilder.
• Med udgangspunkt i resultaterne fra et EU-studie, som forventes færdigt medio 2006, vil det blive vurderet, om der er hidtil oversete kilder i Danmark til utilsigtet dannelse af dioxin, PCB og HCB. Såfremt det ser ud til at være tilfældet, vil der blive søgt foretaget estimering af sådanne udslip, og det vil blive vurderet, om der er behov for særlige tiltag.

6.2 Uddannelse og oplysning

Myndigheder og virksomheder

Miljøstyrelsen har i 2003 udgivet en rapport om ”Måling af dioxinemission fra industrianlæg”, som hjælper tilsynsmyndighederne med at vurdere og afgøre, om der skal udføres emissionsmålinger samt hjælper med at stille de rigtige krav, så kontrolmålinger udføres korrekt og resultaterne tolkes korrekt. Rapporten fungerer samtidig som oplysning til de involverede virksomheder.

Den almindelige borger

Den almindelige borger bidrager primært til utilsigtet dannelse af POP-stoffer gennem afbrænding af affald og brug af dårlige fyringsteknikker.

De udarbejdede kampagnematerialer med henblik på at begrænse privat afbrænding af affald og fremme brugen af optimale fyringsteknikker i brændeovne og mindre fyr formidles i dag effektivt af relevante virksomheder og organisationer.

Skoleundervisning

I forbindelse med opdatering af relevant undervisningsmateriale rettet mod unge om kemikalier vil POP-delen blive udbygget, og det vil blive vurderet, om der er behov for mere målrettet materiale.

7 Opdaterings af handlingsplanen

I overensstemmelse med konventionens artikel 5 skal handlingsplanens strategier og initiativer evalueres fem år efter vedtagelsen af denne implementeringsplan og efterfølgende hvert femte år. Evalueringerne skal medtages i de rapporter, der aflægges i medfør af konventionens artikel 15.

8 Tidsplan

Handlingsplanen vil blive implementeret i overensstemmelse med den følgende tidsplan.

Tabel 6
Tidsplan for handlingsplanen

Fodnoter

^[21] Kilde: Baseret på Hansen et al. 2003. Substance Flow Analysis for Dioxin 2002. Miljøprojekt nr. 811. Miljøstyrelsen, København.

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |

Version 1.0 Juni 2006, © Miljøstyrelsen.